Frihed eller arbejdstvang?

Oplæg til debatarrangement med LA og Borgerlønsbevægelsen 3.10.2002
af Gustav Bunzel (medlem af bestyrelsen i Landsorganisationen af Arbejdsledige)

Frederiksbjerg Beboerhus. Torsdag 3/10 2002. Kl. 19.30. Oplæg til offentligt fællesmøde mellem Landsorganisationen af Arbejdsledige og Borgerlønsbevægelsen, med Rune Engelbreth Larsen som (første) oplægsholder. Revideret under indskrivningen 5/10 2002.

Titlens første ord, frihed, skal forstås i borgerretslig betydning. Af det latinske ord for frihed, libertas, er det politiske udtryk liberalisme dannet. Den første liberalisme ca 1750-1850 udtrykte en politisk grundholdning, en hyldest til både politiske og private friheder. (Kortfattet statsborgerlig Haandbog for Enhver. Kbh 1848: ”Liberalisme: …Forkjerligheden for og Stræben efter en fri Regjeringsform eller en fri Udvikling af Menneskehedens aandige Evner og efter fri Udøvelse af dens medfødte Rettigheder”). Herefter begyndte udtrykket (i Europa) at få overvejende økonomisk betydning. Som kort kan udtrykkes som mindst mulig statsindblanding i økonomien.

Det følgende kan betegnes som en liberalisme, men en liberalisme for alle deltagere i økonomien, altså alle.

I Danmarks Riges Grundlov af 1953 § 75 stk 2 står: ”De, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder”. Teksten er overført uændret fra 5 juni 1849.

Paragraffen hører hjemme i grundlovens kapitel 8, hvis første § 71 begynder med: ”Den personlige frihed er ukrænkelig”.

Loven er altså nok en sociallov, eller en fattiglov, som man ville have kaldt den i 1849. Men den er også en lov om frihed og retssikkerhed. De seneste par årtier har danske regeringer behandlet loven som en konkurrencebelastende omkostning i den globaliserede økonomi.

I § 73 hedder det: ”Ejendomsretten er ukrænkelig”. Den, der intet besidder at ernære sig med, må nødvendigvis krænke andres ejendomsret for at leve.

§75.2 skal altså sikre ejendomsretten ved at fjerne nødvendigheden af berigelseskriminalitet. Fattighjælp kan selvfølgeligt ikke fjerne berigelseskriminalitet, også velbjergede og rige beriger sig kriminelt, af grådighed eller for ikke at blive fattige.

Bryder man loven, da risikerer man en frihedsstraf. Det er da en forudsætning for den personlige frihed, at man ikke tvinges til at bryde loven. Eller fristes over evne. Vilkårene for millioner af gadebørn.

For at tæmme fristelsen kan man så skærpe straffene for berigelseskriminalitet. For at mindske fristelsen øger man frygten. Men for eftersøgte, der allerede står til en straf, om de fanges, betyder skærpede straffe, at behovet for kriminelle indkomster vokser, da eftersøgte kun kan have kriminelle indkomster, og det bliver dyrere og dyrere at leve som kriminel, jo mere man eftersøges. En sådan økonomi breder sig over hele kloden som en epidemi. Millioner af mennesker skulle sidde milliarder af år i fængsel, hvis altså alle begåede lovovertrædelser skulle straffes.

Man kan ikke straffe sig ud af fattigdomsproblemet.

Jo flere der har mulighed for at leve et lovlydigt liv, jo sikrere er ejendomsretten. Retten til at kunne leve et lovlydigt liv, sikkerhed i ejendomsretten, sikkerheden for at det offentlige holder loven som en første forpligtelse, er retssikkerhedens væsentligste elementer.

Vi hævder, at det offentlige i Danmark i dag bryder grundlovens § 75.2. Mennesker, der ikke kan ernære sig og sine bliver nægtet hjælp fra det offentlige.

Denne praksis er et resultat af SRregeringens arbejdsmarkedsreform af 1994 og aktivlov af 1998. Nu truer den nye Rasmussen-regering med en ny reform. Denne praksis undergraver, ja fjerner, velfærdssamfundet.

Man begrunder den nye praksis med moraliserende floskler. Man må yde for at nyde. Ret må følge pligt. Sovepuder, lære at stå op om morgenen. Man laver pjækkestatistiker som aldrig før. Og TVværtinder udskammer rekordhaverne. Chefer ringer hjem til de sygemeldte. Mens chefer dør af stress, forenes man i nyspidsborgerlig forargelse over dovenskab.

En så primitiv moralisering dækker over en skjult dagsorden, som ikke fremføres udenfor lukkede døre.

Man kan ikke ernære sig selv uden tilstrækkelige pengemidler. Penge forskaffer man sig ved at sælge noget på markedet. Har man ikke noget, som markedet vil købe, da må man tildeles penge som en rettighed, ellers tvinges man til at søge at forskaffe sig dem kriminelt, med følgende ubehag for omgivelserne.

Sådanne retssikrede indkomster må nødvendigvis være pengeudgifter i et andet budget. Kun den beskattende stat kan løse dette problem.

Politikere er begyndt at tale nedsættende om ”passiv forsørgelse”. Det vi tidligere var stolte af som det særligt nordiske velfærdssystem. Hvor man ikke skulle gøre sig fortjent til hjælp, men havde ret til den. Kan en persons ernæringsproblemer løses blot ved at udbetale vedkommende en sum penge, da er sådant langt at foretrække for begge parter. ”Aktiv forsørgelse”, som feks pleje af trafikofre er langt dyrere for skatteborgeren.

I 1960erne begyndte lærebøger at kalde sådant for overførselsindkomster. Disse defineredes som ydelser, for hvilke der ikke kræves modydelser.

I dansk praksis skulle man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Modtog man ikke tilbud om arbejde, kunne man miste retten til dagpenge, men modtage en lavere kontanthjælp. Klubværelse på kontanthjælp ville være bunden.

På arbejdsmarkedet udbydes og efterspørges arbejdskraft. Udbyder og efterspørger forhandler om prisen. Siger begge ja, bliver lønmodtageren arbejder og lønudbetaleren arbejdskøber.

På markedet er ingen tvunget til at sælge eller købe. Der kan altså ikke være pligt til at arbejde, da dette måtte medføre, at pengebesiddere skulle have pligt til at udbetale nogle af deres penge som løn. På den anden side kan der altså heller ikke være ret til arbejde, da dette måtte forudsætte, at nogle andre havde pligt til at ansætte på vilkår, som begge parter skal være enige om !!!

Allerede ansatte kan godt søge anden ansættelse, men normalt står de ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Når salg/køb har fundet sted, er man ikke længere på markedet.

Skal det da være en forudsætning for at modtage overførsel, at modtageren heraf på arbejdsmarkedet på forhånd godtager købers pris og vilkår ? Kan overførselsmodtageren ikke sige nej til at ”sælge” sin arbejdskraft til efterspørgers vilkår ? I så tilfælde er markedet ikke længere frit. Markedet er sat ud af kraft gennem statsorganiseret og -finansieret løntrykkeri.

Ansatte kan blive afskediget. De kan blive syge eller pludseligt blive invaliderede i den temmeligt farlige verden, som arbejdet har frembragt.

Bliver en ansat ledig, da begynder afhængighed af overførsel at melde sig på første dag. Har man sparet penge op, begynder man at spise opsparingen. Nogle prøver så med selvforsikring eller -pensionering. Som ikke er opsparing, men investering i rentebærende kapital. Men, hvem/hvad kan garantere udbetalinger om 30-40 år ? Eller at inflation ikke mindsker pensionens fremtidige købekraft mærkbart ? Staten er her den bedste (eneste?) garant. Det synes sikrest at investere til alderdommen i statsgæld. Et overmål af omtankeløshed. Fleres fortsatte tiltagende selvpensionering måtte da forudsætte, at staten forgældes mere og mere. Altså, at det staten kræver ind i skat, er mindre end statens udgifter. Og denne for lidt betalte skat, skulle man så låne til staten mod sikre renter. Men disse renters fremtidige udbetalinger som pension, skal betales af fremtidige skatter. Fortsætter sådant, vil en stigende del af statens udgifter gå til renteudgifter. Der er forskellige måder at få adgang til statskassen. Nogle mere gedulgte end a
ndre.

Men jo mere et statsbudget er belastet af rente, jo mindre kompetent bliver pågældende stat. Hvis kompetence alle har brug for.

Man kan ikke investere sig til en sikker alderdom. Slet ikke i statsgæld. Jo mere man investerer i statsgæld, desto mere forgældet bliver den, man har lånt penge. Skyldnere, debitorer er de eneste, der har interesse i inflation, som er den værste trussel mod selvpensioneringen. Staten er den eneste debitor, der selv kan fremkalde inflation. I inflationsperioden 1918-23 forsvandt den indre tyske statsgæld helt.

Arbejde er, hvad man gør for at tjene sine penge. Enten som profit eller som løn. Løn kan udbetales af kapitaler, det offentlige eller private (tjenestefolk). Profit og løn, udbetalt af kapitaler, kan beskattes af staten, der hermed kan påtage sig udgifter. Kapital er penge, der investeres med pengetilvækst for øje. Kun i særtilfælde bør staten tjene penge gennem besiddelse af kapital, da staten ellers ville komme til at skulle varetage interesser som kapital. Staten kan ikke beskatte sig selv, statsliggørelse af kapital vil mindske statens skattegrundlag.

Ingen kan pålægges pligt til at tjene penge.

Markedet kan ikke forsyne alle med tilstrækkelige penge. Det kan markedet og staten til sammen. Staten garanterer markedets retssikkerhed, ikke blot ved at ansætte mere politi, men også ved at mindske behovene for berigelseskriminalitet.

Ungdommelig næsvished kaldte i 1970ernes slutning overførselsindkomster for ”løn for ikke at stjæle”. En anden måde at sige borgerløn på. Et problem med udtrykket borgerløn er, at ydelsen i økonomisk forstand ikke kan være en løn, da den er en rettighed, hvad løn ikke kan være. Løn har dobbelt betydning. Den er indkomst for modtageren, men dette gør ikke enhver indkomst til en løn. Løn er også en udgift for en køber, der besidder penge. En udgift, som pengebesidderen kan ophøre med efter gældende ansættelseskontrakt.

Når staten udbetaler overførsel, da kan den ikke optræde som køber, da ydelsen er en ret. Staten kan ikke ophøre med udbetaling, som en køber kan holde op med at købe. Det er netop fordi, det offentlige ikke drives som en forretning, at det offentlige er brugbart til noget andet end, hvad man kan gøre som forretning eller husholdning eller individ.

Hvad skulle ledige da yde for at nyde overførsel ? Arbejde kan det jo ikke være, da ledige selvklart ikke kan arbejde. Man kan ikke på en gang arbejde og være arbejdsløs.

Hvis en ledig da skal yde en tjeneste for overførslen, da vil denne tjeneste ikke længere kunne udføres som almindeligt lønarbejde. Herved kommer den ”aktiverede” ledige til at fremkalde ledighed. Overførselsmodtageren skulle altså uden indtægtsforøgelse, altså gratis, yde tjenester. Men, hvem eller hvad skal nyde disse tjenester ? Under hvilke vilkår ? Hvad kan disse tjenester omfatte, hvad kan de ikke omfatte?

Må det offentlige tjene penge på at leje aktiverede ud ? Så skatterne kunne sænkes ? Må det offentlige spare lønudgifter ved at ekspropriere denne arbejdskraft ? Kan kapitaler eller husholdninger nyde disse tjenester gratis ?

Men, ydes tjenester, så får i det mindste nyderne heraf gavn af tjenesten.

Man kan også blive aktiveret i en eller anden form for indlæring. Kurser af mange slagse. Beskæftigelsesminister Frederiksen bekræftede i sidste uge under annonceringen af regeringens kommende arbejdsmarkedsreform, at for megen aktivering blot havde været spildt plage. Og dyr plage. Alt for megen aktivering har kun gavnet de, der tjener penge ved det.

Gør man aktivering frivillig. Man kunne også lokke fremfor at straffe. Da forsvinder muligheder for misbrug. Gør man aktivering tvunget ved at svigte det offentliges grundlovsgivne pligt til forsørgelse, da vil misbrug blive en uundgåelig følge. Da der er penge i misbruget.

Spørgsmålet om aktiveringens frivillighed er et spørgsmål om alles frihed.

Samfundet skal ikke tage sig af de svage. Samfundet skal bekymre sig om frihed og velfærd.

print