Kapitel 1: Hvad er borgerløn / ubetinget basisindkomst?
Borgerløn – eller ubetinget basisindkomst (UBI) – er et beløb, staten udbetaler løbende til alle borgere i et samfund, og som har til formål at sikre alle et økonomisk eksistensgrundlag. Borgerlønnen skal være tilstrækkelig til, at man kan leve af den på et beskedent niveau og udformet således, at hvis man supplerer den med lønarbejde eller anden indkomst, bortfalder den ikke og bliver ikke reduceret.
Idéen om en borgerløn har været fremsat mange gange i historien, f.eks. i forbindelse med grundlæggelsen af Amerikas Forenede Stater og i formuleringen af de universelle menneskerettigheder under den franske revolution. Den var fremme i tiden lige efter 1. verdenskrig, ved den økonomiske krise omkring 1930, ved de store arbejdsløshedsbølger i 1980-90 ́erne, ved finanskrisen I 2008, og senest ved den verdensomspændende coronapandemi i 2020.
Der har været gennemført forsøg med borgerløn flere gange, bl.a. i USA, Canada, Indien, Namibia og Finland, og flere fremtrædende økonomer har talt for indførelse af forskellige former for borgerløn.
Borgerløn er kendetegnet ved at være universel, individuel, ubetinget og tilstrækkelig.
Den er universel
At borgerlønnen er universel, betyder, at den udbetales til alle borgere med stats- borgerskab – eller eventuelt EU-borgerskab, hvis borgerlønnen skal omfatte alle EU-borgere og ikke blot følge de nationale grænser – til lønmodtagere og arbejdsgivere, til rige og fattige, til børn, unge og gamle, til folk under uddannelse, kunstnere, iværksættere, syge og handicappede. Til alle.
Den er individuel
At den er individuel, vil sige, at den gives til enkeltpersoner, således at enhver er sikret sit eget individuelle forsørgelsesgrundlag, uafhængig af ægtefælle eller samlever. Borgerløn gør op med den gensidige forsørgerpligt og med “dyneløfteri”, hvor sagsbehandlere skal kontrollere, om en ydelsesmodtager er enlig eller samlevende. Forsørgerpligten er en rest af en patriarkalsk familiestruktur, som det er på tide at få afskaffet. Man vil stadig have forsørgerpligt over for sine børn, men også børn vil modtage en basisindkomst, administreret af forældre eller værge. Det er en politisk diskussion, om børn skal modtage samme beløb eller mindre end voksne og eventuelt gradueret efter alder.
Den er ubetinget
At den er ubetinget, vil sige, at der ikke stilles nogen betingelser for udbetaling
af basisindkomsten. Den udbetales automatisk hver måned til alle borgere. Ingen blanketter skal udfyldes, og ingen sagsbehandler skal tage stilling til, om den enkelte er berettiget. Man skal ikke være fattig, arbejdsløs eller syg. Det kræves ikke, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet. Udbetalingen modregnes ikke i formue eller indtægt. Det vil med andre ord med en borgerløn altid kunne betale sig at arbejde, uanset hvor få timer, man gør det, eller hvor lav timelønnen er. Der vil ikke være noget stigmatiserende ved at modtage borgerløn, som der kan være det ved
de nuværende overførselsindkomster. Det er ikke flovt at modtage en grundydelse, som alle andre også får.
Den er tilstrækkelig
At borgerlønnen er tilstrækkelig, vil sige, at den skal være på et niveau, som gør
det muligt at leve af den, om end på et beskedent niveau. Fastsættelsen af niveau
vil være en politisk diskussion. Hvis et samfund har en defineret fattigdomsgrænse, kan dette være et vejledende niveau for en basisindkomst, og den kan som nævnt gradueres, så der er en lavere sats for unge under uddannelse og en endnu lavere sats for mindre børn. Danmarks Statistik definerer fattigdom som indtægt under 50 procent af medianindkomsten, hvilket i 2021 giver en fattigdomsgrænse ved ca. 120.000 kr. Der foreslås en månedlig udbetaling, ikke en engangsydelse.
Borgerløn, grundindkomst, ubetinget basisindkomst
Der findes et væld af betegnelser, både på dansk og andre sprog for det, vi nu som oftest kalder borgerløn. På engelsk er “Basic Income” blevet det meste udbredte, som det også ses afspejlet i navnet på den internationale paraplyorganisation Basic Income Earth Network, med forkortelsen BIEN, som Danmark har tilsluttet sig. Herhjemme er det blevet til “basisindkomst”, “ubetinget basisindkomst” eller blot UBI. Forkortelsen UBI bruges også internationalt, idet den både kan stå for “Unconditional Basic Income” og “Universal Basic Income”. Endelig findes der mere sjældent benyttede betegnelser som “Citizen’s Income” eller “Citizen’s Basic Income”. Men fælles for dem er, at de alle viser hen til den samme grundtanke, og de kan derfor i princippet bruges i flæng, som synonymer.
Ordet borgerløn er kendt fra starten af 1970’erne, men blev først for alvor etableret i den danske bevidsthed med bogen Oprør fra midten fra 1978. Bogen blev med sine over 100.000 solgte eksemplarer en bestseller og førte dengang til en livlig debat. Siden har “borgerløn” været det mest benyttede udtryk for en ubetinget basisindkomst i Danmark. Tilsvarende hedder det i Norge “borgerlønn” eller “grunninntekt”og i Sverige “medborgarlön” eller “basinkomst”.
I USA har ideen været diskuteret under betegnelsen “Basic Income Guarantee (BIG)”.
En anden måde at sikre borgerne en ubetinget basisindkomst er gennem en såkaldt “negativ indkomstskat”, en idé, som bl.a. er fremsat af den liberalistiske økonom og nobelprismodtager Milton Friedman. Her er princippet, at borgerlønnen har form af et fradrag i indkomstskatten. Hvis forskellen er negativ, udbetales den af skattemyndigheden til skatteyderen.
“Social dividende” er endnu et begreb, der har været anvendt om en udgave af borgerløn. Denne ydelse til borgerne er baseret på afkastet af offentlige virksomheder eller offentligt ejede ressourcer. I Alaska er en sådan dividende, den såkaldte “Alaska Permanent Fund”, baseret på indtægten af olieforekomster. I EU har den belgiske filosof og økonom Philippe van Parijs foreslået indførelse af en eurodividende for at styrke og legitimere eurozonen. En social dividende opfylder dog ikke pr. definition betingelsen “tilstrækkelig”.
I Tyskland kalder man det “Grundeinkommen” (grundindkomst), en klar betegnelse, der angiver, at der ikke er tale om en velfærdsydelse, som skal kompensere for en manglende indtægt hos modtageren.
Så lad os slå fast, så det ikke kan misforstås: Borgerløn er ikke en social ydelse, der gives til arbejdsløse eller andre uden indkomst, men et beløb, der udbetales til alle borgere, og som man frit kan supplere med løn eller anden indtægt.
Kapitel 2: Rettigheder og pligter
Vi opfatter en ret til en ubetinget basisindkomst som en ny rettighed i velfærdssamfundet modsvaret af den almindelige skattepligt.
Skattepligt skal forstås i en udvidet forstand som alle de måder, hvorpå vi som borgere betaler til statskassen. For eksempel: indkomst-, selskabs-, formue- og ejendomsskat, afgifter på alkohol, tobak, specialvarer, energi, arv, broer, tinglysning, udstykning, spil, flyvning, spildevand og CO2, moms, grundskyld og licens. Listen er lang – på Danmarks Statistik er skatter og afgifter sorteret i 205 kategorier og underkategorier. Nogle vil hævde, at en ubetinget borgerløn bryder med en moralsk norm om, at med rettigheder følger pligter, eller at man skal yde, før man kan nyde. Når der diskuteres arbejdsmarkeds- og socialpolitik, hører man ofte socialdemokrater give udtryk for et grundlæggende princip om ret og pligt – “Gør din pligt og kræv din ret”. Hvis man modtager dagpenge eller kontanthjælp, har man altid pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, pligt til aktivering eller til at udføre et nyttejob. Det er et princip, de fleste partier forfægter.
Det er imidlertid en problematisk fortolkning af ret og pligt. Det normale i velfærdssamfundet er, at vi har velfærdsrettigheder, der modsvares af en skattepligt. Det gælder for en række velfærdsydelser, f.eks. gratis uddannelsesinstitutioner, gratis sundhedsvæsen, offentlige veje og anden infrastruktur, folkepension og børnecheck, der modsvares af en generel skattepligt. Det er altså ikke princippet om ret og pligt, der står i vejen for at indføre en sikring af et økonomisk eksistensgrundlag, en ubetinget borgerløn.
Når Socialdemokratiet og andre politiske partier mener, at man ikke kan få en ubetinget borgerløn modsvaret af en skattepligt, er det altså dem, der afviger fra hovedtendensen i forståelsen af ret og pligt. De kræver en arbejdspligt oveni skattepligten. Arbejdspligten er imidlertid selektiv, nærmest alene rettet mod underklassen, og derfor ikke universel. Hvis arbejdspligten, modsvaret af en ret til en ubetinget borgerløn, havde været udformet som en form for ”social værnepligt” gældende for alle borgere, ville den i højere grad have levet op til normerne i velfærdsstaten.
Det er påfaldende, at princippet om, at der med rettigheder følger pligter, primært bruges af de stærke over for de svage i samfundet. Det bliver anvendt oppefra og ned, fra de privilegerede og økonomisk sikrede imod de ressourcesvage og forsvarsløse. Det bliver brugt til at legitimere disciplinering og tvang. Det bliver ikke brugt opad. Man siger ikke til f.eks. virksomhedsejere: Eftersom I nyder godt af sam- fundsfinansieret infrastruktur og uddannelse af kvalificerede medarbejdere, som er sikret behandling i tilfælde af sygdom osv., skal virksomheden til gengæld sørge for at bevare danske arbejdspladser (i Danmark) og rydde op, når den har skadet miljøet. Virksomhedsejere har indadtil pligt til at leve op til overenskomster og arbejdsmiljøregler, men er samfundsmæssigt kun forpligtet til at afgive en andel
af virksomhedens økonomiske overskud, hvilket nogle virksomheder er i stand til at snige sig uden om. Håndværksmestre har måske moralsk, men ikke konkret og retlig forpligtelse til at tage lærlinge og dermed være med til at sikre egen og et fagområdes fremtidige arbejdskraft. Vi stiller heller ikke krav til boligejere om at yde til fællesskabet, når samfundsudviklingen giver dem “nydelse” for millioner ved hussalg.
Ret og pligt historisk set
Umiddelbart synes socialdemokrater imidlertid at stå stærkt, når de kan henvise til arbejderbevægelsens historie som argument for, at partiet altid har kæmpet for sammenhængen mellem rettigheder og pligter, fordi der på de gamle røde faner stod: ”Gør din pligt, kræv din ret”. Men hvad mente den tidlige arbejderbevægelse egentlig med sit slogan?
Et nøjere studium viser, at den mente noget helt andet end socialdemokrater i dag. Nemlig nærmest det modsatte.
Da Socialdemokratiet var en klar underklassebevægelse i 1870’erne, blev sloganet ”gør din pligt, kræv din ret” forstået som et politisk kampslogan for nye rettigheder (bl.a. lige og almindelig valgret, ret til undervisning, religionsfrihed og ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed) og vendt mod overklassens privilegier (bl.a. manglende indkomst- og arveskattepligter). Man kæmpede for lige rettigheder (underklassen manglede rettigheder) og for lige pligter (overklassen levede ikke op til alle samfundsmæssige pligter, hvorfor den skulle pålægges flere pligter).
I dag er klasseforholdene helt anderledes, og Socialdemokratiet et helt andet parti. Socialdemokratiet repræsenterer ikke en underklasse, men snarere en dominerende middel- og overklasse, vil de fleste sige. Som det er nu, bruger Socialdemokratiet princippet om ret og pligt til at retfærdiggøre overklassens fastholdelse af de marginaliserede (arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere) som en andenrangs arbejdskraft (i aktivering, nyttejob) ved at pålægge dem en særlig pligt til at arbejde for deres overførselsindkomst. Det bliver brugt til at legitimere disciplinering og tvang.
Hvor det for Socialdemokratiet tidligere handlede om at sikre universelle rettigheder og pligter og dermed ophævelse af klasseskel, bliver begreberne ret og pligt i dag brugt til at retfærdiggøre en ny klassedeling med visse grupper, der har særlige rettigheder, og andre, der har særlige pligter.
Den ubetingede basisindkomst som menneskeret
I FN’s menneskerettighedserklæring står der bl.a., at “enhver har ret til en levestandard, som er tilstrækkelig høj til at bevare helbred og velbefindende” og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder siges det, at “den menneskelige værdighed er ukrænkelig”, og at “ethvert menneske har ret til livet”. Inden for det nuværende økonomiske system er livet afhængigt af, at man får sine grundlæggende materielle behov dækket. Det kan ske ved en ubetinget basisindkomst, der kan danne fundamentet for udøvelsen af de andre rettigheder.
Det særlige ved en menneskerettighed er, at den i dag er så grundlæggende for vores forståelse af mennesket, at den forekommer selvindlysende og som sådan en rettighed, man ikke skal gøre sig fortjent til eller yde noget for at få. Hvilke pligter hænger f.eks. sammen med retten til at stemme eller retten til en retfærdig rettergang eller retten til ytringsfrihed, menings- og religionsfrihed? En basisindkomst kan ende med at få samme status som en ubetinget og universel menneskerettighed på lige fod med andre fundamentale og umistelige rettigheder.
Andre bidrag til samfundet end erhvervsarbejde
En ret til en basisindkomst uden noget krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet kan også ses som en anerkendelse af det ubetalte, socialt nødvendige arbejde, der bliver udført til gavn for alle borgere.
I det nuværende samfund udføres en masse ubetalt samfundsnyttigt arbejde i form af husarbejde, omsorgsarbejde, politisk arbejde, kulturelt arbejde eller forskellige former for frivilligt arbejde, der både er med til at sikre markedet og sammenhængskraften i samfundet. Dette arbejde udføres af et stort antal mennesker, som ikke honoreres for det på samme måde som det traditionelle erhvervsarbejde. Man kan i den forstand sige, at “de yder uden af nyde”. Om andre mennesker, som nyder godt af dette arbejde, uden selv at bidrage i samme omfang, fordi de har valgt at prioritere erhvervsarbejde, kan man til gengæld hævde, at de “nyder uden at yde”, høster nogle fordele uden at betale. Men til syvende og sidst vinder hele samfundet ved, at folk påtager sig frivilligt arbejde og ikke kun erhvervsarbejde. Således viser økonomisk forskning, at frivilligt arbejde indirekte bidrager til en ganske stor del af den økonomiske aktivitet i samfundet, selvom det ikke tælles med i BNP (bruttonationalproduktet). Det ubetalte, samfundsnødvendige arbejde er altså afgørende for, om det formelle arbejdsmarked og i sidste instans hele samfundet overhovedet kan fungere.
|
I 2022 udgav BIEN Danmark en lille bog: Borgerløn - Reel Frihed. Som en læserservice vil vi i dette og hvert af de kommende nyhedsbreve bringe et eller to kapitler fra bogen.
