Borgerløn

Karsten Lieberkinds indlæg i P1 (21.3.2003) samt den omfattende debat, der fulgte i kølvandet herpå.

 

Velfærdsstaten er ved at blive undermineret. Befolkningen er opdelt i to hovedgrupper der synes at stå i et stadigt mere polariseret forhold til hinanden. Den ene gruppe som er i lønarbejde, og den anden som er på en eller anden form for overførselsindkomst.

De mange typer af overførselsindkomster har talrige uheldige konsekvenser. De marginaliserer en stor del af befolkningen og skaber grundlag for klientgørelse, ‘udstødelse’, og, i værste fald, stor social utryghed og hjemløshed som vi er begyndt at se det i de senere år.

Overførselsindkomstsystemet, som det ser ud i dag, forudsætter en omfattende og indviklet lovgivning med et deraf følgende stort administrations- og kontrolapparat. Dette system har ført absurde konsekvenser med sig, fx de mange aktiveringstiltag, som er vanvittigt dyre men med begrænset effekt, og som fratager mennesker deres personlige værdighed og frihed.

I et borgerlønssamfund, hvor alle typer overførselsindkomster er erstattet af en enkelt basisydelse til alle borgere – som bliver udbetalt uden betingelser, vil der ikke længere være nogen ‘marginaliserede’, altså nogen der står ‘udenfor’. Det vil være et samfund med større dynamik, fordi ‘det vil kunne betale sig at arbejde’, da det man tjener ikke vil blive modregnet i ens borgerløn. Incitamentet til at arbejde vil derfor være større, ikke mindst for de lavestlønnede i samfundet. Desuden vil det give helt uanede muligheder for at eksperimentere med nye sider af livet og arbejdslivet, herunder bla. styrke iværksætterånden, idet der til enhver tid vil være et socialt sikkerhedsnet og derfor bedre mulighed for at løbe den risiko der altid er forbundet med at starte ny virksomhed.

Borgerlønsdiskussionen griber ind på alle områder i samfundet og udgør en væsentlig samfundsteoretisk nytænkning, hvilket understreges af de mange bøger og artikler om borgerløn der er kommet i de senere år. Der findes også en aktiv forening kaldet Borgerlønsbevægelsen, som er helt igennem tværpolitisk. Borgerlønsidéen er rummelig nok til at kunne forsvares ud fra såvel en liberal som en socialistisk tankegang. Selv om det endnu kun er Minoritetspartiet der direkte har nedfældet borgerløn i deres politiske program, er der allerede udarbejdet flere økonomiske modeller der viser at en borgerlønsreform er en realistisk mulighed.

Blandt de mange perspektiver der tegner sig for et kommende borgerlønssamfund, vil jeg især fremhæve den regulerende effekt borgerløn vil kunne få for produktionen. Det er højst tænkeligt at en indførelse af borgerløn vil føre til en markant ændring i både produktionsformer og forbrugsvaner i retning af større bæredygtighed. Fokus vil blive flyttet væk fra det traditionelle arbejdsbegreb, som næsten entydigt er defineret som lønarbejde og ‘overlevelse’, i retning af en langt mere rummelig og tidssvarende forestilling om arbejde som udtryk for enhver form for meningsfuld beskæftigelse, hvad enten den er lønnet eller ulønnet. Der vil ikke blive skabt arbejdspladser for enhver pris, men efter behov. Arbejdet vil i første række være bestemt af lyst, evner og motivation. I et sådant samfund vil ingen ‘være i arbejde’, men der vil heller ikke være nogen arbejdsløse. Alle vil bidrage med det de kan, og samfundet vil bygge på tillid til at mennesker vil det de kan, frem for som nu, hvor grundsynspunktet synes at være, at mennesker ikke kan eller ikke vil, men skal tvinges under en eller anden form, om de så har arbejde eller ej.

Kommentarer fra P1’s debat om Karsten Lieberkinds indlæg om borgerløn den 21. marts 2003:

21. marts

Til Karsten Lieberkind
Karsten Lieberkind, P1 debatlytter, skriver:

“Der vil ikke blive skabt arbejdspladser for enhver pris, men efter behov.”

Tankerne om borgerløn er smukke, men fuldstændig håbløse. Vi bor hverken i Norge, Kuwait, Saudi-Arabien eller et andet land, hvor penge graves op af jorden. Derfor bliver vi desværre nødt til at arbejde. For at overleve, for at kunne betale regningerne.

Men alternativt kunne man indføre negativ indkomstskat, som fungerer som supplerende dagpenge, eller nettoløn (modsat bruttoløn), hvor vi også gør op med det ydmygende overførelsessystem.

En bruttoløn på eksempelvis 60.000 kr. om året koster med 240 mia. kr. noget mere end nuværende overførelsessystem, og ville betyde betydeligt lavere levestandard for folk uden indkomst samtidig med krav om højere skatter.

Negativ indkomstskat, nettoløn, koster derimod med 90 mia. kr. noget mindre end nuværende overførelsessystem og ville give betydeligt råderum til sænkning af skatter, og dermed omkostningsniveau i samfundet, som ville lette tilværelsen for især folk med små eller ingen indkomster.

Claus Z.

21. marts

Usikkerheden angående borgerløn
Borgerløn er en spændende tanke. Jeg har beskæftiget mig en del med den, og i den anledning har jeg talt med nogle økonomer, og endda været inde i nogle overvejelser om at få gennemført en “kørsel” i en økonomisk model, for at se om det er økonomisk gennemførligt.

I den anledning har jeg opdaget at økonomi langt fra er en eksakt videnskab når det kommer til større omlægninger og nye tanker.

Prøv f.eks. selv at anslå antallet af arbejdsdygtige, der vil vælge ikke at arbejde, hvis der indføres borgerløn?

Hvilket antal af de nuværende bistandklienter vil tage noget eller meget arbejde, hvis det bliver muligt uden fradrag i borgerlønnen? – Og endeligt; hvilken størrelse skal borgerlønnen have.

Et af problemerne er at disse tre faktorer er indbyrdes afhængige – og deres størrelse er stort set en trossag. Det medfører at borgerløn kan beregnes til en umulighed eller en oplagt mulighed alt efter økonomens egen overbevisning.

Da det gik op for mig, forlod jeg argumenterne om det økonomiske, og siden har jeg mere forholdt mig til den værdidebat, som Karsten sætter i gang.

Det er ualmindeligt interessant at drøfte hvilke muligheder for andre og bedre måder at indrette samfundet på. Desværre har “Borgerløn” fået et ry for at være umuligt drømmeri – og det er en bitter uretfærdighed, der stammer fra en økonomisk kørsel på kritisable vilkår under Marianne Jelved som minister. Fru Jelved erklærede sig allerede før de beregninger som modstander af borgerløn – og sjovt nok “beviste” kørselen hendes pointe…

Hvis jeg må komme med en anbefaling; så lad os glemme detaljerne og financieringen lidt, og lad os drøfte om fordele og ulemper ved et borgerlønssamfund – det er mere reelt, og mere interessant.

Venlig hilsen

Søren Kæstel

22. marts

Økonomisk demokrati fremfor borgerløn
Forbrugerismens Lønslaveri griber om sig. Så Borgerløn. Altså stadig Lønslaveri,og ikke den glade giver. Jeg håber at det vi vil, er at eje demokratisk medansvar i al virksomhed,at være med og arbejde efter evne og være økonomisk forbundet hermed. Det der er i vejen med kapitalisme og socialisme er at de ikke er økonomisk demokratiske. Så synes jeg det ville være en bedre ide, at vi fødes med et Grundejer Pantebrev. Så vi havde de midler mellem Hænderne som Børnene betror os.

Ole Olesen

22. marts

Borgerløn

Til Karsten Lieberkind
Jeg er helt enig med dig angående borgerløn. Det er helt vanvittigt at der bruges så mange penge på administration og kontrolforanstaltninger af overførselsindkomster. Det ville spare milliarder at indføre borgerløn til alle. Tykke og smalle. Noget andet er at der ikke i fremtiden vil være arbejdspladser nok pga. rationalisering, outsourcing og lukning. Der vil selvfølgelig dukke nye firmaer op men de skal ikke bruge så mange mennesker mere. Så det med fuld beskæftigelse, glem det. Nu er der sikkert politikere der får røde knopper af at læse dit indlæg i
debatten. Men det er fordi de er født i den forkerte tid og på det forkerte sted. De skulle hellere have levet i DDR for der havde man fuld beskæftigelse.

Henriette

23. marts

Man skal nyde før man kan yde

Jeg er glad for at se de indlæg der har været indtil nu. De viser at spørgsmålet om borgerløn bliver taget seriøst og ikke kun affejet som den rene utopi. Mit indlæg, som af hensyn til den afsete sendetid nødvendigvis måtte være kort og derfor uden flere af de mange nuancer der naturligvis også hører med, var, som Søren Kæstel rigtig nok fremfører, et forsøg på at rejse en ideologisk debat mere end en optakt til at gå ind i en masse økonomiske beregninger af hvordan borgerløn rent faktisk kan realiseres.

Hvis man interesserer sig for de økonomiske modeller for borgerløn, vil jeg henvise til dem der allerede findes på Borgerlønsbevægelsens hjemmeside (opdateret version 2010):

http://www.basisindkomst.dk

Det der interesserer mig levende er at stille nogle helt grundlæggende spørgsmål til den menneskelige natur, hvad vi vil med vores liv, hvordan og hvorfor vi er virksomme, og hvordan og hvorfor vi organiserer os socialt, hvordan det man har kaldt ‘den sociale kontrakt’ egentlig fungerer. I grunden tager jeg udgangspunkt i et ret optimistisk menneskesyn, dvs. jeg tror mennesker som udgangspunkt vil det gode, at de ønsker ‘det gode liv’, både for sig selv og hinanden, hvor det er mit indtyk at den herskende samfundsideologi, og udgangspunktet for det meste af vores lovgivning, bunder i et kristent syn på mennesket som ’syndigt’ og som af naturen utilbøjeligt til at ville det gode. Synd kræver en eller anden form for bod, og arbejdet er gennem tiden blevet et udtryk for denne bod. Især siden industrialiseringen er den menneskelige virksomhed og foretagsomhed blevet taget ud af sin oprindelige naturlige geografiske og indholdsmæssige sammenhæng for at blive til det arbejde vi kender i dag, lønarbejdet.

Selv om der i dag fokuseres meget på at arbejdet skal være selvudviklende og identitetsskabende, og dermed også lystbetonet, hvad det givetvis også er i masser af tilfælde, hænger ideologien ved. De kristne myter klæber stadig til arbejdet og til mennesket bag det. Det ses tydeligst når man bringer temaet borgerløn op. Der er ikke meget andet der kan vække så stærke følelser hos folk, og jeg vil betragte det som et af tidens store tabuer.

Til trods for at ‘alle’ tilsyneladende er enige om at elske lønarbejdet, og til trods for at 80 procent af den danske befolkning, ifølge en undersøgelse for nylig, ville arbejde, selv om de ikke fik løn for det, melder frygten eller mistænksomheden sig straks hos mange mennesker, hvis man begynder at tale om betingelsesløs basisydelse til alle borgere i samfundet. Så er arbejdet lige pludselig ikke så velsignet mere, jo måske for dem selv, men hvad med alle de andre, de vil jo nok ikke gide arbejde, når det kommer til stykket, og så vil samfundet gå i stå, ikke sandt? Mærkeligt nok, nu hvor arbejdet er så eftertragtelsesværdigt, at folk gerne skriver 1200 ansøgninger for at komme til samtale til et IT-job, eller hvor bare tanken om arbejdsløshed kan drive folk til fortvivlelse. Og det er jo vel at mærke sjældent fordi folk direkte er bange for at stå helt uden penge ved ikke at have arbejde. Det er mere tabet af status, mening med tilværelsen, og sociale sammenhænge der vækker rædsel.

Lyder det så ikke lidt paradoksalt, og mildt sagt temmelig usandsynligt, at mennesker øjeblikkeligt skulle miste ethvert initiativ, enhver drivkraft og lyst til at ’skabe sig identitet’, og hvad der ellers hører til at være virksom, bare fordi de var sikret en minimumsydelse, en borgerløn? Jeg synes man skal have meget lidt tillid til menneskelig energi, fantasi, kreativitet og intelligens, hvis man vil fastholde at mennesker straks vil synke tilbage i indolens, sløvhed og misbrug, eller hvad man forestiller sig, alene fordi der bliver udbredt et socialt sikkerhedsnet under alle borgere.

Min klare opfattelse er den stik modsatte, at en basisydelse netop vil være stærkt stimulerende for initiativet hos en lang række mennesker som i øjeblikket er stækket i deres reelle muligheder for at være produktive, fordi de enten må bruge al deres tid og energi på at kæmpe mod fattigdom, en tid der kunne have været brugt bedre, eller fordi de har et eller andet projekt de gerne vil sætte i værk, men som de ikke kan overskue pga. forskellige forhold, fx den økonomiske risiko eller at det måske involverer at bosætte sig i en periode på en mindre ø eller noget helt andet.

Jeg har tænkt en del over udtrykket ‘man skal yde før man kan nyde’, som jo må siges at være et klart udtryk for den officielle moral, arbejdsmoralen om man vil. Det udtryk ville jeg gerne, som et eksperiment, vende om til ‘man skal nyde før man kan yde’. Prøv at reflektere lidt over det, lad det synke ind. Med denne kopernikanske vending åbner der sig en helt ny verden op, nogle helt andre visioner om hvad menneskeligt samvær kan indebære, noget om en umiddelbar tillid til at livet faktisk er godt, at det er tilladt at nyde det, og faktisk også nødvendigt for at man kan udnytte sine ressourcer fuldt ud. Moderne pædagogik ved det godt. Ingen kan lære noget under tvang og trusler, eller hvor der ikke er etableret et gensidigt tillidsforhold mellem lærer og elev. Hvorfor skulle vi ikke kunne overføre den tillid til andre mennesker og til livet som helhed? Livet vil os det godt. Det samme vil andre mennesker.

Hvis man viser mennesker tillid, får man det mange gange igen. Det synes jeg at jeg har set bekræftet utallige gange, og jeg er givetvis ikke den eneste med den erfaring. Det er at vise mennesker tillid og respekt at give dem en ydelse så de kan overleve, fordi de nu engang er til. De har gjort sig fortjent til det ved at være født ind i et samfund. Man kan også tænke på det sådan at ved at vise andre denne _fundamentale_ respekt, vil de også respektere sig selv, og kun mennesker der respekterer sig selv kan for alvor skabe værdier for sig selv og andre.

Karsten Lieberkind

23. marts

Virksomhed med M/K og mus

Hvad er dog det for noget, at give dem en ydelse, så de kan overleve (men ikke desto mindre tror jeg, vi har brug for hinanden til en frugtbar debat). Måske skal vi gå vejen omkring Borgerløn? Men det er økonomisk demokrati, der er det ansvarlige og Modne. Jeg synes ikke vi skal have løn for at være født. Vi er medlem af grundejerforeningen og født virksomme i samfundet. Vi er medejere i et virksomt økonomisk demokrati. Ejere er aldrig arbejdsløse, der er uddannelse vedligeholdelse pasning rengøring osv. Den måde vi går efter at score kassen på (hørte måske industraliseringen til) men er slet ikke virksomme menneskers økonomiske demokrati. Vi er alle i samme båd, Virksomheden med M/k og Mus.

Ole Olesen

23. marts

70% i skat for indkomster over 150.000 kr. er hul i hovedet

Hvis meningen med borgerløn er at straffe alle med arbejde, så kan I vist godt gå hjem og vugge.

“80% vil arbejde, selv om de ikke får løn herfor.”

Det er muligt, men ikke den form for arbejde, vi lever af – og som altså skal finansiere borgerlønnen.

I mangler en simpel forståelse for, hvor pengene kommer fra.

Claus Z.

23. marts

Nytænkning giver vækst
Til Claus Z.

””80% vil arbejde, selv om de ikke får løn herfor.””

”Det er muligt, men ikke den form for arbejde, vi lever af – og som altså skal finansiere borgerlønnen.”

Det er mærkeligt, for jeg ville netop tro at det var dem med det mest lystbetonede, innovative arbejde som ville arbejde selv uden løn (som der i øvrigt ikke er tale om). Det er da det man ofte hører, når en fysiker eller en anden inden for forskning bliver interviewet.

Mit fornemmelse er at der vil komme yderligere økonomisk vækst i samfundet med b
orgerløn, hvis det er det man ønsker. Som jeg ser det, er det ikke det væsentligste argument for at indføre borgerløn, men jeg erkender at det er en sideeffekt mange vil interessere sig for.

”I mangler en simpel forståelse for, >hvor pengene kommer fra.”

Pengene kommer fra nytænkning, og borgerløn både er, og giver plads for, nytænkning.

Venlig hilsen,

Karsten Lieberkind

23. marts

SU og kontanthjælp !

Jeg syntes vi skulle starte med at ændre SU og kontanthjælp – til Borgerløn.

For alle de penge der bruges til administration og kontrol af hinanden – kan så blive brugt på en menneskeværdig måde.

Og forøvrigt syntes jeg at dem i Folkets Ting – også skulle på borgerløn – så ved de hvad det drejer sig om og de får jo alligevel rejserne betalt.

Bodil

23. marts

Hvor lyder det godt –

Steffen Gliese

23. marts

–          og hvor er det forkert!

Jeg fik tyvstartet, og så ingen grund til at begynde forfra 🙂

1) Det er ikke al slag innovation og nytænkning, der er penge i.

2) Meget af det arbejde, der SKAL udføres, er ubehageligt, beskidt, dårligt lønnet og uden prestige – et simpelt eksempel er den mangel på VVS-installatører, branchen klager over: på trods af VÆLDIG god løn, gider ingen lave noget, der er så ‘ulækkert’. Hvor jeg bor er det nu blevet reglen, at en skraldemand ikke må være over 11 kg. Det kan godt være, at det MEGET asocialt at sige, at nogen må påtage sig dette arbejde, men hidtil har det ganske naturlige behov for det daglige brød, føden og klæden altså været det, der drev værket her.

3) Arbejdet er en del af et stort, økonomisk udvekslingssystem, der ikke alene tjener til at fordele værdierne i samfundet, men også til at distribuere varer, formidle de nye indsigter og gøre dem lønsomme og tilgængelige. Uden dette system ville de innovative have svært ved overhovedet at bringe kendskabet til deres opdagelser/-findelser videre, og så ville det økonomiske potentiale være illusorisk.

5) Vi er åbenbart nået til et udviklingsstade, hvor nogen akademikere er så luftige i deres tanker, at de ikke formår at tænke nogle enkelte skridt frem i deres idealisme.

6) Man skal ikke forsøge at løse en LILLE del af befolkningens problemer ved at ændre på HELE befolkningens grundlag – det er det, man kalder betonsocialisme: ikke ‘én for alle’, men ‘ens for alle’.

MVH

Steffen Gliese

23. marts

Til gavn for hele befolkningen

Til Steffen Gliese.

ad 2) Det er vel for det første ikke rimeligt at nogle mennesker hele deres liv skal arbejde med noget de dybest set finder utilfredsstillende, eller til de er nedslidte, bare fordi de ikke har noget valg. Måske skulle man gå en anden vej og forsøge at forbedre arbejdsmiljøet for de mest udsatte grupper. Derudover vil en borgerløn netop sikre mennesker mod nedslidning ved at de kan tage en pause fra det ensformige arbejde i en periode, og endelig vil mange grupper i samfundet rent faktisk tjene mere på borgerløn, så de vil være endnu mere motiverede, hvis det absolut skal være penge der motiverer.

Ad 3) Jeg anerkender ikke præmisserne for dit argument, nemlig at en stor del af arbejdet skulle ‘forsvinde’ eller ikke blive udført, hvis der bliver indført borgerløn. Tværtimod vil der være et øget incitament til at arbejde, da det naturligvis stadig skal være muligt at tjene penge. Jeg forestiller mig endda at mange vil tage flere, og forskelligartede, arbejdsopgaver på sig som de ellers ikke ville have vovet at kaste sig ud i.

Ad 6) Det er sandelig ikke kun for at hjælpe den del af befolkningen der står uden for arbejdsmarkedet eller er på overførselsindkomster (i øvrigt ikke en lille del af befolkningen) at borgerløn ville være en god idé. Det vil også være en kærkommen mulighed for mange der er i arbejde til at prøve noget nyt eller i en periode tage deres liv op til revision og vende tilbage med nye kræfter. Som bekendt er stress ved at være en folkesygdom, og måske vil borgerløn kunne få det jeg kalder en regulerende effekt på produktion og forbrug og gøre det klart at der er andet man kan bruge sit liv til.

Venlig hilsen,

Karsten Lieberkind

23. marts

Til Karsten Lieberkind

Igen, at forhøje marginalskatten til 70% er ikke nytænkning. Det er socialisme af værste skuffe. Der findes ingen økonomer, der kan sige god for, at Jeres forslag på skatteområdet ville føre noget godt med sig.

Hvis formålet med Jeres forslag er at straffe arbejde, som er forudsætningen for velstanden, så har I et problem.

Jeg er med på borgerløn eller hellere negativ indkomstskat, men ikke marginalskatter på hverken 60 eller 70%.

Og marginalskatten bør falde med indkomsten. Være degressiv, ikke progressiv.

Claus Z.

23. marts

“Feasible first steps”

Vi er inde på en debat om store samfundsændringer – og det skræmmer mange, måske især politikere.

Det er relativt nemt og trygt at gennemføre små og gradvise ændringer, men de store forandringer gør os bange.

Derfor er det blevet min overbevisning at vi må starte i det små.

Der bruges ca. 220 milliarder til overførselsindkomster. Der bruges ca. 20 milliarder til aktiveringsprojekter.

Dermed ER der råd til nogle omlægninger – når vi bruger så relativt mange penge på området i forvejen, så ville det da være logisk at nytænke vores model. Det kunne jo være til fordel for alle parter.

I Irland har regeringen nedsat et udvalg, der har udarbejdet et “Green Paper” om borgerløn. Der arbejdes seriøst i mange lande med området – hvorfor er vi ikke længere i Danmark?

Venlig hilsen

Søren Kæstel

23. marts

Hvor er argumenterne?

Karsten Lieberkind,

du kan undlade at anerkende præmisserne nok så mange gange, du kan tro, at mennesker vil arbejde mere alt det, du vil. Men det er ikke noget argument!

Dit forslag sætter et helt samfundssystem på spil, og det kan potentielt betyde nød og elendighed for os allesammen, HVIS folk ikke vælger at arbejde mere, men derimod måske mindre eller slet ikke.

Jeg skriver ikke dette udfra en protestantisk arbejdsetik, jeg anerkender, at professionaliseringen af en del arbejdsområder har haft den højst uheldige bivirkning, at købet af arbejdskraft modvirker en nødvendig frihed, f.eks. inden for forskningen, hvor alt for meget er blevet bestillingsarbejde og svar givet på forhånd.

Men hele samfundet er ikke forskning, og vi kan ikke leve udelukkende i vores hoveder. I de systemer, der kommer disse tanker nærmest (oldtidens Athen, især), havde man slaver til det grove – det går jeg ikke ud fra, at du vil have igen???

Hvem skal tage sig af det snavsede og beskidte arbejde? Og jeg anerkender til gengæld ikke, at det skal være uretfærdigt at betale folk, som ikke har bedre jobmuligheder, for dette arbejde.

Vent bare til du bliver 30, så ser du alting meget klarere (og her taler jeg af ren erfaring).

MVH

Steffen Gliese

23. marts

Beskatningen

Til Claus Z.

Dit synspunkt er ikke ukendt i Borgerlønsbevægelsen. Som nævnt er det en tværpolitisk bevægelse med medlemmer fra mig bekendt næsten alle politiske partier. Du skal heller ikke være bange for at vi savner økonomer. Det gør vi ikke. Den høje marginalskat du nævner er ikke nødvendigvis en betingelse. Der er, som du måske har set på vores hjemmeside, flere borgerlønsmodeller, også nogle der ikke opererer med progressiv beskatning.

Venlig hilsen

Karsten Lieberkind

23. marts

Argumenter for borgerløn

Jeg støtter ideen om borgerløn, fordi:

1) I et velfærdssamfund ønsker vi alligevel at sikre de grundlæggende behov hos vore medborgere – uanset om de deler den herskende protestantiske(?) arbejdsmoral

2) Forslaget rummer enorme forenklings- og besparelsesmulighed
er hvis man afskaffede tilskudsjunglen, aktiveringstilbud, de mange socialrådgivere, jurister m.v.

3) Kreative mennesker får arbejdsro. I stedet for at være aktiveringsslaver, kan de fleste mennesker udvikle sig med noget, de interesserer sig for, gerne i et samspil med andre. Vi har mere brug for nye ideer end en høj arbejdsmoral. Det kedelige arbejde har vi industrirobotter og anden IT til.

4) Hvis hjælp i form af aktivering, uddannelse m.v. bliver et tilbud i stedet for et krav, bevarer man i højere grad de lediges selvrespekt.

5) Vi kan spare de 3 mia., vi vistnok bruger på fagforeninger/a-kasser.

6) Dermed, jf. 5), bliver løndannelsen mere retfærdig, baseret på markedsværdien mere end, fagforeningens mulighed for at presse penge ud af systemet. Hvis en type job falder i markedsværdi, bliver det synligt tidligere og medarbejderne får et incitament til at videreuddanne sig. Dermed undgår vi at tabe mange ufaglærte fordi globaliseringen i nogen tid har fjernet behovet for den slags job i Vesteuropa.

7) Hvis vi dropper alle mulige tilskudsordninger og holder borgerlønnen på et tilpast niveau, så de grundlæggende behov for mad, klæder og husly kan opfyldes og så der er et incitament til at tage arbejde, vil det ikke blive dyrere end nu.

8) Vi vil få et mere humant samfund, hvor alle der har brug for en pause fra et stadigt mere hektisk arbejdsmarked, har ret til det uden at skulle bruge timer på administrativt bøvl for f.eks. at kunne tage orlov. Måske sparer vi hermed på sundhedsbudgettet.

9) Iværksættere – som vi på sigt skal leve af – kan få ro til at udvikle nye produkter m.v.

Claus Christensen

23. marts

Lidt psykologi

Til Steffen Gliese.

“Dit forslag sætter et helt samfundssystem på spil, og det kan potentielt betyde nød og elendighed for os allesammen, HVIS folk ikke vælger at arbejde mere, men derimod måske mindre eller slet ikke.”

Dit argument virker temmelig urealistisk af flere grunde og svarer til at man sagde ‘hvad ville der ske, hvis alle ville være skorstensfejere? Hele samfundet ville bryde sammen (godt nok med rene skorstene)’. Du ved formentlig udmærket at der i humanistiske videnskaber, og det gælder også samfundsvidenskab som denne her diskussion måske læner sig mest opad, ikke findes argumenter for alting. Man kan iagttage folks faktiske adfærd og deraf slutte sig til hvordan de vil agere under andre omstændigheder. Der er ingen der til syvende og sidst kan vide hvor det bærer hen. Og det gælder også hvis vi fastholder status quo, for så vidt som dette overhovedet er muligt. En fastholdelse af den nuværende samfundsorden fører måske helt af sig selv til den nød og elendighed du taler om – og jeg vil sige at det allerede er tilfældet for mange mennesker – mens en reform af velfærdssamfundet kunne gøre at det også ville være humant i fremtiden.

Jeg ser absolut ingen fare for at folk vil holde op med at arbejde, ganske enkelt fordi jeg har vanskeligt ved at forestille mig at mennesker med ét slag vil miste alt initiativ og virkelyst, blot fordi de får en overlevelsesydelse der ikke engang vil have et niveau, så de kan opretholde en normal god gennemsnitslevestandard.

Du beder om argumenter for at folk ikke vil sætte sig med hænderne i skødet og være passive, og dermed blæse på arbejdsfællesskab, gode kolleger, identitet og ekstra indtjening. Jeg synes snarere du skylder at forklare hvorfor mennesker ikke fortsat skulle ønske sig alt dette, men ændre deres adfærd radikalt og ikke længere have nogen ambitioner eller mål for deres tilværelse, blot fordi de får en lav basisydelse for at være borgere i samfundet.

“Men hele samfundet er ikke forskning, og vi kan ikke leve udelukkende i vores hoveder. I de systemer, der kommer disse tanker nærmest (oldtidens Athen, især), havde man slaver til det grove – det går jeg ikke ud fra, at du vil have igen???”

Nej, men vi glemmer ofte at vi i dag har maskiner som er nutidens slaver. Det har bare ikke ligefrem ført til at det er uværdigt for en fri mand at arbejde, som man mente i det gamle Grækenland. Tværtimod går tendensen i retning af at jo mere tid vi sparer (pga. disse moderne slaver), jo mindre tid har vi til rådighed, hvilket jo er noget af et paradoks.

Jeg vil i øvrigt anbefale dig at sætte dig ind i noget af den senere litteratur om emnet, fx lektor i samfundsfag Erik Christensens omfattende værk ‘Borgerløn. Fortællinger om en politisk idé’, udg. på forlaget Hovedland, 2000, og senest antologien ‘Oprør fra bredden’, Tiderne Skifter, 2002.

Venlig hilsen,

Karsten Lieberkind

24. marts

Menneskesyn

Hvis vi nu vender tilbage til Karstens udgangspunkt; så opfatter jeg at hovedsagen er en drøftelse af vores nuværende systems menneskesyn.

Vi har nu etableret et system der har et meget negativt menneskesyn – med tvangsaktivering som et af de mere groteske eksempler.

Med negative forventninger er det ikke nogen overraskelse at vi ser negative resultater.

Det er min opfattelse at vi dermed som samfund smider en meget stor ressource ud – ressourcerne hos B eller C-holdet. Gennem forbud, påbud og tvang sørger vi for at fratage dem det, som de mangler mest desperat; nemlig værdsættelse og selvtillid.

Naturligvis ville borgerløn ikke medføre et absolut paradis, men måske kunne lidt flere få lov til at bidrage positivt til samfundets bedste?

Venlig hilsen

Søren Kæstel

24. marts

Gå bare i gang

Det behøver ikke at være så svært. Start med at give alle, der har boet i landet i mindst 50 år og heraf arbejdet i mindst 20 år ret til borgerløn uden videre. Borgerlønnen kan passende til en begyndelse være på dagpengeniveau, og der skal ikke trækkes på beløbet, selvom borgeren får lyst til at supplere borgerlønnen ved at tage et stykke arbejde, heltids eller deltid efter ønske og behov.

Så skal I bare se, hvordan, der kommer gang i hjulene. Senere kan man så justere på ordningen op eller ned, hvis det skulle være ønskeligt/nødvendigt.

Hans Heide

24. marts

Svar og spørgsmål

Kære Karsten Lieberkind!

Tak for din initiativ og glimrende oplæg om borgerlønstanken.

I forlængelse heraf vil jeg gerne begave dig med spørgsmål, som jeg selv har haft meget glæde af:

Hvis borgerløn er svaret, hvad er da spørgsmålet?

De bedste hilsner

Christian Danashave

24. marts

Betingelsesløs respekt

Kære Christian Danashave,

Det er et rigtig godt spørgsmål du stiller. Også meget inspirerende.

Endnu mere inspireret blev jeg, da jeg fandt den smagfulde hjemmeside der bærer dit navn. Der sætter du bla. ord på to af de centrale elementer der bør være til stede _samtidig_ for at et samfund kan kaldes en velfærdsstat, og som formentlig kun et samfund med borgerløn vil være i stand til at opfylde. De elementer er tryghed og frihed. Så spørgsmålet kunne lyde: hvordan får vi maksimal tryghed og frihed? Og svaret vil være et samfund der giver det enkelte menneske fuldstændig frihed til at udforske alle aspekter af sin tilværelse, eksperimentere med sit liv, som jeg plejer at kalde det, uden at lægge hindringer i vejen for andre.

Denne frihed kan kun opnås, hvis der er en _basal_ tryghed. En sådan tryghed har vi råd til at give alle borgere med den rigdom vi har. Vi ville endda have råd til den, selv hvis var knap så rige som vi er i dag, men der er absolut ingen undskyldning for ikke at gøre det, med den velfærd vi allerede har.

Et andet spørgsmål kunne være hvordan vi giver mennesker, der i øjeblikket føler sig ‘udstødte’ fordi de er uden for arbejdsmarkedet, deres selvrespekt tilbage. Det automatiske svar, også fra de udstødte selv, lyder ‘de skal have et arbejde’, eller, om ikke andet, ‘aktiveres’. Men det er et fuldstændig forkert svar. Hvordan kan man lade menneskers selvrespekt, og dermed værdighed som mennesker, afhæng
e af om de har lønarbejde? Det er jo absurd, og også dybt umoralsk, hvis man tænker nærmere over det. Det har for det første intet at gøre med at respektere mennesket som det er, noget vi ellers til enhver tid vil hævde er grundlæggende for vores kultur og menneskesyn. Dernæst er den uundgåelige konsekvens at en større gruppe mennesker aldrig vil få del i den respekt, og dermed selvrespekt, som egentlig burde tilkomme alle mennesker. For der vil aldrig kunne skaffes arbejde til alle. Derfor er det en utopi at tro at det er ethvert menneske beskåret at opnå respekt og selvrespekt ad den vej.

Nu kan man imidlertid ikke lave den menneskelige natur om. Det er sikkert et træk hos de fleste mennesker at de har ambitioner, at de gerne vil gøre det godt, hævde sig lidt, og føle sig en smule bedre, hvorfor de muligvis også godt kan leve med at en gruppe er, eller føler sig, mindreværdige.

Jeg tror bare ikke at det er et dominerende træk hos ret mange, at det at have succes nødvendigvis skal ske på andres bekostning. For de fleste vil det sikkert være tilstrækkeligt at de føler de selv har succes, og mange har utvivlsomt også et oprigtigt ønske om at det må gå andre godt. Derfor vil de sikkert gerne give de udstødte deres selvrespekt tilbage ved at give dem et arbejde. Det er som nævnt bare ikke muligt, og dertil er det uetisk at sætte arbejdet som betingelse for denne respekt.

Det er ikke direkte samfundets opgave at ændre på den menneskelige natur, men det er samfundet opgave at skabe rammerne for at de bedste sider af den menneskelige natur vil blive de fremherskende. Hvis man gav alle mennesker en grundløn, ikke med nogen anden begrundelse end at de er mennesker, født ind i vores samfund, ville samfundet have skabt rammen for at deres menneskeværd ville blive respekteret _betingelsesløst_.

Jeg tror ikke man kan forestille sig hvor stor en holdningsændring der ville være tale om, men man kan sammenligne det med en mor der elsker sit barn, betingelsesløst. Det forventer vi næsten, eller det er i hvert fald noget vi anser for meget værdifuldt og ikke mindst fremmende for barnets udvikling. Bid mærke i det.

Hvis man nu overfører det til et samfund, bare som et tankeeksperiment, at det samfund vi er født ind i, dvs. de mennesker der til enhver tid udgør det, elskede os så betingelsesløst at det ville give os løn, alene fordi vi var til, uden at vi på forhånd havde ydet noget. Mon ikke det ville skabe grobund for selvrespekt? Og er det ikke sådan at det er mennesker med selvrespekt der skaber værdier for sig selv og andre? Vi ville synes det var en dårlig mor som forlangte at man skulle gøre sig fortjent til hendes kærlighed, og det gælder vel ikke kun en mor, men alle mennesker? Hvorfor skulle et samfund i sine love ikke afspejle det bedste mennesket formår?

Du skriver på din hjemmeside også noget om at den ‘ydre forenkling vil give plads for den indre fordybelse’, og det er måske det dybeste af alle spørgsmålene, og et jeg selv har funderet meget over i den senere tid. Det vil føre alt for vidt at komme ind på her, men jeg vil blot sige at jeg tror at det måske er det spørgsmål der er selve nøglen til en videre udvikling i vores civilisation, og en grundløn til alle borgere i samfundet udgør blot det formelle grundlag for at denne udvikling kan finde sted.

Venlig hilsen,

Karsten Lieberkind

25. marts

Borgerløn er umoralsk

Hver gang forslaget om borgerløn bliver fremsat, bliver jeg forstemt, fordi tanken afslører, hvilket syn forslagsstilleren har om borgerens relation til staten.

Vor nuværende velfærdsstat kunne såmænd med det “rette” flertal omformes til en borgerlønsstat, hvor folketinget blot vedtager, at nu skal erhvervslivet og de erhvervsaktive bidrage med et vederlag til os allesammen i størrelsesordenen 50-60.000 kr. pr. år.

Hvad det ville afstedkomme af indvendinger fra de således ramte, kan man kun gisne om, men erhvervslivets evne til at klare sig i den internationale konkurrence vil bestemt ikke blive styrket.

Jeg bliver forstemt, fordi man forestiller sig staten som den rare onkel, der generøst stiller økonomi til rådighed for alle, uanset om de har tænkt sig at bidrage til helheden eller heller vil lege for sig selv.

Det gør i mine øjne tanken umoralsk.

Bent Gjedsted

25. marts

Bent Gjedsted,

Min antagelse, og iagttagelse, er at folk rent faktisk gerne vil yde noget, men at det netop er det nuværende system der så ofte lægger hindringer i vejen.

Karsten Lieberkind

25. marts

Umoralsk borgerløn…?

Bent Gjedsted skriver i sit indlæg at han opfatter borgerløn som umoralsk.

Jeg ville gerne spørge om det moralske i at forlange hvert eneste menneske er ansvarligt for selv at finde et arbejde, i et samfund med 5-10% arbejdsløshed?

Hvad er det moralske i tvangsaktivering?

For mig at se har vi med den nuværende indretning af samfundet sat lighedstegn mellem liv og arbejdesliv – og det finder jeg ikke er udtryk for høj moral.

Det er udtryk for et meget sort menneskesyn, at forestille sig at menneskers egenaktivitet ikke vil være nyttigt for samfundet – tænk engang hvilke kræfter vi kunne frigøre hvis vi ikke skulle kontrollere og dirigere hinanden… !

Med venlig hilsen

Søren Kæstel

25. marts

Ang. umoralsk…

Søren Kæstel finder, at det ikke er udtryk for høj moral, at man selv skal finde beskæftigelse med en arbejdsløshed på 5-10%…

Han bør hellere være glad for den høje grad af økonomisk beskyttelse, han har. De fleste steder, også i den vestlige verden, er alternativet med alle midler at måtte finde sig en beskæftigelse for at have noget at leve af! Eller selv sætte noget i gang, måske?!

Der er ingen, der kræver, at man arbejder mere, end man har lyst til og råd til at lade være med; men det er altså fordringen overalt i verden, at man så vidt muligt skaffer sig sit eget udkomme, ikke udfra en moralsk indstilling, men derimod den simple observation, at man yder for at få noget at leve af.

Karsten Lieberkind tror, som vi gjorde i begyndelsen af 80’erne, da der VIRKELIG var arbejdsløshed, at der bliver mindre arbejde i at gøre – tiden har blot vist, at det forholder sig stik modsat, og dette samfund har nu flere end nogensinde før i arbejde. Det er også baggrunden for den velstand, der sætter os i stand til at yde overførselsindkomster til dem, der har behov for det – tag det væk, og der bliver ikke en krone at give i borgerløn til nogensomhelst.

MVH

Steffen Gliese

26. marts

Utopier om mennesket

Bent Gjedsted, mit svar til dig i går var lidt kortfattet. Jeg vil gerne kommentere yderligere en af de ting du kommer ind på.

Du skriver:

“Hver gang forslaget om borgerløn bliver fremsat, bliver jeg forstemt, fordi tanken afslører, hvilket syn forslagsstilleren har om borgerens relation til staten.”

Det er lidt uklart for mig hvad du mener her, men jeg går ud fra du mener noget i retning af at borgeren ifølge forslaget ikke er forpligtet til at yde noget til fællesskabet, men alligevel kan modtage tilstrækkeligt til overlevelse fra samme fællesskab, underforstået at så vil borgeren muligvis ikke foretage sig noget som helst nyttigt.

Stort set alle de indvendinger mod borgerløn jeg har set her har fulgt samme spor som i mine øjne er udtryk for en dyb fordom, om at mennesker som udgangspunkt er født uden initiativ, nysgerrighed og kreativitet. Man kunne spørge om der ikke er nogen af disse opponenter der har børn – eller har været det. De samme opponenter kunne også passende spørge sig selv, hvad de selv havde tænkt sig at gøre, hvis de modtog et eksistensminimum fra det offentlige, nok til at kunne holde sig i live på en beskeden levefod, om de så mener de straks ville holde op med enhver form for arbejde, sygne hen i passivitet og ikke længere have lyst til at udrette noget som helst i tilv
ærelsen, _samtidig med_ at de ville være nødt til at gå betydeligt ned i levestandard. Er det et sandsynligt scenario? Eller er det bare alle de andre der nok ville reagere sådan? Hvad er det for en indstilling at bygge et samfund på? Uden tillid til at andre mennesker også vil noget med deres liv og har en _medfødt_ social bevidsthed?

Synspunktet vidner om en dyb uvidenhed om den menneskelige natur, eller måske snarere en dybt rodfæstet fordom som er fuldstændig virkelighedsfjern, og mere utopisk end noget borgerlønssamfund. Jeg vil derfor hævde at vi allerede lever i en utopi, nemlig i en utopisk forestilling om hvad mennesket overhovedet er og formår. Det er desværre en utopi som begrænser mennesker på enhver tænkelig måde. Borgerløn kunne være et af de væsentlige instrumenter til at frisætte disse kræfter.

Venlig hilsen,

Karsten Lieberkind

26. marts

Svar til Karsten Lieberkind

Du skriver:

“…jeg går ud fra du mener noget i retning af at borgeren ifølge forslaget ikke er forpligtet til at yde noget til fællesskabet, men alligevel kan modtage tilstrækkeligt til overlevelse fra samme fællesskab, underforstået at så vil borgeren muligvis ikke foretage sig noget som helst nyttigt.”

Ja, det er faktisk det, jeg mener. Det er for mig at se korrumperende for et samfund og nedladende over for det enkelte menneske at forsyne det med overlevelsesøkonomi uden modydelse og ovenikøbet gøre det til en rettighed.

– og videre …

“Stort set alle de indvendinger mod borgerløn jeg har set her har fulgt samme spor som i mine øjne er udtryk for en dyb fordom, om at mennesker som udgangspunkt er født uden initiativ, nysgerrighed og kreativitet.”

Nej, der tager du fejl! Min “fordom” går ud på, at mennesket fra naturens side er nysgerrigt og kreativt og til enhver tid vil stræbe imod at gøre, hvad det kan for at tilfredsstille sine behov. Det er et stærkt motiv, som samfundet skal gøre alt for at fremme ved at stille krav om, at borgeren grundlæggende skal sørge for sig selv og ikke ligge andre til byrde.

Jeg tror, at de fleste mennesker, hvis de modtog såkaldt borgerløn, ville koncentrere sig om egne interesser – og måske helt glemme, hvorfra det nu var, at pengene kommer. I et velfungerende moderne demokratisk samfund er der brug for at alle yder efter bedste evne til helheden.

– og endelig …

“Hvad er det for en indstilling at bygge et samfund på? Uden tillid til at andre mennesker også vil noget med deres liv og har en _medfødt_ social bevidsthed?

Synspunktet vidner om en dyb uvidenhed om den menneskelige natur, eller måske snarere en dybt rodfæstet fordom som er fuldstændig virkelighedsfjern, og mere utopisk end noget borgerlønssamfund.”

Jeg modtager med sindsro din “fordom” om min uvidenhed om den menneskelige natur. Livet har vist mig, at mennesket i tanke og handling søger at gavne sig selv og sine nærmeste. Det er der ikke noget umoralsk i. Det har været en god drivkraft bag opbygningen af vort danske samfund med dets repræsentative, parlamentariske demokrati. Utopier om mennesket med en medfødt social samfundsbevidsthed har desværre trukket meget skræmmende spor gennem den nyere tids historie.

Jeg synes altså fortsat, at borgerløn er umoralsk og også lidt menneskefjendsk, og jeg tror ikke, vi kommer hinanden nærmere m.h.t. det.

Bent Gjedsted

26. marts

Myten om selvforsørgelse

Bent Gjedsted,

Når man rejser en debat om så kontroversielt et emne, må man være forberedt på at blive imødegået af en masse modargumenter, og det kommer heller ikke bag på mig. Formålet har været i det hele taget at rejse debatten, fordi den i mine og mange andres øjne er relevant. Vi behøver altså ikke være enige, og jeg respekterer vores uenighed og din i øvrigt sobre måde at fremføre dine argumenter på som er med til at højne debattens niveau.

Selv om man tilsyneladende ikke er enige kan det være vigtigt at få afklaret begreberne, så man er fuldstændig klar over hvad man taler om og ikke bare taler forbi hinanden, hvilket i videre forstand kunne dække over at man var mere enige end man først havde troet.

Så vidt jeg kan konkludere er vi enige om at mennesket har de ressourcer der skal til for at skabe samfund. Det kan vi jo også iagttage. Til forskel fra mig mener du så at mennesker først og fremmest vil bruge disse ressourcer til at skabe noget for sig selv, hvis de kan slippe af sted med det, uden at interessere sig synderligt for hvordan det går andre.

Det synspunkt går mod de sædvanlige kontraktteorier om hvordan og hvorfor mennesker organiserer sig. Ganske vist indgår det i mange kontraktteorier at mennesker er sig selv nærmest, at de er egoistiske og først og fremmest vil sørge for sig selv, men det er kun den ene halvdel af sandheden. De vil også ifølge teorierne være villige til at give afkald på noget af denne selvtilstrækkelighed, hvis de kan opnå et større gode. Dette gode er hvad vi kalder samfundet.

Her er det de fleste tilhængere af den nuværende samfundsorden mener at denne samfundskontrakt kun kan holdes på plads ved at samfundet stiller krav, med indbyggede trusler om reel udelukkelse fra samfundet, hvis disse krav ikke bliver opfyldt. Det mest ekstreme eksempel på det har vi set i de senere år, hvor man har gennemført tvangsaktivering af grupper i befolkningen, og i sidste instans total udelukkelse af disse mennesker fra samfundet, hvis de siger nej til tvangsaktivering, med den krølle at de kun er udelukket fra rettigheder. De skal jo fortsat overholde landets love.

I modsætning til det synspunkt, at kun trusler kan få mennesker til at overholde deres del af kontrakten, har jeg den opfattelse at de vil gøre det ganske frivilligt, og at de faktisk vil gøre det i endnu højere grad, end hvis de var tvunget. Er det så svært at forstå? Har I ikke alle oplevet at gå med større lyst og energi til en opgave som I enten selv havde formuleret eller som andre havde tillid til at I udførte, og hvor det faktisk netop var den rene tillid, uden trusler om repressalier, som gjorde at I følte et større ansvar over for opgaven?

Du skriver:

“Nej, der tager du fejl! Min “fordom” går ud på, at mennesket fra naturens side er nysgerrigt og kreativt og til enhver tid vil stræbe imod at gøre, hvad det kan for at tilfredsstille sine behov. Det er et stærkt motiv, som samfundet skal gøre alt for at fremme ved at stille krav om, at borgeren grundlæggende skal sørge for sig selv og ikke ligge andre til byrde.”

Der er noget jeg ikke forstår her. For det første, hvad skulle formålet være med at fremme en allerede stærkt motiveret persons motiver ved at stille krav til vedkommende om det han eller hun allerede har tænkt sig at gøre? Er det ikke lidt overflødigt?

Det andet jeg vil sige er at det er en ren illusion, som godt nok bliver gentaget i det uendelige og er en fast bestanddel i den politiske retorik, at man skal sørge for sig selv, ‘være selvforsørgende’. Det er en ren myte. Jeg tror ikke man kan finde en eneste person i det her land som er ’selvforsørgende’ med mindre de lever af egen avl, landbrug eller fiskeri og samtidig ikke er tilsluttet hverken vand eller el osv. Derfor glem det med at være selvforsørgende. Det eksisterer ikke i et moderne samfund.

Derimod findes der en masse ‘kontrakter’ i det her samfund. En af de væsentligste i denne her forbindelse er kontrakten om løn for arbejde. Det er imidlertid alene en kontrakt og har intet at gøre med selvforsørgelse. Med andre ord, kontrakten kunne lige så godt se anderledes ud, og resultatet ville blive det samme, at arbejdet blev udført, fx ved at man udførte det samme arbejde uden løn, at man fik løn i naturalier, eller at man fik borgerløn og dermed fik mulighed for at udføre arbejdet ‘frivilligt’. Der kan også tænkes alle muligheder mellemstadier og gradueringer i forholdet mellem løn og arbejde, men pointen er at det handler om det ar
bejde der skal udføres. Hvor pengene så kommer fra har egentlig ikke noget med det at gøre. Men det forudsætter naturligvis at motivationen alligevel vil være til stede til at udføre det nødvendige arbejde. Jeg siger den vil være der, andre har en anden opfattelse.

Du skriver:

“Jeg tror, at de fleste mennesker, hvis de modtog såkaldt borgerløn, ville koncentrere sig om egne interesser – og måske helt glemme, hvorfra det nu var, at pengene kommer. I et velfungerende moderne demokratisk samfund er der brug for at alle yder efter bedste evne til helheden.”

Men her er det jeg siger at andres interesser også er ‘egne interesser’. Sådan tænker mennesker ganske enkelt eller de lærer det naturligt gennem deres opvækst. Langt de fleste i hvert fald. Naturligvis vil der altid være en gruppe som er ‘uden for pædagogisk rækkevidde’, men de er det også med det samfund vi har nu.

Venlig hilsen,

Karsten Lieberkind

27. marts

Generelle overvejelser omkring borgerløn

Vi befinder os i en epoke i dette land hvor der er overflod af midler. Vi svømmer i penge og arbejde og kreative udfoldelsesmuligheder. Ingen savner noget at lave, alle ved hvad de gerne vil beskæftige sig med og hvis ikke de gør kan de ikke påstå at udbuddet er for lille. Snarere ville de med rette kunne hævde at udbuddet er for stort, hvorfor de ikke kan få øje på skoven for de mange træer.

I et sådant land virker det besynderligt at man skriger på styring og orden og kontrol. Der er definitivt noget galt. Det er ikke en tilfældighed at vi har fået den regering vi har i øjeblikket. Vi har selv bedt om den. Når barnet er forvirret beder det farmand om at hjælpe sig. Det er helt naturligt. Barnet ved ikke bedre for det er jo underlagt farmands ansvar og kan ikke siges selv at være ansvarligt for sit liv.

Værre står det til når farmand selv begynder at råbe om hjælp. For hvem kan hjælpe ham? Der er jo ingen over ham, ingen større ansvarsmyndighed, der kan træde ind. Han lægger derfor ansvaret fra sig og giver det videre til samfundet, staten – “de andre” og glemmer at han selv er samfundet, staten, de andre.

Heri ligger en meget stor del af problematikken i denne snart meget gamle debat om borgerløn. Vi kan begynde med den revolutionerende “Oprør fra midten”, som satte gang i mange sind i sin tid. Bogen var et blændende udtryk for fremsyn og klarsyn. Men i stedet for at lytte til indholdet og indse logikken i forfatternes fremlæggelser, gik vi i gang med at forme et velfærdssamfund som har undergravet den enkelte borgers selvtillid og ansvarsfølelse. Hvorfor? Fordi der blev “givet” i øst og vest – men under tvang, under krav om modydelse. Der var kunstig velfærd, fordi der var ikke frihed. Dette har i høj grad medvirket til at borgerens ansvarsfølelse er blevet undergravet.

Vi har siden dengang lagt ansvaret helt fra os og over på staten, velfærdsstaten, nu af liberalistisk tilsnit, som om politisk liberalisme har noget med frihed at gøre. Ingen ved længere hvad velfærd er, den oprindelige hensigt med velfærdsmodellen er fuldstændigt undermineret af forvirring og rodet tankegang omkring fænomenerne “den enkelte”, “staten”, “samfundet”, “enkeltværd” og “samværd”.

Jeg finder det afgørende at fremhæve hvordan borgeren i dette land ikke længere uden videre betragter sig som en del af et samfund, men som enkeltvæsen. Dette er blot en generel betragtning. Vi har gjort os til enkeltstående individer, der arbejder som sådan i et samfund hvis fundament, der skulle bygge på samfærdsel, er brudt sammen.

Velfærden har ikke medført større sammenhæng og social adfærd, tværtimod. Den har ført til dyb splittelse og medvirket til en dybt forvrænget social adfærd der nu grunder sig i princippet om at enhver er sig selv nærmest i stedet for det faktum, at vi er sammen, endskønt dette faktum er urokkeligt.

Jeg tror vi er mange som er helt enige om at mennesket er forbløffende kreativt og i stand til at overgå sig selv til enhver tid. Vi er også enige om at vi gerne vil. Vi gider godt, vi brænder faktisk efter at handle og gøre nytte, for sjov og for alvor. At være kreativ er ikke noget vi gør – at være kreativ er noget vi er. At være sammen i og om denne kreative udfoldelse på den ene eller den anden måde er som jeg sagde før er også noget vi er. Forfatteren er måske alene når han skriver en bog – men han bliver samfundsborger i et fællesskab selvsamme sekund nogen læser hans bog.

Hvor ligger så hunden begravet? Stadigvæk efter min mening lige præcist der, hvor vi lægger ansvaret fra os over på staten – når vi føler os trængende eller hjælpeløse. Vi må, hvilket jeg er temmelig sikker på, at mange af os kan være enige om, selv tage ansvaret for vores liv.

Men – da vi nu engang har lagt ansvaret fra os – hvad så? Skal vi lade det fortsætte som det er og til dels fortvivlet, til dels kampberedte til tænderne, slås om de største bidder af lagkagen idet vi udfolder vores kreativitet udelukkende til eget bedste? Hvilket, kære medborgere, er hvad mange af os gør nu – definitivt – idet vi dybest set overlader ansvaret for vore handlinger til staten, som er en for de fleste temmelig udefinerlig størrelse. Eller skal vi selv tage ansvaret for den velfærd og samfærdsel, som vi alle påstår at ønske og som vi under alle omstændigheder siden tidernes begyndelse har været en del af?

I øjeblikket har vi rent anarki i dette samfund. Det er ikke hvad vi kalder det, men det er sådan rent faktisk. Der er mange mennesker som er travlt optagede af at arbejde med at reparere de skader som et anarkistisk samfund påfører sine borgere, fysiske såvel som psykiske skader. Skaderne der startede da fundamentet begyndte at krakelere. Disse mennesker kalder sig socialarbejdere, og det er de da også. Men udfører de kreativt socialt arbejde? Arbejder de for velfærd? Udfører de arbejde som medfører sund udvikling af samfundet? Nej, de reparerer skader, ikke andet. Hæren af os, som efter bedste evne søger at udbedre de skader, dette samfund påfører sig selv, vokser – og samtidig vokser skaderne. Vi har lagt ansvaret fra os, vi, den enkelte og alle, og det gør ondt.

Den virksomhed der altovervejende finder sted i øjeblikket og accelererer fra sekund til sekund, kalder jeg voldelig og tvangspræget. Den er ikke sund og menneskelig. Ingen, lige fra erhvervstoppen over alle mellemgrupperne til bundskraberen, har det godt. Alle vil det bedste men ingen ved hvad det er mere. Vi skraber til os på grund af tvang, vold – eller lægger os til at dø i opgivelse pga. samme tvang og vold.

Det er os fra bredden eller midten, kald det hvad I vil, som initiativet til oprør må komme fra. Nu som før og altid. Vi er de fleste. Hvis ikke dette oprør skal føre til endnu mere anarki og uhensigtsmæssig, asocial adfærd, må der ske en ændring på de basale områder, hvor mulighederne ligger i et samfund som vores, der svømmer i overflod af midler, som sagt ovenfor.

Vi har aldrig tidligere været så rigt et samfund som vi er nu. Vi, som er dette samfund. Samfundet er ikke først og fremmest dem, som vi lader repræsentere os. Samfundet er til enhver tid alle de borgere som lever og ånder her i verden, som samlet helhed betragtet samt i enkeltstater og som enkeltindivider. Det til trods overlader vi myndigheden til vore folkevalgte. Regeringen har kun den myndighed som vi ønsker den skal have og skal kun udføre de opgaver vi ønsker den skal udføre. Og regeringen skal konstant konferere med de mennesker, den formodes at repræsentere. Dette sker ikke. Når vi lader dette passere – lægger vi ansvaret fra os. Når vi ikke lader det passere – tager vi ansvaret på os.

Det basale, naturlige, udgangspunkt for en umiddelbar ændring af de usunde tiltag som tvinger folks kreativitet i bestemte retninger nu om dage, er naturligvis borgerløn. Mit, alles, eneste problem, er og har altid været, de nødvendige penge. Hvor skal de komme fra? Hvad skal jeg gøre for at k
omme i besiddelse af dem? Helt indlysende det eneste problem mennesket nogensinde har haft – siden dengang penge hed naturalier. Vi skal leve, vi skal overleve, vi skal have det så godt som muligt.

Jeg har de senere dage, mens jeg har fulgt debatten her, overvejet for og imod denne basisydelse, som jeg foretrækker at kalde det i stedet for borgerløn, hvilket udtryk jeg ikke bryder mig om, og hver gang ender jeg med at foreslå det indlysende: Giv hver eneste borger over atten år i dette land en pose penge, han kan leve for, syg såvel som rask borger, den åbenlyst aktive såvel som den mindre åbenlyst aktive – og lad ham så gøre hvad han vil. Vi har pengene – og efter basisydelsen indførelse vil vi komme til at lave så mange desto flere, producere så meget desto mere, at folk vil måbe af overraskelse.

Jeg er ikke i tvivl om at der ville ske umiddelbare mirakler. Når man deler den kage, man har bagt i fællesskab, fordi man er sulten og ikke kan lade være, i stedet for at slås om den, når man giver hinanden lov til at fungere efter lyst og behov, sker der mirakler. De, der vil have mere kage end der allerede er på fadet, er fri til at bage en til idet de dog selv må skaffe sig melet og gæren. Jeg er gået udenfor for at lege, for jeg er mæt.

Når den styring der foregår i et samfund udelukkende drejer sig om at få trafikken til at glide så glat som muligt med så få ulykker som muligt, kan man begynde at tale om frihed, en frihed, som ikke har været praktiseret i dette land nogensinde, men som alle giver udtryk for at ønske. Vi har muligheden nu. Alle er nu som før interesserede i at hjælpe med til at få dækket alles basale behov. Det er ikke problemet her.

Jeg taler som insider, der har været samfundsborger i DK hele mit voksenliv, indtil nu en menneskealder. Jeg har afprøvet så godt som alle de muligheder der findes i dette land for fri udfoldelse. Tingen er blot at jeg aldrig har været eller følt mig spor fri. Jeg har været underlagt tvang hele vejen igennem – nøjagtig ligesom alle andre her. Det bliver ikke bedre af at jeg selv har været med til at påføre mig og andre denne tvang. Det forklarer intet, det opklarer intet, det medfører ingen ændring at jeg tilstår min skyld.

Tingenes tilstand må og skal ændres nu, hvor de økonomiske muligheder ligger lige for. Vi kan ikke længere leve et liv på skyld og vold og tvang. Rigets tilstand er meget sørgelig. Hvad skulle det gavne at fortsat hævde principperne om lige ret og lige pligt – når kun det sidste gør sig gældende? Meget få – om nogen overhovedet – tænker på andet end på så tilnærmelsesvist pligtopfyldende og samfundsgavnlig en måde som muligt at rage den næste krone til afdraget på bilen, konen, børnene og villaen, til sig.

Hvordan kan tvungen adfærd være pligtopfyldende og samfundsgavnlig? Vi arbejder under dække og påskud om at tjene samfundet, alle vi arbejdsduelige, høj såvel som lav, i de bedste hensigter, men desværre med forfærdelige konsekvenser til følge. For vi arbejder kun sjældent af lyst og med hjertet. Vi er tvangsarbejdere.

Dette være sagt af en person, som arbejder af lyst og af nød – i dette øjeblik på dette sted – men hvor ville jeg gerne være i stand til kun at arbejde af lyst og på grundlag af mine umiddelbare livsbehov.

Den eksisterende samfundsorden har spillet sit sidste kort ud. Ingen kan redde den mere. Hvis vi vil have en ny samfundsorden – vi som taler i helheder, taler om global samfærdsel og velfærd, vi som tænker holistisk – så kunne vi passende begynde med os selv.

Lad os se at få gjort noget effektivt med hensyn til at få indført denne hårdt tiltrængte basisydelse. Vi som har idéerne, vi som har midlerne, vi som har råd. Hvordan skal vi nogensinde kunne yde noget til fremme af en ny global samfundsorden, når vi underlægger os vor egen selvbestaltede tvangsprægning?

Derefter kan vi stille og roligt arbejde med og for os selv og hinanden og få fordelt arbejdsbyrderne samt de allerede eksisterende fælles goder mere hensigtsmæssigt end det sker nu.

Med venlig hilsen

Lene Schwabe

27. marts

Arbejdsløshedsindustrien

Du starter dit indlæg med at mene at befolkningen er opdelt i to grupper. Dem på lønarbejde, selverhvervene og de som er på en eller anden overførselsindkomst. Jeg kan tilføje at af den del af befolkningen som er på lønarbejde og selverhvervene er en stigende del mere eller mindre medvirkende til at den anden halvdel er på overførselsindkomst. Jeg tænker på det begreb der i folkemunde kaldes.

Tænk på hvor mange der lever af at servicere, passe på administrerer alle os på overførselsindkomst.

Før vi kan gennemføre indførelsen af en borgerløn, som vel af mange opfattes som det nærmeste man kan komme socialisme, skal vi hver især gøre op med en masse fordomme om hvad frihed er for en størrelse. Friheden til at være noget for hinanden, friheden til at leve af andres begrænsninger, friheden til at udbytte sine medmennesker. Vi må ha igangsat et bevidsthedsskred. Den igangværende krig er et godt udgangspunkt på makroplanet for at debattere, hvad vi er for hinanden.

På det nationale plan er kommunerne begyndt at udlicitere administrationen af nogen andre på overførselsindkomst.

PÅ makroplanet er allierede allerede begyndt at udlicitere opgaver af “humanitær og genopbygnings art”.

Hele tankegodset fra forrige årtusinde bliver tilsyneladende gentaget under forgivende af forandring til mere demokrati i verden.

Jeg tror desværre vi stadig lever i en middelalderlig tænkemåde om magt og del og hersk og fordeling af hinanden og verdens ressourcer, både i det nære og i den globale verden.

Hvis vi i Danmark skal ha indført borgerløn, og måske være rollemodel for andre mindre og større samfund, skal vi omdefinere en masse meget indarvede begreber om administration og bistand, det at behandle, genopbygge etc. Både i mental og i fysisk forstand.

Der skal et paradigmeskift til i vore følelser, vores hjerne vores sprogopfattelse, værdigrundlag og i verdensopfattelsen til før vi med rette kan sige til os selv. Jeg er til. Jeg er til for det samfund jeg lever i. Jeg er til for mine medmennesker. Jeg er noget for den helhed jeg består af, derfor er jeg lisssom alle andre berettiget til at modtage en borgerløn, hvis jeg ikke har en defineret vare jeg kan få afsat på et marked.

Nils Kristensen

30. marts

De 4 oplæg/Ideer til Borgerløn

Jeg følger med megen stor interesse borgerlønbevægelsen og de 4 opstillinger er ret interesante at studere. Den model jeg syntes bedst om er nr. 4 og de 3 andre indeholder mange gode ideer der måske kan justeres med ind i nr. 4 modellen.

Jeg ser frem til at der kommer en mere og endegyldig form her på. (For en sådan kommer vel?)

Jeg kan kun gå stærkt ind for at der indføres en Borgerløn (eller hvad den nu måtte blive kaldt for. (Basisløn er jo også en god betegnelse som andre har nævnt den kunne hedde.)

Jeg vil fortsat følge udviklingen og ser frem til at der bliver indført noget sådan her i Danmark.

Hilsen

Per C.

www.depweb.dk

Per Christensen

30. marts

Borgerløn er gammel sur vin på nye flasker

Borgerløn hedder den “nye” og “revolutionerende” idé der skal fjerne administrationen af overførselsindkomster. I virkeligheden er det ikke andet en gammel sur Rosenborg-vin på nye flasker. Op igennem 70’erne og 80’erne fungerede bistandshjælp og arbejdsløshedsdagpenge defacto som en borgelønsordning: Man meldte sig arbejdsløs og så stemplede man én gang om måneden og modtog penge fra kommunen eller A-Kassen. Ingen aktivering, ingen krav til arbejdsløse af nogen art. Det blev Hørsholm kommune for meget, så de sendte de “stakkels” unge arbejdsløse på strandrensning og hokus pokus filihankat: Så var der ikke flere unge arbejdsløse i kommunen, så havde de unge lige pludselig ik
ke noget problem med at skaffe et arbejde. Da dagpengene blev halveret for unge under 25 år blev arbejdsløsheden med ét trylleslag også halveret. Næsten alle der står foran at falde ud af dagpengesystemet fordi de har været arbejdsløse for længe finder næsten alle et arbejde inden de falder ud.

Udenfor Danmarks grænser kender man borgerløn fra Kuwait, hvor alle borgerne får borgerløn, uanset om de laver noget eller ej, så de fleste sidder på den flade og æder dadler dagen lang mens fremmedarbejdere der udgør 2/3 af landets befolkning får lov til at knokle.

Her i landet udtaler Erik Bonnerup, formanden for integrationsministeriets integrationstænketank at mange af de fremmede der søger asyl i Danmark kommer fra lande, “hvor det ikke regnes for særligt fint at arbejde”. Det forklarer hvorfor Minoritetspartiet er så glade for borgerløn.

Danmark har ikke store oliereserver der kan finansiere at vi sætter os på den flade og laver ingenting, heldigvis for det! Borgerlønen er død som dåsesardin der er over sidste salgsdato.

Jesper Ørsted

30. marts

Et kommende debatforum om borgerløn

Det er rart at se at debatten har været så livlig, og der har været mange gode indlæg. Vi har for tiden nogle planer om at åbne et mere permanent debatforum om borgerløn, formentlig på bevægelsens egen hjemmeside som ligger her:

http://www.basisindkomst.dk

Der vil vi under alle omstændigheder annoncere hvor og hvornår dette forum bliver til virkelighed.

Til Per Christensen vil jeg sige at vi arbejder på en eller flere samlede og gennemarbejdede økonomiske modeller for en borgerlønsreform, men vi kan ikke endnu sætte nogen dato på hvornår de ligger klar. Det er dog helt sikkert noget vi prioriterer højt.

Om det skal hedde borgerløn, basisløn eller basisydelse eller noget helt andet, har vi ikke lagt os fast på.

Venlig hilsen,

Karsten Lieberkind

SE OGSÅ: P1-DEBATTEN OM BORGERLØN

print