UBI Nordic Reykjavik 2017

Referat fra UBI Nordic konferencen i Reykjavik 31. august – 1. september 2017.

Af Martin Bruun Michaelsen (med et par fodnoter af Karsten Lieberkind)

Min opfattelse af konferencen var at den første dag til at begynde med handlede meget om de konkrete problemer en basisindkomst kunne have, for så til sidst at handle om de visioner og årsager der er til at indføre en basisindkomst.

Den næste dag startede ud mere teknisk i den forstand at der var meget fokus på eksperimenterne (pilots) og hvorledes vi som bevægelse bør forholde os til dem. Eksperimenter er ikke gode for at være gode, men man skal være sikker på den måde man skal forholde sig til dem, selvom de er vigtige at udføre, for at få mere data om konceptet og bredere opbakning via referencer til deciderede forsøg.

Konferencen var meget god til at indtage de kritiske vinkler i debatten, og generelt er der et fokus på ikke at være ”for ekstreme” men at være ”reasonable utopians” hvis man kan sige det sådan. Det spænder vidt i foreningen, dem der er meget utopiske og dem der er meget pragmatiske, men hvis begge disse forcer bruges ordentligt, kan det hjælpe foreningen med at få de pragmatiske til ikke at virke så “sindssyge” alligevel (i forhold til normen i dag), og den utopiske drøm er langt hen ad vejen det basisindkomst er bygget op om da det er en meget konkret samfundsindretning der er nem at forstå i den brede offentlighed.

 

1. dag
Dr. Stefan Olafsson, professor I sociologi, University of Iceland

Han påpeger at de nordiske lande langt hen ad vejen er ideelle for implementering af borgerløn, men de mangler to vigtige elementer. For det første er vores ydelser ikke ubetingede, og for det andet er der så mange særregler for alle de grupperinger der findes i lovgivningen at selvom der officielt ikke burde være nogen i samfundet der kan ”falde igennem”, så kan man ikke rigtigt kalde det universelt siden ens rettigheder er bestemt af ens gruppering og ikke af at man er en samfundsborger på linje med alle andre.
Hans argumenter imod borgerløn baserer sig på ubetingetheden og universalismen.
Argumenter mod universalisme er, at både rig og fattig får det. Dette er et moralsk spørgsmål, som ofte dukker op, hvilket er vigtigt at forholde sig til i foreningen.
Det vil være dyrt. Noget fx Karl Widerquist ikke anser som sandt, men om ikke andet en ofte forekommende kritik.
Der vil være store overførsler ”frem og tilbage”. Er dog selv lidt overrasket over denne kritik da det teknisk set også er det der foregår nu via børnepenge, boligtilskud og lignende. Desuden er kontanthjælp og lignende også noget der går ”frem og tilbage” i systemet da det er det som holder pengesystemet kørende at der fortsat sker en udveksling af kapital. Giver dog ret i det muligvis kan være et praktisk spørgsmål, men langt hen ad vejen kan det umuligt være værre end hvad vi har nu.
Statsrollen bliver øget. Også et problem set med liberale briller, men igen omhandler det meget måden basisindkomst bliver indført. Hvis den indføres som en social dividende (som % af GDP eller statsfinanserne eller lign.), reduceres statsrollen, mens hvis den indføres som et årligt forlig der skal skrives i finansloven, så øges statsrollen.
Han mener desuden den mangler retfærdiggørelse. Dette sker ud fra at for at få penge skal man arbejde, der findes ikke noget som ”gratis penge”. Jeg er selv (qua mit eget oplæg) meget imod dette, men hans tale pegede også meget i retning af ”labour”-tilgangen til arbejde, hvilket igen er et ofte forekommende problem i bevægelsen.
Udover det anser han det som problemer, at det vil reducere incitamentet til at arbejde (grundet labour-tankegang), reducere mål om fuld beskæftigelse (der igen kun er nødvendig, fordi skatten finansieres af skatteborgerne og ikke af den generede kapital generelt) og desuden vil det være besværligt at få et højt nok niveau på borgerlønnen (ligesom hans argument er, at det er for dyrt).[1]

Han er dermed meget imod tankegangen, men hans tanker viser en stor lighed med resten af debatten, og disse punkter opsummerer godt hvorledes mange i offentligheden umiddelbart anser borgerløn som illegitim og umulig at indføre.

 

Dr. Peter Abrahamson, lektor i sociologi ved Københavns Universitet

Peter har større sympati med UBI-tanken, men den risikerer at sætte tidligere opnåede levestandarder på spil.
Udover det har han et meget interessant problem med, at den protestantiske arbejdsmoral ikke passer overens med en UBI. Dette skyldes, at den protestantiske arbejder ”arbejder for at få føden” og har en stolthed i at være hårdtarbejdende, hvor UBI mere lægger op til en arbejder, der arbejder med noget vedkommende anser som meningsfuldt, men som ikke på samme vis er ”hårdt arbejde”. På den ene side anser jeg begge dele som protestantisk arbejdsmoral, men kan godt forstå hvorfra han får sin tankegang.
Udover dette er der også spørgsmålet om ret uden pligt ( et område som Erik Christensen allerede har kritiseret rigeligt om hvordan forholdet er blevet vendt mellem at staten havde pligt til at skabe arbejdspladser og arbejderen havde ret til arbejde til i dag hvor arbejderen har pligt til at arbejde og arbejdsmarkedet har ret til at få arbejdere.)
Ligesom Stefan mener han den er dyr. Han udregnede at ca. 10% GDP skulle bruges på det, og en skatteprocent på 75% var nødvendig. Igen baseres skatteprocenten på arbejderne og ikke på kapitalgenereringen og Karl Widerquist argumenterede senere for at det maks. ville være 2-3% af GDP.
Mere konkret går den direkte imod den nuværende ”workfare policy” der foregår. Dette kan både være en force (støtte fra befolkningen) og en svaghed (da man bliver placeret mere ”uden for normalen” så at sige).

 

Salvor Gissurardottir, Faculty of Teacher Education, University of Iceland

Hun foreslog interessant at det vestlige Island kunne være et perfekt sted for et UBI-forsøg. Dette blev gennem diskussioner opgraderet til at omfatte hele Island, da det i forvejen er en meget lille ø hvilket gør det til et lukket samfund og nemmere at finansiere end andre systemer.

Hun anser et konkret problem i at det er ejerne af produktionsmidlerne (ja, har læst Marx 😉 ) som tjener på fiskeriet, mens dem der arbejder i fiskeriet ikke får nogle midler og mere eller mindre tvinges (hvis ikke finansielt så kulturelt) til at tage relativt usikkert arbejde for lav løn.
Hun baserer dette i at der næsten ikke findes flere fiskeri samfund da de alle er blevet overtaget af få fiskekvoteholdere, et problem der også findes i Danmark. Det stiller spørgsmålet om hvad er fælleseje og hvad er ikke, for i dagens samfund er havene privatejede, selvom loven teknisk set skriver at de er fælleseje.
Hun ser basisindkomst som en mulig løsning til dette, om end andre tiltag også bør overvejes.

 

Birgitta Jonsdottir, det islandske piratparti

Hun havde stor fokus på at indsamle data om basisindkomst, og piratpartiet støtter basisindkomst (mange fra BIEN Island er også i piratpartiet)
Hun oplever selv at der er en grobund for god støtte til det på Island.
Hun lægger dog vægt på at UBI sikkert vil medføre sine egne problemer, men at det om ikke andet er markant bedre end det er i dag.
Hun havde fokus på holistisk tænkning, om hvorledes der kan føres en politik som vil gøre samfundet bedre, såsom introduktionen af geotermisk energi, i stedet for konstant fokus på vækst.[2]

 

Øyvind Steensen, BIEN Norway

”Extending opportunity to everyone is the most important thing”

“Basic income is not welfare, it is a grant”

Lagde vægt på at der skulle distribueres muligheder ud først i stedet for først at se hvordan samfundet er, og så redistribuere.[3]

 

Jouko Hemmi, BIEN Finland

Brugte erhvervsmanden Götz Werner og filosoffen Georg Henrik von Wright for at lægge fokus på, at arbejde og penge ikke nødvendigvis hænger sammen, og at UBI måske kan ændre denne opfattelse.

 

Albert Sigurdsson, BIEN Island

Albert leverede en futuristisk fortælling om fire mulige fremtidsscenarier og forelagde sit eget bud på en fortælling om Islands fremtid som basalt set var et blik for at arbejde både kan forstås som noget nødvendigt der skaber en merproduktion hvortil vi fortsat kan overleve ved at konsumere merproduktionen (labour/arbejde), eller som noget der har værdi i sig selv fordi slutproduktet beriger verden og gør vores fælles verden bedre (work/virke).
Som eksempel nævnte han en stol som vi både kan som noget vi køber for at forbruge for at købe en ny næste år eller som en genstand vi bruger (ikke forbruger), som kræver vedligehold, og som vi sætter pris på som den genstand den er. En forskel i mindset, om vi ”bruger” vores verden, eller vi ”for-bruger” vores verden, kan det også simplificeres til.

 

2. dag

Markus Kanerva, økonom, grundlægger af tænketanken Tänk

Fremstillede de finske eksperimenter og repræsenterede den finske regering.
Det finske eksperiment er meget pragmatisk hvor der ses på mulige løsninger til fremtidens problemer med AI, beskæftigelse og cirkulær økonomi.
Grunden til at UBI afprøves er at nogle mennesker (prekariatet) arbejder for lidt eller for anderledes til at få arbejdsløshedsunderstøttelse, og da de arbejder, får de ikke arbejdsløshedsunderstøttelse. En gråzone.
Udover det, så mindskes bureaukratiet, ikke nødvendigvis for bureaukraterne, men for borgeren der ikke skal ansøge om alle de forskellige ydelser.
Til sidst kan det muligvis give incitament til at arbejde da marginalskatten er på 80-100% for de laveste indkomster.
Igen, en meget praktisk tilgang.

Designet blev lavet på godt og vel 6 måneder (meget kort tid – politisk pres) og gives til 2000 tilfældige finner der fik understøttelse i 2016 (hvilket ikke rammer prekariatet som det ellers var tiltænkt at hjælpe). Der er ikke nogen kontakt forsøgspersonerne, og der er desuden problemer med grundloven i Finland da forsøget ikke kræver accept fra dem som er med i forsøget.
Modellen er meget dyr, men dette skyldes også at de ikke kunne laves nogen som helst form for ændring af skattesystemet hvorved fradrag og lignende holdes intakt.
UBI’en er på 560 euro om måneden, og alle eksempler på reduktion af stress og lignende baserer sig på interviews af 1-2 personer. Pas derfor på med at blæse tingene for meget op! Kan give bagslag.
Grundlæggende er den manglende ekspertise hos politikerne et problem da de dybest set ikke har det store kendskab til UBI, men blot synes det “da lyder som en god ide”.

Ligemeget hvad er der dog behov for at simplificere systemet da det er meget problematisk nu. (noget som alle lande i Norden var enige om i de forskellige afdelinger af BIEN).

 

Jurgen de Wispelaere, University of Bath

Skal vi støtte eksperimenter eller skal vi ikke? Med dette mener Jurgen at vi skal støtte eksperimenter, men være påpasselige med hvad det er de siger.
Eksperimenter kan være problematiske da BIEN næsten altid vil mene de er for korte, for uambitiøse og potentielt ender med at dræbe ideen, hvis eksperimenterne (der teknisk set ikke tester en ren UBI) sammenkædes med den rene UBI-ide, hvilket dræber ideen.

Jurgen mener at vi skal støtte eksperimenter på flere forskellige måder. For det første skal vi sørge for at der er nok ressourcer til eksperimenterne. Dernæst skal vi støtte med ekspertise da politikere og researchere ikke nødvendigvis er eksperter på UBI og UBI-eksperter ikke nødvendigvis er eksperter på research og politik. Til sidst skal der presses på med at der er en politisk aktie i projektet og det ikke blot er et ”projekt der glemmes” fordi andet er vigtigere.
Så hold hovedet koldt og fokuser på hvad det er vi kan få ud af eksperimenterne.

For det første pointerer han at UBI, som forsøg, kan give fantastisk god viden om hvorledes det indgår i et konkret politisk system. For selvom UBI er simpel, er resten af systemet det ikke, men det er det system som i dag har ”forrang” for UBI så at sige.
Desuden må vi heller ikke ”tabe” debatten, bare fordi en pilot går i gang. Et problem med den finske debat er at den lidt er gået i stå efter piloten blev sat i gang hvilket kan dræbe ideen på lang sigt, uagtet om det er positive eller negative resultater der kommer ud af det.

Eksperimenter af UBI følger disse betingelser.
– der testes aldrig en ”rigtig” UBI da det nødvendigvis kræver en implementering (grundet den ”universelle” del)
– prisen for en pilot vil altid være enormt dyr, vurderet ud fra den nuværende økonomi, da det fra politikernes side ses som et forsøg der muligvis kan være spildt og derfor vil det være svært, politisk set, at satse på en muligvis uholdbar ide.
– UBI giver til gengæld mulighed for ”Field Testing”, så vi rent faktisk kan indsamle hvorledes folk oplever det, hvilke statistikker der kommer ud af det, og hvorledes det indgår i det reelle politiske system. Der findes ikke en ”one size fits all”, fordi systemerne har nogle markante forskelle.
– Problemet med politik er at der er mange som ønsker at politik skal styres af ”evidence”. Dette kan aldrig lade sig gøre, men dybest set vil politikere ikke satse i blinde, hvilket er forståeligt nok. Det handler om at kunne gå ind i den konkrete politik og fremstille UBI som en solid løsning, hvilket i dagens politiske klima kræver eksperimenter så vi har noget evidens at referere tilbage til.

 

Karl Widerquist, Georgetown University of Qatar, medlem af EC i BIEN

Karl lagde vægt på at vi har en stor moralsk debat kørende. Hvis ikke vi kan ændre den moralske tankegang, vil eksperimenter ikke virke. ”Trials don’t change cultural systems” (ved ikke om han direkte sagde det, men det opsummerer godt det overordnede).

Han understregede at eksperimenter på ingen måde kan ændre de fundamentale kulturelle og systemiske forhold der er gældende, eller rettere kun lidt, hvilket automatisk gør eksperimenter svære at sætte ind i en UBI-kontekst, da UBI netop er en systemisk ændring af samfundet.

En vigtig pointe han kom med var at de vigtige spørgsmål i forhold til UBI nemt overses af forskere da de blot er ude på at finde konkret evidens. Der er altså ikke den store mulighed for at evidensen kobles ordentligt på konceptet UBI i forhold til eksperimentet UBI (som er vidt forskellige!) Det ene giver penge til folk i et system der baserer sig på frivillighed, det andet er ubetinget givet penge, sat i et system baseret på tvang.

 

Marina Gorbis, Institute for the Future i Silicon Valley

Hun fokuserede på at vi bør bestræbe os på at distribuere “basic assets”, de grundlæggende fornødenheder,  til folket, frem for at disse forbeholdes de få. Her kunne UBI være med i løsningen, men er fra hendes vinkel ikke nok.

Hun baserer det på at arbejde har ændret sig. Fra arbejde til små opgaver (Uber og iCEO som eksempler), at man har netværk og ikke medarbejdere og at det er algoritmer der sætter folk i arbejde og ikke ”management”. Dette er den førende trend i udviklingen i dag.
Hun lægger vægt på at institutioner er en social teknologi der giver en masse muligheder på visse parametre og begrænser på andre.

Hun lægger også vægt på Pikketys arbejde, ifølge hvilket det er virksomhederne der får øget vækst i profit, mens arbejdernes løn er stagneret. Bl.a. ejes 92% af alle ”assets” i USA af 20%, og 80% ejes af 10%

Dermed støtter hun også ”employee stock ownership”, at arbejderen ejer en del af firmaet.
Hun skelner mellem tre fundamentale basic assets.
Private: Såsom penge at leve af (her eksempelvis UBI), et hus og sikkerhed med penge i banken.
Offentligt: naturlige ressourcer, uddannelse og et sundhedssystem.
Open: data, viden og ideer.
Hendes primære kritik går på at markedet p.t. ikke er gearet til at investere i ”asset creation”.

 

Gerdur Palmadottir, entreprenør, medlem af BIEN Island

Hun lagde vægt på at UBI finder sin retfærdiggørelse i distribution af basic assets,  i stedet for en redistribution for at udrydde fattigdom. Vi har alle ret til disse ”basic assets”, det er ikke fordi vi har et retfærdigt system nu,der blot skal redistribueres en smule, så det løser nogle problemer.
Hun siger også ret interessant ”it’s officially accepted that no one knows how the welfare system works”. Dermed har vi heller ingen tillid til politikere og politikken i dag da systemet er så besværligt at selv dem der arbejder med det, ikke ved hvordan det hænger sammen.
Et fokus på dividende i stedet for skat retfærdiggør basisindkomst.

 

[1] Som argument mod at UBI skulle være ubetinget nævnte han at både regering og erhvervsliv ville miste noget af incitamentet til at få gjort noget ved arbejdsløsheden. Her må det dog anføres at erhvervslivet aldrig har haft nogen specifik interesse i at reducere arbejdsløsheden andet end eventuelt for at give befolkningen større købekraft til dets produkter. Derudover har erhvervslivet altid bestræbt sig på at reducere antallet af medarbejdere for at øge indtjeningen og har desuden haft fordel af at holde en vis procentdel uden for arbejdsmarkedet for at kunne holde lønningerne nede (KL).

[2] Hun kom også ind på at godt nok er beskæftigelsen høj på Island, men produktiviteten er lav. “Folk laver ikke noget”, mente hun. En UBI ville betyde at ingen behøver at leve i frygt for ikke at kunne klare morgendagen. Ideelt set burde alle have mulighed for at glæde sig til at stå op om morgenen, som hun sagde (KL).

[3] Øyvind mener at “systemet bliver mere og mere hårdt” og at folk bevæger sig i en jungle af regler. Der skal lægges mere vægt på inklusion og lighed således at alle får reelle valgmuligheder og en chance for at lykkes med deres liv. Vi må også i højere grad indse og respektere at alle yder et bidrag til samfundet, uanset hvilken tilknytning de har til arbejdsmarkedet. Vi må forsøge at undgå “mikrostyring” af folks liv. Samfundet bør grundlæggende indrettes så det er antiautoritært, antitotalitært og med en højere grad af decentral styring. De overordnede fordele ved UBI vil være mindre bureaukrati, mindre kriminalitet, eliminering af den såkaldte “fattigdomsfælde” og øget iværksætteri (KL).

print