Basisindkomst burde være verdensmål nr. 18 – eller 1!

Oplæg v. Finn Gemynthe 13. juni 2019  i BIEN Danmarks telt på Folkemødet Bornholm.

 

Velkommen her i folketeltet! Mit navn er Finn Gemynthe. Lad mig indlede med at takke skæbnen for, at jeg som folkepensionist endelig har basisindkomst. Det har ikke gjort mig dovnere end dengang, jeg var i job og aktivering – tværtimod! Jeg nyder at sysle med alle de ideer og skriverier, der har hobet sig op igennem mit fantasifulde liv, og der kommer stadig nye til. Jeg keder mig aldrig! Desuden føler jeg tydeligt, at jeg nu gør langt mere nytte end dengang, hvor jeg tog pladsen op for langt dygtigere kolleger.

Jeg må nemlig bekende, at skæbnen også har skænket mig et mix af handicap, der gør mig til en klods om benet på enhver arbejdsplads. Jeg gjorde ellers mit bedste i mine yngre år, både som bibliotekar, opfinder og selvstændig, men når man er født langsom, uenergisk, søvnig, upraktisk, distræt, åndsfraværende og lettere autistisk – tit med hovedet boblende fuldt af distraherende tanker og ideer – ja så hører man ikke til blandt de bedst egnede. Derimod var jeg eminent til at nyde fritiden og få afløb for den ene idé efter den anden.

Arbejdet blev derfor mit livs største problem – og det ville have været lykken for mig at få borgerløn allerede i tiden for Oprør fra Midten. Måske jeg endda havde haft overskuddet til at slå igennem som opfinder eller forfatter. Et af mine forsøg i den retning er faktisk årsag til, at jeg står her i dag: 

Rigdom Uden Arbejde har aldrig kunnet hedde andet. Hele bogen udsprang af denne forjættende titel, der poppede op i mit drømmende, verdensfjerne hoved, da jeg efter bestået bibliotekareksamen i 1977 blev kastet ud i den virkelige verden – og forfærdedes over, hvor længe og hårdt man måtte knokle, før man kunne få sig en lur. I det hele taget har jeg det meget svært med filosofien om, at livet skal være en evig, hård kamp – hvorfor i alverden udnytter vi ikke teknikkens vidundere til at sikre os et friere, behageligere liv – og skåner miljøet for en masse myldretid??  

Så da Borgerlønsbevægelsen tog form omkring årtusindskiftet, var jeg ikke sen til at melde mig ind. En af de brave stiftere, Erik Christensen, skrev dengang en hel bibel ved navn Borgerløn. Og i 2017 fulgte han op med hittet På vej mod borgerløn. Desuden har det været mig en stadig opmuntring at følge med i, hvordan bevægelsen har taget til i styrke, så den nu er verdensomspændende i form af Basic Income Earth Network – BIEN – oven i købet med en dansk forkvinde i form af Louise Haagh.

Og nu er jeg altså blevet opfordret til at drage til Bornholm og foreslå, at basisindkomst og verdensmål kobles til hinanden. Faktisk mener jeg, at basisindkomst burde være den naturligste sag af verden. Ethvert samfund burde se det som sin fornemste opgave at byde enhver medborger velkommen fra fødslen. Og velkommen kan man kun føle sig under trygge og frie omstændigheder. Bydes vi velkommen i samfundet, vil det sætte fart i en vældig bølge af positive strømninger. Symbiose, altruisme, faunisme, frihed, lighed & broderskab. Dette uddyber jeg nærmere i bogen: Naturtro.  

Basisindkomst bør simpelthen være en primær menneskeret, og arbejde en frivillig sag. Det vil give hver enkelt borger en befriende følelse af at være velkommen. Det vil også virke stærkt befordrende for arbejdsglæden – og fornøjelsen ved at tjene ekstra.

Så hvorfor stopper Verdensmålene lige netop ved nr. 17? Og hvorfor ikke et ord om basisindkomst?

Hvis det var mig, der skrev Verdensmålene, ville jeg putte basisindkomst ind som nr. 1. Thi basisindkomst gør det meget nemmere at nå alle de andre Verdensmål! Først når alle mennesker bliver hinandens brødre og søstre i kraft af en basal basisindkomst, kan den vigtigste af menneskerettighederne efterleves: ”Ethvert menneske har en naturgiven ret til livet. Denne ret skal beskyttes ved lov”. [1]

Hvad ville da være naturligere end en ”Verdenslov”, der bestemmer, at folk gives det materielle grundlag for at kunne leve livet, uanset om de magter at arbejde eller ej?

Tag fx et lille udpluk af Verdensmålene:

Nr. 1 & 2: AFSKAF FATTIGDOM & SULT!  – Vi har længe haft på fornemmelsen, at det burde kunne lade sig gøre i de rige lande.

Men er det ikke at tage munden fuld at forlange basisindkomst i fattige lande? Har ulande da råd? – I virkeligheden har de ikke råd til at lade være, de ved det bare ikke selv! Og så længe de & vi ikke fatter det, bliver de ved med at være fattige.  

Fattige lande er fattige, fordi så mange af deres medborgere er så fattige, at de ikke har råd til de basale indkøb, der kunne skabe vækst, handel og omsætning. Selv en beskeden basisindkomst ville med et slag løfte alle fattige op på et niveau, hvor de kunne sætte gang i den gode cirkel. Tallene fra et forsøg med basisindkomst i Namibia taler for sig selv: Beskæftigelsesgraden steg fra 44% til 55%. Fattigdommen faldt markant. Før var 76% under den officielle fattigdomsgrænse. Efter var det kun 37%. Fejlernæringen faldt fra 42% til 10%. Antallet af børn der kom i skole steg fra 40% til 90% og antallet af elever der droppede ud før tid faldt fra 40% til 5%. Kriminaliteten faldt med 42%. Osv.[2]

Faktisk viser sociologiske undersøgelser, at fattigdom gør dum – dvs udsat for at træffe forkerte beslutninger. Som Rutger Bregman siger det i sin opløftende bog: Utopia for Realister: Folk mister ca. 13 IQ-point ved at være fattige. Årsagen er klar: ”Man kan ikke holde pause fra fattigdom”.[3] En alt for stor del af hjernekapaciteten bliver simpelthen opslugt af nødvendige gøremål og frygt for fremtiden.

Så hvis vi i de rige lande var rigtig kloge, ville vi kanalisere en stor del af ulandsbistanden over i en kasse øremærket basisindkomst. Og i samme åndedrag ville vi med en anstændig basisindkomst kunne afskaffe fattigdommen på hjemmebane – kan vi overhovedet være den bekendt?   

Og hvad med MÅL 3: SUNDHED OG TRIVSEL? – Mon ikke det vil hjælpe gevaldigt på den generelle sundhed og trivsel, hvis folk føler sig trygge og frie i deres samfund?  Bliver man budt velkommen med basisindkomst – ”Værsgo’, vi er glade for at se dig!” – kan man ranke ryggen, trives bedre og leve livet med et større følelsesmæssigt overskud. Når arbejdet bliver en frivillig sag, kan lysten bedre få lov til at drive værket. Man behøver ikke af frygt for arbejdsløshed finde sig i vilkår, der forårsager stress og arbejdsskader. Børnene vil også nyde godt af at have forældre, der er trygge og trives og har tid til dem. Hvad enten man arbejder eller ej, forbedrer basisindkomst chancerne for at leve i sundhed og trivsel.

MÅL 4: KVALITETSUDDANNELSE – Basisindkomst vil erstatte SU, som selv i mange rige lande er ikke eksisterende. Når de studerende kan prioritere uddannelsen højere end bijob, de tager af nød, skulle man tro, der kom mere kvalitet over deres uddannelse. Friske studerende lærer nemmere end trætte.     

MÅL 5: LIGESTILLING MELLEM KØNNENE – Når arbejdet fylder mindre, får folk mere tid til sig selv og hinanden. Mere fritid i hjemmet vil øge chancerne for samdræg­tighed omkring børn og hjemmeopgaver. Og på arbejdspladserne; stress og jag skaber hønsegårde fulde af hakkeordner, hvor hønerne tit har det svært overfor hanerne.

Særligt svært har ”hønerne” det i lande, hvor de er i lommen på ”hanerne”. Og hvor børn avles som en slags livsforsikring, i mangel af pension til gamle medborgere. Basisindkomst vil med et slag forvandle kvinderne til frie og fuldgyldige samfundsmedlemmer, der kan gøre oprør imod snærende kulturnormer. Blandt andet kan de bedre selv bestemme, hvor få børn de vil føde.      

MÅL 12: ANSVARLIGT FORBRUG OG PRODUKTION – Noget af det mest ansvarlige, vi kan gøre, er at drosle ned og nøjes med at arbejde efter behov. Brug-og-smid-væk er det modsatte af ansvarlighed. Men så længe fast arbejde er en forudsætning for at holde sig fattigdomsfri – kan systemet så undvære brug-og-smid-væk? Er det tilskyndet til at fremstille varige kvalitetsprodukter og benytte vedvarende energi? Giver det mere vækst? – Ergo er vi er stillet som danaiderne, der i underverdenen var travlt beskæftigede med at fylde vand i et kar med hul i bunden. 

File: John William Waterhouse (1849-1917) – Danaides 1906  – Wikimedia commons

 

De arme danaider og deres kar – gid man kunne proppe en klud i udmundingen!

(”Facitliste til danaidernes kar”):

Karret = Samfundsøkonomien
Danaiderne = Befolkningen
Krukkerne = Produktionsmidlerne
Vandet i brøndene = Råvarerne
Vandpåfyldningen    = Vareudbuddet
Vandstanden i karret = Velstanden i samfundet
Luften i karret = Samfundets fattigdom
Vandtabet gennem afløbet = Samfundets spild
Afløbets størrelse = Spildets omfang

 

Men med basisindkomst vil hele samfundet endelig kunne drosle ned og mindske det store spild – uden at det fører til krak og verdenskrise. Tværtimod, basisindkomst til alle vil virke kriseforebyggende! Endelig vil vi kunne proppe en klud i afløbet og se vandstanden højnes, samtidig med at arbejdsbyrden mindskes. Og livet behøver ikke længere være så meningsløst hårdt.

MÅL 13: Det samme gælder KLIMAINDSATSEN. Hvordan skal vi kunne frelse kloden fra hedeslag, når arbejdet anses for livets mål og mening? Hvad verden behøver nu er afslapning og ret til dovenskab. Vi mennesker har knoklet løs siden landbrugets opfindelse og udrettet det utroligste; det er på tide, at vi jævnligt læner os tilbage, hviler på laurbærrene og lever livet. Ligesom den dovne og døsige faun i Debussys ”En fauns eftermiddag”.

Og så er der det livsvigtige MÅL 16: FRED, RETFÆRDIGHED OG STÆRKE INSTITUTIONER – Når krybben er tom, bides hestene. Blandt mennesker fører tomme krybber tit til krige. Uden nøden efter 1. verdenskrig havde tyskerne aldrig valgt Hitler og startet 2. verdenskrig. Universel basisindkomst kan i sidste ende blive, hvad der frelser os fra en 3.  Får folk basisindkomst, bliver de mere mætte og mindre bidske. De får også mere tid til at komme hinanden ved på en konstruktiv måde. Krig mellem Danmark – Sverige er nu en utænkelighed – dengang vore broderfolk levede i uoplyst armod, bekæmpede de hinanden på liv og død.  

Noget af det sværeste i denne verden er at skabe økonomisk retfærdighed i form af lighed. Socialismen har stærke bud på en løsning, men de vækker voldsom modstand. Lad basisindkomst bryde dødvandet! I sig selv vil basisindkomst være et udtryk for den højeste retfærdighed. Langt størstedelen af al den viden, kunnen og teknik, vi i dag nyder godt af, er skabt af vore fælles forfædre og formødre. Hvad ville da være retfærdigere end at erkende dette og sørge for basisindkomstens overskudsdeling.   

Nu hvor maskinerne har overtaget så meget arbejde og forårsaget så megen arbejdsløshed (se her bort fra alskens pseudoarbejde!), er hele samfundsøkonomien, forstået som summen af aktiviteter til opretholdelse af et samfund, automatisk blevet delt i to sektorer: En arbejds-U-afhængig og en arbejdsafhængig. Her ser I både den historiske udvikling og situationen her midt mellem fortiden og fremtiden:

 

År 0

I.  ARBEJDSAFHÆNGIG ØKONOMI

 

 

II. ARBEJDS-U-AFHÆNGIG ØKONOMI

 

År 2019

I.  ARBEJDSAFHÆNGIG ØKONOMI

 

II. ARBEJDS-U-AFHÆNGIG ØKONOMI

 

 

År 2100

I.  ARBEJDSAFHÆNGIG ØKONOMI
II. ARBEJDS-U-AFHÆNGIG ØKONOMI

 

 

 

 

Man skulle tro, at diagrammet tegnede billedet af en tryg og fri situation. Folk kunne være sikret det elementært nødvendige takket være den løbende tilgang af arbejds-U-afhængige penge. Samtidig kunne de ved at bevæge sig op i sektor I tjene gode, ekstra penge til forskellige former for luxus. – Gid en sådan erkendelse kunne indtænkes i FN’s verdensmål!

Endelig er der verdensmålet om stærke institutioner. Man kan sagtens ønske sig et idealistisk FN langt stærkere. Og kan denne verdensomspændende institution enes om at sætte basisindkomst op som endnu et verdensmål, hvad enten som nr. 18 eller 1, så vil det være et udtryk for sand, humanistisk styrke.

—————————————–

Men når nu basisindkomst er så vigtigt et verdensmål, hvorfor i alverden er idéen da så svær at sælge? Herhjemme blev borgerløn lanceret for over 40 år siden med Oprør fra midten, men stadigvæk her i 2019 er vi milevidt fra målet. Hvorfor?

Undersøgelser afslører, at folk i fattige lande langt bedre kan se fidusen end folk i rige lande. Hvorfor? – Svaret ligger i ”tilfredshedens tyranni!”[4]  Det velbjergede, dominerende flertal af befolkningen kan simpelthen ikke se fordelen ved, at der indføres borgerløn. Tværtimod – borgerløn opfattes som en trussel! Om højere skat, lavere levefod, nasseri, udbredt dovenskab, generel fattigdom, horder af indvandrere. Og basisindkomst lyder som den allermindste fællesnævner.  

Højst uheldigt at de rige lande, der har råd, ikke gider borgerløn. Mens de fattige lande dårligt tør tænke tanken om basisindkomst.

Men hvad siger folk så til rigdom uden arbejde? Tja, jeg har aldrig hørt om nogen, der var imod – ikke når det gjaldt dem selv. Hvem ville smide en lottokupon med lutter vindertal i brændeovnen? Nej, selv verdens mest godgørende menneske ville fryde sig over alle de velgerninger, han eller hun kunne udrette med sine arbejdsfrie millioner. Som skuespilleren Paul Newman udtrykker det: ”En vunden dollar er dobbelt så sød som en tjent dollar.”

Denne uglesete menneskelige naturlov om glæden ved arbejdsfri indtægt har jeg udpenslet i kapitel 0 af Rigdom Uden Arbejde. Bogens generelle budskab er, at vi skal se overskudsdeling, basisindkomst, borgerløn eller apanage (af ligeberettigelses­grunde mit foretrukne forslag i et kongerige som det danske) som alle tiders tilbud til alle og enhver. Begrebet rigdom uden arbejde signalerer tryghed, frihed, frivilligt arbejde, livskvalitet og gode vilkår. Desuden en opdatering til nutidens robotisering og hele dette enorme potentiale, der socialt set henligger uudnyttet, så længe man dumstædigt fastholder, at kun den arbejdende befolkning fortjener en anstændig indkomst. – Så det er mit store håb, at rigdom uden arbejde kan forvandle borgerløn fra en grim, lille ælling til en stor, smuk svane!

Tager vi venligt imod den store, smukke svane, får vi også mulighed for at give naturen en hårdt tiltrængt håndsrækning. Først når vi giver os selv lov til at slappe af og hvile i os selv, kan vi indrette et bæredygtigt, vedvarende verdenssamfund og skåne kloden for unødig hyperaktivitet.

Som mit yndlingsordsprog siger:

Det er bedre at tænke sig om den halve dag end at arbejde som en tosse hele dagen.

 

[1] https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=60860: Bekendtgørelse af international konvention af 16. december 1966 om borgerlige og politiske rettigheder. Afsnit III, Artikel 6, stk. 1

[2] Beskrivelse på hjemmesiden basisindkomst.dk samt blog af Grøn Guide i Høje-Taastrup, Knud Anker Iversen, på http://www.mec-ht.dk/

[3] Bregman, Rutger: Utopia for realister. People’s Press, 2017, p. 64.

[4] Galbraith, John Kenneth: Tilfredshedens tyranni. Fremad, 1993.

print