Borgerløn i Danmark – status og udfordringer i 2017

Af Erik Christensen. Erik Christensen har for nylig udgivet bogen På Vej til Borgerløn, på forlaget Hovedland.

Disposition for statusrapporten:

  1. For at forstå nutiden må man altid vide noget om fortiden. Derfor et kort rids af borgerlønnens historie i Danmark.
  2. Dernæst en orientering om Borgerlønsbevægelsen, BIEN Danmark og den aktuelle borgerlønsdebat.
  3. Hvorfor kom borgerløn igen på den politiske dagsorden i Danmark 2016? Et vindue åbnede sig på baggrund af, at den danske velfærdsstat havde ændret sig til en konkurrencestat.
  4. Hvis borgerlønsideen i fremtiden skal vinde tilslutning i fagbevægelsen og blandt venstrefløjspartier må den forbindes med en ny form for økonomisk demokrati.
  5. I sammenhæng hermed må der formuleres en borgerlønsfortælling i forlængelse af ”den danske model og utopi”.

Borgerlønnens historie i Danmark

Borgerlønsbevægelsen blev dannet i år 2000 og internationalt anerkendt som del af BIEN (Basic Income Earth Network) i 2004.

Men ideen om basic income (borgerløn) har en længere historie i Danmark.

Selve begrebet og idéen om borgerløn blev lanceret med bogen ”Oprør fra midten”, der var skrevet af Niels I. Meyer, Kristen Helveg Petersen og Villy Sørensen og udkom i 1978. Borgerløn har siden været på den officielle politiske dagsorden i Danmark fire gange.  Første gang var i begyndelsen af 1980’erne, anden gang i begyndelsen af 1990’erne, tredje gang i valgkampen 2005 og så igen i fra 2016.

I ”Oprør fra midten” argumenterede man for, at ingen skulle være tvunget til at påtage sig et arbejde, da enhver har ret til at bestemme over sig selv, samt at en fleksibel arbejdstid og ligestilling af arbejde i og uden for hjemmet var central.

Bogen fik så stor succes (blev i løbet af nogle år solgt i over 100.000 eksemplarer), at forfatterne besluttede at danne en ny græsrodsbevægelse, ”Midteroprøret”, der først i 1980’erne arrangerede møder og udgav en bog om netop dette spørgsmål: ”Borgerløn og beskæftigelse”, 1984.

Borgerløn kom derved på den politiske dagsorden. Konkret viste det sig ved, at nogle fremtrædende politikere i både Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet udtrykte interesse og sympati for idéen.  Men i slutningen af 1980’erne tabte ”Midteroprøret” pusten, og borgerlønsspørgsmålet gled langsomt ud af den politiske dagsorden.

I begyndelsen af 1990’erne bevægede Danmark sig ind på et borgerlønslignende spor i arbejdsmarkedspolitikken ved indførelsen af en række orlovsordninger, specielt en sabbatsorlov, samtidig med en relativ stor interesse for borgerløn i flere politiske partier. Et vindue havde åbnet sig for et paradigmeskift i retning af borgerløn.

Ideen kom på den politiske dagsorden i perioden 1992-94. Tanken blev nu rejst af nye aktører. Det var de ”udstødte”, outsiderne i det arbejdsmarkedspolitiske system (både i fagbevægelsen og blandt arbejdsgiverne), tidsskriftet SALT, samt medlemmer i flere politiske partier (Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Kristeligt Folkeparti, Venstre og Enhedslisten).

I efteråret 1993 blev borgerlønsspørgsmålet i særlig høj grad profileret. Det startede i september på Det Radikale Venstres landsmøde, hvor et flertal på landsmødet gik ind for borgerløn, imod partiledelsens advarsler. Det vakte opsigt, at et nyt regeringsparti vedtog en sådan udtalelse, og den daværende økonomiminister Marianne Jelved beroligede da også hurtigt pressen med, at vi ikke havde råd til borgerløn, og at folketingsgruppen ikke ville fremsætte et sådant forslag.

Midt i december toppede debatten i offentligheden, efter at Økonomiministeriet havde udsendt deres økonomiske oversigt, hvor man havde lavet beregninger på forskellige borgerlønsmodeller, der viste, at borgerløn var helt urealistisk, fordi det ville give skatteprocenter på omkring 100 %. Det medførte straks, at samtlige dagblade i ledere de følgende dage erklærede borgerlønsidéen for totalt urealistisk og død.

Embedsmændene begik imidlertid med deres modelberegninger en række elementære analysefejl. Det var et klart eksempel på manipulation, udarbejdet således, at resultatet passede ind i ministerens borgerlønskritiske dagsorden.

Efter 1995, da arbejdsløsheden (ca. 12 %) begyndte at falde, forsvandt borgerløn ud af den politiske dagsorden. Med den neoliberale globaliserings gennembrud i den vestlige verden fra midten af 1990’erne blev alle håb og drømme om borgerlønseksperimenter dræbt.

Borgerlønsbevægelsen, BIEN Danmark og borgerlønsdebatten i Danmark

Borgerlønsbevægelsen, BIEN Danmark, har altid været en tværpolitisk bevægelse. Medlemmerne i bevægelsens første bestyrelse spændte meget vidt. Der var en repræsentant, som var erklæret liberal (medlem af det danske parti Venstre), og repræsentanter, som var erklærede socialister (medlemmer af Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti) samt melemmer som hældede imod det danske Socialdemokrati og midterpartiet Det radikale Venstre. I dag er der i bestyrelsen medlemmer af partiet Alternativet, De Nye Grønne, Klimademokraterne og Enhedslisten samt nogle uden partitilknytning.

Princippet om at Borgerlønsbevægelsen er tværpolitisk har fungeret godt og har betydet at vi igennem årene har haft nogle gode konstruktive diskussioner i bestyrelsen og har fået et bredt kontaktnetværk. En konsekvens af det tværpolitiske grundlag har samtidig været, at foreningen aldrig har anbefalet en bestemt økonomisk model for en basisindkomst, men at medlemmer i bestyrelsen har stået bag udformningen af forskellige modeller, som løbende har været præsenteret på vores hjemmeside.

I Sverige har man ingen national forening for basic income (på svensk medborgarlön), men flere stærke lokale foreninger. I Danmark (som er et mindre land) har vi en stærk national forening og endnu kun nogle svage tilløb til at danne lokale foreninger.

BIEN Danmark er en lille græsrodsforening med kun ca. 150 medlemmer, der betaler 200 kr. (ca. 27 Euro) om året i kontingent. Bestyrelsen i BIEN Danmark arbejder på den måde, at vi afholder en årlig generalforsamling og derudover som regel to fysiske møder hvoraf et sker i forbindelse med et foredrag eller debat om borgerløn. Derudover afholder bestyrelsen et Google hangout-møde hver måned (1 ½ time), hvor løbende debatindlæg og initiativer bliver diskuteret. Derudover udsender vi 4-5 nyhedsbreve til vores medlemmer hvert år. De sidste 5 år har foreningen deltaget i det store politiske folkemøde i Danmark, Folkemødet på øen Bornholm, hvor foreningen i et telt har arrangeret debatter om borgerløn med repræsentanter fra forskellige folkelige bevægelser og politiske partier.

I perioden 2000-2008 var der meget lidt offentlig debat om borgerløn undtagen omkring folketingsvalget i 2005, hvor et nyt opstillingsberettiget parti, Minoritetspartiet, der især forsøgte at henvende sig til flygtninge og indvandrere havde borgerløn på deres program. Når borgerløn blev nævnt, blev det som regel brugt som et negativt skældsord. Det var en hippie-ide fra 1970’erne eller udtryk for kommunisme.

I Borgerlønsbevægelsen diskuterede vi igennem længere tid, hvorledes vi skulle tackle denne situation.  For at undgå denne stigmatisering var et forslag, at vi i stedet for at bruge begrebet borgerløn, burde bruge ordet basisindkomst (den direkte danske oversættelse af basic income) i tråd med, at man internationalt bruger ordet basic income. Efter lange diskussioner blev vi enige om ikke at gå væk fra brugen af begrebet borgerløn selvom det på det tidspunkt især blev brugt negativt, men at vi fremover ville bruge borgerløn og basisindkomst synonymt og at vi, selvom vi i 2004 kom til at hedde BIEN Danmark, samtidig ville fastholde at vi hed Borgerlønsbevægelsen.

Borgerløn kom igen på den politiske dagsorden i 2016, og nu blev begrebet brugt positivt. Det startede kort efter nytåret 2016 med en stor artikel i dagbladet Information med titlen ”Tiden er moden for borgerløn” – http://www.information.dk/556871 Den blev i løbet af kort tid delt over 10.000 gange og indkasserede over 100 kommentarer. Det er meget sjældent, at en artikel i Information gør det. Det bevirkede, at Information besluttede at arrangere et debatarrangement den 9. februar: ”Borgerløn – utopi eller nødvendighed?”, hvor blandt andet den engelske arbejdsmarkedsforsker og borgerlønsteoretiker Guy Standing deltog. Siden blev debatten fortsat i forskellige udsendelser i Danmark Radio. Hvor Borgerlønsbevægelsen, BIEN Danmark før var blevet fortiet og ignoreret, kom der nu henvendelser fra aviser og andre medier om interviews og artikler.

Vi fandt ud af, at mange slet ikke kendte ordet basisindkomst, men ofte sagde: Nå…  mener I borgerløn? Det har nemlig en meget stor del af den danske befolkning hørt om på et eller andet tidspunkt. Det viste klart, at begrebet borgerløn er det rodfæstede folkelige begreb, som det er værd at bevare, og at det nye begreb basisindkomst kun kendes af få og især yngre mennesker.

Den største begivenhed for BIEN Danmark i 2016 var en nordisk UBI-konference (UBI er forkortelse for “Universal Basic Income”), som vi i samarbejde med partiet Alternativet afholdt i Fællesalen på Christiansborg (det danske parlament) den 22-23. september. Her kom repræsentanter fra alle de nordiske lande, England, Holland, Belgien, Frankrig, Tyskland og USA, hvor man diskuterede UBI pilotprojekter i forskellige dele af verden, og hvor en række ledende repræsentanter fra BIEN deltog, bl.a. Louise Haagh, Guy Standing og Karl Widerquist.

Det nye parti Alternativet kom overraskende for de fleste i Folketinget i juni 2015, bl.a. med et krav om ”kontanthjælp uden modkrav”, som det hed i partiprogrammet, altså uden krav am aktivering eller deltagelse i f.eks. nyttejob.

UBI konferencen betød en intensivering af det nordiske arbejde og at Alternativet for alvor begyndte af arbejde videre med borgerlønstanken. Det næste halve år udarbejdede en gruppe inden for partiet et udkast til en principiel borgerlønspolitik, som blev vedtaget på Alternativets landmøde i maj 2017.  I det næste år vil partiet så tage stilling til hvorledes man mere konkret skal arbejde videre med borgerlønstanken og hvorledes man skal udforme en konkret økonomisk model.

I foråret 2017 skete der yderligere det spændende at en fremtrædende erhvervsmand og tidligere bankstifter (af Saxo bank), Lars Seier Christensen i presse og fjernsyn proklamerede at han mente at borgerløn blev en økonomisk nødvendighed set i relation til den fremtidige automatiseringstendens. Det førte til en omfattede debat i erhvervskredse, hvor der både var modstandere og tilhængere af borgerløn. Tidligere havde et fremtrædende erhvervsblad, ”Mandag Morgen” i flere artikler orienteret om borgerlønsspørgsmålets fremmarch internationalt og udtrykt sympati for tanken.

Set i en dansk kontekst betød det et betydeligt fremskridt. Borgerløn kunne nu ikke længere forbindes med en bestemt side i politik, beskyldes for at være socialisme eller kommunisme, eller beskyldes for at være neoliberal politik.  Der findes mange forskellige former for borgerløn. Borgerløn kan tænkes på mange forskellige måder. Den kan både være grøn, venstreorienteret og neoliberal. I Danmark mangler vi nu en borgerlønsmodel udformet af Enhedslisten, af SF og Socialdemokratiet på den ene side og af de radikale og de øvrige borgerlige partier på den anden side.

Hvorfor åbnede der sig pludselig et vindue for borgerløn?

Hvorledes kan man forklare, at borgerløn i en lang periode fra midt i 1990’erne frem til 2016 blev fuldstændig ignoreret, men så pludselig blev interessant  og foreslået som løsning på en række problemer?

Det har beslutningsprocesteoretikere (Cohen, Marsh og Olsen) blandt andet forsøgt at illustrere og forklare med den såkaldte skraldespandsmodel.

Umiddelbart tror de fleste, at politiske problemer og beslutninger løses ved, at man først identificerer et problem. Så opstilles forskellige løsningsmuligheder, og derefter træffes en beslutning, der implementeres. Men ofte foregår det helt anderledes, fordi den politiske proces kan ses som en stadig strøm af problemer, løsninger, beslutningsdeltagere og beslutningsanledninger. Det er ikke altid, at problemer kommer før løsninger. Nogle gange søger løsninger problemer. Derfor kan man opleve, at problemer og løsninger mere eller mindre tilfældigt finder sammen i et beslutningsvindue, en såkaldt skraldespand.

Borgerløn har i mange år været en løsningsmulighed for mange problemer: Arbejdsfordelings- og arbejdsløshedsproblemet, klientgørelsesproblemet, kønsarbejdsdelingsproblemet. Men det har de centrale politiske aktører ikke kunnet se. De har måske nok anerkendt, at der eksisterede nogle problemer, men mente, at man skulle bruge andre redskaber end borgerløn til at løse dem, og de har slet ikke kunnet se, at borgerløn ville være en løsning på flere af disse problemer på samme tid.

Borgerløn som løsningsmulighed har derfor befundet sig i skraldespanden. Borgerlønsbevægelsen, BIEN Danmark, har hidtil været en ”sovende”, usynlig (for offentligheden) bevægelse, der har sikret at borgerlønsmuligheden forblev i skraldespanden og kunne trækkes op af en politisk aktør, når en ny anledning viste sig.

Fra 2016 befinder vi os så i en ny situation. Den stigende internationale interesse for borgerløn har fået det nye parti Alternativet til at fiske den gamle løsning, borgerløn, op af skraldespanden og begynde at koble denne løsning sammen med en række problemer, i første omgang med klientgørelses- og fattigdomsproblemet, ved fremførelsen af kravet om ”en kontanthjælp uden modkrav”.

Hvorfor sker det? Det sker, fordi der er kommet en ny aktør, der ser anderledes på de problemer, der er blevet forværret. For at der kan ske noget nyt i en politisk beslutningsproces, skal der ofte være krise, man er kørt fast, og der er kommet nye aktører til, der kobler løsninger og problemer på en ny måde. Der åbner sig pludselig et vindue. Man får en beslutningsanledning, og en ny løsning viser sig mulig.

Efter at Alternativet i maj 2017 tilsluttede sig borgerlønsidéen, må man forvente, at de ikke bare kobler den sammen med problemerne på arbejdsmarkeds- og socialpolitikken, men også får øje på, at borgerløn er den bedste løsning til mange flere problemer set i sammenhæng. Det gælder i erhvervspolitikken (iværksætteri og udvikling af lokalsamfund), i kulturpolitik (kunstnerstøtte), den grønne omstilling (økologiske eksperimenter), uddannelsespolitikken (mulighed for livslang læring), familiepolitikken (bedre mulighed for samliv og skilsmisse) og ulandspolitikken (unconditional cash grants).

Når borgerløn længe er blevet udelukket som en seriøs løsningsmulighed af mange aktører, hænger det uden tvivl sammen med, at denne løsning isoleret set inden for den enkelte sektor næppe har været den bedste løsning til de isolerede problemer. Men ser man derimod ud over den enkelte sektor og på flere sektorer i sammenhæng, er det uden tvivl den bedste og billigste løsning på mange problemer. Det betyder, at borgerlønsløsningens synergieffekter er meget store.

Bevægelsen fra velfærdsstaten til en konkurrencestat

Men den nye interesse for borgerløn nationalt og internationalt skal også ses og forstås i et længere historisk perspektiv som en reaktion imod den samfundsudvikling og ændringer af velfærdsstaterne til konkurrencestater, der er sket de sidste 25 år.

Da spørgsmålet om borgerløn sidste gang var på den politiske dagsorden i begyndelsen af 1990’erne var målet i kampen at gøre velfærdsstaten mere universel. I dag, hvor globaliseringen og neoliberalismen rigtig er slået igennem i velfærdsstaterne, er målet en større kamp, nemlig et opgør med konkurrencestaten igennem en genindførelse af universalismen på en ny måde.

For at forstå forandringerne fra velfærdsstat til konkurrencestat er det værd at klargøre, hvilke principper der lå i de universelle velfærdsstater.

Sociale ydelser kan enten omfatte alle (universalisme) eller målrettes mod de ”svage”, ”fattige” (residualisme). Universalisme har fire elementer: 1. Alle er omfattet af det samme regelsæt for rettigheder. 2. Alle er berettiget til at modtage ydelsen. 3. Alle modtager den samme ydelse. 4. Ydelsen er tilstrækkelig.  Det bruges både om kontante sociale ydelser og serviceydelser.

En universel velfærdsmodel betyder, at de sociale sikringer er skattefinansierede og omfatter alle medborgere. De universelle kontante ydelser er SU og folkepensionen, hvor kontanthjælp og førtidspension er målrettede, residuale ydelser.  De vigtigste universelle institutioner, der giver serviceydelser, er folkeskolen og sundhedsvæsnet. Det står i modsætning til behovsbaserede og præstationsbaserede ordninger (knyttet til sociale bidrag og beskæftigelse).

Hvordan er den universelle velfærdsstat i de sidste 25 år blevet ændret? På arbejdsmarkeds- og socialområdet har de ledige og overførselsindkomstmodtagerne fået beskåret deres rettigheder og er samtidig blevet pålagt flere pligter. Samtidig er ydelserne blevet reduceret, og flere rettigheder og ydelser afhænger af arbejdsmarkedstilknytning. Det gælder a-kassesystemet, efterløn, og hele arbejdsmarkedspensionssystemet. Desuden er kontrol, overvågning og skærpede sanktioner over for arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere steget.

Det har betydet, at det sociale medborgerskab er blevet rullet tilbage og vi er gået imod en mere residual eller dualistisk velfærdsmodel. Danmark, som i begyndelsen af 1990’erne havde en af de mest universelle velfærdsmodeller i Europa, har nu udviklet sige til at være en af de mest restriktive workfare-orienterede modeller. I dag siger velfærdsforskere, at det er lidt svært ”at få bukserne til at holde”, når man praler af at være verdens bedste velfærdsmodel. På sigt kan det blive svært at holde den fortælling i live, at ”vi er alle i samme båd”.

Billedligt talt står den danske arbejdsmarkedsmodel, flexicurity-modellen, på tre ben: 1. Fleksibilitet. 2. Økonomisk tryghed og 3.En aktiv arbejdsmarkedspolitik. Men den er i krise. I de sidste mange år er der skabt betydelig mindre tryghed, og samtidig er den aktive arbejdsmarkedspolitik blevet forsømt. Desuden halter det også med fleksibiliteten. Det betyder, at den står for fald, hvis der ikke sker noget.

Hvor den hidtidige velfærdsstat var en fordelingsstat, hvor man forsøgte at skabe fælleskab igennem lighed, forsøger konkurrencestaten at skabe fællesskab igennem arbejde. Det betød, at man i velfærdsstaten forsøgte at fjerne forskelle, hvor man i den nye konkurrencestat skaber rettigheder og pligter i et hierarki.  Det centrale er ikke medborgerskabet, men at være ”employable”, at være i arbejde, at være på arbejdsmarkedet. Den afgørende klassedeling går mellem dem, der er på arbejdsmarkedet og dem, der er udenfor.

I velfærdsstaten er medborgerrollen det centrale, hvor det i konkurrencestaten er det at være på arbejdsmarkedet, at være nyttig i samfundsøkonomien. I velfærdsstaten var rettigheder og pligter universelle, og målet var at skabe lighed mellem landets borgere, hvorimod det i konkurrencestaten er at skabe den størst mulige effektivitet og udnytte den enkeltes arbejdsreserve.

Bevægelsen fra velfærdsstat til konkurrencestat betyder en afdemokratisering, en centralisering og en teknokratisering med en klar klassedeling mellem dem inden for arbejdsmarkedet og dem udenfor. I konkurrencestaten fokuserer man i højere grad på den sociale service frem for på overførselsindkomsterne.

Borgerløn og en ny form for økonomisk demokrati

Mange er i de sidste år blevet opmærksomme på, at vores demokrati mangler fortællinger, der kan udvikle demokratiet. Arbejderbevægelsen byggede på to store fortællinger, først fortællingen om socialisme og siden fortællingen om velfærdsstaten. De kunne skabe begejstring og tilslutning. Den første fortælling måtte omformuleres og delvis forlades, hvorimod den sidste blev realiseret. I dag, efter ØD-idéens (ideen om økonomisk demokrati) sammenbrud i 1980’erne, mangler man en ny fortælling.

Det interessante ved tidsånden i begyndelsen af 1970’erne, hvor man diskuterede økonomisk demokrati, var, at datidens debat om ulighed, som på nogle områder minder om nutidens debat, straks førte til, at man begyndte at opfatte demokrati på en ny måde. Demokrati var ikke alene et politisk begreb, men var noget, som måtte udstrækkes til hele samfundslivet. Det var et forsøg på at udvikle et alternativ til den kommunistiske statssocialisme – at finde en tredje vej som adskilte sig fra den dominerende keynesianske liberalsocialisme.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er moden til en ny debat om økonomisk demokrati. Den store debat og interesse for økonomisk ulighed og den ekstreme kapitalkoncentration internationalt i dag synes at være en frugtbar baggrund for fremsættelsen af nye tanker om en spredning af ejendomsretten.

ØD-forslaget i begyndelsen af 1970’erne indeholdt tre demokratidimensioner: 1. Retten til at eje og disponere over produktionsmidlerne. 2. Retten til overskuddet af disse produktionsmidlers anvendelse og 3. Retten til at deltage i beslutninger om produktionsmidlernes anvendelse. Bag hele tankegangen lå den gamle socialistisk-marxistiske idé om arbejdets ret. Det er arbejdet, der skaber værdierne, hvorfor ejendomsretten også må tilhøre arbejderne.

Målet var flerdimensionalt. Det var dels at sikre større lighed i indkomst- og formuefordelingen igennem at give arbejderne en andel af kapitalvæksten, men også at sikre en øget opsparing og øget kapitaltilgang til erhvervslivet og endelig at demokratisere beslutningsprocesserne.

Det gamle ØD-projekt havde nogle problemer. Et centralt problem var, at det kun tog udgangspunkt i arbejderklasse og fagforeninger og ikke havde som projekt at skabe et økonomisk demokrati for alle borgere. Et andet problem var, at det var var meget centralistisk og teknokratisk tænkt. Man opererede med en central fond, der blev domineret af fagforeningsrepræsentanter. Det skabte selvfølgelig en modstand fra store kredse uden for arbejderbevægelsen og venstrefløjen, der mente, at det kunne komme til at true pluralismen i samfundet. Derfor blev spørgsmålet om økonomisk demokrati aldrig den store folkelige succes. Opbakningen internt i arbejderbevægelsen var svag, og modstanden fra både borgerlig side og fra venstrefløjen var klar. Dog er det bemærkelsesværdigt, at Socialdemokratiet og fagbevægelsen formåede at fastholde emnet på den politiske dagsorden hele vejen gennem 1970’erne og endda tvang de økonomiske vismænd til at forholde sig til spørgsmålet. Og selv om den borgerlige lejr var modstandere af det socialdemokratiske forslag, blev de tvunget til at komme med deres egne tanker til reformer indeholdende økonomisk demokrati.

På den baggrund må et nutidigt ØD-forslag udformes anderledes bl.a. ved at have et borgerlønselement.

Normalt tænkes borgerløn som en løbende skattefinansieret ydelse som led i det årlige statsbudget. En anden måde at udforme en borgerløn på er at se den som en social dividende udbetalt af en eller anden form for uafhængig, demokratisk statslig investeringsfond.

Det er en model, som blandt andet er blevet præsenteret af den norske økonom, Karl Ove Moene og den indisk økonom, Debraj Ray. De forestiller sig, at 9-12 % af det årlige nationalprodukt (BNP) hensættes til en fond, som alle borgere i et samfund får en individuel andel af (ejendomsret til). Staten forpligter sig så til at udbetale en borgerløn til alle borgere af denne andel. Det vil give alle borgere del i gevinsten fra den teknologiske revolution med robotter.

Hvordan begrunde moralsk at udtage (beskatte) omkring 10 % af det årlige BNP til en fond? Det sker ud fra en forståelse af, at en væsentlig kilde til den moderne rigdom skyldes vores fælles ejede viden. Mange økonomer mener, at størstedelen af den økonomiske vækst ikke er skabt af arbejdet og kapitalen, men af den teknologiske arv fra tidligere generationer. Nogle anslår således, at vi i virkeligheden kun fortjener en femtedel af vores indkomster. Resten kan ses som en kollektiv arv, som i øjeblikket tilfalder et lille mindretal, men som rettelig burde deles ligeligt af alle borgere.

En sådan fond kunne også bygge på beskatning af diverse renteindkomster (kapital- og formueskat, copyright-afgifter, naturressource- og jordskat samt skat på internationale valutatransaktioner). Man ville derved undgå at knytte finansieringen til indkomstskatten. Det er den model, som den engelske arbejdsmarkedsforsker og borgerlønsteoretiker Guy Standing foreslår.

Hvad er fordelen ved en sådan borgerlønsmodel? Det er en social dividende, der er en udbetaling af en andel af et kollektivt produkt, en kollektiv arv. Man kommer derved uden om reciprocitetsargumentet (”noget for noget” og ret- og pligtlogikken) som traditionelt forbindes med borgerløn som en form for overførselsindkomst. Den kan introduceres i alle lande, rige og fattige. Man kan starte med en lille andel og derefter langsomt udfase de eksisterende understøttelsessystemer. Den behøver ikke at blive indekseret, da den er en fast andel af BNP. Som Ray og Moene siger, ændrer det ikke på det bestående skattesystem, men vil give et incitament til at skabe et bedre skattesystem.

Den væsentligste fordel ved et nyt ØD-projekt, udformet som et borgerlønsprojekt, ville være, at det kunne opnå meget større og bredere tilslutning end det gamle, der var præget af det industrielle kapitalistiske samfunds klassetænkning. Men noget nyt i forhold til tankerne og projekterne i 1970’erne er en målsætning om skabelsen af en bæredygtig samfundsøkonomi. Da man i begyndelsen af 1970’erne talte om ØD, var der ingen, der så det som et element i skabelsen af en bæredygtig udvikling. Det aspekt i en fondstænkning må være vigtigt. Derfor kunne man tænke udvikling af en række grønne fonde ved siden af og måske i tilknytning til en borgerlønsfond.

En borgerlønsfortælling i forlængelse af den danske model og utopi

Borgerløn kan ses som en teknisk ændring af overførselsindkomst- og skattesystemet. Sådan er det naturligt og nødvendigt at se det, når der skal laves konkret lovgivning af embedsmænd og politikere. De formulerer en teknisk borgerlønsfortælling, som skal være forståelig og økonomisk realistisk på kort sigt, for at den skal vinde tilslutning blandt politikerne.

Men borgerløn skal også ses i et større perspektiv og formuleres i et andet sprog end det teknisk-økonomiske. For at vinde folkelig tilslutning må borgerlønsidéen også formuleres i et politisk-moralsk sprog. Den må opfattes som værende retfærdig, samfundsmæssig og fremmende for både frihed, lighed og broderskab.

Det gøres igennem en større politisk fortælling. Fortællinger er centrale for mennesker, fordi de er identitetsskabende og tildeler forskellige aktører en rolle. De skaber en forbindelse til fortiden, en identitet i nutiden og en horisont af muligheder for fremtiden.

Den engelske journalist George Monbiot har sagt, at borgerlønsidéen havde potentialet til at blive den næste store fortælling. Den samme tanke er for over 25 år siden blevet fremført af den belgiske filosof Philippe Van Parijs, der i 1992 sagde, at borgerløn ikke kun skal betragtes som en strukturel forbedring af velfærdsstaten, men som en mere grundlæggende reform, der rangerer på linje med slaveriets ophævelse og gennemførelsen af den almindelige stemmeret.

I forlængelse heraf mener jeg, at borgerløn, for at vinde folkelig tilslutning, må formuleres som en politisk fortælling, som et opgør med konkurrencestaten og en videreudvikling af velfærdsstaten, hvor en borgerløn er et element i en ØD- og skattereform, der ses i et bæredygtigt udviklingsperspektiv.

Hvor er mulighederne for at koble en sådan fortælling sammen med de historiske fortællinger, som har en udbredt tilslutning i den danske befolkning?

For 20 år siden argumenterede den danske historiker Claus Bjørn for, at der i dansk historie findes en stor fortælling om ”den danske model og utopi”. Den havde som element fortællingen om arbejderbevægelsen og udviklingen af det danske velfærdssamfund, men også fortællingen om bonde-, husmands- og andelsbevægelsen, startende med stavnsbåndet ophævelse i 1788. Bjørn taler både om en utopi, en model og en identitet, fordi det, der blev skabt, var en politisk kultur, et specielt demokratisk institutionssystem og en speciel dansk identitet og mentalitet i tilknytning hertil.

Hvis borgerlønsidéen og forestillingen om en bæredygtig udvikling skal have en chance, må de netop formuleres i forlængelse af denne utopi og model. For mig at se, vil en fortælling om borgerløn glimrende kunne føje sig ind i denne fortælling og utopi som et bud på, hvorledes denne fortælling kan videreudvikles.  I den danske utopi ligger flere kim til en borgerlønsfortælling. Den ligger således i kontinuerlig forlængelse af fortællingen om den universalistiske danske velfærdsstats udvikling, som den har givet sig udtryk med folkepensionen, SU, børnechecken, efterlønsordningen og sabbatorlovsordningen. En stor grøn fortælling med et borgerlønselement ville betyde, at den lille tekniske borgerlønsfortælling fik luft under vingerne og en videre folkelig klangbund.

Men findes der nogle politikere, der har sans for og bruger den store danske utopi og model som fortælling for deres politiske arbejde?

Da Uffe Elbæk for to år siden dannede det nye parti Alternativet henviste han til den samme store historiske fortælling som grundlag for det nye politiske projekt. Her talte han for udvikling af en ny fjerde samfundssektor, der kombinerer det bedste fra den private, den offentlige og den frivillige sektor. og sammenlignede sine visioner med udviklingen af andelsbevægelsen for 150 år siden.

Hvis Alternativet arbejder videre med deres vision og indføjer et rigtigt borgerlønselement sammen med en ØD-vision, ville de som det eneste politiske parti have skabt en stor grøn borgerlønsfortælling i forlængelse af den historiske model og utopi.

Borgerløn som et nyt tværpolitisk projekt

Lidt groft sagt kunne man sige, at den velfærdsmodel vi har realiseret indeholder nogle uheldige træk ved de to ideologiske systemer, som vores system består af, liberalismen og socialismen. Den indeholder for meget statsstyre og bureaukrati (et uheldigt træk ved socialismen) på den ene side og på den anden side for lidt social tryghed (et uheldigt træk ved liberalismen).

Det viser, at kompromiset mellem de liberalistiske og socialistiske træk i vores velfærdsmodel indeholder nogle uheldige egenskaber fra begge de to ideologiske systemer. Begge parter (Socialdemokratiet og fagbevægelsen på den ene side og arbejdsgiverne og partiet Venstre på den anden) lever trygt af, at modparten lever op til de skræmmebilleder, de giver hinanden.

Kunne man tænke sig et nyt kompromis mellem liberale og socialister, hvor man fik fjernet både de uheldige træk ved socialismen og de uheldige træk ved liberalismen? Et system, hvor de liberale fik mindre statsstyre og bureaukrati (større fleksibilitet) og socialisterne fik mere social tryghed?

Det ville kræve et nyt kompromis. For at få mindre statsstyre og bureaukrati må de liberale og arbejdsgiverne gå ind for større social tryghed, og tilsvarende må socialdemokraterne og fagbevægelsen for at få større social sikkerhed gå med til mindre socialt bureaukrati i arbejdsmarkeds- og socialsystemet.

Grunden til, at vi befinder os i den nuværende fastlåste situation, kan kun være at liberale og arbejdsgiverne prioriterer den sociale utryghed højere end skabelsen af fleksibiliteten, og at socialdemokraterne og fagbevægelsen prioriterer bureaukrati i arbejdsmarkeds- og socialsystemet højere end den sociale tryghed.

Et nyt kompromis, der indeholdt de gode træk ved de to ideologiske systemer, ville netop være en ubetinget borgerløn, der kunne forene skabelsen af en større fleksibilitet med en øget social sikkerhed. Ideelt set ville det tilfredsstille begge parter.

I øjeblikket holder man fast ved de uheldige træk ved de to ideologiske systemer i stedet for at forsøge at realisere de ideelle modeller.

Kender arbejderbevægelsen og venstrefløjen sin besøgelsestid?

Afgørende for at idéen i de kommende år vinder bredere fodfæste er, at flere politiske partier og dele af fagbevægelsen får øjnene op for behovet for fornyelse af den universelle velfærdsmodel i retning af en universel basisindkomst.

I øjeblikket stiger tilslutningen til borgerlønsidéen i dele af erhvervslivet, specielt blandt mange nye it-entreprenører i USA. Samtidig kan man også spore en voksende interesse hos dele af nogle gamle venstrefløjspartier. Det ses f.eks. hos venstrefløjen i Labour i England, i Socialistpartiet i Frankrig og i Det Demokratiske Parti i USA.

Men man møder stadig den største skepsis overfor idéen i fagbevægelsen og de gamle arbejderpartier. Hvis borgerlønstanken ikke i højere grad vinder støtte i denne del af det politiske spektrum i fremtiden, kan man frygte, at idéen i for høj grad bliver omfavnet og forbundet med et borgerlig politisk projekt, hvilket vil være til skade for idéens videre udbredelse.

Derfor er det vigtigt, at arbejderbevægelsen og fagbevægelsen kommer med andre borgerlønsforslag, end dem man møder fra borgerlige partier og erhvervslivet. Det ville kunne starte en visionær politisk debat, som vi ikke har haft siden 1970’erne, hvor der både var en ØD-debat og en borgerlønsdebat. En af de afgørende fejl ved 1970’ernes debat om ØD var, at den i for høj grad kom til at dreje sig om fagbevægelsens rolle og at venstrefløjen undtaget SF ikke rigtig tog del i ØD-debatten. Hvis venstrefløjen ville tage ved lære af 1970’ernes erfaringer, kunne man koble borgerlønsdebatten med en ny ØD-debat og derved netop gøre borgerlønstanken meget mere populær. I dag mangler man, at Enhedslisten og SF melder sig under fanerne i en ny bred debat om borgerløn. Begge partier lukkede debatten ned midt i 1990’erne, da der viste sig store modsætninger i begge partier. Forhåbentlig vil Alternativets helt anderledes positive tilgang til borgerløn på lidt længere sigt sætte gang i en proces i både fagbevægelsen og på venstrefløjen.

I fremtiden vil der være brug for politiske partier, der fremlægger forskellige borgerlønsfortællinger, både nogle, som ser borgerløn som et rent rationaliseringsprojekt eller som en løsning på fattigdomsfældeproblemet eller på prekariats- og automatiseringsproblemet. Men det vil også være centralt, at der vil være politiske strømninger, der ikke bare ser borgerløn som en indkomst, men som en kapacitet til at deltage aktivt i samfundet, som indgangsvejen til et andet samfund, en murbrækker for noget større, som element i skabelsen af et nyt bæredygtigt samfund. Det ville kunne skabe en inspirerende konkurrence mellem forskellige borgerlønsfortællinger.

Set i forhold til forskellige ideologiske forståelsesrammers politiske prioriteringer skulle borgerlønsidéen principielt set kunne støttes bredt: Af socialister (der især lægger vægt på en mere lige deling af det samfundsnødven­dige arbejde), af liberale (der især lægger vægt på en reduktion af klient­gørelsen), af feminister (der især lægger vægt på en mere retfærdig kønsarbejdsdeling) og af grønne (der især lægger vægt på en styrkelse af det civile samfund).

Litteratur:

Bjørn, Claus (1998) Dengang Danmark blev moderne – eller historien om den virkelige danske utopi. København: Fremads debatbøger.

Borgerlønsbevægelsen, BIEN Danmark – http://basisindkomst.dk

Christensen, Erik (2000) Borgerløn. Fortællinger om en politisk idé. Højbjerg: Forlaget Hovedland. Se http://erikchristensen.net/wp-content/uploads/2013/11/Borgerloen.Fortællinger-om-en-politisk-idé.-samlet.pdf

Christensen, Erik (2008) The Heretical Political Discourse – a Discourse Analysis of the Danish Debate on Basic Income.  Aalborg: Aalborg University Press.

Christensen, Erik (2017): På vej til Borgerløn. Aktuel idédebat. Aarhus: Hovedland.

Cohen, Michael D., March, James G. & Olsen, Johan P. (1972) A Garbage Can Model of Organizational Choice, Administrative Science Quarterly, vol. 17, No. 1, 1972.

Information: Tiden er moden for borgerløn. 2. januar 2016 – Se https://www.information.dk/udland/2016/01/tiden-moden-borgerloen

Meyer, Niels I. m.fl. (1978) Oprør fra midten. København: Gyldendal.

Meyer, Niels I., K. Helveg Petersen, Villy Sørensen (1982) Revolt from the Centre, London: Maryon Boyars.

Moene, Kalle (2016) Produsere først, fordele siden. Dagens Næringsliv. Lørdag den 30. juli 2016. http://www.sv.uio.no/esop/forskning/aktuelt/i-media/2016/artikler/160730moene.pdf

Moene Kalle (2016) En virkelig delingsøkonomi. Dagens Næringsliv. Lørdag den 3. September 2016. https://www.sv.uio.no/esop/forskning/aktuelt/i-media/2016/artikler/160903moene.pdf

Moene Kalle, Debray, Ray (2016) The universal basic share and social incentives. Ideas for India for more Evidence-based Policy. http://www.ideasforindia.in/article.aspx?article_id=1698

Monbiot, George, Hvad bliver den næste store fortælling? Information 5. april 2013. Se https://www.information.dk/debat/2013/04/naeste-store-fortaelling

print