Trinvis indførelse af borgerløn delvist finansieret af CO2-afgifter

Af Jens Wamsler.

En ensartet proportional skatteprocent, afskaffelse af skattefradrag og afskaffelse af overførselsindkomster er helt naturlige følger af den forenkling af den offentlige administration, som er et af målene med at indføre borgerløn.

Afvikling af skattefradrag og overførselsindkomster må ske over en periode på f.eks. 10 år, så det bliver muligt for den enkelte skatteyder/overførselsindkomstmodtager at tilpasse sig de ændrede økonomiske vilkår.

 

Afvikling af skattefradrag og indførelse af en ensartet proportional skatteprocent

Bundfradraget i skatten vil ikke have den samme betydning som i dag, når der forud for, at indtægten skal beskattes, er udbetalt en borgerløn. Afskaffelse af bundfradraget i skatten, som i dag er ca. 203 mia. kr., vil med de gældende skattesatser give et merprovenu på 84 mia. kr.

En stor del af de ligningsmæssige fradrag er knyttet til beskæftigelsen og har ikke den samme relevans, når overførselsindkomsterne er erstattet af borgerløn, og næsten alle de tilbageværende skattepligtige indkomster stammer fra produktionen. Rentefradraget har der længe været et politisk ønske om at komme af med, da det ligesom fradrag for underholdsbidrag er levn fra den oprindelige indkomstskattemodel udformet efter nogle skatteevnebetragtninger, som ikke i dag har samme relevans.

Afskaffelse af de ligningsmæssige fradrag og rentefradraget vil forhøje skattegrundlaget med ca. 172 mia. kr. Med gældende skattesatser vil det indbringe et merprovenu på ca. 71 mia. kr.

Den ensartede proportionale skat foreslås som udgangspunkt sat til 41,3 pct. Det er den skat, der i dag i gennemsnit betales af udskrivningsgrundlaget. Den ensartede proportionale skat betyder en væsentlig skattelettelse til dem, der i dag betaler topskat. For ikke at øge ulighederne i indkomstfordelingen foreslås derfor indført en topskat på 10 pct. af de indkomster, der ligger over 400.000 kr. årligt. Det vil give et årligt provenu på 15 mia. kr.

 

Afvikling af eksisterende overførselsindkomster

De indkomsterstattende overførselsindkomster udgør i dag 292 mia. kr. De vil kunne afvikles, hvis borgerlønnen kommer til at ligge på niveau med de laveste overførselsindkomster, således at indkomsterne i udgangspunktet bliver fordelt nogenlunde som i dag. Borgerløn på et højere niveau vil medføre en indkomstomfordeling.  Der kan være gode argumenter for en sådan omfordeling, men da formålet her er at vise, hvordan borgerløn kan finansieres, er udgangspunktet for beregningerne en indkomstfordeling, der ligger tættest muligt på den, vi har i dag, således at økonomiske forskydninger, der er nødvendige for at indføre borgerløn, holdes adskilt fra økonomiske forskydninger, der har som formål at omfordele indkomsterne.

En borgerløn på niveau med de laveste overførselsindkomster er 6.500 kr. pr. måned til de 18-24 årige, da dette ligger på niveau med SU og kontanthjælp til unge uden forsørgerpligt, og 8.000 kr. pr. måned for de over 24 årige. Der skal være mulighed for at tegne en forsikring, som kan give et supplement til borgerlønnen i tilfælde af ufrivillig arbejdsløshed, sygdom eller barsel. Borgerlønnen kan indføres trinvist parallelt med en aftrapning af de eksisterende overførselsindkomster, dog således at der efter de 10 år er reserveret et beløb på 12 mia. kr. til supplement til borgerlønnen til dem, der i dag har fået tilkendt en førtidspension eller et pensionstillæg, som de fortsat vil have ret til om 10 år, og til børnefamilier, der ikke har anden indkomst end borgerlønnen.

Afvikling af de tilbageværende 280 mia. kr. af udgifterne til overførselsindkomster vil, når skatten er modregnet, give et provenu på ca. 164 mia. kr. Hertil kommer en administrativ besparelse som vurderes til 17 mia. kr. Fratrukket de bidrag, arbejdsløshedskassemedlemmer i dag indbetaler til forsikringen på 11 mia. kr. giver det samlet set en besparelse ved at afvikle de eksisterende overførselsindkomster på i 170 mia. kr.

Opsummeret giver afvikling af skattefradrag og overførselsindkomster således et provenu på:

Bortfald af personfradrag i skatten 84 mia kr.
Bortfald af ligningsmæssige fradrag og rentefradrag i skatten 71 mia kr.
Topskat af indtægter over 400.000 kr. årligt 15 mia kr.
Afskaffelse af overførselsindkomster 170 mia kr.
I alt 340 mia kr.

 

Den resterende finansiering?

En borgerløn på 6.500 kr. til de 18-24 årige og 8.000 kr. til de over 24 årige vil koste 430 mia. kr.

Efter indførelse af en ensartet skatteprocent, afskaffelse af skattefradrag og aftrapning af overførselsindkomster mangler der således 90 mia. kr. for at finansiere borgerlønnen. (For fuldstændighedens skyld kan man give børn under 18 år en borgerløn på 1.200 kr. pr. måned. Det vil koste 17 mia. kr. og kan finansieres af det, der i dag udbetales i børne- og ungeydelse og børnetilskud. Den samlede borgerløn bliver herved 447 mia. kr., medens den manglende finansiering fortsat er 90 mia. kr.)

Et af argumenterne for at indføre borgerløn er, at enhver borger ikke, som det moderne samfund er organiseret, har adgang til at skaffe sig det fornødne til livets oprethold direkte fra naturen. Det er derfor en nærliggende tanke, at en afgift på belastning af naturens ressourcer skal være med til at finansiere en borgerløn. Da vi i Danmark for at overholde Parisaftalen skal reducere vor CO2-udledning ganske væsentligt, vil det være oplagt at se på, hvad en øget CO2-afgift kan indbringe.

Klimarådet har foreslået en ensartet CO2-afgift med en væsentligt højere sats end den eksisterende CO2-afgift. En afgift, som efter rådets forslag både skal pålægges virksomheder og husholdninger. Som udgangspunkt foreslår klimarådet 850 kr. pr ton, svarende til summen af den nuværende energiafgift og CO2-afgift på kul til varmeproduktion[1]. Klimarådet nævner, at forskellige analyser skønner, at prisen for at udlede CO2 bør ligge mellem 90 og 2.100 kr. pr. ton i 2030, og efterfølgende skal prisen stige til mellem 800 og 50.000 kr. pr. ton i 2100[2] (De store forskelle er resultatet af forskellige forudsætninger og forskellige ambitionsniveauer).

 

Provenuet fra en CO2-afgift

Efter Energistyrelsens fremskrivning vil de danske udledninger af CO2-ækvivalenter (CO2 + visse andre drivhusgasser) i gennemsnit over de næste 10 år være 46,5 mio. tons årligt[3] (med en stigende tendens grundet forventede investeringer i Danmark fra Teknologigiganter). Energistyrelsens opgørelse omfatter ikke udledninger fra biogas, som årligt er på ca. 15 mio. tons, og det danske bidrag til CO2-udledninger fra international transport, som er ca. 35 mio. tons årligt[4], især grundet skibstransporten.

Når biogas i internationale opgørelser er undtaget i opgørelser af CO2-udledningen, er det ud fra den betragtning, at biogas er CO2-neutralt, da planter under deres vækst optager CO2. Der er imidlertid sat spørgsmålstegn ved biogassens CO2-neutralitet[5], da der ved den nævnte betragtning ses bort fra, at planterne og det areal, de vokser på, kan anvendes til andet end fremstilling af biogas. I det følgende forudsættes, at der også betales afgift af CO2 udledninger fra biogas, således at afgiftsgrundlaget kommer op på en udledning på 61,5 mio. tons årligt. Herfra trækkes en udledning på 1,5 mio. tons, som må tilskrives offentlig virksomhed.[6] Vi kommer så ned på et afgiftsgrundlag af en årligt udledning på 60 mio. tons.

Lægger vi alene i Danmark en betydelig CO2-afgift på skibstransporten, vil resultatet formentlig være, at dansk skibstransport blot bliver udkonkurreret af andre landes skibstransport, så den danske stat ikke får en indtægt af CO2-afgifter på skibstransporten, og skibstransporten på globalt plan ikke bliver reduceret.

På den anden side er det CO2-udslip, der skyldes den internationale transport så væsentligt, at der bør gøres noget for at fordyre den internationale transport. Vort forslag her er, at der lægges en transportafgift på varer, der relaterer sig til den transport, der har været for at bringe varen fra oprindelsesstedet til forbrugsstedet. Herved betaler danskere afgifter for den CO2-udledning, der skyldes transport af varer til Danmark uafhængigt af, om det er et dansk eller udenlandsk selskab, der har stået for transporten.

Hvad flytrafikken angår, foreslår vi en afgift på passagerer og gods, der udgår fra danske lufthavne.

Sammenfattende foreslår vi følgende afgifter:

  • En CO2-afgift på 180 kr. pr. udledt ton stigende over en 10 årig periode til 1.800 kr. pr. udledt ton CO2-ækvivalent eksl. International transport. Regner vi med, at afgiften sammen med andre politiske gennemførte tiltag over 10 års perioden nedbringer udledningerne fra 60 mio. tons til 45 mio. tons årligt, vil det om 10 år give et provenu på 81 mia. kr. Der er i dag en række afgifter som direkte eller indirekte helt eller delvist er begrundet i CO2-udslip. Vi foreslår, at der sideløbende med optrapning af CO2-afgiften sker en reduktion i disse afgifter på i alt 20 mia. kr., således at nettoprovenuet af CO2-afgiften reduceres til 61 mia. kr.
  • En afgift på varer udmålt efter transporteret antal km. Vi foreslår, at afgiften i gennemsnit skal være 0,8 kr. pr. kg. for transport fra europæiske lande og 1,6 kr. pr. kg. for varer fra lande uden for Europa (afgiften er ikke en importafgift. F.eks. vil transportafgiften kunne være mindre for varer transporteret fra Nordtyskland til Sønderjylland end for varer transporteret fra det østlige Sjælland til det vestlige Jylland). En sådan transportafgift skønnes ud fra Danmarks Statistiks udenrigshandelsstatistik[7] at kunne indbringe 43 mia. kr.
  • For flytrafikken må afgifterne være så beskedne, at virkningen ikke blot bliver, at transporten går uden om danske lufthavne. Vi foreslår en afgift på 200 kr. pr. flypassager og en afgift på 10 kr. pr. ton godstransport. Det vil give et samlet provenu på 9 mia. kr.[8]

Samlet set giver disse afgifter et provenu på 113 mia. kr. Heraf skønnes, at de 42 mia. kr. vil skulle betales af husholdningerne og 71 mia. af virksomhederne[9].

 

Kompenserende lønreduktioner

Afgiftsfinansieringen betyder således, at virksomhederne bidrager med 71 mia. kr. til finansieringen af borgerløn. Hvis virksomhedernes lønudgifter reduceres med ca. 71 mia. kr., svarende til det, som de skal betale i afgifter, vil den gennemsnitlige virksomheds konkurrenceevne ikke forringes (men der vil ske en forskydning, idet virksomheder med et stort CO2-udslip vil få en forringet konkurrenceevne, medens virksomheder med et lavt CO2-udslip vil få en forbedret konkurrenceevne – og det er jo præcis det, som man vil opnå med en CO2-afgift).

I Danmark fastsættes lønnens størrelse ved forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Staten kan imidlertid melde sine intentioner ud til arbejdsmarkedets parter.  Når der indføres borgerløn til de erhvervsaktive, som gradvis optrappes over 10 år uden at være fuldt finansieret af indkomstskatte-forhøjelser, er der grundlag for, at staten kan melde ud, at den anbefaler, at lønaftaler mellem arbejdsmarkedets parter tager udgangspunkt i dette, således at arbejdstagernes lønkrav nedjusteres svarende til den forbedring af arbejdstagernes økonomi, som tilvejebringes gennem den trinvise indførelse af borgerløn.

Hvis lønindtægterne i den private sektor gennem overenskomsterne skal reduceres med de ca. 71 mia. kr., som virksomhederne betaler i afgifter, og balancen mellem offentlige og private lønninger skal være uændret, betyder det, at offentlige ansattes lønudgifter skal reduceres med 31 mia. kr.

 

Nedsættelse af den flade skatteprocent til 40

Ved samlede lønreduktioner på 102 mia. kr. mister staten et skatteprovenu på ca. 42 mia. kr. Når dette trækkes fra provenuet fra afgifterne på 113 mia. kr. + de reducerede udgifter til offentlige lønninger på 31 mia. kr., vil der være et overskud på 12 mia. kr. i forhold til de 90 mia. kr., der manglede i at finansiere borgerlønnen efter, at skattefradrag og overførselsindkomster var aftrappet. Dette overskud foreslås brugt til at nedsætte den flade indkomstskat fra 41,3 til 40 pct.

 

Det samlede regnestykke

Borgerlønnen på i alt 447 mia. kr. inklusiv 1.200 kr. pr. måned pr. barn finansieres altså således:

Afskaffelse af overførselsindkomster 170 mia kr.
Afskaffelse af børneydelser 17 mia kr.
Bortfald af personfradrag i skatten 84 mia kr.
Bortfald af ligningsmæssige fradrag og rentefradrag i skatten 71 mia kr.
Topskat af indtægter over 400.000 kr. årligt 15 mia kr.
Afgifter 113 mia kr.
Reduktion i offentlig ansattes lønninger 31 mia kr.
Fald i skatteprovenu som følge af mindre lønindtægter -42 mia kr.
Nedsættelse af den flade skat fra 41,3 pct. til 40 pct. -12 mia kr.
I alt 447 mia kr.

 

Modellen med delvis finansiering af borgerløn med CO2-afgifter giver anledning til nogle spørgsmål:

 

Kan det teknisk lade sig gøre at registrere CO2-udledningen og identificere den, så der kan opkræves afgift herfor?

Når det er muligt for Danmarks Statistik, Energistyrelsen og andre at opgøre udledningen, er det fordi, der er metoder til at registrer den. Man kan ikke sætte målere op, der registrerer udledningen for hver enkelt virksomhed eller borger. Men man kan registrere de enheder, der forårsager udledning, og afgiftsbelægge brug heraf. Et eksempel herpå er registrering af salget af fossile brændstoffer. Måling af CO2-udledning i forbindelse med brug af elektricitet er besværliggjort af, at elektricitet efter EU-regler kan handles over grænserne. Miljørådet har imidlertid anvist en metode, hvorefter man kan udligne den ulighed, der herved opstår mellem elektricitet fremstillet i Danmark og importeret elektricitet [10]. For metoder til at registrere og måle landbrugets CO2-udslip kan f.eks. henvises til DØR’s  redegørelse.[11]

 

Er det hensigtsmæssigt, at Danmark alene gennemfører en markant forhøjelse af CO2-afgifterne, og har det nogen effekt?

Når ændringerne gennemføres over en 10 årig periode, har erhvervslivet mulighed for at tilpasse sig den ændrede omkostningsfordeling. Som nævnt vil de virksomheder, der har højere CO2-udslip end det danske gennemsnit, blive dårligere stillet, medens virksomheder, der har mindre CO2-udslip end det danske gennemsnit, vil blive bedre stillet, da deres lønudgifter vil falde mere end det, de skal betale i CO2-afgift.

Selv om man antager, at danske virksomheder generelt har et relativt stort CO2-udslip, vil denne gennemsnitsbetragtning holde. En dansk virksomhed, der har relativt højere CO2-udslip sammenlignet med deres lønudgifter end globale virksomheder i gennemsnit, men relativt mindre i forhold til deres lønudgifter end andre danske virksomheder, vil blive bedre stillet ved omlægningen, da dens besparelse på lønudgifter vil overstige dens merudgifter til CO2-afgifter.

Visse sektorer i Danmark vil blive ramt hårdt med den udgiftsstruktur, de har i dag. Det gælder f. eks landbruget. Ud fra et globalt klimasynspunkt er det imidlertid hensigtsmæssigt, da den danske landbrugseksport baseret på monokulturer ikke er klimavenligt. Den høje CO2-afgift vil kunne bidrage til den omstilling af dansk landbrug, som ud fra klimahensyn er ønskelig.

Også transportsektoren og privatbilismen vil blive ramt af en høj CO2-afgift. Det skyldes, at transportsektoren er en sektor, der især bidrager til CO2-udledningen – både i Danmark og globalt.

En høj CO2-afgift vil gøre anvendelse af eldrevne biler mere fordelagtig, når elproduktionen er baseret på vedvarende energi. CO2-afgiften har samme virkning som tilskud til vedvarende energi. Men til forskel fra tilskudsmodellen er afgiftsmodellen neutral i forholdet mellem anvendelse af maskiner og mennesker i produktionen. Statstilskud til fremstilling af energi er statstilskud til øget automatisering. Ud fra et liberalt grundsynspunkt må afgift på CO2- udledninger fremfor tilskud til vedvarende energi derfor foretrækkes som middel til omstilling.

Som argument mod, at Danmark ene skal forhøje CO2-afgiften nævnes ofte lækageproblemet.

Hvis en CO2-afgift gør en produktion i Danmark dyrere, flytter produktionen så ikke bare til udlandet, hvorved der globalt set ikke er vundet noget?

Hvis ikke den danske virksomhed kan omstille sin produktion til at anvende mere arbejdskraft og få mindre CO2-udslip er det en mulighed. Men Danmark har så isoleret set nedbragt sit CO2-udslip, og hvis det land, produktionen flytter til, er omfattet af Parisaftalen, er det op til det land, at vælge en metode til at neutralisere det merudslip af CO2, det herved får.

Effekten af, at Danmark alene nedsætter sine CO2-udledninger ved at hæve CO2-afgiften har som følge af landets størrelse naturligvis ikke den store umiddelbare effekt på de globale CO2-udledninger. Men viser det sig, at det i Danmark kan fungere og måske endda har nogle positive sideeffekter, vil eksemplet have afsmittende virkning.

 

Hvad hvis CO2 udledningerne falder mere end forudsat ved beregningerne?

Ved regnestykket forudsættes, at de årlige CO2-afgifter, inklusiv transportafgifterne, om 10 år er 113 mia. kr.  Hvis afgifterne har den virkning, at CO2-udledningen falder hurtigere end forventet, vil vi få et positivt problem, da vi så ikke med de foreslåede afgiftssatser vil kunne finansiere borgerlønnen. Der er 3 mulige løsninger på det problem, 1) At hæve satserne yderligere på CO2-udledningen og transport. 2) At indføre andre miljørelaterede afgifter, f.eks. afgift på forbrug af grundvandsressourcer, på affald eller på andre miljøbelastende udledninger. 3) At finansiere det mistede afgiftsprovenu med en generel omsætningsafgift. Hvilken af de 3 muligheder, der aktuelt vil blive valgt, må afhænge af en generel vurdering af miljøsituationen, når problemet opstår.

Med udgangspunkt i Energistyrelsens fremskrivninger og de statslige initiativer, der indtil nu er taget, er det dog ikke sandsynligt, at CO2-udledningerne inden for de nærmeste 10 år falder mere end her forudsat, når det tages i betragtning, at vi har indrettet os med en infrastruktur og et forbrugsmønster, som det vil tage ganske lang tid at ændre radikalt.

En oversigt over finansiering af borgerløn, delvist med CO2-afgifter, fremgår af dette regneark:

Borgerloen_makro_2018-til afgiftsbrug m. CO2-afgifter

 

[1] Klimarådet: Fremtidens grønne afgifter på energiområdet, side 16.

[2] Klimarådet: Fremtidens grønne afgifter på energiområdet, side 13.

[3] https://ens.dk/service/fremskrivninger-analyser-modeller/basisshyfremskrivninger, table 31

[4] https://concito.dk/udgivelser/klimaperspektiver-2018. Det fremgår på side 14, at udledningerne efter Danmark Statistiks grønne nationalregnskab er 98,6 mio. tons årligt. Eksl. biomasse bliver det 82,9 mio. tons. Forskellen mellem dette og Danmarks Statistiks UNFCCC opgørelsen på 47,7 mio. tons må være udledninger fra international transport, som ikke regnes med i UNFCCC-opgørelsen. UNFCCC-opgørelse er den opgørelse, som anvendes til at indberette Danmarks udledninger og bidrag til målopfyldelse til EU og Klimakonventionen

[5] http://www.modkraft.dk/artikel/biomasse-klimaregnskab-med-kreativ-bogf%C3%B8ring

[6] Skønnet ud fra brancheopdelingen på Danmark Statistiks emissionsopgørelse, Statistikbanken MRU1 – se fodnote 9

[7] Danmarks Statistik, Statistikbanken KN8Y

[8] Oplysninger om passagertal og godstransport findes i Danmark Statistik, Statistikbanken FLYV3

[9] Fordelingen på husholdninger og virksomheder er skønnet ud fra oplysningerne i Statistikbanken (Det er ikke i alle tilfælde muligt ud fra branche og anvendelseskategorier entydigt at afgøre, om der er tale et husholdnings- eller et virksomhedsforbrug).

[10] Klimarådet: Fremtidens grønne afgifter på energiområdet, side 11.

[11] Det Økonomiske Råd: Miljø og Økonomi 2018, side 9-10.

print