Den korrupte rentier kapitalisme I – en præsentation af Guy Standings nye bog

Af Erik Christensen

Dette blog-indlæg er det første af to indlæg om Guy Standings nye bog. Det giver en præsentation af bogen. I et efterfølgende blog-indlæg vil jeg komme nogle refleksioner i forlængelse af bogen.

Den engelske professor i økonomi og arbejdsmarkedsforhold Guy Standing (GS), der i de sidste år er blevet kendt for sine analyser af den nye klasse, prekariatet, har fornylig udgivet en bog: ”The Corruption of Capitalism. Why Rentiers Thrive And Work Does Not Pay” (2016).

Den ligger i forlængelse af hans bøger om prekariatet – ”The Precariat. The new Dangerous Class” (2011) og ”A Precariat Charter. From Denizens til Citizens” (2014) –  og giver en mere omfattende analyse af den nye form for kapitalisme, som har skabt betingelserne for udviklingen af prekariatsklassen. Hvilke grundtræk har den kapitalisme, som i den ene ende har produceret en ekstremt rig lille elite og i den anden ende en ny prekariatsklasse?

Keynes og rentier kapitalens dødskamp

GS betegner den moderne kapitalisme som en rentier kapitalisme. Det sker med henvisning til et berømt citat af den klassiske engelske økonom John Maynard Keynes i hans bog ”General Theory” fra 1936, hvor han betegnede rentieren som ”den funktionsløse investor”, der har opnået en indkomst udelukkende ved ejerskab af kapital og ved at udnytte dens knaphedsværdi. Keynes forudså her, at rentier aspektet ved kapitalismen var en overgangsfase, fordi der ikke er nogen naturlig grund til, at der er knaphed på kapital, på samme måde som der er en naturlig grund til knaphed på jord. Rentier kapitalismen burde derfor forsvinde i fremtiden, når den havde gjort sit arbejde (s. 4-5).

Hvad er rentier kapitalisme?

80 år efter må man konkludere, at det langtfra er gået som Keynes forventede. Rentieren er ikke død, tværtimod er rentierne hovedmodtagere af indkomst i det nuværende kapitalistiske indkomstfordelingssystem.

En rentier i dag er en person, som modtager indkomst fra besiddelse af aktiver i modsætning til at få indkomst fra lønarbejde. Man kan modtage renteindkomst fra alle former for ejerskab og kontrol af aktiver, som er knappe naturligt eller kunstigt skabt. (s. 3-5) Det drejer sig om jord, ejendom, mineral ressourcer, intellektuel ejendom, indkomst fra regeringssubsidier eller forskellige former for finansielle transaktioner og investeringer.

Det, der er sket er, er at rentier aspektet ved kapitalismen i de sidste 30 år er vokset svulstagtigt. Allerede i 1985 udgjorde finanssektoren (banker, ejendomsadministration, forsikring, reklame) i USA mere end fremstillingsvirksomhed af BNP, og det anslås at kriteriet for en rentier økonomi er, når 40% af indkomsten kommer fra forskellige former for renter (s. 24). En rentier stat er derfor en stat, hvis institutioner og politikere favoriserer rentiernes interesse. Det er baggrunden for undertitlen på GS’s bog:  ”Why rentiers thrive and work does not pay”.

Det giver GS anledning til at kalde den periode, vi lever i den anden ”Gilded Age” (”den forgyldte tidsalder”, et udtryk som Mark Twain bl.a. brugte i en satirisk novelle).  I dag oplever man en accelererende ulighed. Således ejede 62 personer i 2015 ligeså meget som den fattigste halvdel af menneskeheden. I 2010 var det 388 personer (s. 2). Den første ”Gilded Age” var en periode i USA’ historie, de sidste tre årtier af det 19. Århundrede og det første årti af det 20. Århundrede, hvor røvere, baroner og finansfolk akkumulerede penge, og hvor man oplevede en svimlende rigdom sammen med fattigdom og klassekamp (s. 6-7 og 26).

Ændringen af det 20.århundredes velfærdsstatslige indkomstfordelingssystem

Hvor GS i sin tidligere prekariats-analyse især fokuserede på den afregulering af arbejdsmarkederne som følge af fleksibilisering af lønarbejdet, der var sket siden begyndelsen af 1980’erne, udvider han nu analysen og taler om, at det 20. århundredes velfærdsstatslige indkomstfordelingssystem, som man havde fra 1945 til midt i 1970erne, nu er blevet radikalt forandret.

I den periode var andelen af indkomst der gik til kapital (profit) og til arbejde (lønninger og andre sociale goder) næsten stabilt. Der eksisterede en stabil strukturel ulighed mellem dem i fast arbejde og dem uden for arbejdsmarkedet støttet af velfærdsstaten. Dette indkomstfordelingssystem kunne i Vesteuropa kun eksistere på grund af den organiserede socialdemokratiske arbejderklasses og fagforeningernes styrke. Det blev langsomt ændret i løbet af 1980’erne ved at arbejdsmarkederne blev mere fleksible, kapitalen blev stærkere, og socialdemokratierne og fagbevægelsen blev svækket og mere højreorienterede i en accept af neoliberalismen.

Sammenbruddet af velfærdsstatens indkomstfordelingssystem og fremvæksten af et nyt indkomstfordelingssystem under rentier kapitalismen viser sig ved fremkomsten af nogle nye økonomiske sammenhænge i rentier kapitalismen.

Nye økonomiske sammenhænge i rentier kapitalismen (s. 29-32)

Tidligere førte højere produktivitet til højere lønninger i det velfærdsstatslige indkomstfordelingssystem. I USA er reallønnen stagneret over tre årtier, mens produktiviteten er steget stødt. Der er sket et brud i forbindelsen mellem produktivitet og reallønsvækst. Det gælder også i andre industrialiserede lande

For det andet var en stigende beskæftigelse normalt forbundet med voksende lønninger. I dag stagnerer eller falder lønningerne, når beskæftigelsen stiger. Det er en tendens, man kan observere i flere industrialiserede lande.

Dernæst plejede statens skatteprovenu at stige, når beskæftigelsen steg. I dag falder skatteprovenuet, når beskæftigelsen er steget i England, fordi et stigende andel i beskæftigelse ikke tjener tilstrækkelig til at betale skat.

I dag fører stigende virksomhedsprofitter ikke til højere gennemsnitlige lønninger, fordi profitterne er koncentreret til få firmaer, som ikke beskæftiger mange mennesker. Der er altså en svækket forbindelse mellem profitter, beskæftigelse og lønninger.

Endelig er gennemsnitsreallønnen stagneret i det meste af Europa, mens arbejdsomkostningerne pr. produceret enhed er steget. Arbejdsomkostningerne for hver produceret output var meget højere i 2015 end i 2000 i England og Tyskland.

Disse nye sammenhænge har betydet, at teorien om Phillips-kurven, som siger at der er en sammenhæng mellem ændringer i arbejdsløsheden og løn- og prisinflationen, forstået på den måde at en faldende arbejdsløshed skulle sætte et opadgående pres på lønninger og priser, er blevet undergravet af den globale fleksible arbejdsproces (s.32-33).

Væksten i profitter og uligheden ligner den som skete tidligt i det 20. Århundrede, da finanskapitalen dominerende, men nu med den forskel, at da steg reallønnen også i USA. Nu falder den, og det er ikke, hvad man skulle forvente i et frit marked. Og mere vigtigt er, at der er kommet stigende lønforskelle inden for virksomhederne og mellem virksomhederne. Det afspejler den stigende dominans af en lille gruppe store virksomheder, hvor få virksomheder har været i stand til at udtrække en væsentlig del af renteindkomsterne.

De store tabere er især prekariatet, som arbejder i kortids- og deltidsjob og ingen beskyttelse har. De mærker det særlig hårdt fordi deres indkomst består af pengeløn og de må udføre meget uformelt arbejde for at få et lønarbejde (”work-for-labour”).

Hvorledes er rentier kapitalismen opstået?

GS gør opmærksom på, at de træk, der har skabt rentier kapitalismen er nogle træk ved kapitalismen, som hele tiden har eksisteret, men som først i de seneste år er kommet til fuld udfoldelse og har ændret de nævnte økonomiske sammenhænge.

Ændringerne i den globale institutionelle arkitektur for kapitalismen

Når rentier kapitalismen har kunnet blomstre i de seneste år skyldes det først og fremmest ændringerne i hele den globale institutionelle arkitektur for kapitalismen (s. 41-83).  Denne arkitektur blev skabt efter 2. Verdenskrig med Bretton Woods systemet, ILO, Verdensbanken og IMF. I 1980’erne og 90’erne blev systemet udbygget, så det specielt støttede op om rentierkapitalismen igennem udviklingen af WTO og World Intellectual Property Organisation (WIPO). GS gør opmærksom på, at WIPO i dag er meget større og mere betydningsfuld end WTO siden TRIPS aftalen i 1994 om intellektuel ejendomsret. Siden 1995 er intellektuel ejendomsret blevet den primære kilde til renteindkomst igennem patenter, varemærker, copyright og design rettigheder. I dag står den vidensintensive industri for over 30 % af det globale output.  Derfor har den internationale kapital så store interesser i at få gennemført internationale handelsaftaler som Transatlantic Trade and Investment Partnership ( TTIP) og Trans-Pacifik Partnership (TPP), der beskytter deres rentier interesser.

I disse aftaler er Investor-State-Dispute-Setlement (ISDS) processer vigtige, fordi de reducerer risikoen for profitter og sikrer indkomst for en særlig gruppe ved at beskytte fremmede virksomheder imod regeringer og give dem eksklusiv ret til at trække indkomst ud.

Subsidiering af kapitalismen

Det andet træk, som har forstærket rentier aspektet ved kapitalismen, er, at forskellige former for subsidiering af kapitalen er blevet meget mere udbredt (s. 85-133). Det drejer sig om subsider til ejere af jord, ejendom, rettigheder til naturressourcer, intellektuel ejendomsret og finansielle aktiver. Det giver bestemte grupper en ekstra renteindkomst, som ikke er opnået ved hårdt arbejde.

GS anslår (s. 85) at subsider af alle arter tæller for over 6 % af BNP i de fleste rige lande. Det kan have form af direkte støtte, pris- eller omkostningsreduktioner eller skattebegunstigelser der alle er givet for at opmuntre en bestemt type af adfærd. Nogle vil ud fra et økonomisk synspunkt være retfærdiggjorte med, at de kompenserer for eksternaliteter eller fremmer en økologisk omstilling. Det gælder dog ikke de fleste. Det medfører blandt andet, at 90% af eksporten fra de fattigste lande må konkurrere med subsidierede varer fra de rigere lande.

Den stigende gældsbyrde

Det tredje træk, der har styrket rentier kapitalismen er at gældens tyngde er blevet større, således er den globale gæld både offentlig og privat steget. I 2014 var den globale gæld lig med næsten tre gange den globale indkomst. Det er sket ved, at de gamle gældformer er udvidet og nye former er skabt. Rentier kapitalismen bygger på, at få mennesker til at bruge mere end de har råd til, og den elsker gæld, fordi indehaverne af de forskellige aktiver lever af renterne af gælden. Man holder lønningerne nede samtidig med at forbruget bliver fremmet ved at skabe lette kreditformer, og dem med de laveste indkomster har den højeste gæld og står over for de højeste renter.

Fælleders (commons) privatisering og udplyndring

Det fjerde træk, der har styrket rentier kapitalismen er den intensiverede udplyndring af de forskellige former for fælleder, der er blevet kommercialiseret og privatiseret (s. 235-207). Det danske ord fælled betyder oprindeligt den fælles jord, som henligger udyrket og brugtes som græsgang. I nyere tid er fælledbegrebet udvidet til også at omfatte en lang række forskellige fællesressourcer. Det gælder både civile (f.eks. juridisk rådgivning og hjælp), sociale (samfundets infrastruktur, sundhedsvæsen og sociale service), kulturelle (sport, massemedier, biblioteker, kunstgallerier, museer, koncertsale) og intellektuelle fælleder (ideer og information).

GS gør i den forbindelse opmærksom på to oversete teorier i den klassiske nationaløkonomi, som er relevant for diskussionen af fælleders forsvarlige forvaltning: Den første er blevet kaldt “Lauderdale Paradox” formuleret af Earl of Lauderdale i 1804, der fastslog, at den private rigdom øges, men den offentlige rigdom aftager, når der ved privat ejerskab kunstigt skabes en knaphed på aktiver som f.eks. jord og huse, således at der var mindre tilbage for alle andre og fællesskabet (s. 170).

I den moderne kapitalisme er knaphed tit ikke naturlig, men kunstigt skabt. Man ser det, når man monopoliserer ejerskab eller kontrol, køber en vare for videresalg, eller holder en vare tilbage fra markedet for at tvinge prisen op. Man har historisk set det, når man forsøger at privatisere, indhegne eller varegøre fælleder, hvilket skaber en privat renteindkomst.

Den anden centrale teori vedrørende forvaltning af fællederne, GS nævner, er Hartwicks regel fra 1977 opkaldt efter den engelske økonom, John Hartwick (s. 170). Den fortæller noget om, hvorledes man skal sikre en retfærdighed mellem de nuværende og de fremtidige generationer i udbyttet af samfundets fælleder. Det betyder, at samfundet må investere dele af renteindkomsten fra udvinding og brug af de udtømmelige og knappe naturressourcer, således at fremtidige generationer kan få den samme fordel som de nuværende generationer.

Denne regel er blevet brudt af den engelske regering i forvaltning af oliereserverne i Nordsøen. Her bliver en stor rente overført til en lille elite, hvor man burde have fulgt Norges eksempel og skabt en suveræn statslig investeringsfond, oliefonden.

Fællederne er efter GS’s opfattelse vores kollektive arv. Privatisering er derfor en form for tyveri, en form for korruption der er skabt for at skabe en renteindkomst fra nyskabte ”ejendomsrettigheder” for en lille gruppe.

De nye digitale platforme

Et femte træk ved fremvæksten af rentier kapitalismen hænger sammen med digitaliseringen (s. 209-240). På internettet er der skabt mange nye digitale platforme. GS kalder det rentier platforme, der for manges vedkommende er skabt eller opkøbt af forskellige dele af finanskapitalen, hvor man deler tjenester. GS taler derfor også om platformskapitalisme. Det er ”tasking platforms” – online markedspladser, hvor man forener købere og sælgere af mange forskellige ting. Ejerne af disse platforme tjener penge ved at opkræve et gebyr (ofte omkring 10- 20 %) for denne formidling.

Af mange bliver det kaldt den nye deleøkonomi og bliver prist og budt velkommen, fordi det forbedrer økonomiens effektivitet ved øget brug af underbrugte aktiver. For GS at se er det en misforståelse at kalde det deleøkonomi, fordi der herved er skabt en gruppe af arbejdskraftmæglere og et nyt prekariat. Desuden er mange platforme ejet af dele af finanskapitalen, som kontrollerer det teknologiske apparat. De ejer ikke produktionsmidlerne, men er snarere arbejdsmæglere, en ny gruppe af rentier, som tjener en masse på at gøre relativ lidt.

Det betyder en øget varegørelse af arbejdskraften ved en opsplitning i mindre og billigere dele. Samtidig konverterer det også nogle former for lønnet arbejde til ulønnet arbejde.  De nye løst ansatte opgavevaretagere (”taskere”) må selv påtage sig mange former for uformelt arbejde, som før var blevet lønnet i de tilsvarende almindelige job (”work-for-labour”). Det uformelle arbejde skaber derved renteindkomst, for dem som kontrollerer teknologierne.

De nye jobs på de digitale platforme er meget forskellige. Nogle er knyttet til servicesektoren (f.eks. taxa, rengøring, levering af varer), andre er ”cloud labour” (opgaver på freelance platforme) og endelig er der forskellige former for vikararbejde, hvor der ofte er en egentlig arbejdskontrakt. Men fælles for mange typer af prekariatets nye arbejde er, at det indebærer en demontering af faglige standarder, etik, beskyttelse samt selvregulering.

Demokratiets korrumpering

Alle de tidligere nævnte årsager til udviklingen af rentier kapitalismen kunne ikke have fået lov til at virke, hvis de moderne såkaldte demokratiske stater ikke var blevet korrumperet af magtfulde kapitalistiske rentier interesser (s. 241-278). I alle vestlige lande er der mere eller mindre udviklet en institutionel struktur og klientistisk praksis, hvor de mest magtfulde rentier grupper har kunnet påvirke politikken i en for dem favorabel retning. GS bruger derfor udtrykket ”crony capitalisme”

Det har ikke kunnet lade sig gøre uden erobringen af et økonomisk ideologisk hegemoni. Her peger GS på, hvorledes hele den gruppe af liberale økonomer, der i 1947 skabte Mont Pelerin Society med Milton Fridman og Friderich Hayek i spidsen, har haft afgørende betydning for uddannelsen af mange toneangivende, nobelprisvindende liberale økonomer fra Chicago University. Deres økonomiforståelse har i høj grad påvirket den økonomiske forståelse i de mange internationale økonomiske organisationer.

Medvirkeende til skabelsen af det ideologiske og politiske hegemoni har været at socialdemokratierne i den vestlige verden næsten uden undtagelse har tilsluttet sig den dominerende neo-liberale forståelse af økonomien. Dertil har man set udbredelsen af den tradition, som har eksisteret længe i USA, med en udbredt cirkulation af personer på fremtrædende poster mellem det politiske og finansielle liv. GS kalder det en ”Goldmansachism”, fordi mange fremtrædende direktører fra Goldman Sachs har opnået fremtrædende politiske poster, og omvendt er mange tidligere politikere indtrådt som konsulenter i dette finanshus efter de har forladt politik (som den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon)

Rentier kapitalismens fem løgne

Den første løgn siger, at den globale kapitalisme basere sig på frie markeder (s. 81). Set i forhold til den institutionelle struktur med intellektuelle ejendomsretsregler, udvikling af globale risiko-forsikringssystem og plutokratiets evne til at hente renteindkomster i ”crony capitalism” (venskabskapitalisme), er systemet det mest ufrie system i historien. GS gør samtidig op med dem der taler om post-kapitalismen. Kapitalismen er tværtimod på vej til en udvidet varegørelse af ideer, viden og information.

Systemets anden løgn er, at man i forsvaret for de intellektuelle ejendomsrettigheder, siger at de opmuntrer og belønner folk der tager en risiko (s.81). Mange patenterede opfindelser bygger på offentlig støttet forskning, og reglerne for modtagelse af livslange rente-gevinster fra patenter, strider imod den frie markedslogik.

Den tredje løgn om rentier kapitalismen er, at den institutionelle struktur for den globale kapitalisme er gavnlig for den økonomiske vækst (s. 81-82). Men ifølge forskningen er der ingen evidens for denne påstand. Den har snarere hindret væksten og gjort den mindre bæredygtig. Den har snarere været god til at opsuge indkomster til et plutokrati. Intet af det ville være sket, hvis der havde været et reelt frit marked og stærke demokratiske systemer.

Den fjerde løgn er påstanden om, at profitten afspejler den ledelsesmæssige effektivitet og belønning for risikotagning (s.133). Væksten i andelen af indkomsten, der går til profitten afspejler snarere væksten i de statslige subsider, og effekten af uligheden. Den forøgede profitandel er væsentlig gået til dem, der modtager renteindkomster, der er forbundet med finansielle aktiver. Det har ikke noget at gøre med vækst i den ledelsesmæssige effektivitet og forøget risiko ved investering.

Den femte løgn om rentier kapitalismen hænger sammen med tendensen til at indkomsten fra formelt arbejde (labour) falder for mennesker i og omkring prekariatet, mens renteindkomsterne stiger hurtigt. Det betyder, at påstanden om at lønarbejde er den bedste vej ud af fattigdommen i rentier kapitalismen er falsk (s. 238-240).

Prekariatets revolte og omridset af et nyt indkomstfordelingssystem

Det kapitalistiske rentiersystem er uretfærdigt men også ustabilt, hvorfor GS ser forskellige omrids af en igangværende revolte (279-319).

Hvem bliver ledere af denne revolte? For GS at se kan det ikke blive andet end den nye klasse, prekariatet, fordi den er den mest udsatte gruppe under rentier kapitalismen. Den har forandringspotentialet på grund af sin strukturelle placering og vækst, og fordi den har alt at vinde intet at tabe (f.eks. karriere) andet end sin usikkerhed. Nogle mener, at den gamle arbejderklasse stadig er den aktør, som kan omstyrte eller ændre kapitalismen. GS ser den som svækket og tilbageskuende. De er bundet til lønarbejds-ideologien (”labourismen”) og holder fast ved 19. århundredes løsninger på det 21. århundredes problemer.

En forudsætning for skabelsen af en ny bevægelse imod det kapitaliske rentier system er at det gamle forståelsessystem, det neo-liberale paradigme er faldet sammen, så der bliver plads til et nyt paradigme, som kan lede en ny strategi. I en revolte er det aldrig nok at være imod et system at nedbryde systemets forståelsesformer. Det er også nødvendigt at være konstruktiv, at have utopiske ambitioner, at kunne opstille alternativer. Der skal være en følelse af enhed om nogle fælles synspunkter, en fælles forståelse af uretfærdigheder, uligheder og mangel på bæredygtighed ved det eksisterende system samt en klar vision for gennemførlige mål. Et nyt paradigme må artikuleres og formidles for at der kan opnås succes. I dag befinder man sig i en situation, hvor et nyt fremspirende paradigme er ved at tage form.

I dag er fjenden ikke arbejdsgiveren, som det var for den gamle arbejderbevægelsen, men staten, der repræsenterer den globale finans- og rentierklasse.

Nye sociale bevægelser gennemgår normalt fire faser (s. 292). Den første er den primitive rebel-fase, som viste sig i Occupy-bevægelsen og protestbevægelserne i Spanien, Grækenland og Italien. Den anden fase er anerkendelsesfasen, hvor folk i prekariatet erkender, at de har meget til fælles og er ved at blive en klasse. Den bliver efterfulgt af en repræsentationsfase, hvor prekariatets interesser begynder at repræsenteres i forskellige institutioner. Herefter følger den sidste fase, kampen for omfordeling, et nyt indkomstfordelingssystem. GS mener, at fra 2015 var man nået til repræsentations- og omfordelingsfasen.

Målet i omfordelingskampen er at virkeliggøre Keynes gamle mål om at give rentier kapitalen aktiv dødshjælp. Der må konstrueres et nyt indkomstfordelingssystem, således at dele af de stigende renteindkomster, der nu tilfalder rentier klassen, kanaliseres over til prekariatet og lønmodtagerklassen i bred forstand. I fremtiden kan man ikke forvente at den snævre lønindkomst stiger, hvorfor hovedkampen bliver en politisk kamp for at begrænse og omfordele store dele af renteindkomsten til den brede lønmodtagerklasse. Det betyder, at den snævre lønkamp med arbejdsgiverne mister betydning.

Hvor arbejderbevægelsens kamp oprindelig angik kontrollen med produktionsmidlerne, ser GS den af prekariatet ledede kamp for et nyt indkomstfordelingssystem meget bredere. Det centrale er at reducere uligheden af de centrale aktiver og ressourcer, fjerne den indkomstmæssige usikkerhed og fremme en bæredygtig udvikling.

For det første er det centralt at skabe en institutionel struktur, der fjerne nogle renteindkomster, reducerer andre og endelig omfordeler nogle tredje til nye demokratiske fonde.

For det andet er det centralt at genskabe de forskellige fælleder i forskellige offentlige organisationsformer og sikre at renteindtægterne fra disse tilfalder fællesskabet. Fællederne er grundlaget for det nye indkomstfordelingssystem.

Nogle af de renteindkomster, der skal fjernes er dem, som er skabt igennem statslige subsidier. Her foreslår GS at man skaber en national kommission for eliminering af subsider, og med hensyn til de fonde, der støtter politiske partier og deres valgkampe foreslås en total afskaffelse, således at det politiske liv ikke kan købes og manipuleres af kapitalinteresser.

Den intellektuelle ejendomsret er i dag den primære ressource for renteindkomsten. Ejerskabet af patenter må ændres ved f.eks. at forkorte beskyttelsesperioden. Desuden kan der pålægges afgifter på dette områder, der kan indgå i en statslig investeringsfond.

Med hensyn til regulering af digitale platforme og de renteindkomster, der udledes heraf, foreslår GS, en regulering af arbejdskraftmæglerne: At de registreres, at der laves kodex for god praksis og at de beskattes for deres arbejdsformidling. Samtidig er det vigtigt at opgavetagernes (”taskers”), prekariatets forhandlingskapacitet styrkes og sikres en minimal social beskyttelse.

Demokratiske statslige investeringsfonde og et basisindkomstssystem byggende på sociale dividender herfra

Efter GS’s opfattelse bør der være to piller i det nye indkomstfordelingssystem: En uafhængig demokratisk styret og klart gennemskuelig statslig investeringsfond (s. 303-308) og et udviklet basisindkomstssystem byggende på sociale dividender fra denne fond (308-311).

Forbilledet for en sådan fond er den statslige fond, man kender i Alaska, Alaska Permanent Fund og den norske oliefond, Statens Pensjonsfond Utland, hvor man opsamler renteindkomster fra naturressourcer, og i Alaska uddeler dividender til alle borgere hvert år. Indtægterne til en sådan fond vil komme fra forskellige kilder f.eks. 10% af profitten fra udviklingen af naturressourcer, jordskatter, afgifter fra intellektuel ejendomsret og møntningsgevinsten, når nationalbanken (staten) overtager pengeskabelsen

Den anden store pille i det nye indkomstfordelingssystem er et basisindkomstssystem, der bør indrettes som et socialt dividende system, hvor den uafhængige statslige investeringsfond løbende udbetaler dividender til samtlige borgere af den indsamlede formue. For at undgå politiske manipulationer, skal dividendesystemet overvåges af en uafhængig kommission, der bliver udpeget demokratisk ligesom nationalbankens pengepolitiske komite.

Når basisindkomsten har form af en social dividende kommer man ud over et af de hyppigste argumenter imod basisindkomst, reciprocitetsargumentet, at man for at modtage en statslig ydelse, skal yde noget til gengæld. Fonden ses som en national kollektiv arv, der er opbygget igennem generationer, og udbetalingen af dividender ses som en løbende udlodning af denne arv, hvortil man naturligvis ikke er forpligtet til at yde noget til gengæld.

Det er bemærkelsesværdigt, at GS går imod det populære argument for basisindkomst, som siger, at vi må have en basisindkomst på grund af den teknologiske arbejdsløshed, som venter os. Der er ikke en fast mængde af lønarbejde eller uformelt arbejde, der skal gøre (s. 17). Der ser ikke ud til at blive en mangel på arbejde i fremtiden. Den reelle trussel er den teknologi-skabte ulighed, ikke den teknologiske arbejdsløshed. (s. 20) En basisindkomst skal begrundes ud fra rentier kapitalismens ulighed, uretfærdighed og den usikkerhed den skaber for store grupper af mennesker (s. 311).

GS forestiller sig, at man gradvis udfaser det bestående sociale beskyttelsessystem og langsomt erstatter det med udbetalinger af sociale dividender. På længere sigt forestiller han sig et socialt beskyttelsessystem med tre lag (s. 316-317). Det første lag er en social dividende til alle, det næste lag en behovsmæssig ydelse til yderligere leveomkostninger for dem med særlige behov og den tredje komponent vil være et stabiliserings tilskud, der vil afhænge af konjunkturerne, således at det stiger i lavkonjunkturer og bliver reduceret i højkonjunkturer. Derved får det en central stabiliseringsfunktion for hele økonomien. Den eneste betingelse for at modtage en basisindkomst bør være at man forpligter sig til at stemme ved offentlige valg og deltager i et politisk møde om året.  Men det skal vel at mærke kun være en moralsk forpligtelse og ikke en juridisk forpligtelse.

Litteratur:

Guy Standing ,”The Corruption of Capitalism. Why Rentiers Thrive And Work Does Not Pay”, Biteback Publ. Ltd. London (2016).

Se også det efterfølgende indlæg: Den korrupte rentier kapitalisme II – en diskussion af Guy Standings nye bog.

Bragt som blogindlæg på Modkraft 9. oktober 2016.

print