Borgerløn – en utopi?

Af Per Sørensen (Jyllands-Posten, 04.05.02)

Kommentar til Jyllands-Postens anmeldelse af »Oprør fra bredden«: »En smuk utopi vender tilbage«

Samfundstanker har det med at være utopier, når det da ikke lige drejer sig om hastigheden på motorvejene eller nedsættelse af ventelister på hospitaler.

Der er vel heller ikke noget galt i utopier, som man også kan kalde visioner, blot de peger på en ønskelig udvikling.

Da Aldous Huxley for 75 år siden beskrev sin utopi i bogen ”Fagre nye verden” var det et skrækscenarium. Ikke desto mindre vil en gennemlæsning af bogen afsløre, at vi har realiseret det meste af denne utopi og er godt i gang med det resterende.  

Inertien i samfundsudviklingen har med søvngængeragtig sikkerhed ført os frem mod et samfund, som ingen af os ønsker.

Der er i høj grad brug for at skifte spor og borgerløn kunne være noget som kunne ændre vores fokus fra den ensidige vækstfilosofi med hensyn til forbrug og produktion, som i sidste instans fører frem til et ”myretuesamfund”.

Jeg kan i øvrigt meddele, at Borgerlønsbevægelsen på sit nyligt gennemførte landsmøde havde besøg af den politiske ordfører for Norsk Venstre for arbejdet med at realisere utopien i Norge.

 

print