Borgerløn og demokrati

Af Morten Damsgaard-Madsen (tidsskriftet Salt, 1996)

 

I SALT har der siden tidsskriftets fødsel været stor interesse for at diskutere borgerløn. Denne debat har på mange måder været præget af gode pointer og argumenter, men for mig at se har der hidtil manglet en væsentlig dimension.

Problemet er, at begrebet borgerløn af mange er blevet fremstillet som en praktisk løsning på de problemer, velfærdsstaten i dag står overfor. Dette har desværre betydet, at debatten om borgerløn snævert har fokuseret på dens kvaliteter som problemløser i arbejdsmarkeds-, skatte- og socialpolitikken. Typiske temaer er spørgsmålet om fordeling af arbejdet, finansiering af borgerlønnen og forenkling af den offentlige administration på socialområdet. I denne artikel vil jeg forsøge at rette op på denne skævhed ved at kæde borgerløn sammen med debatten om demokratisk deltagelse.

Som samlet teoretisk ramme for disse overvejelser vil jeg anvende den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas, der både har en udbygget teori om velfærdsstaten og senest har leveret en omfattende analyse af mulighederne for at forbedre den demokratiske proces. Jeg vil derfor først kort gøre rede for hans ideer på disse områder.

Habermas’ udgangspunkt er, at idealet for menneskeligt samvær er det, han kalder kommunikativ handlen. Denne form for interaktion mellem mennesker er karakteriseret ved, at man taler sammen og forsøger at argumentere for sine synspunkter – vel at mærke uden nogen form for ydre tvang. Denne måde at omgås hinanden på trues i moderne samfund i stigende omfang af strategisk handlen, dvs. interaktion, hvor man forsøger at opnå en personlig gevinst uden hensyn til andre menneskers ønsker og behov.

Kommunikativ handlen trives bedst i den del af samfundet, Habermas kalder livsverdenen eller det civile samfund. Familieliv, foreningsliv, omgang med venner og bekendte – alle disse relationer er kendetegnet ved at have kommunikativ handlen som deres primære omgangsform. Men det civile samfund er truet af markedet og staten, der i moderne samfund i stigende grad trænger sig ind på vores hverdag (Habermas berømte formulering er, at systemet koloniserer livsverdenen). Disse to systemers udbredelse skyldes deres evne til at aflaste beslutningsprocesser ved at anvende penge og magt som medier i kommunikationen. Denne organisering er helt nødvendig for at kunne opretholde et samfunds effektivitet – der er simpelthen ikke tid til at tale sig til rette om alt.

Den store udfordring bliver altså, hvordan man organiserer moderne samfund således, at den førte politik udspringer i det civile samfund og ikke blot er et udtryk for kyniske magt- og pengeinteresser. Habermas’ bud på en sådan samfundsindretning er et deliberativt demokrati (den bedste danske oversættelse er “samtaledemokrati”). Et sådant demokrati er kendetegnet ved, at der er en åben og aktiv debat i det Habermas kalder den politiske offentlighed – og at denne debat ligger til grund for den faktiske politik, der udøves i parlamentet. Men hvordan skabes de strukturelle betingelser for en sådan åben debat? Det er efter min opfattelse netop her, borgerløn bliver interessant. I det følgende vil jeg argumentere for, at netop borgerlønnens karakter af en universel social rettighed gør den til et oplagt instrument.

For det første kan man sammenligne borgerlønnens funktion med den, som kravet om besiddelse af privat ejendom oprindelig havde. Naturligvis har dette krav rent historisk været udtryk for den økonomiske elites ønske om at udelukke visse grupper fra indflydelse. Men der er den kerne af fornuft i kravet, at borgerne som kontrollerende myndighed fundamentalt må være uafhængige af staten, da de netop skal sikre, at staten ikke misbruger sine magtbeføjelser.

Spørgsmålet om økonomisk uafhængighed via universelle ydelser er dog ikke ukontroversielt. Specielt højreliberale vil formodentlig hævde, at borgerlønnen tværtimod er udtryk for en grundlæggende afhængighed af staten og at den derfor ikke kan sammenlignes med ejendomsbesiddelse. Hertil vil jeg anføre to indvendinger. For det første er alle rettigheder i princippet afhængige af en statslig garanti for deres opretholdelse. Det gælder altså også den private ejendomsret, selv om højreliberale opfatter den som naturgiven. For det andet bygger argumentet på en statisk opfattelse af staten. Ved indførelse af borgerløn nedtones statens betydning som selvstændig institution, da den fratages retten til en behovsvurdering på borgernes vegne. Dermed vil afhængigheden snarere være af fællesskabet end af staten, hvilket er noget ganske andet.

For det andet betyder borgerløn en betydelig større lighed i adgangen til den politiske offentlighed. Denne lighed i adgang adskiller sig fundamentalt fra den nuværende sitaution ved at insistere på mere end blot en formel lighed. Naturligvis vil både materielle og ikke-materielle ressourcer stadig være ulige fordelt, men borgerlønnen udgør en grundlæggende ressource, der i princippet gør adgang mulig for alle. Herved afskærmes økonomiske magtinteresser fra en priviligeret position når det gælder demokratisk indflydelse.

For det tredje giver borgerløn mere tid, hvilket er helt centralt når det gælder demokratisk deltagelse (specielt i Habermas’ variant, hvor dialog forudsættes at være det bærende element). Ligesom lysten til at deltage på arbejdsmarkedet er lysten til politisk deltagelse heller ikke konstant. Den afhænger i høj grad af, hvilke sager der er på dagsordenen og hvor meget overskud man har. Derfor er en afgørende fordel ved borgerløn, at den til enhver tid tillader en omprioritering af tilværelsen i retning af øget politisk deltagelse. Det sker fordi borgerlønnen virker som et permanent sikkerhedsnet, man kan anvende, når man vil. I dag kan man ikke trække sig fra arbejdslivet i en periode og bruge tiden til at være politisk aktiv, på grund af kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Borgerløn giver mulighed for at udnytte lysten til politisk deltagelse, hvilket er en af forudsætningerne for en politisk aktiv befolkning, der opfatter politik som andet end medieformidlet underholdning.

For det fjerde har borgerløn en vigtig social funktion: i og med, at borgerne gensidigt anerkender hinanden som ligeværdige mindskes en kilde til manglende selvværdsfølelse, som kan være en alvorlig psykologisk barriere for politisk deltagelse. Denne effekt kommer delvist fra den psykologiske effekt af, at alle tildeles samme officielle status, men også i kraft af civilsamfundets styrkelse over for stat og marked. Når rollen som klient i velfærdsstaten fjernes, forsvinder en væsentlig kilde til manglende selvrespekt og nedvurdering fra andre medborgere.

I disse tider er der mange tanker fremme om, at vi som forbrugere vil være i stand til at tæmme markedskræfterne. Ideen er for så vidt rimelig nok, da Habermas også opfatter forbrugerrollen som forankret i det civile samfund. Men der er den afgørende forskel, at vi i rollen som forbrugere blot kan vælge mellem forskellige produkter. I modsætning hertil er rollen som statsborger knyttet til den demokratiske udformning af spillereglerne for samfundet – og dermed for alle de valg, vi træffer i dagligdagen. Borgerløn er et vigtigt led i bestræbelserne på at styrke denne rolle.

Morten Damsgaard-Madsen er cand. mag. i Samfundsfag og Historie

Litteratur
Habermas’ to hovedværker i politisk teori er:

Habermas, Jürgen: Theorie des kommunikativen Handelns, vol. 2, Zur Kritik der funktionalistischen Vernunft, Frankfurt: Suhrkamp, 1981

Habermas, Jürgen: Faktizität und Geltung, Frankfurt: Suhrkamp, 1992

For en uddybning af argumentationen i denne artikel, se mit speciale: Borgerløn, Velfærdsstat og Demokrati, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, 1996

print