BIEN’s 18. verdenskongres i Tampere, 2018

BIEN’s 18. verdenskongres blev afholdt i Tampere, Finland, 23.-26. august 2018.

Fra BIEN Danmarks bestyrelse var vi 3, der drog afsted: Andreas Mortensen, Jens Wamsler og Martin Michaelsen.

Vi var ikke de eneste danskere. Fra Århus Universitet deltog Nina Wohnsen og Kathrine Duus Therkelsen. Og så deltog Rasmus Schødt fra Alternativet ligesom sidste år. Rasmus har arbejdet med sociale ydelser i ulande og holdt under konferencen oplæg om mulig introduktion af basisindkomst i ulande. Der er altså andre i Danmark end BIEN’s bestyrelse, der interesserer sig for borgerløn.

Dejligt ved konferencen at konstatere, i hvor mange andre lande, der er interesse for basisindkomst.

Ideen om en borgerløn, der gør det muligt for alle at udfylde deres potentiale, var allestedsnærværende ved konferencen, og gav en fuldstændig ubeskrivelig energi. Denne energi må dog ikke virke forblindende, men samtidigt må vi heller ikke glemme, at stort set alle lande i verden har aktivister for borgerløn, og i år blev det Ruslands og Indonesiens tur til at komme med i Basic Income Earth Network.

Selve verdenskonferencen startede først den 24. august. Den 23. august var en nordisk dag. Men da alle andre var velkomne til at deltage, oplevedes Den Nordiske Dag også som en del af konferencen.

Den Nordiske Dag var organiseret med indlæg i plenum. I den egentlige konference var der ret få indlæg i plenum. Af denne grund fylder referatet fra Nordisk Dag en stor del af denne rapport.  Resten af konferencen var domineret af parallelle sessioner, hvor de tilstedeværende fordelte sig ud i 6 sessioner hver med 3 indlæg og en efterfølgende debat. Sammensætningen af indlæg ved de forskellige sessioner kunne ind imellem virke lidt tilfældig. Måske fordi oplægsholderne ikke havde meldt tilstrækkeligt klart ud, hvad de ville med deres indlæg. Indlægget om modeller for basisindkomst i Danmark var sat sammen med et indlæg om mulighed for basisindkomst i Slovakiet og et om harmonisering af børneydelser i Frankrig. Det havde nok givet en bedre debat, hvis det havde været sat sammen med et generelt indlæg om finansiering af basisindkomst i Europa og et indlæg om basisindkomst i Finland. Indlægget om basisindkomst i Finland var placeret sammen med Rasmus Schjødts indlæg om gradvis indførelse af basisindkomst i ulande.

Ud over at få afviklet konferencen sørgede arrangørerne også for, at vi fik lejlighed til at lære byen Tampere at kende. På konferencens første dag var der reception på byens rådhus, og på 2. dag var der festmiddag, hvor vi ud over at få mødt mange basisindkomstinteresserede fra andre lande, også fik en beretning om de svære kampe, der blev udkæmpet i Tampere for 100 år siden under den finske borgerkrig.

Nordisk dag

Værtslandet indledte den Nordiske Dag med tre indlæg:

Præsident for BIEN Finland Pekka Elonheima, der også er lutheransk præst, indledte med at trække paralleller mellem basisindkomst og Luthers etik, der bygger på frihed og omsorg for næsten. Han fandt, at Luther ville have kunnet anbefale basisindkomst.

Herefter gennemgik Jan Otto Andersson den politiske udvikling i Finland, som de sidste 30-40 år, ligesom vi har set det i andre lande, har været præget af pres på velfærdsstatens ydelser. Basisindkomst har været diskuteret i Finland siden 80’erne. Kun De Grønne og Venstrealliancen går åbent ind for basisindkomst. Socialdemokratiets ungdomsorganisation har for nylig fremsat et basisindkomstforslag, dog forbundet med en betingelse om deltagelse i arbejde.

Den finske præsentation sluttede af med Juha Järvinen, en kunstner, der kunne berette om sin glæde ved at have været en del af Basisindkomsteksperimentet i Finland.

Martin B. Michaelsen kunne fra Danmark blandt andet berette om vor deltagelse i Folkemødet på Bornholm, hvor vi var repræsenteret i den afdeling, der hed Fremtiden, som var placeret i det yderste hjørne af mødearealet. Alligevel var der en tilstrømning til vort telt, som vi ikke har oplevet før. Ved flere af vore arrangementer var teltet fuldt og mange måtte stå udenfor og følge med.

Mere generelt kunne Martin berette, at borgerlønsidéens fremgang i Danmark er noget hæmmet af en indgroet ”arbejde for noget” – etik. Et problem, der viste sig at være et generelt problem for alle lande, der var repræsenteret.

Med Islands beskedne størrelse skulle der være gode betingelser for et lige samfund her. Men afstanden mellem dem, der har, og dem, der ikke har, er stigende. Men hvor der er en vilje, er der en vej, var Gerdur Palmadottirs budskab. Hun var entusiastisk og optimistisk.

Island har en perfekt størrelse og konstruktion til at være det ideelle sted for at afprøve basisindkomst.

Norske Øyvind Steensens hovedpointe var, at magt korrumperer, og at basisindkomst spreder magten, så den ikke er samlet på få hænder.

Og så kunne han fortælle, at UBI-Nordic næste år bliver den 5.-7. april 2019 i Oslo, arrangeret af BIEN Norge i samarbejde med den norske studenterorganisation.

Lena Stark repræsenterede det svenske Basisindkomstparti. Som de øvrige nordiske talere så hun basisindkomst som svaret på velfærdssamfundets krise. Hun beklagede, at basisindkomsttemaet ikke rigtig var fremme i den svenske valgdebat, som var domineret af flygtningespørgsmålet.

Lena Stark forestillede sig et basisindkomstniveau på 1.000-1.100 € månedligt. Finnerne mente, at niveauet skulle ligge omkring 800 € månedligt. Det svenske niveau svarer til, hvad vi i vores finansieringsmodel regner med, vi kan få efter en 10-årig overgangsperiode, og det finske niveau til det, der er realistisk, hvis vi skulle indføre basisindkomst fra næste år.

Blandt tilhørere fra andre dele af verdenen, bl.a. én fra Georgien og én fra Sydafrika, var der nogen undren over, at de nordiske lande med deres velfungerende velfærdssystemer interesserer sig for borgerløn.

 

Rutger Bregman

Den nordiske dag blev afrundet af hollandske Rutger Bregman, hvis bog ”Utopia for Realister” netop er oversat til finsk. Utopia for Realister handler om en fremtidsvision med basisindkomst, 15 timers arbejdsuge og åbne grænser.

Bregmans indlæg på konferencen handlede alene om basisindkomst.

Han havde bl.a. en interessant vinkling af, hvorledes man bør italesætte borgerløn. I stedet for at fokusere på de typiske humanitære/sociale aspekter af borgerløn, så ser han det som mere fornuftigt at kigge på ”højrefløjen” og dens retorik. I stedet for at sige ”fattige har også ret til et (godt) liv”, så siger han, at ”det nuværende system er alt for dyrt i forhold til, hvad det giver”. Generelt var hans pointe, at målet ikke er at tale i en osteklokke med alt det, vi selv synes, men at tale ind i den politiske virkelighed, vi nu engang er en del af.

Han havde mange gode pointer. Blandt andet at medierne appellerer til følelser og derved giver et for negativt billede af menneskeheden. I virkeligheden er de fleste mennesker venlige og fredelige. Gennem sine foredrag og efterfølgende diskussioner har han bemærket, at middelklassen og de rige interesserer sig for basisindkomstens størrelse. Det gør de fattige ikke. De interesserer sig for den frihed, som en basisindkomst ville give dem. Bregman var skeptisk over for forestillingen om, at robotiseringen vil give massearbejdsløshed. Han havde ved besøg i de mest robotiserede lande, Japan og Sydkorea, hvor man snart ikke selv skal tørre sig, når man har været på toilettet, konstateret, at der er opstået en masse nye servicejobs her. Der er f.eks. snart en vejviser ved hvert gadehjørne.

 

BIEN-kongressen

Fra den egentlige BIEN-kongres vil vi referere vore generelle indtryk.

Dog har vi fundet, at et par indlæg i en session om basisindkomst og økologi er værd at referere.

 

Basisindkomst og Økologi

Jan Otto Anderson, en veteran inden for den finske venstrefløj og basisindkomstbevægelse, tog udgangspunkt i Bariloches model, der illustrerer det globale trilemma, en trekant, hvor 2 af de 3 hjørner kan forenes på bekostning af det tredje. De tre hjørner er økonomisk vækst, global retfærdighed og økologisk bæredygtighed. Kombinerer man global retfærdighed og økonomisk vækst, får man socialt demokrati uden bæredygtighed. Kombinationen økonomisk vækst og bæredygtighed giver, hvad han kaldte økokapitalisme uden global retfærdighed. For at få global retfærdighed og økologisk balance må man give afkald på økonomisk vækst.

Han beskrev herefter denne tredje rød-grønne model med en basisindkomst baseret på landets ressourcer. Han kunne ikke på stående fod redegøre for, hvordan ressourcer til at finansiere basisindkomst skulle opgøres og fordeles i et land som Danmark.

Michael Howard. en amerikansk veteran inden for basisindkomstbevægelsen. fokuserede på klimaændringer og basisindkomst. Han mente, at en mere lige indkomstfordeling vil begrænse forbruget, da det især er de højere indkomstgrupper, der har et prestigebetinget overforbrug.

For at sikre, at temperaturstigningen ikke bliver højere end 2 pct., skal den gennemsnitlige CO2-udledning pr. verdensborger være 3 tons årligt. I dag er den 5 tons. I USA er den 16 tons pr. indbygger.

Tænketanken EcoEquity har regnet på, hvad det er fair, at det enkelte land bidrager med til nedbringelse af CO2-udledningen med udgangspunkt i landets bidrag til udledningerne siden 1990 og dets betalingsevne. Efter de mindst vidtgående beregninger skal USA’s CO2-udledninger nedsættes med 90 pct. i 2025. Dette er ikke praktisk muligt. Der er så konstrueret en model, hvor den hjemlige reduktion skal svare til landets andel af en proportional nedsættelse af udledningerne i verden, og den øvrige del af reduktionen kan klares med bidrag til en international fond. Efter denne model, skal USA’s indenlandske udslip nedsættes med 46 pct. De resterende 44 pct., som USA skulle bidrage med til nedbringelse af udledningerne, skulle så via en international fond gå til andre lande som betaling for, at de giver afkald på stigning i CO2-udslippet.

Hvad skal der til af CO2-afgift for at nå en 46 pct. reduktion i USA, som i hvert til fald i teorien ligger inden for mulighedernes grænser? Howard har regnet sig frem til en afgift startende med 35 $ pr. ton (i 2017) og stigende til 280 $ pr. ton i 2025. Han understreger, at beregningerne er meget usikre, da der ikke rigtig er noget empirisk grundlag at gå ud fra.  Provenuet fra CO2-afgiften kunne så deles ud til amerikanske borgere som en dividende. Det ville give 2668 $ årligt pr. indbygger.

Generelle indtryk

En væsentlig pointe, som flere fokuserede på, men især professor Lena Lavinas fra universitetet i Rio de Janeiro, er at borgerløn ikke må oversælges. Med dette forstås, at borgerløn ikke vil frigøre al kreativ energi, fikse alt, hvad der er galt med finanskapitalismen og give rum for en nødvendigvis bedre virkelighed. Borgerløn som koncept må ikke fremstilles som en løsning der fikser alt, men skal tværtimod ses som en løsning, der gør det muligt at tackle alle de andre problemer i samfundet nemmere, billigere og simplere end det nuværende system.

Til dette var en af Lavinas’ primære pointer, at virkeligheden ændrer sig hastigt. Finansielle transaktioner fylder mere økonomisk end almindelig handel og produktion, hvortil kommer, at denne forskel er stigende. En borgerløn indført på præmissen om fuldtidsarbejde og beskatning af arbejde vil ikke nødvendigvis fungere som løsning. Lavinas mener, at borgerløn må og skal tænkes sammen med andre samfundsbestemmende kursændringer for ikke at ende ud med at gøre ondt værre.

Noget overraskende, som alle lande, og ikke kun de skandinaviske, døjede med, var den moralske problematik vedrørende ”penge for ingenting” og ”folk skal da arbejde”. Selvom alle forsøg har vist enten neutrale eller positive resultater for at give en ubetinget basisindkomst, så dukker dette moralske problem op igen og igen i alle sammenhænge. Hvis borgerløn som ide skal komme bedre frem i debatten, handler det om at tage dette perspektiv seriøst. Der findes allerede mange gode argumenter, som også er nævnt her, men det kræver at disse oversættes til ”menneskedansk”, hvortil vi i hvert fald i Danmark nok har et stykke at gå.

Generelt var stemningen ved konferencen, at vi ikke behøver flere eksperimenter. Lige fra de mange borgerlønseksperimenter, der er foretaget verden over, til lignende forsøg foretaget i psykologiske og sociologiske undersøgelser, er resultaterne grundlæggende meget lig hinanden. Hvis folk får mulighed for at tage ansvar for eget liv, gør de mere, end hvis de lever usikkert og andre bestemmer, hvad de skal. Problemet for borgerlønsbevægelsen er dermed ikke så meget, at vi rent empirisk kan forsvare det, men mere hvordan vi institutionelt og moralsk kan forsvare det som realpolitik, deraf temaet for årets konference ”Rethinking the Welfare State”.

Vi ser frem til verdenskongressen i 2019 i Hyderabad i Indien.

Link til kongressens hjemmeside: https://events.uta.fi/bien2018/

Papirer/repræsentationer fra kongressen vil senere blive offentliggjort på BIEN’s hjemmeside: https://basicincome.org/research/.

Andreas Mortensen, Jens Wamsler og Martin Michaelsen.

print