"12 minutter mere om dagen"

Af Per Sørensen og Ebbe Lauridsen. “12 minutter mere om dagen”, Information.dk den 26. august 2010

 

I Alaska har alle borgere siden 1984 modtaget en basisindkomst uden betingelser og uden modregning. I Tyskland er der en stærk bevægelse for at indføre en lignende ordning. Hvorfor ikke også i Danmark?

Vi skal arbejde mere. Det lyder rimeligt. Når man som os har levet over evne for lånte penge, så er det vel på tide at få arbejdet gælden af.

Men hvem er vi, der skal arbejde mere? Ja, det er bl.a. LO’s medlemmer. – og fagbevægelsen har meldt ud »at vi hellere vil arbejde os ud af krisen frem for at spare og skære.«

Det er altså de, der i forvejen arbejder, der skal arbejde lidt mere, men hvad med dem, der ikke arbejder, de arbejdsløse og bistandsmodtagerne? Hvis de kom i sving, kunne mindre end 12 minutter måske gøre det.

Vi har i snart 40 år forsøgt med tvang og kontrol at få de ledige i arbejde. AF koster nu 9 milliarder om året, men resultatet har ikke været lovende. AF har sammen med A-kasserne udviklet sig til et grotesk system bemandet af skrankepaver og kontrollanter, der er travlt beskæftiget med at stresse livet af de ledige, hvad enten de er på kontanthjælp eller understøttelse.

Lige nu er der ikke det store behov for arbejdskraft. Men når økonomien snart vender, vil beskæftigelsen så ikke stige? Det er der ikke meget, der tyder på. Og fra 2001, hvor Anders Fogh blev statsminister, til 2009 steg tilgangen til indkomstoverførsler fra 754.000 i 2001 til 796.000 sidste år. Det er et af vores mest uhyggelige paradoksproblemer, at så store grupper forbliver uden for arbejdsmarkedet.

Lad os prøve at tænke lidt ‘ud af boksen’. Det er ikke noget, politikere er vilde med lige nu, hvor man skal passe alvorligt på ikke at operere med for mange ‘fugle på taget’ (så kan vi altid diskutere, hvem der egentlig har en fugl i hånden…)

Hvad ville der ske, hvis vi erstattede det system af overførselsindkomster, der i dag administreres af en hærskare af kontrollanter, med en basisindkomst af nogenlunde samme størrelse – blot uden betingelser. Ja endda med mulighed for at tjene penge oveni et eventuelt job? Vil de folk på overførselsindkomst så ikke bare lægge sig på sofaen. Vi ved det ikke, for vi har ikke prøvet. Men det er ikke sandsynligt. Danskerne elsker nemlig at gå på arbejde, og det er vel heller ikke så fedt at leve på overførsesindkomst, at man ikke vil forsøge at skaffe sig lidt ekstra, hvad der på grund af modregningsreglerne er næsten umuligt i det nuværende system.

Ændring af skattesystemet

Vi skal ind og pille lidt ved skattesystemet. Hjælp! Nu falder de fleste læsere sikkert af. Alle og enhver ved jo, at det er umuligt. Overvind din skepsis og læs videre:

Flad skat, dvs. en fast skatteprocent uanset indtægt, er for mange liberale en hed drøm, men de fleste, bortset fra Anders Samuelsen, nøjes med at drømme, så ideen er indtil videre stendød. Problemet er, at den strider mod det hævdvundne gamle princip, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Og det klarer en progressiv skatteskala, der beskatter rige forholdsmæssigt mere end fattige.

Problemet med den progressive skala er, at den indbyder til skattetænkning. Hvad nu, hvis man kunne få en flad skat, der også ville være en fordel for de lavest lønnede?

Alle får i dag et bundfradrag på ca 40.000 kr. Lad os forestille os, at vi erstatter dette fradrag med et fradrag i skatten på f.eks. 96.000 kr? Denne type ordning har mange 64-årige netop nu glæde af, som præmie for at de stadig arbejder.

Hvis nu en person har 0 kr i indtægt, vil vedkommende i stedet få udbetalt 96.000 fra SKAT. Det kunne fx være folkepensionister, bistandsklienter, førtidspensionister, arbejdsløse, altså folk på overførselsindkomster. Modtagerne af overførselsindkomster skulle så naturligvis ikke også have bistand eller hvad det nu er får en ordning, de får penge fra.

Denne ordning kunne kombineres med en flad skat på f.eks. 50 procent. På den måde vil vi få fordelene ved den flade skat og samtidig ville folk, der i dag står uden for arbejdsmarkedet få et incitament til at arbejde. Hvordan det?

Jo, kombinationen af en skattefri basisindkomst og en flad skatteprocent medfører en progression i beskatningen, men samtidig vil denne skattemodel medføre, at alle får lov til at beholde halvdelen af enhver indtægt, de selv kan skaffe.

Og for ledige og bistandsmodtagere, der under det nuværende system oplever en marginal beskatning af egenindtægt på 80-100% (!), vil det pludselig kunne betale sig at arbejde. Og hvis de ikke skaffer sig et job, vil de fortsat få udbetalt et beløb svarende til deres nuværende understøttelse, blot nu fra skattevæsenet. Hele kontrolapparatet kan nedlægges.

Udenlandske erfaringer

Denne ordning kaldes andre steder i verden basisindkomst. I Alaska har alle borgere siden 1984 modtaget en basisindkomst uden betingelser og uden modregning. I Tyskland er der en stærk bevægelse for at indføre en lignende ordning. Den er f.eks. på regeringspartiet, De Frie Demokraters, politiske program.

Basisindkomst indført på denne måde kan medføre en stærk forbedring af Danmarks konkurrenceevne fx i form af lavere mindsteløn, hvis arbejdsmarkedets parter kan blive enige og dermed bedre beskæftigelsesmuligheder for netop den del af arbejdsstyrken, som arbejdsgiverne ikke har råd til at ansætte.

Og det ville kunne være et ganske vist beskedent sikkerhedsnet under en ny iværksætter, en kunstner, musiker. Ja skuespillerne, der i dag stresses rundt af a-kasserne, når de ind imellem er ledige, kunne få lov til at koncentrere sig om det, de er bedst til.

De alt for mange mennesker, der i dag lever i ufrihed i Danmark, nemlig alle dem, der skal ”stå til rådighed” for arbejdsmarkedet, vil få mulighed for at tage deres tilværelse i egne hænder. Væk med starthjælp, indslusningsløn og sagsbehandlervælde. Som det er nu, har vi et tredjerangsarbejdsmarked uden rettigheder af nogen art – det her burde være en mærkesag for fagbevægelsen!

Men har vi råd? Det korte svar er JA! Vi har allerede indført basisindkomst for længe siden. Hvert år uddeles 250 mia kr efter et yderst indviklet regelværk og kontrolleret af en hærskare af skrankepaver. Pengene er der, de administreres blot på en mildt sagt uhensigtsmæssig måde.

Se beregningerne bag forslaget her

Per Sørensen er tidligere direktør i Lego Gruppen og Ebbe Lauridsen er redaktør af modernetider.dk. Begge er medlemmer af bestyrelsen i Borgerlønsbevægelsen.

print