Utopia-modellen

Af Toke Ernstsen

DEN TEKNOLOGISKE EVOLUTION ER EN HISTORISK MULIGHED FOR AT FRISÆTTE MENNESKET FRA EKSISTENSKAMPEN.

Det store spørgsmål er blot hvordan. Det er i høj grad et socialt spørgsmål, der i sin natur derfor kan kollidere med de egeninteresser, der, som fuldt ud accepterede drivkræfter, gennemsyrer hele næringslivet, dikteret af det mystiske marked, der i dag har et eget liv, i vid udstrækning på bekostning af menneskenes.

Vi har herhjemme omfattende frihed i tanke og tale, vi tilstræber lighed for loven, men når det kommer til solidaritet i det økonomiske område (broderskab), er (også) vi et uland. Det længste, vi i den vestlige verden generelt endnu har fantasi til at strække os, når talen falder på økonomisk solidaritet, er til frivillige donationer til særlige formål og til omfordelingen – altså via skatteloven med tvang at afkræve borgere og erhvervsliv kapital til finansiering af samfundets opgaver. Vi mangler generelt endnu at forstå det sociale aspekt i netop det økonomiske område, med et helt banalt, historisk afsæt i socialiteten i, at stammen eller bygden deler byttet fra den fælles jagt, men som i dag er forsvundet i den industrielle og teknologiske evolutions egeninteresser, også kaldet kapitalismen.

UBI er i sin natur en vægtig, social impuls, men det gør den implicit vanskelig at implementere i en verden bygget på egeninteresser. Allerhelst burde især næringslivet jo forstå de positive elementer i UBI’en og frivilligt afgive så meget, der nu kan afses, til almenvellet. Men sådan er virkeligheden som bekendt ikke, så hver gang talen falder på UBI, ses der da også ret hurtigt forbi de menneskelige, samfundsmæssige og sociale fordele og konsekvenser, og fokuseres i stedet alene på: Hvad koster det og hvor skal pengene komme fra?

Og det er det store spørgsmål, ikke kun i BIEN’s økonomi-gruppe men worldwide: Hvad koster det og kan det overhovedet finansieres? Det er spørgsmålet til 760 mia. kroner, det, der for alvor deler vandene, og hvor selv tilhængere af tanken bliver skeptiske overfor den.

Men min påstand er, at spørgsmålet rent faktisk er forkert!

I stedet for at spørge til ‘prisen’ på UBI, burde vi spørge:

Hvor meget kan der afses?

Næste spørgsmål: Afses af hvad?

Af ‘byttet’ fra ‘den fælles jagt’, af borgernes samarbejde i næringslivet. Eller med andre ord:

Hvor stor en andel af den kapital, vi i fællesskab optjener i næringslivet kan afses til almenvellet, til samfundsopgaverne herunder UBI?

Nu bliver det forhåbentligt mere interessant, selvom der bliver tale om et (midlertidigt) skøn: Hvor stor en andel af den kapital, vi i fællesskab optjener i næringslivet, kan afses til almenvellet? 10%? 20% eller mere? Skal der gradueres efter virksomhedstype, forurenings/belastningsgrad og antal beskæftigede mv.? Skal indkomstskatten beholdes, eller dele af den, eller skal den helt afskaffes? Efterfulgt af mange andre spørgsmål, som der for den gode ide’s skyld bør kastes mest muligt lys over.

Foreløbig arbejder vi altså ud fra skøn (og her er alle bud ligeså gode som mine), men for overhovedet at kunne komme videre, er det nødvendigt at opstille nogle overordnede parametre:

Nationalisering af al jord. Jord, luft og vandområder bør ikke kunne være i privat eje. Det er elementer, der tilhører almenvellet og dermed os alle. Ejendomme bør være privatejede, men opføres på et af samfundet/retsstaten langtidsudlejet areal. Nationaliseringen bør foregå i så lempeligt et tempo som muligt, ved statens tilbagekøb af jordstykkerne til almenvellet, når de og ejendommene på dem sættes til salg. Det betyder, at der i en lang årrække ikke kan forventes et egentligt overskud på denne ‘forretning’. At lave en detaljeret model her for samfundets lejeindtægt fra de nuværende jordbesiddelser, vil være alt for omfattende, men bør dog indregnes i budgettet for UBI på et tidspunkt.

Nationalisering af store dele af den finansielle sektor. Pengeskabelsen i samfundet bør ikke være overgivet kapital-og egeninteresserne. Det er som at slippe små børn løs i en slikbutik. Samtidig giver det ikke den store mening, at fortjenesten på almindelig opsparing og udlån til eksempelvis huskøb, udelukkende kommer den finansielle sektors ejere til gode. I det hele taget har den finansielle sektors indflydelse på samfundsøkonomien antaget så usundt et omfang, at den bør reguleres i offentlighedens interesse.

Indførelse af Tobin-skat. Jeg ser indførelsen af en Tobin-skat på finansielle transaktioner som et værdifuldt beskatningsgrundlag, da netop dette område er det mest repræsentative indenfor plejen af egeninteresserne, og skatten vil kunne bruges til at vende egeninteresserne til almenvellets fordel. Jeg har dog ingen forudsætninger for at beregne provenuet på en Tobin-skat, hvorfor den heller ikke indgår i denne skitse.

Indkomstskatten afskaffes. Indkomstskatten er skræmmende kompliceret i sin konstruktion, og om end endnu mere kompliceret og kostbar at administrere. Og eftersom det er en bruttoskat, kræves der også omfattende kontrol. Det væsentligste argument for en afskaffelse er dog, at UBI’en sigter mod den enkelte borgers frisættelse af arbejdsindtægten som eksistensgrundlag, primært fordi arbejdsautomatiseringen er stigende. Derved ophører indkomstskattens funktion og berettigelse også. Som dens afløser kunne indføres en langt lettere håndterbar model:

Nettobeskatning af næringslivets kapitaliseringsevne. Hvad det mere specifikt betyder og hvordan det udmøntes i praksis, kan ikke besvares entydigt. Det er en helt ny betragtningsmåde, der først skal defineres og formuleres af klogere hoveder, end jeg. Jeg har derfor, for nemheds skyld, primært valgt omsætningen som et udtryk for kapitaliseringsevnen. Med en nettobeskatning af omsætningen i alle led, erstattes den nuværende MOMS implicit. Det giver umiddelbart staten et indtægtstab på ca. 183 mia. kr., men da skatten på omsætning også bliver pålagt sidste led, vil en del af det tabte komme ind igen. Bemærk endnu engang, at omsætningen alene er et ufuldstændigt billede på en langt mere kompliceret beregning af kapitaliseringsevnen i den private sektor.

Ubetinget basisindkomst 14.000 kr. netto pr. måned. Jeg har valgt dette beløb, da det nogenlunde svarer til det, en modtager på højeste dagpengesats/førtidspension får udbetalt. Beløbet kan principielt godt være højere, men jo højere det er, des lavere vil arbejdslønningerne tilsvarende blive, da de laveste lønninger kun ligger lidt over dette beløb for nuværende. Sættes beløbet eksempelvis til 16.000 kr. pr. måned (svarende til en bruttoløn på ca. 24.000 kr. i dag), må en stor del af de lavest lønnede jobs forventes at skulle blive udført uden løn, da ordningen ellers vil risikere at svække den private sektors konkurrenceevne. At udføre arbejde i næringslivet helt uden løn, forekommer urealistisk. UBI’en gradueres efter et allerede udarbejdet forslag:

Fig. 1

Alder UBI kr pr person pr mnd Skalerings pct Skaleret UBI Befolkning, DS 2014 UBI kr. pr år
0-5 år 2.500 120 3.000 370.524 13.338.864.000
6-12 år 4.000 100 4.000 462.046 22.178.208.000
13-17 år 6.000 100 6.000 344.854 24.829.488.000
18-26 år 11.000 100 11.000 654.463 86.389.116.000
27-69 år 14.000 100 14.000 3.124.926 524.987.568.000
70+ år 11.000 100 11.000 670.422 88.495.704.000
Total 11.258 5.627.235 760.218.948.000

 

UBI og afskaffelsen af indkomstskatten må forventes at give en krone-for-krone besparelse i både den private og den offentlige sektor:

 

Fig. 2

Antal beskæftigede (2013) 2,66 mio.
– heraf i den private sektor 1,91 mio. 72%
– heraf i den offentlige sektor 0,75 mio. 28%
Indkomst-og selskabsskatter i alt (stat og kommuner) 563 mia.
Gns. Indkomst/selskabsskat pr. beskæftigede skatteborger pa. 137.100 kr. pa. Da selskabsskatterne kun udgør ca. en tiendedel af de 563 mia. kr. er de for nemheds skyld her medregnet i indkomstskatten.
Sparede lønudgifter som følge af basisindkomsten 447 mia. (14.000 kr. pr. md.)
– heraf i den private sektor 321 mia.
– heraf i den off. sektor 126 mia.
Personskattens andel af lønbyrden 365 mia. Når skatten på arbejde afskaffes, reduceres lønomkostningerne tilsvarende krone for krone
– heraf i den private sektor 262 mia.
– heraf i den off. sektof 103 mia.
Samlet besparelse på lønudgifter og indkomstskat 812 mia.
– heraf i den private sektor 583 mia.
– heraf i den off. sektor 229 mia.

 

I ovenstående tabel ser vi, at med UBI’ens indførelse og indkomst-og selskabsskatternes afskaffelse, frigives der samlet set i omegnen af 583 mia. kr. årligt alene i den private sektor, samt ca. 229 mia. kr. i den offentlige sektor, som bliver til en direkte besparelse i det offentliges udgifter og dermed en større lempelse i forhold til beskatningsbehovet i dag. De 583 mia. kr. i den private sektor bliver tilgængelig for anden form for beskatning.

Samlet set kan det hele sættes op i følgende grovskitser:

Fig. 3

OFFENTLIGT BUDGET (2013/2014) Mia. kr.
Offentlige indtægter 1.050
Offentlige udgifter -1.083
Resultat -33 Budgetteret underskud 2014

Fig. 3.1

OFF. BUDGET MED UBI Mia. kr.
Nuværende offentlige indtægter 1.050
Afskaffelse af indkomst-og selskabsskatter -563
UBI -760
Afskaffelse af moms -183
Nuværende offentlige udgifter -1.083
Ny direkte skat på omsætning 24,58% 3.600 885
Besparelse på nuværende sociale ydelser 317
Besparelse på nuværende offentlige lønninger 229
Skønnede besparelser på admin., beskæft. mv. 75
Resultat -33

 

Hvis vi indtil videre forudsætter, at samtlige andre skatter og afgifter er uændrede, kan vi konstatere, at en direkte skat på 16% af omsætningen stort set svarer til de nuværende lønudgifter i den private sektor inkl. indkomst- og selskabsskatterne. På spørgsmålet om, hvor stor en andel af den kapital, der er optjent i den private sektor, kan tilflyde samfundet uden problemer, altså omkostningsneutralt i forhold til i dag, må det umiddelbare svar være 16%. UBI kræver derimod en direkte beskatning af omsætningen på godt 24,5% for at grovskitsen her matcher det offentliges nuværende budget. Om så høj en procentsats overhovedet er realistisk, bør undersøges nærmere. Men meget taler for, at det burde være tilfældet, da de dynamiske effekter ved UBI (iværksætteri, kunstnerisk/musisk udfoldelse, reducerede pasningsbehov, opblomstring af nærmiljøer, mindre miljøbelastning (trafik) og den større generelle trivsels positive effekt på folkesundheden) ikke er direkte beregnbare faktorer og derfor heller ikke medtaget her.

Udgangspunktet for dette oplæg var jo, at UBI’en bør stå i relation til næringslivets generelle kapitaliseringsevne. Derfor bør også det offentlige budget afspejle, at det er den private sektor, der er samfundets ‘hovedforsørger’:

Fig. 3.2

NYT BUDGET MED UBI Mia. kr.
Andel af kapitaliseringen i næringslivet* 24,58% 3.600 885
Øvrige offentlige indtægter** 304
UBI -760
Øvrige offentlige udgifter*** -462
Resultat -33
*Almenvellets berettigede andel af kapitaliseringen i næringslivet, bør suppleres med øget formuebeskatning, Tobin-skat og jordleje (grundskyld). Herved kan den direkte beskatning reduceres tilsvarende
**A2+A9+A11
***A12+A14+A15; Det oprindelige beløb på 537 mia. er skønsmæssigt reduceret med 75 mia., som forventes sparet på administration, beskæftigelse, off. trafik, sundhed mv.