Mette Frederiksen og basisindkomsten

Forleden (14. juli 2011) var der en debat i radioens P1 Formiddag mellem Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet og Erik Christensen fra Netværket for Basisindkomst. (Udsendelsen kan genhøres her: P1 formiddag – Debat om borgerløn). Udsendelsen havde som overskrift “Borgerløn – ideen, der ikke vil dø”, og Mette Frederiksen erklærede sig lodret imod tanken, hvilket hun også har gjort ved andre lejligheder.

Underligt nok var de to debattører ret enige om, hvilke problemer, der kan peges på og enige om hvilke værdier der bør fremmes.

Som Mette Frederiksen bl.a. sagde: Vi har en klassedeling, hvor ca. 1/4 af de arbejdsdygtige er uden for arbejdsmarkedet, og den klasedeling skal vi ikke finde os i. Alle har noget at bidrage med. Enhver skal være i stand til at leve sit eget liv. Man skal kunne se hinanden i øjnene som ligeværdige mennesker. Vi skal undgå klientgørelse.

Alt dette er jo netop også holdningen hos tilhængere af basisindkomst, så hvorfor er Mette Frederiksen så lodret imod? En pragmatisk forklaring er selvfølgelig, at der nu snart skal være valg, og så gælder det for en toppolitiker om at være strategisk og holde fast i nogle sikre paroler og budskaber, som man regner med at kunne vinde valget på.

En anden forklaring kunne være, at Mette Frederiksen, ligesom mange andre, hænger fast i nogle ideer og principper, som stammer fra arbejderbevægelsens barndom i begyndelsen af 1900-tallet, og som var relevante dengang, men som nu bør opjusteres, så de passer bedre til den aktuelle situation i begyndelsen af 2000-tallet.

Ret og pligt

Mette Frederiksen mener, at basisindkomst er at give folk løn for ingenting at lave, og at det er helt forkert. Til rettigheder må høre pligter – det er en grundpille i socialdemokratiets tankegods.

Nu er det for det første en misforståelse, at meningen med basisindkomst skulle være at give folk penge for ingenting at lave. Basisindkomst er blot (som navnet også angiver) et grundlag, en basis, man kan bygge videre på og gennem lønarbejde eller anden virksomhed skabe sig en god tilværelse. Vi lever i et rigt og civiliseret samfund, hvor det er en selvfølge, at ingen behøver at sulte og mangle tag over hovedet. Det har vi råd til, det har vi moral til, og det efterlever vi også i praksis. Det er egentlig blot dette enkle forhold, denne faktuelle sikkerhed og tryghed, som tilhængere af basisindkomst mener bør gøres til en lovfæstet rettighed, så den kan få fjernet den sidste lugt af almisse og umyndiggørelse.

Som forholdene er nu håndhæves der i dag over for modtageren af kontanthjælp eller dagpenge en mærkelig abstrakt pligt til at “stå til rådighed for arbejdsmarkedet”. Og administrationen af denne pligt har ført til en omfattende bureaukratisering og klientgørelse. Det klassesamfund, vi har, hvor 1/4 af borgerne er uden for arbejdslivet – er et samfund, hvor de, der tilhører denne fjerdedel kun kan overleve økonomisk på betingelse af, at de accepterer en klientrolle, der indebærer, at de løbende skal stå til regnskab over for en sagsbehandler og et omfattende regelsæt.

Klientgørelsen – og ret/pligt-skemaet – har visse ligheder med det, man i psykologien kalder “dobbelt-binding”, et fænomen, som nogle mener kan gøre mennesker, der i forvejen er skrøbelige, sindssyge. Det fungerer sådan:

1. Du har pligt til at stå til rådighed for både det private og det offentlige arbejdsmarked.
2. Hverken det private eller det offentlige arbejdsmarked har pligt til at stå til rådighed for dig (tilbyde dig arbejde).

Denne skizofrene modsætning finder sin opløsning sådan her:

3. Hvis der ikke er plads til dig på disse arbejdsmarkeder, er du at betragte som en undtagelse fra det normale, et uheldigt særtilfælde. Dog kan du godt få penge at leve af alligevel, men så skal du til gengæld acceptere at indtræde i en klientrolle så længe, du får penge, og du skal herunder gøre alt, hvad din sagsbehandler forlanger af dig.

At være i klientrollen betyder, at sagsbehandleren er i en magtposition i forhold til klienten. Sagsbehandleren sidder på pengekassen og kan stille betingelser til klienten. De to kan ikke “se hinanden i øjnene som ligeværdige mennesker.”

Pligten bliver en pligt til underkastelse og ydmygelse.

Basisindkomst vil køre mennesker ud på et sidespor

Ifølge Mette Frederiksen betyder basisindkonst, at man opgiver mennesker, overlader dem til sig selv i passivitet, at man er ligeglad med dem, kører dem ud på et sidespor eller ud over kanten, at man viser, at man er ligeglad med dem og ikke har brug for dem.

Nej, tværtimod. Basisindkomst er netop et redskab til at få mennesker ind på hovedsporet igen. Med Basisindkomst vil det være uhyre meget lettere for enhver at få en lille fod indenfor på arbejdsmarkedet. Det vil kunne betale sig at tage et beskedent job på nogle få timer om ugen – fordi indtægten herfra ikke bliver modregnet i basisindkomsten, og fordi der ikke er en masse bureaukrati forbundet med det. Enhver arbejdsindsats vil kunne betale sig, i modsætning til i dag, hvor der straks bliver modregnet. Mange er i dag fanget i denne fattigdomsfælde. For mange på overførselsindkomst kan det i dag overhovedet ikke betale sig at påtage sig et beskedent arbejde, selv om de kunne få det, fordi de simpelt hen mister penge på det.

Det er denne fastlåste situation, der gør tilværelsen håbløs for mange på overførselsindkomst, en fattigdoms- eller bureaukratifælde, der holder dem uden for arbejdsfællesskabet. Som reglerne er, er en stor gruppe mennesker fastholdt og fastlåst på dette sidespor, som det er håbløst at afvige fra (med mindre man hengiver sig til socialt bedrageri, som fattigdomsfælden også ansporer til).

Det samme gælder folk, som gerne vil prøve kræfter med selvstændig virksomhed: åbne en lille butik, starte en import, udvikle en opfindelse, klare sig som musiker, kunstner eller forfatter. De fleste af dem vil ikke kunne leve af denne indtægt alene, og som det er i dag vil en evt. overførselsindkomst straks blive modregnet eller helt bortfalde, hvis de forsøger. Der er ikke gode betingelser for at prøve sig frem som selvstændig, at afprøve forskellige muligheder.

Så er det dog langt bedre, at en middelmådig musiker eller forfatter forsøger sig med sin kunstneriske udfoldelse, at han kæmper og slås for at klare sig med den og indgå i det sociale fællesskab, det indebærer, end at han skal være kriminaliseret pga. bureaukrati og gammeldags arbejdspligt-moral.

Og iværksættere vil vi jo gerne have flere af. Det er alle politikere enige om. Men iværksættere kan som regel ikke leve af deres projekt før der er gået nogle år, og så kun i heldigste fald. Hvis der var en basisindkomst, der uden diskussion sikrede eksistensgrundlaget, ville langt flere turde kaste sig ud i et forsøg.

Så basisindkomst er i høj grad et redskab til at hale folk ind på hovedsporet eller ind over kanten. Det er ikke at lade mennesker i stikken men tværtimod at give dem frihed og råderum til at tage deres situation i egen hånd. Eller for at citere Mette Frederiksen: “Enhver skal være i stand til at leve sit eget liv.” Men det forudsætter selvfølgelig, at man tror på, at mennesker generelt er i stand til at tage ansvar for deres eget liv. At de formår at klare sig uden formyndere.

Selvfølgelig er der risiko for, at nogle vil vælge at nøjes med basisindkomsten og ikke lave andet. Men sådan er det jo også i dag. Der er nogle mennesker, der falder igennem. Dem må man så prøve at lave socialpolitiske tiltag for at motivere, i stedet for partout at ville disciplinere alle uden undtagelse til en forældet og skizofren arbejdsmoral.

Lad os roligt regne med, at de fleste mennesker hellere end gerne vil deltage og gøre en indsats, der både tæller i fællesskabet og gavner dem selv økonomisk. De fleste vil hellere være indenfor end udenfor i det sociale liv. Og de fleste vil ge
rne skaffe sig en højere levestandard end den, de vil få fra en grundlæggende basisindkomst.

Alle har noget at bidrage med, og alle bør være en del af et arbejdsfællesskab

Ja, helt enig. Men der er flere ting at gøre opmærksom på her.

For det første nytter det jo ikke, at man har noget at bidrage med, hvis man derpå bremses af bureaukrati og regler og især af modregning i overførselsindkomsten. En basisindkomst, der ikke bliver modregnet i, vil gøre det lettere at bidrage og indgå i arbejdsfællesskaber.

For det andet ser arbejdsmarkedet ikke ud som i gamle dage før velstandsstigningen og teknologiudviklingen for alvor tog fart og ændrede samfundet på alle områder. I dag er det ikke særlig nemt for svagt kvalificerede mennesker at finde arbejde, de kan klare, til en løn som en arbejdsgiver vil betale. Dels er det meste arbejde blevet meget krævende mht. kvalifikationer, og dels har mindstelønnen, som i sig selv er en socialt prisværdig ting, også haft den følgevirkning, at det ikke kan betale sig for arbejdsgivere at ansætte de småt begavede (ja, de findes, og det er en illusion at tro at man kan løse det problem gennem uddannelse).

Det er på mange måder sandt, som den gamle LO-formand Thomas Nielsen sagde, at fagbevægelsen har “sejret ad helvede til”, og prisen for det har bl.a. været, at en stor gruppe mennesker permanent er kørt ud på et sidespor, fordi der ikke er plads til dem i skemaet. Det hører også med i billedet, at arbejdsgivere nu i stigende grad importerer billig udenlandsk arbejdskraft fra andre EU-lande, hvor timelønnen er mindre end den danske. Fagbevægelsens og socialdemokratiets holden fast i de traditionelle lønarbejdsprincipper er ikke skyld i dette, men de er med til at fastlåse den uheldige balance.

Lappeløsningerne på det er en jungle af special-ordninger med jobtilskud, beskyttede stillinger, skånejobs, og nu måske kontanthjælps-jobs, som dels indbyder til kassetænkning, og dels fastholder de berørte i en klientgørende position. Man går meget langt for at fastholde nogle lønarbejdsprincipper, som langt hen ad vejen er forældede.

Hvis man indførte basisindkomst ville der blive et langt større spillerum for at lavt kvalificerede kunne finde små nicher med begrænset arbejdstid og begrænsede kvalifikationskrav, til en løn som kunne betale sig for arbejdsgiverne og også for lønmodtagerne, fordi basisindkomsten på forhånd var sikret. Det ville også blive lidt nemmere at udkonkurrere udenlandsk arbejdskraft. (Et problem, der ikke vil blive mindre fremover, tværtimod).

For det tredje er lønarbejde ikke den eneste form for arbedsfællesskab, den enkelte kan indgå i og har gavn af. Det er ikke alt nyttigt arbejde i samfundet, der er aflønnet (ligesom heller ikke alt arbejde, der er aflønnet, også er nyttigt). Den frivillige træner i den lokale sportsforening er lige så meget med i et socialt arbejdsfællesskab og bidrager med noget nyttigt til samfundet, som den, der af et firma får løn for at hænge reklamer op for Coca Cola.

Der er intet grundlag for at sige, at basisindkomsten holder folk ude fra at indgå i arbejdsfællesskaber, hvor de gør nytte. Det kan derimod meget vel ske, at de bureaukratiske regler, der pt. gælder for overførselsindkomster, gør det.

Nogen skal betale for det gennem skatten

Ja, det er ikke anderledes end det er nu. Al indtægt ud over basisindkomsten skal beskattes, og basisindkomsten skal uddeles af disse midler, evt. administreret af skattevæsenet som en negativ skat.

Det er forståeligt, at Mette Frederiksen og andre kan være skeptiske ved, om det er realistisk. Ville der være tilstrækkeligt skattegrundlag til at finansiere en basisindkomst?

Det kræver selvfølgelig en del nytænkning at forestille sig de økonomiske konsekvenser af indførelse af basisindkomst. De eksisterende økonomiske modeller, som anvendes til diverse konsekvensberegninger, kan formentlig ikke håndtere et så anderledes sæt af præmisser.

Men man kan bruge sin sunde fornuft og sige: I dagens Danmark er næsten alle voksne mennesker allerede i en økonomisk situation så de som minimun har hvad der kunne svare til en basisindkomst. Velfærdssystemet er så fintmasket og veludbygget, at ingen behøver falde igennem. Så alle har enten en løn eller en overførselsindkomst, der ligger på eller over et vist minimumsniveau. Dette minimumsniveau eller denne del af den enkeltes indkomst kunne man teoretisk betragte som en basisindkomst, og indkomster derudover som det, den enkelte supplerer basisindkomsten med.

Derfor kan man med god ret hævde, at det danske samfund faktisk HAR råd til at indføre basisindkomst, hvis blot andre økonomiske systemer tilpasser sig en sådan. Denne tilpasning må ske over en årrække, hvor f.eks. lønniveauet tilpasser sig, så der stadig er den samme totale købekraft, og stadig den samme indkomstfordeling, så de stærkeste, medlemmerne af samfundets eliter, stadig kan bevare deres økonomiske fordel. (Basisindkomst behøver ikke ændre på den økonomiske fordeling, den er i sig selv neutral i forhold hertil).

Hvad angår niveauet for basisindkomsten er det ikke noget, der ligger fast. Som udgangspunkt foreslår Netværket for Basisindkomst, at det ligger nogenlunde på niveau med folkepensionen, men niveauet vil kunne være genstand for løbende politisk forhandling. Man vil politisk kunne skrue op og ned for niveauet, hvis det viser sig at være hensigtsmæssigt for at påvirke motivationen til at passende mange supplerer deres basisindkomst med indtægtsgivende arbejde.

Det vil også være tænkeligt at man i fastlæggelsen af basisindkomstens størrelse vil differentiere den efter alder. F.eks. kan man tænke sig en lavere sats for unge under 25 for at give dem en stærkere motivation til at uddanne sig.

Den bedste måde at finde ud af hvordan det vil virke, er at igangsætte nogle eksperimenter og afprøve det i praksis.

print