Kommentar til radiodebat med Mette Frederiksen

Udsendelsen (fra 20. juli 2011) kan genhøres her: P1 formiddag – Debat om borgerløn.

Radio-debatten var interessant. Mette Frederiksen er sympatisk, i mit verdensbillede langt mere sympatisk end Helle Thorning, man kan sige at hun er et eksempel på en “gammel socialdemokrat”, nemlig fra dengang, man kunne tage S alvorligt.

Mette Frederiksen er sjovt nok så sympatisk fordi hun repræsenterer “gamle”
socialdemokratiske værdier (se senere): det er da også disse indrømmet
“gammeldags værdier” (hun bruger selv udtrykket) hun hele tiden vender
tilbage til i debattens løb.

Lad os kigge på nogen af dem:

1.)-der er ikke noget visionært i at give mennesker penge for ikke at yde
noget.

2) passiv forsørgelse fratager mennesker motivationen for at arbejde, man
har pligter før man har rettigheder.

3.)-mennesker skal være del af arbejdslivet for at være sociale – ellers
står man udenfor fællesskabet.

4.)-da arbejdsmarkedet er den måde vi indretter arbejdslivet på idag må
arbejdsmarkedet være porten til det sociale fællesskab.

De tre argumenter hænger jo sammen.

Erik Christensen fra BIEN forsøgte- forgæves- at nå frem til en
grundlæggende debat af begreber som “arbejde”, “indkomst”, “frihed” osv, en
debat der er fuldstændig uundværlig for at komme videre i forståelsen.

++++

1.)og 2.) skal mennesker have penge uden at yde noget for det – og vil de
uden løn miste motivationen for at arbejde ?

Ja, det er ikke så enkelt, for der findes rent faktisk en stor
motivationsfaktor forbundet med arbejdslønnen. Alligevel viser
undersøgelser, at løn langtfra er det som motiverer mennesker i deres
arbejde – det er arbejdet selv, det sociale samvær med andre, etc.

Alligevel kan vi ikke rigtigt “skille” de to ad – løn og det at “yde noget”,
altså arbejde hænger sammen – på en uheldig måde.

Selvforsørgelsesprincippet – som jo er indskrevet i Grundloven- er noget så
indgroet i os allesammen, at det på en eller anden måde opleves som en skam
ikke at være underkastet det.

I hvert fald kræves det en ualmindelig styrke at motivere en livsførelse,
der er lige så social, som tilværelsen på arbejdsmarkedet hævdes at være.

Med andre ord: at skabe en nødvendighed, hvor den ydre nødvendighed
(selvforsørgelsen) falder væk, er ikke så ligetil.

( Men denne “ydre” nødvendighed falder rent faktisk væk i vor tid.( For
astrologisk interesserede bliver dette udtrykt i symbolet “Pluto i
Stenbukken”) )

Tænk bare på i hvor mange århundrede arbejde er blevet anset for et
nødvendigt onde – og hvor mange – ikke mindst misforståede kristeligt
farvede moralbegreber (“i dit ansigts sved skal du tjene dit brød” og
“arbejde adler”) der knytter sig til arbejdet.

Arbejde og LIDELSE hænger nært sammen i en puritansk, calvinistisk præget
kultur.

++++

Erik Christensen argumenterede blandt andet for et mere nuanceret syn på
begrebet selv-forsørgelse.

Da grundloven blev vedtaget, nemlig i 1849, tænktes “sig og sine” også at
omfatte ens forældre. Dette er forlængst blevet afløst af en anden holdning
– idag forventes ingen også at skulle forsørge sine forældre når de bliver
gamle – vi har en folkepension, altså en slags sminket borgerindkomst for
ældre.

Den nye tids impuls er helt anderledes: istedet for selvforsørgelse må vi
indse: alt arbejde er arbejde for andre.

+++

3.) og 4.) det er helt berettiget at tale om, at arbejde og det sociale
hænger sammen. Faktisk opstår det sociale apørgsmål i kraft af at vi
arbejder.

Men behøver der derfor være lighed mellem ARBEJDSMARKEDEET, altså et marked
hvor arbejde købes og sælges, og så det sociale – langtfra!

Arbejdsmarkedet tænkes som det eneste “sted” det sociale kan udfolde sig –
som garanten for at man er social – og det skønt arbejdsmarkedet i sin
nuværende udformning

a.) stresser og ødelægger individer såvel som familier
b.) fungerer som det modsatte af “noget socialt”, nemlig i højeste grad
usocialt

Er man ikke del af arbejdsmarkedet tænkes man ikke at kunne fungere socialt-
selv om sandheden er lige det modsatte for mange – først igennem en pause
fra arbejdsmarkedet får mange overskud til virkelig at blive noget for sig
selv – og dermed for andre.

Det er groft overfor de næsten 900.000 mennesker der står udenfor
arbejdsmarkedet – men ikke af den grund er passive – at vi kun regner
arbejdsmarkedet som port til deltagelsen i samfundet – ofte kan det være
lige omvendt- og ikke mindst med tanke på, at jobbene til “fuld
beskæftigelse”, især i disse recessionstider, ganske enkelt ikke EKSISTERER
og aldrig kommer til det igen, hvor meget Mette Frederiksen og andre – pr.
rygmarvsinstinkt – forsøger at foregøgle sig selv og os andre det.

Derfor: enten skaber vi et nyt arbejdsliv – eller også må vi nøjes med det
gamle, der bryder sammen på alle områder – det er ikke andre alternativer-og
da arbejdslivet “fylder” så meget i det nuværende samfund, så bliver det et
omfattende, frygteligt sammenbrud.

++++

Men hvorfor sættes lighedstegn mellem arbejdsmarked og “det sociale”-? her
går vi i en ond cirkel tilbage til svaret på spørgsmål 1.)

Fordi man tænker sig “det sociale”, altså arbejdet, som noget, man skal
tvinges til, via pengene, altså via tilknytningen til arbejdsmarkedet -så
hænger de to begreber sammen og danner en uheldig enhed.

Problemet i vort nuværende arbejdsliv – som stort set er årsagen til ALLE
andre problemer i samfundet, idet erhvervslivet udgør så stor en del af det
nuværende “samfunds” organisation – kan alene løses ved viljen til at
skille begreber fra hinanden, som er blevet filtret ind i hinanden, men idag
skal tænkes uafhængigt af hinanden.

Og dette kan álene ske ved hjælp af en spirituel måde at betragte
samfundsvirkeligheden på – der er ganske enkelt ikke andre muligheder, for
vi kan ikke forstå samfundet ved hjælp af begreber hentet fra det, vi kan
“måle og veje”. Begreberne må “vikles ud” af deres gensidige indfiltrethed i
hinanden – for derved at virke sammen på en NY måde – det er det, der ligger
i det treleddede samfund.

Mennesker der står udenfor løntvangen tænkes ikke at kunne motivere sig
selv til det sociale, altså til arbejde/virksomhed til gavn for samfundet.
Vi kan ikke forestille os, at arbejde kan opstå af impulser hos mennesker,
der er SAT FRI, istedet for at stå til rådighed for
arbejdsmarkeds-illusioner.

Vi er ikke istand til at få impulser, der er stærke nok til at vi begynder
at SKABE ARBEJDE, istedet for at skabe jobs!

Det er her hele ulykken ligger. I bevidstheden!

Før vi skal kunne komme et skridt videre, må “det sociale”, arbejdet, altså
skilles fra indkomsten, pengene, så vi kan begynde at blive skabere af
arbejde, istedet for passige modtagere af JOBS, som ikke findes.

Vi må indse, at arbejde hører sammen med menneskets arbejdsressourcer, som
dybest set er noget åndeligt, mens pengene er en indkomst, som bør
retssikres

(“penge er et retsdokument” – JOseph Beuys)

Det er her den VIRKELIGE aktivitet-passivitet ligger, man kan være langt
mere passiv som lønmodtager end man er, når ens mulighed for at motviere sin
indsats åndeligt bliver frisat.

++++

For antroposofisk interesserede er det her interessant, at Rudolf Steiner
har udtalt, at mennesket gennem Ahriman knytter SIG SELV til sine handlinger
– mens Michael, altså det åndelige væsen, kan bevirke, at mennesket giv
er
slip på sine egne handlinger, som derved bliver uselviske.

Og dette er netop hvad vi ser på det moderne arbejdsmarked: i et arbejdsliv,
der knytter penge og arbejde sammen, BINDES mennesker mere og mere til det
egoistiske i deres viljesliv. Mennesker bliver slaver af Ahriman, de
proletariseres.

Men har antroposoffer overhovedet noget at gøre med “borgerindkomst” eller
basisindkomst – som en antroposof sagde mig, da jeg var i Dornach:

“Steiner hat nie gesagt, dass man nicht für Geld arbeiten sollte”.

Uanset hvad, så er antroposofien i høj grad forbundet med treleds-tankerne,
og idet Steiner i “Kernpunkte (der sozialen Frage)” gør opmærksom på, at
arbejdet ikke mere må opfattes som en vare og dette netop er, hvad der sker
på arbejdsmarkedet, så er antroposoffer altså i høj grad
forbundet med denne problematik, på den måde, at heller ikke antroposofien –
i alle dens forgreninger – kommer et skridt videre , før man gør op med
tvangstanken “arbejdsmarked”.

I det 4. mysteriedrama lader Steiner Hillarius Gottgetreu sige:

“Erwerb, der nur im engsten Kreise lebt, und bloß gedankenlos die
Arbeitsleistung dem Markt des Erdenlebens überliefert, ganz ohne Sorge, was
aus ihr dann wird, erscheint mir würdelos, seit mir bekannt, welch edle Form
die Arbeit finden kann, wenn Geistesmenschen ihr die Prägung geben.”

Og denne SKABELSE af arbejde er netop den sociale kreativitet, der er
opgaven for vor tid.

++++

Jeg skrev, at Mette Frederiksen paradoksalt nok er sympatisk fordi hun
repræsenterer gamle socialdemokratiske idealer: Men kan man ikke tage
Socialdemokratiet alvorligt længere ?

Problemet er, at S ikke mere har nogen visioner, det er et parti og en
bevægelse, der entydigt har haft sin opgave, nemlig

1.) fra slutningen af det 18. århundrede som forkæmper for
arbejderbevægelsens rettigheder, fagforeninger etc.

2) som skaber af det såkaldte moderne velfærdssamfund, primært efter
krigen, hvor det moderne kapitalistiske industrisamfund tænktes opretholdt
uforandret, men med tilføjelse af en social, “socialistisk”, “underbygning”
(Sikkerhedsnettet)med henblik på at sikre de “svagere stillede” , ofte tænkt
som kommende fra arbejderklassen.

Idag er S uden visioner. Den sidste vision S havde var Økonomisk Demokrati,
sagde Erik Christensen – med rette.

Socialdemokratiet stammer altså fra en tid, hvor opgaverne og udfordringerne
var nogen helt andre end idag, det er en bevægelse der lever videre uden
nogen som helst berettigelse – og der er nærmest tragisk at høre Helle
Thorning, som en fuldstændig tom floskelmaskine, der bruger ord uden
nogetsomhelst virkelighedsindhold, udelukkende med henblik på at skore
stemmer.

Lars Smith

print