Illusionen om selvforsørgelse

Kronik af Ulf Vincens Olsen (Information, 28.12.99)

 

Den store målsætning i vor tids social- og arbejdsmarkedspolitik er, at vi skal “klare os selv” eller “forsørge os selv”. Det skal være slut med den passive forsørgelse, erklæres det. Undtaget herfra er kun mennesker, der er ganske unge, gamle eller svært handicappede. At dette i dag har karakter af at være en officiel politik, der stort set – i det mindste på det principielle og ideologiske plan – bakkes op af samtlige politiske partier, synes det ikke at være nødvendigt at dokumentere yderligere.

Heri ligger imidlertid også forklaringen på, at ingen problematiserer den udbredte forestilling om “selvforsørgelse”. Talen om selvforsørgelse føres med selvfølgelighed. Ærindet i denne kronik er at vise, at denne selvfølgelighed bygger på sand. For: Hvad vil det sige at “klare sig selv” eller “forsørge sig selv”? Hvem er det, der klarer sig selv? Har nogen nogensinde klaret sig selv?

I dag skulle man angiveligt klare sig selv eller være selvforsørgende, såfremt man har lønarbejde. Det er tankevækkende, at det ikke altid har været sådan. For 150 år siden da vi fik den første “demokratiske” grundlov, blev mennesker ikke set på som selvforsørgende, såfremt de var lønmodtagere. Tværtom var man som lønmodtager i sin mesters brød. Altså forsørget af sin mester – og ikke af sig selv – og dermed altså ikke selvforsørgende.

Siden da har lønmodtagere også – ikke mindst grundet arbejderbevægelsens styrke – opnået den åbenbart attråværdige status af at være selvforsørgende. Vel at mærke uden at der på nogen måde er blevet ændret på det forhold, at man som lønmodtager arbejder for en arbejdsgiver og får løn for at gøre det. Dette forhold gjorde sig gældende for lønmodtagere for 150 år siden og gør det også i dag. Kun opfattelsen af lønarbejdet har ændret sig. Ja, den mest radikale del af arbejderbevægelsen vendte sågar det borgerlige samfunds selvforståelse 180 grader. Med Marx´ teori om merværdien i hånden, hævdede man, at det forholdt sig stik modsat: Det var lønmodtageren, der gennem sit merarbejde – og den deraf afstedkomne merværdi- frembragte midlerne til mesterens forsørgelse. Ifølge marxismen er det således kapitalisterne, der er i arbejdernes brød og ikke arbejderne, der er i mesterens brød. Deraf selvfølgelig også stroferne i sangen Internationale om de “mange gribbe (der) på vort blod sig mætter”.

Den marxistiske og den borgerlige retorik, dagens offentlige mening og derfor vel stort set også alle politiske partier, har imidlertid grundliggende en ting tilfælles: Alle opererer de med en forestilling om, at der findes mennesker, der forsørger sig selv – og mennesker, der forsørges af andre. Striden – hvis der overhovedet er megen strid tilbage – står alene om, hvem der skal indplaceres i hvilken gruppe.

Historisk har dette dog været et væsentligt ideologisk slagsmål. Et slagsmål som i sig selv vidner om, at det, når alt kommer til alt, er politiske og ideologiske styrkeforhold, der afgør hvem der regnes som selvforsørgende og hvem der ikke gør. Og ikke – som alle disse ideologer på tværs af deres meningsforskelle, sikkert vil hævde – objektive omstændigheder.

Enige er man således om at betragte verden som opdelt i “skaffedyr og nasserøve”, “udbyttere og udbyttede”, “produktive og uproduktive” etc. Der er dem, der forsørger sig selv og andre. Og så er der de forkastelige: Dem der lever af andres arbejde!

At snakken om selvforsørgelse har overlevet og været så vedholdende gennem så uendeligt mange år, må beskrives som intet mindre end et idehistorisk mirakel. Ikke mindst i betragtning af at Adam Smiths “An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth og Nations” (på dansk Nationernes velstand), formodentligt er det “filosofiske” værk, der af alle har haft den største betydning for menneskene i den moderne verden.

Det første kapitel i Smiths hovedværk har titlen Arbejdsdelingen (The Division of Labour). Her gør Adam Smith gældende, at forøgningen af produktion, færdigheder og dømmekraft skyldes netop arbejdsdelingen. I hans berømte nåle-eksempel viser han, hvordan ti mand, der indgår i en arbejdsdeling med hinanden, er i stand til at producere 48.000 nåle om dagen. Havde de arbejdet isoleret hver for sig – og hver især gennemgået hele arbejdsprocessen fra start til slut – ville de ifølge Smith kun have produceret max. 20 nåle hver eller 200 totalt.

Smiths økonomiske påstande – f.eks. påstanden om den usynlige hånd og det frie markeds velsignelser – er siden blevet diskuteret bravt. Men at arbejdsdelingen og dennes omfang er af altafgørende betydning for, hvor meget der produceres – derom har der siden hersket fuldstændig konsensus. Med god grund: At hævde noget andet, er at hævde det rene vås!

Man kan derfor kun undre sig over, at læresætningen om arbejdsdelingens altafgørende betydning har kunnet stå uantastet i mere end 220 år, samtidig med at man har fastholdt snakken om selvforsørgelse. For arbejdsdelingen betyder netop, at de produkter vi lever af, er skabt af en arbejdsproces af i dag verdensomspændende karakter. At vi som sådan alle lever af netop en global arbejdsdelings produktionsresultater. Og som sådan alle lever af andres arbejde! Ja ikke nok med det. Teorien om arbejdsdelingen viser også, at vi hver især ville producere det rene ingenting, såfremt vi ikke alle indgik i en arbejdsdeling med hinanden. Ikke blot lever vi selv af andres arbejde. Vores arbejde lever også af andres arbejde. Både vi selv og vores arbejde forudsætter andres arbejde. Andres arbejder sørger for os.

Det er populært at tale om “frugten af eget arbejde” eller “produktet af eget arbejde”. Kendsgerningen er, at der ikke findes noget sådant “produkt”. Der findes kun produkter af fælles arbejde. Og det er disse produkter af fælles arbejde, vi alle lever af. Der eksisterer ikke nogen selvforsøgelse og verden er ikke delt i forsørgere og forsørgede!

Vi er således alle forsørget af et samfund af i dag global karakter. Den nigerianske filosof Segun Gbadegesin refererer i sin bog Traditional Yoruba Philosophy and Contemporary African Realities et afrikansk ordsprog: “Jeg er fordi vi er; jeg eksisterer, fordi samfundet eksisterer”. (p.64- min oversættelse). De analfabeter, der er ophavsmænd til dette ordsprog har ingen illusioner om selvforsøgelse. Derimod en nøgtern erkendelse af, at vi mennesker alle til hobe forsørges af samfundet fra vugge til grav. Et fundamentalt eksistensvilkår, som ikke vil kunne ophæves. Og det uanset hvilken politisk konst
ruktion, man i øvrigt måtte vælge at lægge ned over samfundet.

Hvad mere er: Samfundet – og den arbejdsdeling vi lever af – omfatter ikke blot de nulevende generationer. Den omfatter også for længst afdøde mennesker. Gennem århundreder har disse oparbejdet teknologi, viden og produktionsfacilliteter, der indgår som forudsætninger i vor tids produktion. Uden dette hundredeårige forarbejde ville vores velstand – omfanget af vores “forsørgelse” – have været en brøkdel af, hvad den er i dag. Arbejdsdelingen er ikke blot verdensomspændende. Den er også generationsomspændende.

“Vi danner en nation af heloter, der findes ingen frie blandt os” udbrød Smiths læremester, Adam Ferguson, forfærdet allerede år før Wealth of Nations udkom. Formodentligt fordi han led af den vildfarelse, at der en gang havde eksisteret tilstande, hvor det enkelte menneske kun delte arbejdet med sig selv. Og kun levede af dette udelte arbejdes resultater. Ferguson synes at have lidt af en forestilling om et særligt oprindeligt selvforsøgende menneske: Et mennesker der alene var afhængig af sig selv og til gengæld fuldstændigt uafhængig af alle andre mennesker.

 Der er dog næppe grund til forfærdelse. Snarere vil en forkastelse af forestillingen om selvforsørgelse, åbne øjnene for, at friheden ikke findes i en fata morgana hinsides samfundsforsørgelsen. Vi vil derimod kunne indse, at nogle måder at organisere samfundsforsørgelsen på, tjener menneskets frihed bedre end andre.

Der skal derfor her afslutningsvist slås et slag for de offentlige overførselsindkomster, som det ellers er så populært at lægge for had. Offentlige overførselsindkomster er intet mindre end et gigantisk civilisatorisk fremskridt. De sikrer os ikke blot mod sult og elendighed. De sikrer om noget den individuelle frihed.

“Overførselsindkomster” har altid eksisteret. Tidligere tiders overførselsindkomster, blev blot overført mellem konkrete personer, som f.eks. når manden i det traditionelle ægteskab forsørgede konen, eller voksne børn havde deres aldrende forældre på aftægt. Denne tilstand skabte et forpligtelseforhold på den ene side og et afhængighedsforhold på den anden side, som ret beset var lige skadelig for begge parters frihed. F.eks. har den canadiske historiker Edward Shorter i sin bog, Kernefamiliens historie, påvist, hvordan det traditionelle, feudale landsbysamfund satte snævre grænser for individets selvudfoldelse og førte til forkrampede og indbyrdes hadefulde forhold mellem de mennesker, der således var surret fast til hinanden i tætte indbyrdes personlige afhængighedsforhold.

De offentlige overførselsindkomster har delvist ophævet denne tilstand, selvom vi stadig slås med reminisenser fra disse svundne tider, f.eks. med bistandslovens og skattelovgivningens bestemmelser om ægtefælleforsørgelse. De offentlige overførselsindkomster indvarsler en tid, hvor sympatien, kærligheden og respekten er det bærende i de mellemmenneskelige forhold. De indvarsler et samfund, hvor det enkelte individ står frit til at danne fælleskab med de mennesker, det selv ønsker – og det sålænge, det selv ønsker det.

Vi mangler at få gjort op med de sidste forhindringer for denne frihed: Den statslige kontrol og det statslige formynderi i forhold til de borgere, der modtager overførselsindkomster. Heri ligger en kæmpe politisk opgave. Men til gengæld også et enkelt politisk svar: Borgerløn! Dette selvfølgelig forbundet med hvor tids store ideologiske opgave: Det endelige opgør med en altid-allerede antikveret forestilling om selvforsørgelse!