Borgerlønsbevægelsen - Nyhedsbrev - 24. april 2014

Hjælp til Folkemødet på Bornholm

BIEN Danmark stiller op på Folkemødet i Allinge d. 12. - 15. juni. Vi har lejet et telt og holder åbent alle fire dage på pladsen. Vi planlægger en række debatmøder og andre events (program følger i næste nyhedsbrev). Men vi kan godt bruge noget hjælp:

  • Vi skal bemande vores telt fra torsdag morgen til søndag eftermiddag
  • Teltet skal indrettes med inventar, informationsmateriale mv..
  • Der skal laves kaffe
  • og hygges om folk

Desuden har vi stadig brug for økonomisk støtte (til at betale pladsleje, producere informationsmateriale m.v.). Så støttebidrag eller nye indmeldelser modtages gerne. Vores bankkonto hos Merkur Andelskasse har reg.nr. 8401 og kontonr. 1194895.

Hvis du er interesseret i at kombinere en lille ferietur til Bornholm med deltagelse i denne verdensbegivenhed, så kontakt Ebbe Lauridsen på info@web-media.dk - mobil: 2849 9918.

Borgerløn i Weekendavisen

Til vores overraskelse havde Weekendavisen d. 7. marts 2014 en stort anlagt artikel om borgerløn, skrevet af Weekendavisens medarbejder Heidi Laura. Artiklen, der bragtes på forsiden af sektionen "Ideer" og i et opslag på s. 2-3, havde titlen: Er det bare blåøjet? Manchetten lød sådan: "Borgerløn. Schweiz stemmer i 2014 om retten til borgerløn - for mange højdepunktet af utopi. Men faktisk er borgerløn - også kaldet garanteret basisindkomst - et emne, der bliver forsket stadig mere i verden over. Hvorfor?"

I artiklen refererer Heidi Laura til en række internationale forskere, der har undersøgt effekterne af og mulighederne i basisindkomst, heriblandt,Evelyn Forget fra Manitoba University, Guy Standing fra School of African and Oriental Studies i London og Karl Widerquist fra Georgetown Universitys afdeling i Qatar. Sidstnævnte er redaktør af bogen Basic Income: An Anthology of Recent Research, der er udkommet i 2013.

Debat på Modkraft

På sitet modkraft.dk har der fra 26. marts og et par uger frem kørt en lang og indholdsrig debat om borgerløn. Anledningen var en kommentar skrevet af Daniel Ankarloo og Anita Ulrich: Borgerløn er løftestang for ulighed. med manchetten: " Borgerløn lyder som en god ide, men kan resultere i styrket konkurrence om lønarbejdet og skabe en ond cirkel, hvor flere må arbejde mere og til lavere løn. Og det var jo ikke meningen". Indlægget fra de to hard core marxister blev besvaret og imødegået af bl.a. Erik Christensen fra BIEN Danmark. Debatten kan ses her: http://modkraft.dk/artikel/borgerl-n-er-l-ftestang-ulighed

Centerpartiet går ind for UBI

Det lille parti CenterPartiet har taget ubetinget basisindkomst på deres program i form af en skatterabat, som de præsenterer således:

"En politik for lige muligheder må have som mål at sikre en grundlæggende tryghed for alle, så enhver kan opleve frihed. Det gælder også økonomisk. Det er ikke tilfældet i dag.

Derfor er der behov for en grundlæggende ændring af velfærdssamfundets sociale sikkerhedsnet, så det lever op til behovene i det 21. århundrede:

De nuværende udgifter til kontanthjælp, pensioner, statstilskud til arbejdsløshedsdagpenge m.v. skal erstattes med en negativ skat, der sikrer alle en grundlæggende skatterabat, som svarer til det minimum, en borger forventes at kunne leve for.

Skatterabatten skal omfatte alle borgere uanset alder eller baggrund og indebærer, at alle får en grundlæggende rabat på skat som ikke reduceres af arbejdsindkomst. Kun skatten af egen arbejdsindkomst modregnes i skatterabatten. Det sikrer, at der er en økonomisk nettogevinst ved at arbejde – selv ved lave indkomster. Ikke udnyttet skatterabat udbetales til borgeren."

Læs mere om CenterPartiets forslag her: http://www.centerpartiet.dk/den-politiske-ide/skatterabat/

Basisindkomst til alle EU-borgere

Philippe Van Parijs har på den seneste UBI-konference gentaget sit forslag om en ubetinget basisindkomst til alle EU-borgere, på et beløb af 200 Euro og finansieret gennem en europæisk moms (VAT). Van Parijs begrunder forslaget med, at det vil medvirke til at stabilisere Euroen, det vil skabe øget legitimitet omkring EU-projektet, og det vil have en betydelig indkomstudlignende effekt især for indbyggere i lande som Bulgarien og Rumænien. Et interview med Van Parijs kan læses her

 

BIEN Danmark på de sociale medier

Facebookside: https://www.facebook.com/UbetingetBasisindkomst

Facebook debatforum: https://www.facebook.com/groups/BIEN.Danmark/

Google+: https://plus.google.com/u/1/+BasisindkomstDkBIEN

YouTube: http://www.youtube.com/user/biendanmark

Twitter: http://www.twitter.com/biendanmark

Avaaz: http://www.basisindkomst.dk/avaaz