Er vi parate til at dele?

Fyns Amts Avis’ kronik 16. Sept. 2015 i forbindelse med 8th International Basic Iincome Week.

Af Helle Wisbech.

Vi har endnu ikke set en arbejdsmarkedsreform med en brugbar løsning på, at arbejdsmarkedet ikke kan rumme og ikke passer til en meget stor og stadig voksende del af befolkningen. Med de ydelser, der knytter sig til manglende lønindtægt og sygdom, følger restriktioner, dikteret inaktivitet og dikteret meningsløs aktivitet, som er ydmygende og sygdomsforstærkende, og som modarbejder menneskers mulighed for selv og sammen at skabe det liv, vi gerne vil leve.

Det vil give rigtig meget mening, hvis vi som samfund vælger at give hinanden penge til de grundlæggende livsfornødenheder: bolig, mad og klæder. Den tankegang arbejder mange på og væsentlige kræfter i dét arbejde samler sig i et verdensomspændende netværk: BIEN – Basic Income Earth Network. Uge 38 er 8. internationale basisindkomstuge.

I BIEN er en basisindkomst kendetegnet af fire betingelser: Den er individuel (uanset ægteskabelig stand), universel (til alle, som f.eks. folkepension), uden modkrav (arbejde modregnes ikke) og tilstrækkelig (omend beskeden). Den erstatter alle overførselsindkomster og dermed også hele kontrolsystemet, hvilket er meget væsentligt for menneskers værdighed og væsentligt fordi besparelser på kontrol, aktivering, jobprøvning, sygedagpenge m.m. vil være med til at finansiere basisindkomsten. Desuden vil basisindkomst give plads for værdien af ellers usynligt omsorgsarbejde (børnepasning, ældre, naboer osv.), frivilligt arbejde, selvforsyning, kunst, kultur, innovation og allehånde opfindsomhed og iværksætteri.

Tanken om en basisindkomst er ikke ny og bliver stadig mere aktuel af det paradoks, at – på den ene side er lønarbejde rygraden i det kapitalistiske system: uden lønninger ingen generel købekraft, uden købekraft ingen efterspørgsel, uden efterspørgslen ingen markeder, ingen vækst og ingen fremtidig produktion. Og på den anden siden er den teknologiske revolution i gang med at afskaffe lønarbejde. Thomas Paine (1737-1809), britisk-amerikansk filosof og revolutionær anses for en af basisindkomst-idéens fædre. I 1795 udgav han Agrarian Justice, hvis væsentligste budskab var, at jorden er alle menneskers fælles arv og at jorden ikke kan gøres til privat ejendom. Vi er alle jordløse bønder, tænker jeg sommetider, når talen falder på, hvordan vi mon kan skabe basis for bæredygtige livsformer og frihed til at vælge det liv, vi ønsker at leve.

I 1978 kom bogen Oprør fra Midten af Niels I. Meyer, K. Helveg Petersen og Villy Sørensen, som ud fra en afvisning af både kapitalisme og kommunisme, opstiller en alternativ udviklingsmodel for et humanistisk ligevægtssamfund, præget af demokratisk selvforvaltning, solidarisk arbejdsdeling, økonomisk lighed og økologisk ligevægt. I denne samfundsmodel er borgerløn (= basisindkomst) en vigtig ingrediens.

Flere nobelpristagere i økonomi har været tilhængere af en basisindkomst, ligesom Martin Luther King i sin bestræbelse på at udrydde fattigdom støttede tanken.

Basisindkomstanken er i dag på den politiske dagsorden i en del lande. Succesfulde forsøg er lavet i bl.a. Indien, Kenya, Canada og Brasilien. I Finland er der parlamentarisk flertal for basisindkomst og man forbereder et pilotprojekt på Ålandsøerne. I Schweiz er der folkeafstemning om spørgsmålet i 2016. I Holland arbejder flere kommuner på tilladelse til at lave basisindkomstprojekter. BIEN er en levende bevægelse og hvert andet år afholdes en international konference – i 2016 bliver det i Seoul.

Den bulgarske forfatter Ilija Trojanow har skrevet et provokerende essay med titlen Det overflødige Menneske (2014): ”Der er simpelthen for mange af de andre, mens der aldrig kan blive nok af vores egne”. Hvis vi imidlertid ser på forskellige mennesker økologiske fodaftryk på jordkloden, er det klart, at en selvforsynende bonde i Afrika med ti børn lever et langt mere bæredygtigt liv end et storbymenneske i en af den nordlige halvkugles metropoler. Vi er nødt til at reducere vores velstand for at sikre andre retten til føde og et menneskeværdigt liv. Når verden er blevet et sted, hvor alt måles og vejes efter økonomisk målestok, er der to afgørende realiteter tilbage: Markedet og affaldet, hvor grænsen mellem mennesker og affald bliver udvisket.

Helt aktuelt har vi flygtningestrømme, som kommer fra områder af krig og fattigdom. Islamisk Stat og andre fundamentalistiske grupper har nemt ved at finde krigere – ikke nødvendigvis fordi disse sympatiserer, men fordi de betales for det. Dyb fattigdom og stor arbejdsløshed gør det svært at sige nej til mad (og våben) og løfter om et bedre liv.

I vesten ser vi en stigende ulighed og opbygningen af gigantiske formuer, der bl.a. omsættes i politisk indflydelse. Frem vokser en blomstrende formuebeskyttelsesbranche, der består af initiativrige bogholdere, advokater, revisorer og lobbyister.

Og vi ser et voksende prekariat. Prekariat kommer af ordene prekær (usikker) og proletariat. Det er mennesker med usikre, midlertidige ansættelser, uden sociale rettigheder og social sikring. På verdensplan udgør fastansatte kun 20% af arbejdsstyrken. Prekariatet omfatter ikke kun ufaglærte, men også journalister som fyres fra aviserne og skal levere artikler freelance, løst ansatte på universiteterne, håndværkere, praktikanter, kunstnere osv. At det er lykkedes at lade uligheden vokse og skabe en reserve af billig, tilgængelig arbejdskraft, uden at det har skabt massive protester, skyldes bl.a. at udstødning og forringede livsvilkår i dag udpræget ses som en individuel og selvforskyldt deroute, og at prekariatet derfor dårligt genkender hinanden.

Det er en fremherskende overbevisning i den politiske debat, at vi alle handler ud fra egoistiske og bytteøkonomiske bevæggrunde: vi giver noget for at få noget tilbage, vi gør noget, fordi vi får noget for det. Men folk arbejder faktisk ikke primært for penge. Mange undersøgelser viser, at hvis først folk har de grundlæggende fornødenheder dækket, så er arbejdets indhold, gode samarbejdsrelationer og meningsfuldhed, dét som tæller.

Med basisindkomst kan vi skabe en flexicurity-model, hvor alle grundlæggende er økonomiske sikrede og der er penge i omløb, arbejdsudbyderne får den fleksible arbejdskraft, de har brug for (hvis de vil betale ordentligt for det) og arbejdstagere har en reel mulighed for at sige nej til dårligt betalt, stressende og nedslidende arbejde.

Har vi viljen til at dele, så alle mennesker bliver sikret det basalt fornødne og et værdigt liv? I Danmark? Og i verden som helhed?