Borgerløn og frizoner

Essay af Rune Engelbreth Larsen (Løsnet nr. 35, 2003, medlemsblad for Landsforeningen for Økosamfund).

En borgerlønsreform er et solidarisk alternativ til den eksisterende tvangsaktivering og det bureaukratiske kontrolapparat, som kendetegner socialsystemet. Den kan imidlertid være mere end det, f.eks. et afgørende element i etableringen af økologiske frizoner landet over såvel som mulighedsbetingelsen for større albuerum til den individuelle forskellighed i det hele taget. Men lad os kigge på det første først.

Skepsisen er stor: Hvordan skulle det dog kunne lade sig gøre at indføre borgerløn i et samfund, hvor de ledende politikere og økonomer med regeringen i spidsen allerede er bekymret over udsigten til øgede statsudgifter, der følger i kølvandet på stigningen af antallet af pensionister de kommende år? Vil borgerløn ikke blot forværre problemet og sende hundredtusinder hen i hængekøjen og sætte de såkaldte samfundshjul i stå?

Det synes i hvert fald at være de etablerede partiers opfattelse, hvorfor der er så få, som gør indsigelser imod politikernes planer om yderligere besparelser på kontanthjælpen, skønt den ellers er begrænset til et eksistensminimum i forvejen.

Logikken er den, at det ikke kan betale sig at arbejde, hvis der ikke er forskel på de laveste lønninger og de sociale ydelser. Og det er i og for sig rigtigt nok, for ikke at sige indlysende banalt. Men der er imidlertid to skæbnesvangre fejl i de konsekvenser, som regeringen drager af dette ræsonnement.

For det første er grunden til, at det for nogle ikke kan betale sig at arbejde, at de mest trængte grupper kun kan gøre sig håb om lavtlønsarbejde, der godt nok umiddelbart giver mere end kontanthjælp, men samtidig betyder, at de mister tilskud til daginstitutioner og boligsikring og derfor alligevel ikke får et forøget rådighedsbeløb ud af det – faktisk forringes det i værste fald. De laveste lønninger er simpelthen for lave.

For det andet er der under alle omstændigheder en grænse for, hvor mange der overhovedet kan komme i arbejde, hvad enten så kontanthjælpen er 10 kr. eller 10.000 kr. om måneden.

Hvor går grænsen for beskæftigelsesgraden? Den slags kan naturligvis ikke fastslås absolut, men vi kan jo prøve at se på, hvor den har ligget i hovedparten af hele det foregående århundrede: Ifølge Velfærdskommissionens rapport fra maj 1995 omtrent på 50 procent. År efter år efter år, i så godt som hele det tyvende århundrede.

Det betyder altså, at kun halvdelen af befolkningen er i lønarbejde, mens den anden halvdel af befolkningen er helt uden for det private såvel som det offentlige arbejdsmarked.

Selv om vi altså mirakuløst skulle få f.eks. fem procent af den arbejdsløse del af befolkningen presset ud på arbejdsmarkedet gennem tvang, vil dette i hovedreglen blot skubbe andre fem procent ud af arbejdsmarkedet igen i den anden ende.

Borgerløn og beskæftigelse

Kan vi da ingenting gøre for at få flere i arbejde? Jo, vi kan jo fordele det arbejde, der er, i stedet for at opfinde meningsløs aktivering. Vi kan med andre ord prøve at gentænke hele systemet, smide velfærdssystemets kassetænkning ud til fordel for et nyt, friere, enklere og mindre bureaukratisk system: Vi kan gennemføre en borgerlønsreform.

Vil det ikke bare sende endnu flere i hængekøjen? Nej, for borgerløn er en ydelse, der ikke kan skæres i, dvs. en ydelse, der i modsætning til kontanthjælp og dagpenge ikke bliver modregnet, uanset om man har 5 timers, 15 timers eller 25 timers ugentligt lønarbejde i øvrigt, og uanset om man arbejder 3, 6 eller 12 måneder om året.

Er det ikke vanvittigt dyrt? Egentlig ikke, eftersom en borgerlønsreform af samme grund afløser personbundfradraget og overførselsindkomsterne og således i vid udstrækning er selvfinansierende gennem besparelserne her. Som vi skal komme ind på afslutningsvist, skal den resterende finansieringsdel hentes gennem afgifter og skatter, så ingen fuldtidsbeskæftigede tjener noget på en sådan reform, selv om de får borgerløn.

Er det samfundsøkonomisk ansvarligt? Ja, netop når den skrues sammen ud fra disse forudsætninger – og derfor undersøges da også borgerlønsmodeller på topplan i en række lande, bl.a. Norge og Irland, ligesom ideen tiltrækker folk fra hele det politisk spektrum, fordi den simpelthen ikke entydigt kan placeres i hverken socialistiske eller liberalistiske kategorier.

Med borgerløn kan det betale sig at arbejde for alle, vel at mærke uden at tvinge folk ud i armod eller fjollede aktiveringskurser.

Borgerløn vil dog som allerede antydet næppe i sig selv skabe flere i lønarbejde – det vil til gengæld afledte effekter. For med borgerløn vil flere kunne tage orlov for at passe deres børn, gennemføre et projekt uden for deres almindelige erhverv, tage sig af syge pårørende, eller indrette arbejdslivet mere fleksibelt ved f.eks. at gå ned i arbejdstid og undgå stress og nedslidning. Med andre ord bliver følgen netop, at vi i højere grad uundgåeligt kommer til at dele det arbejde, der er, i stedet for som i dag at anspore dem, der arbejder (og tjener) mest, til at arbejde (og tjene) endnu mere.

Borgerløn og frizoner

En borgerlønsreform fører slet og ret til en bedre fordeling af den eksisterende beskæftigelse.

Samtidig er det givet, at en borgerlønsreform kan være en medvirkende faktor til en omlægning af arbejdsmarkedet og arbejdsvanerne, der – udover at føre til et mere fleksibelt arbejdsmarked og en større individuel frihed – desuden muliggør, at flere kan stige af væksttogets forbrugerræs.

Hvis alle samfundsborgere får valget mellem at leve på et forholdsvist beskedent, materielt niveau med en garanteret borgerlønsydelse, eller påtage sig almindeligt lønarbejde for at finansiere et højer
e materielt niveau, vil langt de fleste i dag vælge det sidste.

Men det, at muligheden for det første overhovedet eksisterer, betyder, at etableringen af frirum for alternative boformer og individuelle aktiviteter lettes betydeligt. Og etableringen af sådanne rum er under alle omstændigheder den første betingelse for, at eksperimenter med andre samfundsstrukturer kan vinde tilstrækkeligt fodfæste til, at større dele af befolkningen med tiden kan stifte bekendtskab med eksistensen af velfungerende alternativer til vækstsamfundets blinde akkumulering af forbrug.

En borgerlønsreform er altså ikke et indgreb, der i sig selv vender op og ned på alting, heller ikke det overordnede forbrugsmønster eller vækstfilosofiens miljøbelastning. Men det er en åbning af en afgørende valgmulighed for de af samfundets pionerer, der besidder ekspertisen og engagementet til at skabe og udbygge et netværk af bofællesskaber, landsbysamfund, subkulturer eller enkeltindivider, som i praksis demonstrerer, at et opgør med vækstfilosofien og kulturensretningen i øvrigt ikke bare er ladsiggørligt i praksis, men tilmed kan være inspirerende og efterstræbelsesværdigt for stadig flere.

Dermed bliver borgerløn et væsentligt element i forslaget om at etablere eksperimentelle frizoner landet over, hvor f.eks. økologisk jordbrug og forskellige former for alternativ produktion i en opstartfase måske ikke er økonomisk rentable og vanskeligt kan forenes med de nuværende krav til kontanthjælps- og dagpengemodtagere om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Borgerløn sikrer nemlig de impliceredes eksistensgrundlag og gør afhængigheden af lønindkomster mindre, hvorfor i det mindste én af de største barrierer for visionær idealisme og frivilligt arbejde fjernes.

Naturligvis er frizone-ideens fulde gennemførlighed afhængig af et grundigt oprydningsarbejde inden for en lang række andre restriktive love, men at tankegangen kan vinde opbakning i bredere kredse, eksemplificerer f.eks. Landdistrikternes Fællesråds positive indstilling til forsøgsprojekter i den retning: »Landdistrikternes Fællesråd går ind for, at der i amter og kommuner udlægges frizoner, så der kan etableres forsøgsprojekter mht. f.eks. bosætning i landdistrikterne. Det er vigtigt, at rammerne for disse frizoner er mindre restriktive lov- og planlægningsmæssigt set. Altså en form for differentieret lovgivning.«

En differentieret lovgivning, der som forsøgsordning i udvalgte lokalsamfund tillige muliggør sikringen af alle beboeres borgerløn, ville sandsynligvis indebære en offentlig besparelse. Adminstrations- og kontrolapparatet ville nemlig forsvinde og udgifterne til tvangsaktiveringen lige så.

En eksperimentel »borgerlønszone« i tilknytning til økologiske eksperimentelle zoner ville synliggøre borgerlønsreformens effekter og på længere sigt optimere muligheden for en egentlig samfundsreform, der gør borgerløn til en ret for alle samfundsborgere.

Utopisk? Måske, men realiseringen heraf er langtfra så usandsynlig, som det måske kan synes ved første øjekast.

Minoritetspartiets borgerlønsreform

Minoritetspartiet har udarbejdet en finansieringsmodel til en konkret borgerlønsreform, som viser, at det ikke »blot« er i afbureaukratiseringens og den individuelle friheds interesse at erstatte tvangsaktivering og en lang række overførelsesindkomster med borgerløn, men at det også er samfundsøkonomisk forsvarligt.

Nu er sagen imidlertid den, at ingen kan forudsige eller beregne samtlige konsekvenser for økonomien eller adfærden på arbejdsmarkedet i øvrigt, hvis en borgerlønsreform blev vedtaget. Hvis det skal lade sig gøre at foretage et nogenlunde præcist overslag, kræver det uvildig adgang til statens økonomiske computermodeller – men den mulighed har regeringen betegnende nok kategorisk afvist!

Det betyder dog ikke, at vi ikke kan vurdere de væsentligste konsekvenser, blot må vi naturligvis begrænse os til en sandsynliggørelse af de samfundsøkonomiske mulighedsbetingelser.

Et eksempel, der fortæller noget om udgiftsniveauet, kunne være en statsgaranteret basisindkomst i to, aldersbestemte satser, som udbetales til enhver med opholdstilladelse i Danmark:

0-17 år: 40.000 kr. om året, skattepligtigt
over 18 år: 120.000 kr. om året, skattepligtigt

Satserne er pænt mindre end dagpengesatserne (for barnløse), men disse er jo også delvist udtryk for en forsikringsordning, som naturligvis er uafhængig af, hvorvidt der er borgerløn eller ej. Der er altså intet til hinder for, at man også under en borgerlønsreform kan supplere sin borgerløn med et dagpengetillæg, der svarer til forskellen mellem dagpenge og kontanthjælp i dag – det influerer ikke på nærværende eksempel.

Med en skatteværdi på f.eks. 40% beløber udgifterne sig til 344,4 mia. kr. om året (med udgangspunkt i den aldersfordeling, som fandtes i 1999). Reelt bliver de dog mindre, eftersom skatteindtægterne fra borgerlønnen er større for de erhvervsaktive pga. en højere marginalskat; udgifterne ligger derfor måske snarere i omegnen af 300 mia. kr.

Hvor skal pengene komme fra?

En række overførselsindkomster erstattes af borgerløn (herunder folke- og førtidspension, den statsfinansierede del af dagpenge, aktiveringsydelser, syge- og barselsdagpenge og ydelser til flygtninge), ligesom SU og den skattefri bundgrænse overflødiggøres, når alle garanteres borgerløn. Her er sammenlagt ca. 272 mia. kr. at spare (med udgangspunkt i tal fra 1999).

Den manglende finansieringsdel findes ved bl.a. at afskaffe rentefradrag af privat gæld over en årrække samt fire særskilte tiltag, der er målrettet til at ramme de højeste indtægter: 1) en ekstra, differentieret miljømoms på særligt miljøbelastende produkter, bl.a. benzin, 2) formueskatten genindføres som før 1997, 3) topskattegrænsen sænkes, og 4) arveafgiften forøges. Disse indgreb kan efter alt at dømme rigeligt finansiere den manglende del af borgerlønsreformen, men tjener også det formål at sikre, at lønmodtagere med fuldtidsar
bejde som hovedregel samlet set afleverer mere til statskassen, end de umiddelbart får ud af borgerlønnen (der jo udbetales til alle).

Disse indgreb er dybest set (relativt) udramatiske. Man kunne sagtens argumentere for rimeligheden af en langt større omfordeling, der satte kraftigt ind mod de store formuer og de højeste indtægter, hvilket kun ville lette finansieringen af en borgerlønsreform så meget desto mere.

Den typiske indvending mod borgerløn, at det er for dyrt, er ganske enkelt ikke holdbar.

Der er således gode grunde til at arbejde videre med borgerlønsmulighederne også i forbindelse med frizone-ideen – to visioner, der synes skræddersyet til at kunne sammenflettes.

— [Faktaboks:] ———————————————————————————————————————————

Hvis du vil vide mere …

Minoritetspartiets borgerlønsreform er beskrevet i politisk og økonomisk detalje i partiets medlemsblad Solen nr. 3, som kan bestilles gratis: Minoritetspartiets sekretariat, Frederiksgade 22, 2. sal, 8000 Århus C, info@minoritetspartiet.dk. Hjemmeside: www.minoritetspartiet.dk

Minoritetspartiet er det eneste opstillingsberettigede parti, der går ind for borgerløn, men andre partier har det også på programmet:

De Grønne, c/o Kenneth Pedersen, Dampfærgevej, 2.4., 2100 København Ø. Hjemmeside: www.groenne.dk

Solidarisk Alternativ, c/o Dorte Valentin Sørensen, Godtgemt 15, 1.tv., 2880 Bagsværd. Hjemmeside: www.solnyt.dk

I januar 2000 stiftedes Borgerlønsbevægelsen, der er en tværpolitisk bevægelse, hvis primære formål er at sætte borgerløn på den politiske dagsorden. Bevægelsen har offentliggjort flere forskellige borgerlønsmodeller samt en komplet liste over al borgerlønsrelateret litteratur m.m. Adresse: Borgerlønsbevægelsen, c/o Per Sørensen, Skovparken 420, 7190 Billund. Hjemmeside: www.borgerloen.dk

Borgerløn behandles sporadisk i flere forskellige danske bøger; blandt de bøger, for hvilke emnet er centralt, er bl.a.:

Borgerløn – fortællinger om en politisk idé af Erik Christensen, Hovedland 2000.

Oprør fra bredden – fra velfærdsstat til borgerløn, antologi af Rune Engelbreth Larsen (red.), Ellen Brun, Erik Christensen, Tørk Haxthausen, Souhail Ibrahim, Niels I. Meyer, Axel Mossin, Bente Schwartz, Per Sørensen, Knud Vilby og Mikael Witte. Tiderne Skifter 2002.

Oprør fra midten af Villy Sørensen, Niels I Meyer og K.H. Petersen. Gyldendal 1978.

print