|
|
|
|
|
Nyhedsbrev - 3. juli 2026
|
|
Minoriteternes Grundlovsdag
|
|
|
Af Gitte Pedersen
Igen i år deltog BIEN Danmark i Minoriteternes Grundlovsdag 5. juni på Christiania i København. Der var høj sol og god stemning, og dagen var fyldt med taler og musik.
I år var det overordnede tema fred, og den første taler var Isabel Bramsen, freds- og konfliktforsker, der bl.a. talte om at fred ikke er en passiv ting men en aktiv handling – ligesom vi taler om en krigshandling, mente hun, at vi også skal tale om en fredshandling. Vi skal aktivt gøre noget for at skabe fred. Og pt. er der med alle de krige, der er i gang, et stort behov for aktivt at gøre noget for at skabe en mere fredelig verden. Herudover talte klinisk børnepsykolog Eva Malte om, at ’børn har ret til fred’, hun kom med en række skrækkelige eksempler, især fra Gaza, om hvordan krig påvirker børn og fuldstændig ødelægger deres fremtid.
Men der var også taler fra Hjemløseforeningen, Hus Forbi og Jobcentrets Ofre – og her slår det mig gang på gang, hvor megen menneskelig lidelse og ydmygelse, der kunne være undgået, hvis der var en ubetinget basisindkomst til alle, en indkomst som udbetales til alle uden modkrav. Det er hjerteskærende at høre menneskers historier om oplevelser på diverse jobcentre, nyttesløse aktiveringer og håbløse jobafklaringsforløb. Og ikke mindst den mistillid de mødes med.
Der var også en tale fra foreningen SABAE – Sammenslutningen Af Bevidst Arbejdssky Elementer.
Men her må jeg melde pas – den hørte jeg simpelthen ikke, fordi der var gang i butikken med at uddele flyers og bøger og ikke mindst tale med folk. Min fornemmelse er, at der er en stigende interesse for en ubetinget basisindkomst.
Ældreoprøret var også tilstede, de arbejder bl.a. mod diskriminering af ældre på arbejdsmarkedet og generelt mod diskrimination af ældre, som kan tage mange former fx i den måde ældre omtales på og mere sofistikeret som en underliggende præmis for hvordan beslutninger tages fx ved fyringsrunder, hvor det ofte er de ældste, der ryger ud, uden at det siges eksplicit.
Jeg delte bord med en fra Fredsinitiativet, og vi fik en snak om, hvorvidt en ubetinget basisindkomst kunne være en måde at skabe fred på. Det står hen i det uvisse, men det var måske værd at undersøge og udforske nærmere.
Ellers var det et fint arrangement og jeg fik talt om borgerløn med rigtig mange mennesker.
|
|
I bladet Forfatteren, der udgives af Dansk Forfatterforening omtales den irske kunststøtteordning (som vi også tidligere har omtalt), og de har interviewet forpersonen fra den irske forfatterforening, som fremhæver fordelene for fortattere:
Citat fra artiklen:
"Den irske forfatterforening støtter ordningen, fordi den giver forfattere mulighed for at opbygge en reel karriere frem for blot at hoppe fra projektstøtte til projektstøtte i korte perioder ad gangen. ”Ordningen giver flere forfattere en chance for at få tid til at skrive. Det gælder bl.a. forfattere fra arbejderklassen og enlige forældre,” siger forpersonen for den irske forfatterforening, Katherine Mezzacappa, til Forfatteren."
Læs hele artiklen i Forfatteren: Irland indfører borgerløn for nogle kunstnere (s. 22-23)
|
|
|
Hvad har skak og borgerløn tilfælles? Det har Finn Gemynthe, der både er inkarneret skakspiller og medlem af BIEN Danmarks bestyrelse, skrevet et indlæg om i et nyt blogindlæg på basisindkomst.dk
Med afsæt i sin mangeårige kærlighed til skakspillet beskriver Finn, hvordan brættet rummer noget, samfundet kunne lære af: en åbningsstilling med fuldkommen lighed mellem spillerne, ufravigelige og retfærdige regler, og en kultur præget af respekt, fair game og fredelig sameksistens, også selvom der er en taber og en vinder. Han trækker linjen til spørgsmålet om grundløn (borgerløn): Hvad nu, hvis vi som samfund tilbød alle mennesker samme grundlæggende tryghed og ligestilling, som skakspillet tilbyder sine spillere?
Læs hele indægget på basisindkomst.dk
|
|
 I 2022 udgav BIEN Danmark en lille bog: Borgerløn - Reel Frihed. Som en læserservice vil vi i dette og hvert af de kommende nyhedsbreve bringe et eller to kapitler fra bogen.
Hele bogen kan downloades eller købes her.
|
|
Kapitel 3: Hvad er arbejde?
Arbejde spiller en stor rolle i samfundets normer. Man er et ordentligt menneske, hvis man er arbejdsom og flittig og det modsatte, hvis man er doven og arbejdssky. Det er arbejdet, der skaber værdier og velstand og giver os alle et godt liv.
Det er godt at have et fast arbejde og skidt at være arbejdsløs. Økonomerne laver regnestykker, og nogle politikere vil have skattelettelser til erhvervslivet med forventning om, at det giver flere arbejdspladser. Andre vil sætte samfundsopgaver i gang og dermed øge arbejdsudbuddet og få flere i arbejde. Politikere taler om øget beskæftigelse, men de fleste ønsker i virkeligheden ikke fuld beskæftigelse, da det vil fjerne arbejdskraftreserven. De arbejdsløse aktiverer man, så de er parate og motiverede til at påtage sig et arbejde, når et sådant viser sig.
Men hvad er egentlig arbejde? Hvad vil det sige at arbejde? Hvilket arbejde skaber velstand i samfundet, og er alt arbejde værdiskabende? Det er en misforståelse at tro, at det kun er betalt arbejde, der skaber reel værdi og det er heller ikke al indtægt, der skabes gennem arbejde.
Arbejde uden indtægt
Meget arbejde bliver ikke lønnet eller honoreret, selv om det både er værdiskabende og nødvendigt for samfundet. Det gælder f.eks. det daglige arbejde i hjemmene med at lave mad, passe børn, vaske tøj, og vedligeholde hus og have. Det reproduktive arbejde. Omfanget i tid af reproduktivt arbejde er nogenlunde lige så stort som det betalte arbejde. Men dette arbejde tæller ikke i økonomernes regnestykke. Hvis du overtager rengøringen hos din gamle mor, hvad enten det er fra den kommunale hjemmehjælp eller et privat firma, så falder Danmarks BNP. Det samme stykke arbejde, den samme nødvendighed og værdifulde resultater. Hvis den slags arbejde ikke blev udført, kunne samfundet ikke fungere.
En anden type arbejde, som er værdifuldt uden af blive aflønnet, er frivilligt arbejde – foreningsarbejde, træning af børn i sportsklubber, indsamling og salg i genbrugsbutikker, politisk arbejde i partier, foreninger, lokalsamfund, græsrods- organisationer og meget andet. Der udføres dagligt store mængder af frivilligt, ubetalt arbejde, som er medvirkende til at opretholde og udvikle et velfungerende samfund.
En tredje type er opfinderes og iværksætteres arbejde med udvikling af nye produkter og teknikker. De er idérige og entusiastiske, og hvis deres arbejder slår igennem og får stor nytteværdi og rækkevidde, er det ofte ikke skaberen selv, der høster fortjenesten af arbejdet, men forretningsfolk med forstand på investering, der høster profitten. Indholdsmæssigt er det samfundet, der nyder godt af opfindelsen. Kunst- og kulturarbejdere laver en masse seriøst og engageret arbejde og værker, som ikke nødvendigvis bliver solgt. Man kan mene, deres produkter ikke er gode nok (tilfældige modetendenser eller en god portion held kan også afgøre succesen), men man kan ikke sige, at det er fordi, de ikke arbejder. Der er ikke nogen klar sammenhæng mellem, hvor meget og hvor seriøst en kunstner arbejder, og hvilken indtjening han eller hun får. Hvis et solgt kunstværk senere videresælges for millioner, tilfalder pengene ikke kunstneren for udført arbejde, men bliver en økonomisk fortjeneste for andre, der har råd til at investere og ikke har præsteret noget skabende arbejde. Hvilket fører videre til:
Indtægt uden arbejde
Hvis der var en sammenhæng mellem arbejdsindsats og indtjening, skulle en stor arbejdsindsats resultere i en stor indtjening, og omvendt måtte en stor indtjening skyldes en stor arbejdsindsats. Men sådan hænger tingene ikke sammen.
Verdens rigeste (mænd – der er ingen kvinder blandt de 10 rigeste) som f.eks. Microsoft-grundlæggeren Bill Gates eller Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos har ufatteligt store indtægter. På 10 sekunder tjener Jeff Bezos lige så meget, som en af hans medarbejdere tjener på et helt år. Selvom han uden tvivl også arbejder i sin virksomhed, er det åbenlyst absurd at hævde, at han arbejder 3.153.600 gange så meget som en menig medarbejder. At rige er blevet så rige og fortsat kan tjene styrtende med penge, skyldes deres virksomheders størrelse og markedsposition. Ejerne, aktionærerne, bliver rige på andres arbejdsindsats.
Det er et grundlæggende træk ved kapitalistisk økonomi, at hvis man først har penge, kan man tjene flere penge ved at investere dem fordelagtigt. Hvis man har penge nok, kan ens formue tjene penge selv, uden at man som ejer behøver at arbejde.
Selvom pengehandel også kræver opmærksomhed på aktiekurser og markeds- udvikling, står dette arbejde ikke i konkret forhold til det økonomiske udbytte. Man kan kalde det held, flair eller næse for sagen, men man kan dårligt kalde aktieafkast for resultatet af en arbejdsindsats. Warren Buffett, en af USA’s rigeste mænd, som er blevet mangemilliardær på investering i aktier og andre værdi- papirer, har udtalt, at “en meget stor procentdel af, hvad jeg har tjent, skyldes samfundet”. Man kunne også formulere det “...mine penge, har jeg hentet i samfundet”. Den franske økonomiprofessor Thomas Piketty har i sin bog Kapitalen i det 21. århundrede med stor grundighed påvist, at der i gennemsnit er mere afkast på finansiel investering end på investering i produktion. Bogen er blevet modtaget med skepsis i finansielle kredse, fordi den bryder med den udbredte forestilling eller ideologi om, at investeringer afføder arbejdspladser, således at afkast på finansielle investeringer modsvarer forbedrede økonomiske vilkår for resten af befolkningen, den såkaldte trickle down-effekt.
Nedarvet ejendom eller formue giver også mulighed for at tjene penge uden arbejde. Det samme gælder i industrien. Den, der arver en virksomhed, arver også en kilde til indtægt. Intellektuelle rettigheder, dvs. copyright og patent- rettigheder, går også i arv og gælder op til 70 år efter ophavsmandens død. I al den tid kan arvingerne opretholde en indtægt via rettighederne til et produkt, de ikke selv har ydet en arbejdsindsats for.
Boligmarkedet er i dag en af de helt store kilder til indkomst uden arbejde. I de store byer stiger boligpriserne langt hurtigere end priserne på andre varer og giver dermed boligejerne en solid arbejdsfri indkomst. Da boligmarkedet var på sit mest ophedede niveau i perioden 2000-2008 kunne en lejlighed på Frederiksberg stige i værdi op til 25.000 kr. om måneden. Hermed kunne ejeren optjene noget, der ligner en almindelig månedsløn blot ved at eje og uden at arbejde for det.
Pseudoarbejde
I 2018 udkom en bog med titlen Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting af filosof Anders Fogh Jensen og antropolog Dennis Nørmark. Den tog tråden op fra den svenske sociolog Roland Paulsen, som i bøger og artikler har kritiseret det, han kalder “arbejdssamfundet”, et samfund, som på den ene side er overdrevent fokuseret på arbejde, men som samtidig har en udbredt forekomst af “tomt arbejde”. Pseudoarbejde trækker derudover på den amerikanske antropolog David Graeber, som har udgivet en bog med den ligefremme titel Bullshit Jobs.
Forfatterne undersøger det mærkværdige fænomen, at selv om den teknologiske udvikling og automatiseringen kunne have ført til, at vi alle kunne arbejde langt mindre og have meget mere fritid, så er det ikke sket. Og der er en tilbøjelighed til, især i laget af mellemledere og konsulenter, at man opfinder nye funktioner og jobbeskrivelser, som udspringer af løse ender og komplekse opgavebeskrivelser, og som munder ud i flere stillinger, der ifølge forfatternes konklusion ikke er reelt behov for.
Pseudoarbejde er arbejde, som ifølge arbejdstageren selv er meningsløst, ikke bærer nogen betydningsfuld frugt og ikke har nogen mærkbar virkning i verden.
Meget arbejde er enten blevet effektiviseret væk af maskiner eller outsourcet til fjerne lande, hvor arbejdskraften er billigere, og tilbage er hovedsagelig det arbejde, der kræver viden og kreativitet. Heraf følger en forøgelse af antallet af studerende på videregående uddannelser, hvor der også opstår en lang række nye specialiseringer, som egentlig skulle effektivisere arbejdet, men som også medfører at arbejdet bliver mere komplekst.
Nye sprogformer, arbejdsmetoder, organisationsformer og kommunikations- processer er med til at differentiere arbejdsmarkedet. Et eksempel kan være kommunikation, som konstant målrettes bestemte modtagere – investorer, forbrugere, politikere, medarbejdere, konkurrenter osv. Med specialisering følger rapportering, effektmåling. tilfredshedsmåling, tidsregistrering m.m. En form for kontrol, som er allestedsnærværende i vores arbejdsliv, både i det offentlige, private, og når vi er arbejdssøgende.
Der findes langt mindre pseudoarbejde i de erhverv, der er direkte forbundet med primær produktion eller service som f.eks. landmænd, bygningsarbejdere, syge- plejersker og skolelærere end i de højtspecialiserede erhverv og ledelseslag, som beskæftiger sig med strategi, rapportering, kommunikation og innovation.
Selv om en basisindkomst nok ikke i sig selv vil kunne begrænse det tomme og meningsløse lønnede arbejde, vil selve tilstedeværelsen af den formentlig kunne føre til en frugtbar debat og udvikling på arbejdsmarkedet ved at problematisere forholdet mellem tidsforbrug og produktivitet og mellem arbejde og indkomst. Den vil også kunne mindske nogens tilbøjelighed til at blive i en utilfredsstillende arbejdssituation, fordi alternativet er uklart. Selve det faktum, at borgerlønnen bryder med forestillingen om, at en indkomst nærmest kun har moralsk værdi, hvis den kommer fra et indtægtsgivende arbejde, kan medvirke til at rette fokus på værdien af de mange aktiviteter, som en borgerløn åbner op for, og den til tider begrænsede værdi af det arbejde, som aflønnes på traditionel vis.
Økonomernes arbejdsbegreb
De fleste økonomer tager udgangspunkt i et ret forsimplet arbejdsbegreb – at vi mennesker helst ikke vil arbejde, at arbejde er ulystbetonet og noget, man kun udfører, hvis man bliver belønnet økonomisk. Det “økonomiske menneske”, homo economicus, vil med andre ord nyttemaksimere tid og penge ved at yde så lidt som muligt. Tilbøjeligheden til at arbejde kan ifølge økonomerne beskrives og beregnes ved kurver over udbud og efterspørgsel, ligesom andre varer på markedet.
Begrebet om arbejdets ulyst hænger historisk sammen med at arbejde tidligere var forbeholdt arbejderklassen. Det, som de højere klasser foretog sig, var et virke, for hvilket de ikke skulle aflønnes, da penge var noget, man havde i kraft af sin position. I stedet kunne de modtage et honorar, dvs. en æresbevisning, der ikke modtages for en arbejdsydelse, men for at være den, man er. Honorarudbetaling findes stadig.
Før industrialiseringen havde vi landbrugssamfundet, som eksisterede i omkring 10.000 år. Dengang var arbejde, og ofte hårdt arbejde, knyttet til den position, man havde på den gård og i den husstand, man hørte til. Arbejdet var en nødvendighed. Og for nogens vedkommende fastholdt ved tvang i et trælleforhold. Man har arbejdet på gården, fordi det var eneste mulighed for at overleve, og det var ikke lønarbejde.
Lønarbejdet, som vi kender det, har kun eksisteret som en almindelig og udbredt livsform i en kort periode i verdenshistorien – i godt og vel 200 år, og nu er det på vej til at ændre sig. Det havde sin storhedstid under den industrielle bølge, hvor fabriksarbejdet i sin mest konsekvente form var samlebåndsarbejdet. Og det gav mening at sige, at arbejderen kun holdt ud ved samlebåndet, så længe han fik løn for det.
I dag, hvor robotter og automater har overtaget store dele af produktionen af for- brugsgoder, og industrielt producerede fødevarer er blevet billige og lettilgængelige, er arbejdet igen ved at skifte karakter – i hvert fald i de rige lande, der har out- sourcet produktionen til især Sydøstasien, hvor arbejdskraften indtil videre stadig er billigere. Mange mennesker i den vestlige verden har i dag et arbejde med et indhold, der også motiverer dem af andre grunde end indkomsten. Arbejdet kan være et sted, hvor man udretter noget værdifuldt og kvalitetsbetonet, noget man er stolt af, og det kan være en kilde til social kontakt, bekræftelse og identitet. Alligevel holder økonomerne fast i et forældet industrielt arbejdsbegreb i deres modeller.
Arbejde som grundlæggende menneskelig aktivitet
Lønarbejde er altså et, historisk set, ret nyt fænomen. Arbejde i almindelighed, forstået som målrettet individuel eller kollektiv aktivitet, har derimod eksisteret i hele menneskehedens historie.
Arbejde er en grundlæggende aktivitet. Hver gang et menneske gør noget for at realisere et mål, udfører det en arbejdsproces, hvad enten det er at tilhugge en flintesten, væve et stykke tøj, bygge en hytte, nedlægge et jagtbytte, indsamle frugter og rødder, eller udvikle en ny metode til at bore efter drikkevand, finde en matematisk formel for elektromagnetisme eller passe et sygt menneske. Arbejds- processer er det, der har gjort os til mennesker, og som har formet vores tilværelse og skabt vores samfund, som det er med hele dets civilisation, teknologi og kultur.
Arbejde er en almenmenneskelig aktivitet, der er dybt integreret i vores hjerne
og dens måde at fungere på. Hele menneskehedens udvikling fra stenalderens jæger- og samlertilværelse, den første dyrkning af jorden, dannelsen af bysamfund og lovgivning, udvikling af teknik, videnskab og industri, bogtrykkerkunst, tv og internet, skyldes arbejde. Nogen har sat processer i gang, der har ført til konkrete resultater, som så igen er blevet til en del af den menneskelige kultur.
Disse resultater er arbejdsprodukter, og det er dem, vi i dag kan takke for den materielle velfærd, vi har og for det kulturelle stade, vi har nået. Det er vores forgængeres arbejde, der har skabt det samfund, den teknologi, den kultur og den materielle rigdom, vi nyder godt af i dag. Rent vand i hanerne, isolerede huse at bo i, kunst, uddannelse, veje og transportmidler, mobiltelefoner og internet.
Vores hjerne er i stand til at planlægge og målrette vores aktiviteter efter det, vi finder værdifuldt. Vi ønsker grundlæggende at udrette noget, vi synes er værdifuldt, og som bliver værdsat af de mennesker, vi lever sammen med. Det betyder noget
at tilhøre en gruppe, et samfund. Vi tilbereder mad, slår græs, deltager i sports- aktiviteter, fodrer naboens kat, hjælper til i genbrugsbutikken, passer kassen i su- permarkedet, leder en afdeling ingeniører i en større virksomhed, laver kampagner for et lovforslag eller for et politisk parti. Det er alt sammen arbejde, hvad enten det er lønnet eller ulønnet.
Vi behøver ikke frygte, at mennesker vil holde op med at arbejde, hvis vi får borgerløn. Vi vil gerne gøre noget, der har betydning for andre mennesker. Vi er drevet af nysgerrighed, foretagsomhed, nødvendighed, kærlighed, også af penge og hvad de kan tilbyde. Alle vil grundlæggende gerne arbejde, hvilket ikke for alle betyder, at ønsket er et lønarbejde eller selvstændig virksomhed. Og desuden kan vi håbe, at vi ved at adskille økonomisk tryghed og overlevelse fra arbejde kan mindske den negative effekt, som menneskelig aktivitet/arbejde også undertiden har – på os selv og på den verden, vi giver videre til vores børn og børnebørn.
Ingen arbejder for sig selv, alle arbejder for alle
En væsentlig inspirationskilde for flere fortalere for en ubetinget basisindkomst er antroposoffen Rudolf Steiners idé om en social tregrening, en forestilling om, at samfundet består af tre forskellige institutioner eller “sfærer”, som i princippet er uafhængige af hinanden, men som kan bringes til at arbejde harmonisk sammen. De tre sfærer kan beskrives som stat, økonomi og åndsliv.
Den danske kunstner og forfatter Johannes Hohlenberg, som var aktiv i den antroposofiske bevægelse i 1930’erne, argumenterede med udgangspunkt i denne tregreningslære for en samfundsdividende for alle borgere, med andre ord en ubetinget basisindkomst. Hans argumentation kan kort beskrives på følgende måde:
Samfundet er gennem tiden blevet mere og mere komplekst og udmærker sig bl.a. ved en højt specialiseret arbejdsdeling, således at man med Steiners ord kan sige, at “ingen arbejder for sig selv, men alle arbejder for alle”. Denne arbejdsdeling kan tilmed ses i et historisk perspektiv i den forstand, at vi også nyder godt af frugterne af tidligere generationers arbejde i form af oparbejdet viden og et utal af opfindelser. Sidstnævnte kalder Hohlenberg fællesarven. I dag kalder vi det som oftest den teknologiske arv.
Disse forhold – fællesarven og specialisering – har gjort produktionen af varer og tjenesteydelser så effektiv, at arbejdsløshed altid vil være et overhængende problem, i hvert fald så længe indkomsten er afhængig af erhvervsarbejde. Hohlenberg mener derfor, også med udgangspunkt i Steiner, at de to ting må skilles ad. Der må ganske enkelt skaffes købekraft til den stigende overflod af let producerede varer, og her er en basisindkomst, en samfundsdividende, for ham den naturlige løsning.
Når det for Hohlenberg føles så naturligt at skille løn fra arbejde og lade staten udbetale en basisindkomst, skyldes det ikke kun, at det giver alle borgere købekraft og på den måde del i samfundets goder, og heller ikke at det skaber økonomisk vækst, men at det er i tråd med tregreningens samfundsmodel, som siger, at sfærerne skal respektere hinandens autonomi. Staten skal kun tage sig af anliggender, som er fælles for alle borgere, dvs. områder som retssikkerhed og grund- læggende menneskerettigheder, og ikke blande sig for meget i hverken økonomien eller åndslivet. Staten skal ikke lægge bånd på den økonomiske aktivitet i sam- fundet, men blot ved love sikre borgerne mod økonomisk spekulation og magt- koncentrationer, og åndslivet, forstået som hele privatsfæren, det civile liv, skal ligeledes være så vidt muligt fri for både statslig og økonomisk indflydelse.
Den logiske konsekvens af den tankegang er, at det er den økonomiske sfære,
som ser en basisindkomst som en rationel, pragmatisk løsning på et presserende problem, og det er den private sfære, ånds- og kulturlivet, som, uafhængigt af staten, er bestemmende for, hvad borgerne vil bruge deres tid på, herunder om de vil være beskæftiget med betalt arbejde eller ej.
Den ligeledes Steiner-inspirerede tyske iværksætter og grundlægger af materialist- kæden dm-drogerie markt Götz Werner har gennem de senere år været en markant fortaler for en ubetinget basisindkomst, og da hans argumenter udmærker sig ved på én gang at være både pragmatiske, saglige og originale, er en række af dem taget med her under nogle overskrifter formuleret som spørgsmål.
Hvordan skal det finansieres? Den ubetingede basisindkomst er allerede finansieret, siger Götz Werner, og det nuværende samfund er et bevis på det. Her er den rigtige målestok ifølge ham ikke penge, men derimod varer og tjenesteydelser, og dem er der nok af til alle, ja faktisk til overflod. Så det kan kun være et spørgsmål om at lægge snittet anderledes, end vi gør i dag.
Bør vi ikke være selvforsørgende? Vi lever stadig med en førmoderne bevidsthed om, at vi er selvforsørgende. I virkeligheden fungerer samfundet sådan, og kan kun fungere sådan, at vi forsørger hinanden. Götz Werner kalder det “fremmed- forsørgelse”, eller, med Rudolf Steiners ord: “Ingen arbejder for sig selv, men alle arbejder for alle”. Selvforsørgelse er i dag en illusion, og en ubetinget basisindkomst afspejler mere præcist end noget andet det forhold.
Skal vi ikke være vores løn værd? Problemet ligger i vores måde at tænke på. Vi
skal foretage en “kopernikansk vending” i vores bevidsthed, siger Götz Werner. Vi får ikke løn for at arbejde, men for overhovedet at være i stand til at arbejde. Uden en indkomst kan ingen bidrage med noget som helst. Så indkomst går forud for arbejde. Den logiske konsekvens heraf er en ubetinget basisindkomst. Götz Werner går endda så vidt som at sige, at det ikke giver mening at værdisætte selve arbejdet. Det er ifølge ham “ubetaleligt”. Dette er helt i tråd med den steinerske totale begrebsmæssige adskillelse af løn og arbejde.
Vil folk ikke bare holde op med at arbejde? Næppe, siger Götz Werner, men vi har ikke tillid til hinanden. Når vi spørger folk, om de vil holde op med at arbejde, hvis de er sikret en ubetinget basisindkomst, siger langt de fleste nej, men tilføjer så “men mange andre vil... ”. Med en basisindkomst viser vi, at vi har tillid til, at mennesker af natur er kreative og ønsker at bidrage og skabe noget for sig selv og andre. Den tillid, vi viser andre, får vi mange gange igen, i form af det mennesker af egen drift ønsker at yde til fællesskabet, viser hans erfaring gennem mange år som leder for tusindvis af medarbejdere.
Et samfund med ubetinget basisindkomst vil også kunne føre til en mentalitets- ændring, hvor vi i stedet for at spørge “hvor meget får jeg for det?”, vil sige til os selv “har jeg mulighed for at gøre det?” – ganske enkelt fordi vi kan stille os selv mere til rådighed for andre og i videre forstand for samfundet. Med Werners ord kan vi bevæge os fra et erhvervsarbejdssamfund og mere i retning af det, han kalder et “beskæftigelses- eller aktivitetssamfund”, et samfund drevet af ønsker, vilje og nødvendighed.
Mange mennesker føler, som det er nu, ikke, at de har en arbejdsplads, men en “indkomstplads”. De finder ingen eller begrænset mening i det, de laver. En ubetinget basisindkomst vil give alle større frihed til at finde meningsfuld beskæftigelse, uanset hvor de er i livet. Vi vil kunne få et samfund, hvor vi i højere grad vil kunne sige, at “vi vil”, end at “vi skal”, og det vil i sidste ende gavne både arbejdsgiver og arbejdstager, mener Götz Werner.
|
|
|
|
|
|
|
