Arbejde som religion

Af mag.art. Karsten Lieberkind, april 2002

 

At arbejde i vores tid er blevet en religion er mere end blot en talemåde. Arbejdet har som “institution” nemlig i høj grad erstattet religionen som identitetsskabende og samlende faktor i samfundet. Der er en veritabel kult omkring arbejdet, en kult der rummer alle de sædvanlige religiøse elementer så som de sande troendes initiering i det religiøse fællesskab og udstødelsen af de vantro eller vrangvillige, samt allehånde kultgenstande og symboler.

Da arbejdet, og her tænkes altså ikke på aktiviteten arbejde, men alene på arbejdet som institution, det lønnede arbejde, er er en religiøs praksis, er de mennesker der bekender sig til religionen, hvad enten de er inden for eller uden for fællesskabet, sædvanligvis ganske uimodtagelige for rationelle argumenter mod denne religions dogmer og trosartikler.

Der er fx i de senere år kommet adskillige analyser af de økonomiske, menneskelige og kulturelle fordele ved indførelsen af borgerløn, men alle de fremførte argumenter preller af på langt hovedparten af det arbejdende folk, og også på ganske mange af dem der står “udenfor”, ikke pga. argumenternes manglende gyldighed i rent logisk forstand, men fordi de er uforenelige med en på forhånd fastlagt religiøs overbevisning.

Borgerløn er nemlig ikke bare en naturlig økonomisk reform baseret på sund fornuft, men et opgør med hele den lutheranske pligtetik, der har gennemsyret vores kultur i århundreder. Tanken om at det skal “koste” noget at få sit daglige udkomme, “man skal yde før man kan nyde”, med andre ord man skal ikke komme for let til tingene, hvilket jo går tilbage til en bestemt fortolkning af kristendommen om at man skal tjene sit brød i sit ansigts sved og lignende forestillinger om livet her på jorden som grundlæggende lidelse, og som en rimelig straf efter uddrivelsen af paradiset.

Da denne forestilling om arbejdet som en slags straf, eller lidelse med udsigt til belønning, stadig ligger som en understrøm i samfundsideologien, til trods for hele den nyere udvikling i retning af såkaldt lystbetonet arbejde, reagerer mange mennesker pr. automatik mod tanken om at nogen bare skal have noget foræret, uden at samfundet har sikkerhed for at det får noget igen. Vi er slet ikke opvokset i en atmosfære af tillid til at menneskets iboende kreativitet, lyst til foretagsomhed og samvær med andre i produktive sammenhænge vil slå igennem, også i et samfund der ikke sætter pligten i centrum.

Et samfund der bygger på tillid og virkelig for alvor tror på mennesker, at mennesket simpelthen ikke kan lade være med at skabe noget, og at det faktisk vil gøre det endnu bedre i frihed, er vi desværre meget langt fra. Vi tror at samfundet vil falde sammen i lovløshed og kaos, hvis vi ikke styres med forholdsvis hård hånd, en tanke der igen går tilbage til en kristen forestilling om mennesket som et grundlæggende syndigt væsen. Mennesket er intet i sig selv, for ikke at sige et grundlæggende mangelfuldt og dårligt væsen, kun overladt til Guds nåde.

Derfor er indførelsen af borgerløn i sandhed et kvantespring, et udtryk der netop her har sin fulde berettigelse her, fordi der er tale om et bevidsthedsspring af en art vi slet ikke har set tidligere. Det er jo et opgør med en hel kulturs vanetænkning.

Da problemet rækker så dybt ned i vores bevidsthed, man kunne sige ned i det kollektivt ubevidste, skal der muligvis mere til end blot rationelle argumenter for at ændre på tingene. For man kan jo se at uanset hvor tvingende argumenterne er, er modstanden mod borgerløn fortsat ret massiv. Ganske vist er modstandernes argumenter mod borgerløn i bund og grund irrationelle, men det er man nødt til at forholde sig til, for det er, som vi så tydeligt ser i denne her tid, i alt væsentligt ikke fornuft men følelser der styrer politik.

Jeg mener derfor at et politisk flertal for borgerløn kun kan findes når der i befolkningen som helhed er sket et afgørende ideologisk skred, væk fra industrisamfundets tænkning, som i virkeligheden blot er en forlængelse af den protestantiske moral, i retning af en egentlig og i dybere forstand rationel kultur.

Grunden må lægges allerede i folkeskolen eller tidligere, og jeg tror at der, med de skolereformer der er blevet indført, sikkert er taget nogle skridt i den rigtige retning. Det er gennem undervisning og et nyt dannelsesbegreb at man på sigt vil kunne ændre holdningerne i samfundet.

Vi er dog langt fra at være nået dertil. Skolen opfattes stadig som en forberedelse til et “arbejdsliv” og ikke som begyndelsen til udforskningen af alt det fantastiske tilværelsen rummer. Vi tænker stadig tilværelsen i bund og grund som en “karriere” med forholdsvis skarpt opdelte forløb. Derfor har de fleste mennesker svært ved at se at et begreb som lønnet arbejde som den eneste form for “rigtigt” arbejde ikke er gudsgivet, men en særlig fordom vi giver næring til fra generation til generation, og derfor er tanken om at man med eet slag kan afskaffe arbejdsløsheden ved at af afskaffe selve det traditionelle arbejdsbegreb, gennem en fjernelse af pligten til lønnet arbejde, også noget der ligger de fleste mennesker meget fjernt.

Man har svært ved at forstå en så forholdsvis indlysende ting som at de mennesker der er udstødte fra arbejdsmarkedet, ikke er udstødte fordi de ikke har arbejde, men fordi der er nogle grundlæggende forkvaklede forestillinger i samfundet om hvad arbejde overhovedet er. Selv statistikere ligger så meget under for dette arbejdsbegreb at de kan drage den fejlslutning, at det at være “arbejdsløs” naturligt er forbundet med større sygelighed og dødelighed. De grafer ser jo ud til at være sammenfaldende, siger de. Men de kan ikke forestille sig at sygeligheden opstår, fordi de mennesker selv ligger under for en kulturbestemt myte om at man intet er værd, hvis man ikke er på “arbejdsmarkedet”. Disse mennesker er ene og alene låst fast af en forældet ideologi, og ikke fordi der “ikke er arbejde til dem”.

I et samfund hvor arbejdsbegrebet ikke længere eksisterede, eller var blevet stærkt modificeret, ville der ikke være nogen der var “udenfor” og derfor ikke-respekterede af samfundet. De samme mennesker som nu er “udstødte” ville få større selvrespekt og lyst til at yde noget til fællesskabet. Ikke af nød men af lyst. Og de mennesker der er optaget af kreativt arbejde, hvad jeg tror mange flere mennesker ville blive i et samfund med borgerløn, ville få ro til at skabe og ekperimentere i frihed.

Et andet og meget vigtigt aspekt ved indførelsen af borgerløn som i mine øjne er ret overset, er hvad det ville kunne betyde for et samfunds udvikling og dynamik at den eksisterende kobling mellem arbejde og løn forsvandt.

Ret beset er alt lønnet arbejde jo en form for prostitution. Man “sælger sin arbejdskraft”. Det hedder det jo rent faktisk, og af en eller anden grund sættes der sjældent spørgsmålstegn ved det rimelige i det, selv om det er et forhold med mange uheldige bivirkninger. Mest iøjnefaldende er det måske, hvis man arbejder for en høj løn. Det kunne jo være fordi lønnen er høj at man har valgt arbejdet. Det udelukker ganske vist ikke at man kan lide sit arbejde, men en høj løn kan måske også få en til at arbejde med ting man godt er klar over er skadelige for mennesker, miljø og samfund. Fristelsen er i hvert fald større, og man er mere tilbøjelig til at se gennem fingre med den slags ulemper.

Også hvis lønnen er lav kan der være kedelige bivirkninger. Man er måske tvunget til at tage arbejdet for overhovedet at overleve. Derfor skeler man ikke til om det er et arbejde der til syvende og sidst er til glæde for en selv eller andre. “Man skal jo tjene penge for at leve”.

Hvis denne kobling mellem arbejde og løn ikke længere fandtes ville en sådan “korrumpering” af arbejdet med efterfølgende “forurening” af samfundet ikke længere finde sted, og der ville være l
angt større chance for at det arbejde der blev udført rent faktisk var nyttigt.

Ethvert liv og ethvert samfund har brug for en vis portion spildtid, tid til refleksion eller tid til ingenting. Ligesom man får forstoppelse hvis man ikke får nogen fibre i kosten får et samfund en slags forstoppelse af at være for højeffektiviseret. “Alle skal i arbejde”, ingen må stå udenfor, til trods for at det måske lige netop er det samfundet har brug for, at nogen står udenfor og kan forholde sig kritisk til det hele.

I næsten alle samfund og til alle tider har der været mennesker der stod udenfor – og blev respekteret for det. Tænk på de omvandrende asketer i Indien, tiggermunke i buddhismen og katolicismen, filosoffer i oldtidens Grækenland, shamaner og andre. De har alle stået udenfor. En af grundlæggerne af den vestlige civilisation, Sokrates, havde ikke noget arbejde og ville i dag formentlig være blevet tvangsaktiveret.

Det er lidt skræmmende at det i dag er en nærmest utænkelig tanke at stå “udenfor”, til trods for at samfundet har mere brug for den slags individer, og har mere råd til dem end nogensinde. Det er med til at gøre vores samfund meget meget fattigt, mere forarmet og fattigt end noget 3. verdensland. Det er bare en fattigdom der gør mere ondt i sjælen end i kødet, en fattigdom 120 tv-kanaler, og de rituelle indkøbsture til Bilka lørdag eftermiddag, ikke kan råde bod på.

print