Folkepensionens velsignelser
Af Gitte Pedersen
Efter mange år på arbejdsmarkedet blev det endelig tid til at komme på aldersbetinget borgerløn, nemlig folkepension.
Efter en fin debut som gymnasielærer gik det langsomt ned ad bakke. Jeg var i mange år ansat som årsvikar, dvs. ansat for et skoleår ad gangen og hver gang sommerferien nærmede sig kom ubehaget og nervøsiteten. Var der timer til mig næste år? I mere end 13 år holdt jeg mig beskæftiget på denne måde. Og jeg har undervist på et utal af gymnasier og VUC centre. Det var faktisk temmelig opslidende, hele tiden at skulle forholde sig til nye skoler og nye kolleger, og forskellige måder at arbejde på. Jeg opnåede aldrig en fastansættelse, fordi begge mine fag, filosofi og spansk, er valgfag. Jeg var de sidste 5 år på samme gymnasium, men da reformen i 2004 kom, blev det for meget. Der er skrevet meget om denne reform, som gjorde gymnasiet til et fagpakke-gymnasium, hvor bl.a. alle sprogfag blev reduceret på bekostning af engelsk, som blev opprioriteret, og filosofi kom aldrig med i en fagpakke, hvilket betød, at det forblev som valgfag, men da filosofi ikke er et fag, som kræves for at komme på universitetet, har faget lidt en krank skæbne og er i dag næsten ikke-eksisterende.
På den skole jeg var ansat, var det nemt at se, at vi var for mange spansklærere, så en skulle væk.
Jeg tog så den beslutning, at nu var det nok og sagde op.
Velkommen til det prekære arbejdsmarked
Og så stod jeg der som arbejdsløs. Jeg fik dog arbejde på en aftenskole som spanskunderviser og havde sideløbende nogle kurser på Folkeuniversitetet, men det var ikke nok til at leve af, så supplerende dagpenge med alle de tåbelige aktiveringskrav blev en del af mit liv. Jeg brugte således en uanet mængde af timer på at deltage i absolut meningsløse aktiviteter på Jobcentret. Jeg har været på adskillige kurser, hvor jeg har ’lært’ at skrive CV. Og været indkaldt til mange spild-af-tid-samtaler og ikke mindst søgt 1000vis af jobs uden held. For i perioder at undslippe Jobcentrets klamme hånd har jeg haft utallige småjobs, jeg har bl.a. været kontorvikar, hjemmehjælper og arbejdet på plejehjem plus diverse andre ting. Men hele tiden har usikkerheden fulgt mig. Har jeg haft timer nok til at kunne få en dagpengeperiode mere? Og hvis ikke, hvad så? Men jeg endte på et tidspunkt på supplerende kontanthjælp, og det var et helvede uden lige. Kontrol med alt hvad man foretager sig, og på trods af, at jeg tjente penge på min aftenskoleundervisning, som blev trukket krone for krone fra kontanthjælpen, så var min indtægt aldrig mere end ca. 7.500 kr. om måneden, så ud over at være underlagt Jobcentrets utålelige regler haltede økonomien i den grad. Det er fandme ikke sjovt at stå i Netto og overveje, om jeg skal købe gulerødder eller kartofler, for der var ikke råd til begge dele. Men årene gik og endelig nærmede pensionsalderen sig. Og 1. februar 2023 kom jeg så endelig på aldersbetinget borgerløn. Det føltes som en stor befrielse, penge på kontoen hver måned uden tåbelige modkrav. Og pengene blev flere, så jeg følte mig rig! Men det vigtigste er at økonomien er sikret og med den kommer også værdigheden, jeg skal ikke længere stå med hatten i hånden og bede om hjælp. Og sidst men ikke mindst følelsen af frihed, jeg kan gøre lige præcis det jeg har lyst til uden at skulle forklare Jobcentret noget som helst.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at mange andre lever et liv, som jeg gjorde. Og alle dem under jeg en basisindkomst, for hvor ville både mit og deres liv være nemmere og bedre, hvis vi fik indført en ubetinget basisindkomst til alle. For den økonomiske tryghed giver et overskud af energi til at foretage sig utrolig mange ting.
Det første jeg gjorde på aldersbetinget borgerløn var at rejse 4 måneder til Sydamerika, hvor jeg i Puyo i Ecuador mødte Augustin, som er høvding i en lille bitte Kichwa landsby.