Frihed, borgerløn og sabeltigre

Af Christian O. V. Larsen, 2014.

Vi forestiller os gerne, at vi lever i et frit land. Vi har ytringsfrihed, uddannelsesfrihed, frihed til at tjene penge og gøre med dem hvad vi vil. Men hvis vi nu tænker lidt efter, så er det åbenlyst, at vi mangler den mest indlysende frihed: nemlig arbejdsfrihed.
Det der definerer vores samfund er de ting, som vi lægger vores energi i, dvs. vores menneskelige kreativitet og virkelyst. Vi bygger selv vores samfund, og i et demokratisk land bør vi derfor også eje vores egen arbejdskraft. Men spørgsmålet er, om enhver i dag selv kan bestemme, hvad de gerne vil bruge deres liv, deres tid og deres menneskelige energi på?

I dag lever vi i et samfund, hvor det at tjene penge er den mest grundlæggende bekymring, som enhver forventes at have. Vi forestiller os, at vi må arbejde som besatte for ikke at komme bagud i den internationale konkurrence, og for ikke at ende i rendestenen sammen med tiggerne og taberne. Det vigtigste er, at vi arbejder: som hvad som helst, for hvem som helst, med hvad som helst.

Man skulle jo ellers tro, at vi i vores højteknologiske tidsalder – og i vores paradisiske hjørne af verden, der flyder over med rigdom – havde alle muligheder for et liv i bekymringsløs lediggang. Det er snart mange tusind år siden, at menneskene har knækket overlevelseskoden, og det kræver i dag en minimal arbejdskraft at holde os selv i live og ved godt helbred.

2,5 procent af Danmarks arbejdsstyrke producerer fødevarer til 15 millioner mennesker. Derfor er der tid og overskud til, at alle dem, der ikke er landmænd eller gartnere, kan bygge og befolke sygehuse, veje, kloaker, skoler, teatre og museer. Hele vores kultur bygger på et gigantisk overskud af arbejdskraft. Derfor er der råd til, at så mange kan arbejde fuld tid som børshandlere, kunstnere, sladderjournalister, politikere og telefonsælgere. Så man skulle tro, at vi snart var nået dertil, hvor vi som mennesker var frie til at kunne realisere vores fulde potentiale som tænkende og følende væsener på Jorden.

Men nej, der er masse af fattigdom og elendighed, og de fleste arbejdende mennesker har så travlt, at de ikke har tid til at tænke en ærlig tanke, sætte sig ind i politiske spørgsmål, synge en sang eller være noget for deres børn. Vi har på en eller anden måde fået ordnet det sådan, at det hele ikke er så enkelt endda. Vi har bygget et samfund, hvor vi konkurrerer og slås som hunde om det civilisatoriske overskud, og så vidt jeg kan se, så er det i dag de færreste, der kan bestemme over deres egen tid. Det er en tendens, der går igen på tværs af samfundet. Det gælder ikke kun lærerne og andre arbejdende mennesker – nej, også de studerende og de arbejdsløse skal stå til regnskab for et abstrakt overvågningssystem, som holder dem i ørerne. Det er underligt, at så mange holder fast i, at denne samfundsform er fri. Sandheden er jo, at vi aldrig har fri, hvilket ikke mindst er et demokratisk problem: Få har tid til at tænke på andet end deres egen karriere og opretholdelsen af deres eget liv.

Derfor lever vi i dag ikke længere i et frit samfund. For et frit samfund må være et samfund, hvor man selv bestemmer over sin tid. Eller hvor man er fri til at vælge en beskæftigelse ud fra andre overvejelser end, at der skal mad på bordet.
Vi har svært ved at forestille os, at det kan være anderledes. Det er som om, det ligger dybt i os, at tingene ikke bare kan komme af sig selv. Vi opfører os som om, vi kravlede rundt i en jungle i evig kamp for vores egen overlevelse, i evig frygt for at blive ædt af sabeltigeren. Og måske var det hele også mere spændende og nervepirrende dengang. Det må jo alt andet lige være grunden til det samfund, de har bygget i USA: Som verdens rigeste land synes de bare, at det er lidt mere spændende, hvis man kæmper og slås om hver brødkrumme. Ja, måske føles det hele lidt mere meningsfuldt, hvis man lever med livet som indsats: Hvis man hvert øjeblik balancerer mellem enten at blive obskurt rig, eller at dø på gaden.

Men der findes selvfølgelig en anden måde at leve på, som ikke burde være umulig, men som måske alligevel er for svær rigtig at tro på. For tænk nu, hvis alle ikke var piskede til at arbejde for at overleve, men fik tildelt et fast beløb kvit og frit – en ’borgerløn’, eller en slags apanage for medlemskab af menneskeheden – en minimal lod af det overskud, der af sig selv kommer af at være en del af et årtusindgammelt, højteknologisk og civiliseret samfund, der producerer rigdom og goder så nemt som at klø sig i nakken. Tænk hvis vi på den måde ikke var tvunget til at tage et hvilket som helst arbejde – ja, så ville enhver pludselig være fri til at bidrage til samfundet ud fra andre hensyn end den rent private overlevelse.

Konkurrenceforholdet ville blive vendt på hovedet: Arbejdsgiverne skulle til at konkurrere om arbejdskraften, hvilket ifølge en almindelig liberal logik ville resultere i bedre arbejdsplader. For så vidt det at arbejde ikke længere handlede om grundlæggende at skaffe brød på bordet, så måtte arbejdspladserne brande sig anderledes; de ville blive nødt til at tilbyde en højere mening med arbejdet. Og samtidig med at arbejdsgiveren fritages fra forsørgerpligten over for medarbejderne, kunne mindstelønnen uden problemer afskaffes, og lønningerne ville i det hele taget falde – og pludselig kunne vi måske igen konkurrere med Kina og polakkerne.

En arbejdsplads kunne tilbyde forskellige former for fælleskaber eller cool frynsegoder – eller den kunne nøjes med at stille en bil til rådighed som løn, eller gratis mad og internet. Der ville opstå små fællesskaber, som lever af den stemning der kommer, når folk kun er med, fordi de gerne vil. Arbejdet ville blive en identitetsskaber, og arbejdet ville i højere grad indeholde en etisk værdi. Spørgsmålet ville være: Hvad bruger du din tid på? Og ikke: Hvad gør du for at tjene penge?

Når man ikke lider nød, og tingene ellers fungerer, så får alle mennesker en trang til at udrette noget meningsfuldt. Men i dag har de færreste tid til at tænke. Alle er stressede og har brug for hjælp, både i familien og i det offentlige. Og samtidig holdes de arbejdsløse i passivitet. En liberal debattør har engang i Berlingske Tidende forestillet sig, hvordan man kunne starte et initiativ af ”ihærdige arbejdsløse”, som kunne tilbyde deres arbejdskraft frivilligt (Michelle Hviid, 23.02.13). Men i dag er det slet ikke tilladt for arbejdsløse at arbejde frivilligt og tilbyde deres hjælp og virkelyst for dem, der har brug for det. I stedet for at være samfundet til gavn, skal de arbejdsløse i dag bruge deres tid og energi på at stå til regnskab for myndighederne. Tænk hvor mange penge der kunne spares, hvis man i stedet lod folk være i fred. Hele det uoverskuelige net af overførselsindkomster og administrativt bøvl kunne afskaffes og standardiseres i borgerlønnen, som ville være ens for alle.

En minimal borgerløn for alle landets borgere ville ikke fjerne incitamentet til at arbejde – for det ville jo kun give ekstra. Der ville opstå ærlig konkurrence om de penge, der er i omløb – dvs. ikke en konkurrence med livet som indsats, men mellem dem, som altid vil være der, som bare gerne vil have lidt mere end de andre. Produktionen ville ikke falde, for købekraften ville forblive stabil. Og der er ikke tale om kommunisme, for der ville stadig være et aktiemarked, spekulanter og værdipapirer. For første gang kunne pengebranchen få lov til at spekulere fuldstændig samvittighedsløst, uden det ville være et samfundsmæssigt problem – for det ville ikke længere være det private erhvervsliv, der reelt havde forsørgerpligten overfor almindelige mennesker.

Men ville folk ikke bare blive dovne og lave ingenting? Og så ville alting gå rabundus?

For det første er der tale om penge, der i forvejen bliver udbetalt – og for arbejdende mennesker kunne borgerlønnen erstatte personfradraget. Dertil er hele præmissen selvfølgelig, at vi dybest set har råd til at dovne, hvis vi ikke har lyst til et samfund med et bredt underholdningstilbud, dyre rejser og store biler. Sådan som verden ser ud i dag, burde det være et legitimt valg for enhver.

Samtidig er spørgsmålet, om der ikke ville komme meget mere gang i hjulene? Når nu enhver, uden økonomisk risiko, kunne arbejde fuld tid med at få en virksomhed op at stå, uden løn? Når der nu altid er nogen, der gerne vil enten skabe noget, udrette noget eller gøre noget, eller bare have lidt mere end de andre? Uden mindsteløn og forsørgerpligt ville det være det nemmeste i verden at starte en virksomhed og invitere hvem som helst til at hjælpe til. Og hvis det så vokser, kan man vælge at gå efter profit og få flere penge i omløb og råd til ansatte. Eller det kan drives på coolness, etik og frivillige kræfter. Der er på den måde lige så god grund til at forvente, at kreativiteten, væksten og produktiviteten ville gå amok, hvis enhver kunne gøre hvad han ville med sin tid.

Det er da i hvert fald et forsøg værd. Og det ville ikke kræve de store ændringer – i hvert fald ikke i praksis. Men måske kræver det for store ændringer i måden vi tænker på – for måske foretrækker vi trods alt en nervepirrende og lidt hjernedød hverdag, hvor vi holder fast i illusionen om, at maden ikke vokser på træerne.

print