Skak – vejen til ro, lov og orden – og til grundløn?

Af Finn Gemynthe

Skak kaldes spillenes konge, med fuld ret vil jeg hævde. Intet andet spil er så retfærdigt og frit for held & uheld, bluff og hemmelighedskræmmeri. Spillerne er fra begyndelsen af stillet grundlæggende lige, bortset fra at hvid altid åbner ballet med første træk. Og denne minimale ulighed kan udlignes allerede i parti 2.

Samtidig er der noget historisk dragende over brikkerne, af hvilke Bønderne udgør det uundværlige fodfolk, den forreste, udsatte linje foran Officererne, symboliseret ved Tårnenes befæstninger, Springernes kavaleri og Løbernes langtrækkende artilleri. Og i midten stråler Kongen & Dronningen som parret, alles øjne er rettet imod. De kaster glans over dette festlige og ædle spil.

Spillets udviklingshistorie har sågar på sær, synsk vis maget det så, at der råder en slags ligeberettigelse de to køn imellem. Ja styrkemæssigt er Dronningen i høj grad Kongen overlegen. Man kan forestille sig en skrøbelig, aldrende Konge, der kun opretholder magten takket være sin langt fyrigere og skarpsindigere dronning. Lidt som virkelighedens Katharina den Store.[1]

Spillets ædle ånd forfægter samtidig et ufravigeligt krav om høflig[2] og civiliseret optræden. Ikke noget med at larme, smaske og forstyrre andre, endsige være en dårlig taber og feje de overlevende brikker af brættet. No go! -man takker pænt for partiet og drøfter bagefter sagligt, hvordan man kunne have spillet anderledes. Den uhøfligste, jeg nogensinde har været ude for i mine 58 år ved skakbrættet, var en modstander, der af lutter ærgrelse over at måtte opgive, krøllede sin nedskrevne partiliste sammen og kylede den over skulderen.

Men netop retten til at opgive ævred og vifte med det hvide flag, for at undgå en langstrakt, forgæves kamp, forlener spillet med en nådig, virkelighedstro aura. Hvor mange hære og riger har ikke op igennem historien valgt at overgive sig fremfor selvmorderisk at kæmpe til den bitre ende, hvor sidste mand falder. Men i skakkens oplyste tidsånd forventes det af en vinder, at han eller hun optræder afdæmpet og høfligt. At brovte, hovere og håne ville stemple vinderen som en gemen tølper.

Endelig muliggør skakspillets ædle regler en realistisk, fornuftig og fredsommelig udgang på dysten: Uafgjort, også kaldet remis. Tit og ofte hører man under turneringer den hviskende ytring: ”Jeg tilbyder remis”. Og hvis den ærede modstander finder tilbuddet rimeligt, rækker de to spillere hinanden hånden i samdrægtighed. Skak i sin rene form er en sport for gentlemen og gentlewomen.

Ikke sært at skoleskak vinder kraftigt frem i disse år. Mangen lærer har iagttaget, hvorledes skakken lærer børn at respektere hinanden, at konkurrere uden beskidte tricks, at sidde stille og roligt og koncentrere sig, at opøve egne færdigheder, at ”tabe og vinde med samme sind” eller at forliges og stifte fred. Og deres modstandere symboliserer i virkeligheden alle de udfordringer og al den modgang og modstand, som de vil støde på igennem deres livsløb. Skak kan således også forstås som livskunst.

I en verden af uro, ufred, kaos, lovløshed, ulighed og uretfærdighed finder skakspillerne ro, lov og orden på de 64 felter med 16 brikker til hver. Der skal nu engang råde ro omkring de tænkende spillere. Reglerne er ufravigelige og eviggyldige, og brikkerne danner lige fra træk 1 ordentlige, meningsfulde mønstre. Og åbningsstillingen før træk 1 er udtryk for fuldkommen lighed! Lige mange og lige stærke brikker til hver!

Skakken kan derfor symbolisere den fuldkomne verden. I denne har man altid frihed til at foretage ethvert lovligt træk. Samtidig råder der lighed og retfærdighed fra begyndelsen af. Ydermere foreligger der et globalt broderskab alle skakspillere imellem; man kunne drage til Kalmykien og udmærket forstå de derboendes skaksprog. Og modstanderne, dem skal man ikke nogetsteds opfatte som fjender, men som godhjertede instruktører, der iscenesætter allehånde fascinerende eller foruroligende udfordringer, der kan møde én på livets vej.

At nogle så er bedre til at finde bedre træk end andre; ja det er livets lod i et samfund af individuelle mennesker. Eftersom grundlæggende egenskaber som arbejdsevner, energi, tålmodighed og færdigheder fra naturens hånd er så ulige fordelt, bliver ulighederne derefter. I skakkens verden afspejler dette sig i det såkaldte ratingsystem, der løbende ajourføres i forhold til spillernes resultater. Det spænder fra en bundgrænse på 500 til den norske verdensmester Magnus Carlsens absolutte maksimum på 2882 i maj 2014. Lille mig ligger i skrivende stund på 1795; yderst middelmådigt i forhold til, hvor mange år jeg har dyrket spillet med fornøjelse. Min ork og mine evner rækker tydeligvis ikke til mere, og verden udenfor de 64 felter virker mildt sagt distraherende.

Men sæt nu samfundet lod sig inspirere af skakkens fuldkomne verden? Sæt man bød alle og enhver velkommen i samfundet med en grundløn fra det fyldte 18 år og livet igennem? Det ville svare til åbningsstillingens fuldkomne, retfærdige, grundlæggende lighed! Og hvis man samtidig lod sig inspirere til at sørge for langt mere samfundsmæssig lighed, så ville vi for alvor kunne drage nytte af skakkens forbillede.

Allerede under de nuværende mangelfulde forhold ville indførelse af grundløn skænke alle og enhver en fundamental tryghed. Og netop tryghed er en vigtig forudsætning for intelligens og evnen til at træffe fornuftige valg. Det har man længe vidst, uden at gøre noget ved det:

”PENGESORGER GØR DIG DUMMERE

Personer, som har pengesorger, mister hele 13 iq-point, fordi bekymringerne fylder meget for dem. Det skriver Videnskab.dk, som citerer en undersøgelse fra det videnskabelige tidsskrift Science.

Undersøgelsen er foretaget af et internationalt forskerhold fra USA, Canada og Storbritannien. Holdet konkluderer, at forringelsen af intelligens vil fastholde de ramte personer i fattigdom og forringe deres evne til at tage gode beslutninger”.[3]

På dette grundlag tør man forudse, at grundløn til alle vil højne befolkningens gennemsnitsintelligens og øge det samlede antal af gode beslutninger. Det turde da nok være en attraktiv gevinst ved indførelse af grundløn!   

[1] Kejserinde af Rusland 1762-1796.

[2] Høflig betyder egentlig ‘som man opfører sig ved hoffet’

[3] Citeret fra Søndagsavisen 6-8. september 2013, p. 50, og fra min bog Rigdom uden arbejde.