2012 – Referat af årsmøde

Marts 2012

Referat af årsmøde:

Foreningens årsmøde og generalforsamling afholdtes den 3. marts 2012 på Kulturcenter, Vanløse

Mødet startede kl. 13 med at Ebbe Lauridsen bød velkommen til de fremmødte og præsenterede Margit Kjeldgaard, der derefter fik ordet som første oplægsholder.

Margit Kjeldgaard havde en række kritiske bemærkninger til den finansieringsmodel, der findes på foreningens hjemmeside, men trak disse tilbage efter en nærmere forklaring af Per Sørensen, der er ophavsmand til modellen.

Det var da heller ikke statiske beregning af borgerlønstankens gennemførlighed, der var Margit Kjeldgaards største bekymring, men tankens mulige dynamiske virkning på borgernes adfærd:

  • Vil en ubetinget basisydelse på niveau med den nuværende kontanthjælp ikke medføre, at mange vil holde op med at søge beskæftigelse?
  • Vil det ikke medføre et tilbageskridt for ligestilling mellem kønnene, fordi mange kvinder vil vælge at supplere mandens indkomst med basisydelsen og ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet?
  • Vil det ikke betyde en lønnedgang for arbejdsledige i og med at dagpengene jo er væsentlig højere end kontanthjælpen?

Så var kortene givet til en livlig debat mellem indlederen og forsamlingen, der i sagens natur var mindre nervøse for de dynamiske effekter. Diskussionen udviklede sig også til et spørgsmål om, hvem – læs hvilke partier – der kunne tænkes at være villige til at arbejde for indførelse af en basisydelse. En svensk deltager, Gösta Melander mente, at det vil være nødvendigt at koble basisydelse sammen med en eller anden modydelse – et borgerligt ombud, da det er utænkeligt at få noget politisk parti til at acceptere, at borgere kan nyde uden at yde. Det kan efter hans mening være nødvendigt at slække på princippet om ubetingethed for at få basisydelse til at glide ned.

Per Sørensens efterfølgende causeri tog udgangspunkt i en sammenligning af dagens Danmark med Aldous Huxleys bog fra 1920’erne: Fagre nye verden. Selv om bogen skildrer et dystopisk snarere end en utopisk samfund, synes det, som om vi allerede nu er kommet betydeligt nærmere de tilstande, forfatteren beskriver, end vi egentlig ønsker.  Udviklingen – det vi også kalder fremskridtet – fører os tilsyneladende videre i samme retning, hvis vi ikke kridter skoene og tillader os at opstille en anden utopi.
Er det ikke mærkeligt, at mekanisering og automation af arbejdsprocesser ikke har medført, at vi arbejder mindre? Burde vi ikke prøve at realisere tanken om homo ludens, det legende menneske?
Hvorfor er der intet politisk partiprogram, der satser på at indføre en arbejdsuge  på 30 timer i 2020 og 20 timer i 2030?

Efter kaffepausen gik man over til den vedtægtsmæssige generalforsamling:

1. Valg af dirigent: Michael Husen blev valgt og konstaterede, at generalforsamlingen var vedtægtsmæssigt indvarslet.

2. Formandens beretning: Erik Christensen havde affattet en årsberetning, som på grund af hans afbud, den øvrige bestyrelses mangel på omtanke, samt vanskelighed med internetadgangen ikke var tilgængelig.   Ebbe Lauridsen og Per Sørensen talte lidt om, hvad der var sket i årets løb, og lovede at sende Erik Christensens beretning ud til medlemmerne sammen med  nærværende referat.

3. Aflæggelse af revideret regnskab til godkendelse: Per Sørensen gennemgik regnskabet (se nederst på denne side), som viste et underskud på kr. 3063,40 og en ultimoformue på kr. 4.776,20, et resultat, der naturligvis er utilfredsstillende.  Der blev fra forsamlingen stillet spørgsmål til den største udgiftspost, transportomkostninger. Kassereren oplyste, at beløbet stod i forbindelse med vores deltagelse i det i beretningen omtalte samarbejde i Syntesetanken, en udgift, der ikke påløber regnskabet i indeværende år.  Regnskabet godkendtes.

4. Indkomne forslag: Sekretariatet har udsendt forslag fra bestyrelse og medlemmer til    vedtægtsændringer.
Følgende ændringer vedtoges:

  • §1: Foreningens navn ændres til: BIEN Danmark (borgerlønsforeningen)
  • §2: Foreningens formål ændres til: Foreningens formål er indførelse af borgerløn i Danmark, dvs. en ubetinget basisydelse til alle borgere i landet.
  • §5: indledningen ændres til: Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes i januar kvartal i forbindelse med et årsmøde og indkaldes med mindst 30 dages varsel med e-mail og/eller brev med oplysning om dagsorden, som skal indeholde mindst følgende punkter:

Generalforsamlingen fandt, at de øvrige ændringsforslag var unødvendige i lyset af foreningens beskedne størrelse

5. Fastsættelse at kontingent: På forslag fra kassereren besluttedes at hæve årskontingentet til kr. 200. Forhøjelsen må ses i lyset af, at kontingentet har været uændret siden foreningens start

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer: Genvalgt blev fra den nuværende bestyrelse: Erik Christensen, Karsten Lieberkind, Ebbe Lauridsen og Per Sørensen og Michael Husen. Johs. Lund havde på forhånd tilkendegivet, at han ikke ønskede genvalg.

7. Valg af revisor: Jørg Gaugler genvalgtes.

8. Eventuelt: På dirigentens opfordring takkede forsamlingen Johannes Lund for hans mangeårige virke i foreningen.

Generalforsamlingen sluttet.

Venlig hilsen
BESTYRELSEN

print