Rettigheder og pligter hænger sammen – men hvordan?

Af Erik Christensen.

Når der diskuteres arbejdsmarkeds- og socialpolitik, hører man altid, at politikkens grundlag er princippet om ret og pligt. Hvis man modtager dagpenge eller kontanthjælp, har man altid pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, pligt til aktivering eller at udføre et nyttejob, som det hedder i dag.

Hvis nogen problematiserer eller benægter det, stiller man sig uden for det gode selskab, ja så antaster man hele den danske arbejdsmarkeds- og socialmodel. Det er både regering og opposition enige om. Man har tilsyneladende fundet et slogan, som alle må bøje sig for. Ingen synes at kunne skyde igennem denne retoriske forsvarsmur.

Helt overordnet må man også indrømme, at den moralske norm om ret og pligt er en meget stærk norm for enhver gruppe eller organisation. For en gruppe af ligestillede medlemmer, kan man ikke argumentere imod, at det er naturligt at alle medlemmer af gruppen eller organisationen bør have samme rettigheder og pligter. Når man gives nogle rettigheder af fællesskabet, er det også naturligt at være underlagt nogle pligter i fællesskabet.

Det grundlæggende problem er, at vi ikke er ligestillede i samfundet. Problemet er, at lønarbejdspligten, pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet kun gælder for lønarbejderne, de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne. Hvis du f.eks. har en formue og lever af den, er du ikke underlagt en pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.  

Umiddelbart synes socialdemokrater at stå stærkt, når de kan henvise til arbejderbevægelsens historie som argument for, at partiet altid har kæmpet for sammenhængen mellem rettigheder og pligter, fordi der på de gamle røde faner stod: ”Gør din pligt, kræv din ret”.

Men hvad mente den tidlige arbejderbevægelse egentlig med sit slogan?

Et nøjere studium viser, at den mente noget helt andet end socialdemokrater i dag. Nemlig nærmest det modsatte.

Da Socialdemokratiet var en klar underklassebevægelse i 1870’erne, blev sloganet “gør din pligt, kræv din ret” forstået som et politisk kampslogan for nye rettigheder (bl.a. lige og almindelig valgret, ret til undervisning, religionsfrihed og ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed) og vendt mod overklassens privilegier (bl.a. manglende indkomst- og arveskattepligter). Man kæmpede for lige rettigheder (underklassen manglede rettigheder) og for lige pligter, (overklassen levede ikke op til alle samfundsmæssige pligter, hvorfor den skulle pålægges flere pligter).

I dag er klasseforholdene helt anderledes, og Socialdemokratiet et helt andet parti. Socialdemokratiet repræsenterer ikke en underklasse, men snarere en dominerende middel- og overklasse, vil de fleste sige.

I dag bruger Socialdemokratiet princippet om ret og pligt til at retfærdiggøre overklassens (de fuldtidsarbejdendes) fastholdelse af de marginaliserede (arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere) som en andenrangs arbejdskraft (i aktivering, nyttejob) ved at pålægge dem en særlig pligt til at arbejde for deres overførselsindkomst.

Hvor det tidligere var et element i skabelsen af universelle rettigheder og pligter og dermed ophævelse af klasseskel, er det i dag et element i retfærdiggørelsen af en ny klassedeling med grupper, der har særlige rettigheder og pligter.

Den historie viser, at den generelle norm er blevet brugt forskelligt i forskellige perioder af arbejderbevægelsens historie, og at normen kræver lighed, hvis den skal være retfærdig. Når der er ulighed, kan den bruges af en overklasse til at tilsløre og legitimere en ulighed.

Den tidlige arbejderbevægelse kæmpede ikke for en ret til lønarbejde og for fuld beskæftigelse. Det er et senere krav fra arbejderbevægelsen. “Retten til arbejde” blev markeret som en ny rettighed, da man ændrede grundloven i 1953, hvor det i § 75 stk. 1, hedder at “ til fremme af almenvellet bør tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.” Men denne grundlovsbestemmelse er kun udtryk for et mål, og giver ifølge statsretskyndige ikke den enkelte arbejdsduelige borger et krav på umiddelbar ansættelse i det offentlige.

I grundloven findes også en ret til offentlig støtte, hvis man ikke kan klare sig selv: “Den der ikke selv kan ernære sig og sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.” (§ 75 stk. 2). Denne bestemmelse forstås således, at der påhviler alle en forpligtelse til selvforsørgelse, og at der sekundært findes en ret til offentlig forsørgelse.

I velfærdsstatens storhedsperiode i 1960’erne og -70’erne var et element i forståelsen af forholdet mellem ret og pligt, at man havde ret til lønarbejde, der ganske vist ikke var grundlovssikret, og at staten havde pligt til at sikre fuld beskæftigelse. Målsætningen om fuld beskæftigelse hang tæt sammen med “pligten til selvforsørgelse” i grundloven. Hvis man slækkede på kravet til fuld beskæftigelse, måtte man også slække på kravet til selvforsørgelse.

I dag hører man næsten ikke, at pligten til selvforsørgelse hænger sammen med statens pligt til at skabe fuld beskæftigelse. Den nuværende arbejdsmarkedspolitik bygger på, at når man har ret til en midlertidig overførselsindkomst har man pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet (enten det “rigtige” eller et “kunstigt” skabt arbejdsmarked).  Man kunne spørge hvorfor pligten ensidigt knyttes til en arbejdspligt.

I vores velfærdssamfund har man også ret til at blive behandlet af sundhedsvæsenet. Her eksisterer ikke en umiddelbar ret- pligt, nyde-yde-relation på den måde, at man skal lægge en betaling. Her er den modsvarende pligt knyttet til retten til en sundhedsydelse en generel skattepligt. Hvorfor kunne man ikke også have samme forståelse på arbejdsmarkedet? Man har ret til en overførselsindkomst, som bliver modsvaret af en generel skattepligt. Så ville normen om ret og pligt også være overholdt. Arbejdspligten ville blot være udskiftet med en skattepligt.

I den arbejdsmarkedspolitiske forståelse af ret og pligt i dag ligger der en bestemt rækkefølge i sloganet. Man skal først gøre sin pligt, hvorefter man kan få sin ret. Sagt lidt anderledes man skal yde, før man kan nyde. Man skal arbejde, før man kan få sin løn (kontanthjælp).

Set i forhold til den høje velfærd og de økologiske problemer, ville det i dag være naturligt at vende om på rækkefølgen og gøre pligten til en moralsk pligt i stedet for en juridisk pligt. Man har ret til en indkomst hvilket gør, at man bedre er i stand til at gøre sin samfundspligt (gøre noget samfundsnyttigt). Og tilsvarende ville det i højere grad være i overensstemmelse med moderne psykologi, at man først må nyde (have en tryghed, sikkerhed), før man rigtig kan yde noget (for andre og for samfundet).

Rettigheder og pligter hænger naturligvis sammen. Men til bestemte rettigheder hænger der ikke ganske bestemte pligter. Hvilke pligter hænger f.eks. sammen med retten til at stemme eller retten til en retfærdig rettergang eller retten til ytringsfrihed, menings- og religionsfrihed?  Ja, enkelte lande har en juridisk stemmepligt. Men ellers er den modsvarendende pligt til en række menneskerettigheder en generel samfundspligt for staten og den enkelte til at være med til at sikre, at alle får del i disse rettigheder, og at de bliver forvaltet på en forsvarlig måde. Det er en juridisk pligt for staten og en moralsk pligt for den enkelte samfundsborger.

Erik Christensen er tidligere lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet.
Artiklen har været bragt som kronik i Kristeligt Dagblad onsdag den 16. august 2017.

print