Med rettigheder bør vel følge pligter?

Ubetinget basisindkomst er en retmæssig indkomst uden en modsvarende pligt til arbejde eller aktivering. Det bryder – hævdes det ofte – mod en almen moralsk norm om, at med rettigheder følger pligter, eller at man skal yde for at nyde. Den, der modtager ydelser fra samfundet, skal gøre noget til gengæld, og en ubetinget basisindkomst strider mod dette princip.

Der er flere ting at sige til dette:

For det første anvendes princippet om ret og pligt ikke ved alle velfærdsydelser. Der er en række ydelser og rettigheder, der ikke er knyttet nogen modsvarende pligt til, f.eks. gratis skolegang og uddannelse, gratis sundhedsvæsen, offentlige veje og anden infrastruktur, samt folkepension og børnecheck. Disse goder har man ubetinget ret til uden nogen modsvarende pligt, så hvorfor kunne det ikke også gælde retten til et økonomisk eksistensgrundlag?

Nogle af disse rettigheder er nedfældet i menneskerettighedserklæringer, som Danmark har tilsluttet sig, og som vi i vores udenrigspolitik har travlt med at få resten af verden til at acceptere og håndhæve. I FN’s menneskerettighedsdeklaration står der bl.a. at “enhver har ret til en levestandard, som er tilstrækkelig høj til at bevare helbred og velbefindende”. Og i Danmark er der både lovgivning, moral og tradition for, at man ikke lader nogen dø af sult. Der er altid et sikkerhedsnet til rådighed for folk, der er i nød. I praksis sikrer man altså alligevel alle danskere ret til at overleve, også dem, der ikke opfylder nogen modsvarende pligter.

For det andet er det påfaldende, at princippet om at der med rettigheder følger pligter, altid bliver brugt af de stærke over for de svage i samfundet. Det bliver anvendt oppefra og nedad, fra de priviligerede og økonomisk sikrede imod de ressourcesvage og forsvarsløse. Det bliver brugt til at legitimere disciplinering og tvang. Det bliver ikke brugt opad. Man siger ikke til f.eks. virksomhedsejere, at eftersom deres virksomhed nyder godt af samfundsfinansieret infrastruktur og uddannelse af kvalificerede medarbejdere, skal virksomheden til gengæld sørge for at bevare danske arbejdspladser og skåne miljøet. Virksomhedsejere har ikke pligt til at udvise samfundsansvarlighed, de er kun forpligtet over for deres virksomheds økonomiske overskud. Man stiller heller ikke krav til banker, kapitalfonde og private investorer, der nyder godt af værdistigninger på fast ejendom og værdipapirer, om at de skal yde noget til gengæld for, hvad de nyder.

For det tredje er der en skævhed i, at den ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, mens arbejdsmarkedet ikke skal stå til rådighed for den ledige. Der er en dobbeltmoral i, at den ledige skal underordne sig statens anvisninger om arbejdssøgende adfærd mens den samme stat ikke er forpligtet til at kunne anvise arbejde. Den ledige skal forholde sig parat til noget, der ikke nødvendigvis findes.

En mere udførlig gennemgang af de moralske og politiske problemer i kravet om ret og pligt kan læses her: Lille indføring i politisk retorik og filosofi.

print