Velfærd og migration – afskærmning eller større international solidaritet

Af Erik Christensen.

EU og velfærdsstater under pres

I øjeblikket konfronteres Europa og EU med store flygtningestrømme fra krige i Mellemøsten, Afghanistan og i Afrika samtidig med at den vandrende arbejdskraft i EU skaber debatter om social dumping og velfærdsturisme.  Den ydre og indre migration presser både EU og de nationale velfærdsstater.

Kan de nationale velfærdsstater og EU med deres hidtidige principper for indvandring, arbejdskraftens frie bevægelighed og velfærd i længden holde til den nye situation eller må der på lidt længere sigt ske en mere radikal fornyelse både af velfærdsstaterne og EU, hvis de skal undgå at forvitre? Det er de store spørgsmål, som mange stiller sig i dag.

Dominerende tendens

Den dominerende tendens over hele Europa er, at man forsøger med alle til rådighed stående midler at lukke af, at få EU til at afskærme sig i forhold til Mellemøsten og Afrika, og de enkelte nationalstater forsøger at afskærme sig i forhold til EU.  Den danske regering vil stoppe tilstrømningen af flygtninge til Danmark ved at føre en stram flygtningepolitik, beskære de sociale ydelser, og vil sammen med andre lande modarbejde tendenser til skabelsen af en social union i EU. Man er i gang med at skabe et ”Fort Europa” og her indenfor et lille ”Fort Danmark”.

Modtendenser

På den anden side er mange i EU bureaukratiet, små grønne og socialistiske partier, den internationale fagbevægelse, mange europæiske intellektuelle og mange NGO’ere meget bevidste om, at den eneste måde man løser de ydre og indre migrationsproblemer på er, at EU hurtigst mulig får en fælles solidarisk europæisk flygtningepolitik, påbegynder skabelsen af et socialt Europa i EU og samtidig igangsætter en mere visionær debat om hvorledes man kan skabe nogle mere solidariske nationale velfærdsstater, således at befolkninger får en mere garanteret tryghed og genvinder tilliden til de nationale politikere.

To svar på udfordringerne

To forskellige svar på udfordringerne står overfor hinanden:

1.     En kortsigtet national afskærmning i nogle stadig mere isolerede konkurrencestater.

2.     Nogle mere langsigtede forsøg på at skabe en ny og større international solidaritet.

Det første svar kan skabe en negativ nedadgående spiral med konkurrence mellem de enkelte nationalstater om skat, sociale ydelser og udelukkelse af fremmede – et kapløb mod bunden (”race-to bottom”), mens det andet svar kan skabe en positiv opadstigende spiral, hvor de fremmede inkluderes og der skabes en stigende tillid til nye regler, fordi de opleves som klart gennemskuelige og retfærdige.

Logikken i den nationale afskærmningspolitik

Hvis man skal prøve at forstå den politiske logik bag ved den kortsigtede nationale afskærmningspolitik og skære den mere fremmedfjendske retorik fra, kan man sige, at tilhængerne af en mere restriktiv immigrationspolitik har to hovedargumenter, som bør tages seriøst.

Velfærdsstaten er national

Det første argument siger, at en velfærdsstat med en betydelig omfordeling kræver et betydeligt værdimæssigt og kulturelt fællesskab. Nogle vil gå så langt som at sige, som den politiske filosof John Rawls, at en fordelingsmæssig retfærdighed kun kan realiseres indenfor nationalstaterne. Det får nogle til at gå imod EU som social union.

Et centralt spørgsmål til dette argument er, hvor stærkt og tæt det værdimæssige og kulturelle fællesskab skal være, før man føler sig forpligtet til at betragte sine medmennesker som en slags medborgere, der har de samme rettigheder som en selv.

Her er det værd at huske på, at vi faktisk siden 2. Verdenskrig har haft FN’s menneskerettighedserklæring, der siger, at enhver har ret til social tryghed og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Desuden har vi FN’s flygtningekonvention og Danmark har siden 1972 været medlem af EU. Det viser, at vi i hele verden faktisk har et værdimæssigt kulturelt fælleskab, der forpligter til vise former for velfærdsmæssige forpligtelser og omfordeling.

Desuden er det forkert, at man ikke kan opretholde en universel velfærdsstat, der har en delvis åben immigrationspolitik. Det er situationen i dag, hvor vi er forpligtet af EU’s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed og samtidig er forpligtet til at modtage forfulgte flygtninge.  Og den danske velfærdsstat kan langtfra siges at være truet i dag. På lidt længere sigt kan man dog forestille sig at de universelle velfærdsstater kan komme under voldsomt pres.

De fattige og lavtlønnede som tabere

Det andet argument for en restriktiv immigrationspolitik, som har en vis vægt og bygger på erfaringer er, at det bliver de fattige og de lavtlønnende lønarbejdere, der bliver de umiddelbare tabere i en økonomi, hvis grænserne er åbne. Det er dem, der bliver udsat for konkurrence og mærker presset på lønningerne og de sociale ydelser. Det er dem, der bliver truet af arbejdsløshed og tab af social sikkerhedsnet. Det er uden tvivl en del af forklaringen på nationalistiske partiers og herunder Dansk Folkepartis fremgang.

At afskærme sig i nationale velfærdsstater og forhindre fremmed arbejdskraft i at trænge ind på ens område er ”naturlige” første forsøg på at undgå at blive tabere i den globale konkurrencekamp. Men historiske erfaringer viser, at de er kortsigtede.

Historiske erfaringer.

1930’erne krise viste at forsøgene i handelspolitikken på at afskærme sig (den såkaldte ”Beggar my neighbour”- politik) yderligere forværrede krisen, og arbejderbevægelsens historie giver mange eksempler på at forsøg på at afskærme sig overfor konkurrence af ny arbejdskraft (f.eks. kvinder) ved at holde dem ude af fagforeningerne har været kortsigtede og ødelæggende.

Arbejderbevægelsens historie viser, at når man står i en situation, hvor der opstår øget konkurrence om jobs, kan man anlægge to strategier. Man kan forsøge at udelukke nye, der gerne vil have del i ressourcerne eller jobbene, at befæste sit monopol eller særrettigheder, eller man kan forsøge at inddrage de nytilkomne og gøre dem til en del af ens fællesskab (f.eks. fagforeningen) ved at give dem andel i sine ressourcer og give dem rettigheder, således at fælleskabet står stærkere og bliver beriget.

En alternativ mod-fortælling

Svaret på de nuværende udfordringer er derfor at drage lære af disse to grundlæggende historiske erfaringer. Den eneste langsigtede holdbare løsning er derfor at være åben over for de nye vilkår og hele tiden forsøge at udvide solidariteten i stedet for at afskærme sig yderligere og drømme sig tilbage i et nationalistisk Utopia.

Alternativet til afskærmningspolitikken er fremlæggelsen af en langsigtet politik med en international, europæisk og national dimension byggende på åbenhed og solidaritet.

1.     En forebyggende politik på det internationale niveau.

De bagvedliggende årsager til flygtningekrisen er krige og konflikter og manglende udvikling i en række lande. Det betyder, at man bør have en politik, der både på kort og lang sigt prioriterer konfliktløsning og udviklingsbistand. Derfor er det katastrofalt at man samtidig med at man forsøger at afskærme netop sparer på disse områder.

2.     En social politik på det europæiske niveau.

Det første kortsigtede mål må være, at støtte til EU’s kapacitet og evne til at løse flygtningekrisen, således at der kan sikres en fælles og mere solidarisk flygtningepolitik i EU. Det næste mål må være påbegyndelsen af skabelsen af et socialt Europa ved at reglerne for vandrende arbejdstagere i EU ændres, så der skabes et fælles europæisk gulv med en social sikring.

3.     En udvikling af de nationale velfærdsstater

Næsten alle politikere siger, at de vil beskytte og bevare den danske universelle velfærdsstat set i forhold til flygtningekrisen og EU. Konkret betyder det en afskærmning og ren status quo politik. Men de nationale velfærdsstater har behov for at blive mindre bureaukratiske, mere fleksible og mere inkluderende. Man kan kun bevare ved at forandre og udvikle.

Hvorledes kunne en sådan flerdimensionel politik på det mere konkrete niveau så se ud – startende med det nationale niveau?

Nationale basisindkomst-eksperimenter

Den første del i en national politik kunne være at arbejde hen imod indførelse af en ubetinget basisindkomst (UBI) som et element i en fornyet velfærdsstat.  Den er universel (omfatter alle), individuel, ubetinget (uafhængig af indkomst, formue og aktivitetskriterier samt lige tilstrækkelig til at leve af uden for arbejdsmarkedet). Det ville videreudvikle nogle af de grundlæggende træk ved den danske velfærdsstat. På den ene side vil det videreudvikle flexicurity elementet i den danske arbejdsmarkedsmodel ved både at styrke sikkerhedsdelen (security-delen) og fleksibilitetsdelen (flexibilty-delen).  På den anden side ville det også styrke den universelle del af velfærdsstaten, fordi den vil blive mere universel ved at erstatte en række overførselsindkomster med en ubetinget basisindkomst. Med UBI vil konkurrencen mellem arbejderne (dem på kontanthjælp, dem i a-kasse, øst-arbejdere og flygtninge/indvandrere) og mellem fagforeningerne indbyrdes kunne blive reduceret. Det ville skabe en større gennemsigtighed både for danskere og for udlændinge.

En så omfattende reform kan ikke gennemføres på en gang. Man må gå langsomt eksperimentelt frem. I dag ser man rundt omkring i Europa allerede planer om basisindkomst-eksperimenter. Det er udmeldingen fra den finske regering og en række hollandske byer, der vil gå i gang med nogle eksperimenter det næste år. Desuden vil man i Schweiz i løbet af sommeren 2016 have en folkeafstemning, om man skal have en ubetinget basisindkomst. På den baggrund ville det være naturligt, at Danmark igangsatte lignende eksperimenter.

Men hvis det på lidt længere sigt lykkedes at indføre en form for en national basisindkomst ville der opstå diskriminationsproblemer i forhold til andre EU-borgere, en form for ”social patriotisme”. Derfor ville en sådan form for national basisindkomst ikke være holdbar i længden. Med de nuværende regler for sikring af vandrende arbejdstagere, kunne man hurtigt blive tvunget til at reducere en sådan basisindkomst og arbejde for indførelsen af en form for basisindkomst i hele Europa.

Basisindkomst-eksperimenter på europæisk plan

Derfor ville den anden del af en alternativ politik være at arbejde for en social union i EU indeholdende en europæisk basisindkomst. Det er utænkeligt, at en social union i EU vil kunne skabes ved at man gør en af de bestående velfærdsmodeller universelt gældende i Europa. Derfor er det mere sandsynligt, at man langsomt kunne indfase et nyt socialt sikkerhedsnet med en ubetinget basisindkomst.

Den belgiske filosof og samfundsforsker, Philippe Van Parijs  har foreslået ( http://www.social-europe.eu/2013/07/the-euro-dividend/), at man kunne begynde med skabelsen af en EU-dividende, en dividende (i begyndelsen af en beskeden størrelse – på ca. 200 euro pr. måned), der bliver betalt til alle EU-borgere uden betingelser  Det kunne finansieres igennem en EU harmoniseret merværdiskat VAT(EU-moms) på omkring 20 %, hvilket vil være tæt på 10 % af EU’s BNP. Resultatet vil være, at der skabes et universelt gulv for alle, et sikkerhedsnet spændt ud over hele Europa. Van Parijs forestiller sig, at det i begyndelsen kan variere mellem landene efter leveomkostninger.

En EU-dividende ville være forholdsvis lettere at skabe og administrere end fælles minimums social standarder. Den umiddelbare fordel ved en sådan ordning ville desuden være, at den ville være en automatisk stabilisator (en delvis finanspolitik), der ville skabe en omfordeling, der ville modvirke konjunkturerne.

En EU-dividende vil også kunne være en form for befolkningsstabilisator, så man kunne undgå en for kraftig vandring af arbejdskraft mellem de fattige dele og de mere velstående dele af Europa.

Et andet forslag til at begynde indfasningen af en europæisk basisindkomst er et forslag til skabelsen af en ubetinget børnecheck for alle børn i EU. Det er faktisk blevet foreslået og undersøgt af et europæisk forskerteam i januar 2014 (en græsk og en engelsk professor sammen med en forsker fra OECD): http://www.unicef.org/socialpolicy/files/CPI_Manos_January_2014.pdf

I dag lever næsten 27 millioner børn i Europa i fattigdom og social eksklusion eller i risiko herfor.  Det vil sige hvert fjerde barn i EU. Alene mellem 2008 og 2012 er antallet af fattige børn i Europa vokset med næsten en million. Ifølge EU’s fattigdomskriterie er børn fattige og i risiko for social udelukkelse, hvis familien lever for under 60 procent af den nationale gennemsnitsindkomst, hvis der er svag tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvis børnene lider under “betydningsfulde materielle afsavn”.

Betalingen kunne klares ved en kombination af nationale skatter og en EU skat, men finansieringen kunne også ske igennem at reducere landbrugsstøtten og dele af regionalstøtten i EU. Billig ville det ikke være, og det ville betyde en omfordeling mellem de rige nord- og mellemeuropæiske lande og de østeuropæiske lande.

En global basisindkomst som det meget langsigtede mål

I forlængelse af en sådan bestræbelse på at udvide solidariteten fra det nationale til det regionale niveau er det tredje trin i en alternativ politik med skabelsen en ubetinget basisindkomst på globalt niveau som det langsigtede mål. I dag har FN som et af sine nye mål at stoppe alle former for fattigdom. Det kunne konkretiseres som en global UBI.

I dansk politik kunne det konkret udmønte sig i en gradvis omlægning af dansk udviklingspolitik.

Allerede i dag forsøger man at omlægge dele af udviklingspolitikken til støtte af flygtninge i nærområderne. Det kunne konkretiseres til nogle forsøg, hvor man garanterede en gruppe af flygtninge en ubetinget basisindkomst i flygtningelejrene og ved senere genbosætning i deres hjemlande i en periode.

Internationalt er mange udviklingsforskere kommet til den erkendelse, at det man kalder kontantstøtte (en form for ubetinget basisindkomst) er en meget effektiv form for støtte til de fattige i ulande.

Det fremgik f.eks. i en bemærkelsesværdig artikel: ”Bare stik dem pengene”. (http://www.netpublikationer.dk/um/udvikling0314/Html/kap22.html  i Danidas tidsskrift Udvikling i 2014. Det var en oversat artikel, skrevet af to amerikanske udviklingsforskere Christofher Blattman og Paul Niehaus fra det berømte udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Affairs maj – juni nummer i 2014 (se http://www.foreignaffairs.com/articles/141214/christopher-blattman-and-paul-niehaus/show-them-the-money.

I denne artikel kommer de to forskere med en vurdering af, hvilke former for hjælp til fattige, der er mest effektiv på grundlag af studier af evalueringer af forskellige støtteformer. Konklusionen er, at det, de kalder kontantstøtte (cash grants eller cash transfers) til fattige er lige så godt eller bedre end mange mere traditionelle former for støtte, når det drejer sig om at reducere fattigdommen.

I januar 2015 kom endnu et meget vigtigt nyt og mere dybtgående bevis på kontantstøttens betydning for bekæmpelsen af fattigdommen i ulande. Det drejer sig om afrapporteringen fra et pilot projekt i Indien, hvor man i et år havde givet en ubetinget basisindkomst (unconditional cash transfers) til alle landsbybeboere i 8 landsbyer i staten Madhya Pradesh.

Projektet blev ledet af den engelske arbejdsmarkedsøkonom, Professor Guy Standing, der sammen med en række indiske samarbejdspartnere har udgivet bogen: ” Basic Inome. A Transformative Policy for India.” (2015).

I fremtiden kunne det være en del af dansk udviklingspolitik at fremme tanker om kontantstøtte i de internationale udviklingsorganisationer og direkte gå ind i at støtte de projekter, der ligner det Guy Standing har været med til i Indien.

Det langsigtede utopiske mål er skabelsen af en global basisindkomst. Man må forestille sig, at en sådan basisindkomst vil bestå af forskellige elementer, et nationalt, et regional og et globalt element, således at der ikke ville være skabt en fuldstændig lighed, men en lighed, der vil være bestemt at de pågældende landes leve- og udviklingsniveau.

Afslutning

Vi startede med at fastslå, at den velfærdsstat vi kender uden tvivl vil komme under pres i de kommende år på grund af et immigrationspres (flygtninge og vandrende arbejdskraft) formidlet af EU og den almindelige globalisering.

Det kan man reagere frygtsomt og negativt på ved at forsøge at afskærme sig på, skærpe krav til modtagelse af velfærdsydelserne, gøre velfærdsstaten mere selektiv og forsøge at reducere EU’s rolle

Alternativt kan man reagere dristigt og positivt ved at fremlægge en langsigtet vision for en nyudvikling af velfærdsstaten, hvor målet er at forhindre den øgede migration ved at udbrede en ny form for velfærdssikring til stadig større grupper.

Det er vigtigt at slå fast, at den bedste måde at skabe en udligning af leveforskelle i verden og reducere fattigdommen ikke er at fremme vandring af arbejdskraft, men er at skabe bedre handelsbetingelser for en række ulande og fremme nye former for udviklingshjælp i form af kontantstøtte (skabelsen af en form for UBI).

Litteratur:

Michael W. Howard: Basic Income and Migration Policy: A Moral Dilemma? A paper for the10th Congress of the Basic Income European Network, Barcelona, Spain, 18-21. September 2004

http://www.basicincome.org/bien/pdf/2004Howard.pdf

Philippe Van Parijs & Yannick Vanderborght: Basic Income in a Globalized Economy. https://www.ssc.wisc.edu/~wright/ASA/VanParijs%20–%20Basic%20Income.pdf

Nærværende artikel er også bragt som blogindlæg på Modkraft:
http://modkraft.dk/blog/erik-christensen/velf-rd-og-migration-afsk-rmning-eller-st-rre-international-solidaritet

print