Hvad kan vi lære af den Schweiziske folkeafstemning om basisindkomst?

Af Erik Christensen.

1. Hvor stor var nederlaget?

Forslaget om indførelse af en ubetinget basisindkomst blev stemt ned, 23 % stemte for og hele 77 % stemte imod, altså et klart nederlag. Da stemmeprocenten kun var 46 %, viste det, at kun lidt over 10 % af den schweiziske befolkning støttede tanken.

Til at nuancere billedet er det også værd at bemærke, at tilslutningen selvfølgelig var meget forskellig i forskellige dele af Schweiz. I nogle landlige kantoner var den kun 10 % mens den i Geneve, Basel og Bern og Zürich var 35-40 %.

2. Alligevel et imponerende resultat!

Til en vurdering af resultatet skal man imidlertid se det i forhold til en række faktorer.

Ideen om en folkeafstemning blev lanceret i april 2012, og allerede i oktober 2013 havde man indsamlet mere end 125 000 underskrifter. Største delen af det schweiziske establishment gik imod forslaget. I begge kamre i det schweiziske parlament gik et overvældende flertal imod forslaget, i senatet 40 imod een for, i nationalrådet 157 imod 19 for. Schweiz har ikke et stort fattigdomsproblem og har i øjeblikket en forholdsvis lav arbejdsløshed. Schweiz er som de andre nordeuropæiske lande præget af en stærk arbejdsetik (calvinistisk arbejdsetik).

3. Hvad var baggrunden for at det kunne lade sig gøre?

Når det kunne lade sig gøre at få en så relativ stor del af den schweiziske befolkning til at stemme ja til et basisindkomstforslag, skal det ses i sammenhæng med den internationale og specielt europæiske udvikling. I januar 2013 startede indsamling af underskrifter for skabelsen af en ubetinget basisindkomst under det europæiske borgerinitiativ i EU. Her skulle man indsamle underskrifter i mindst 7 medlemslande i løbet af et år. Det lykkedes kun at indsamle ca. 300.000 underskrifter, men det var en meget væsentlig faktor for at få spørgsmålet sat på den schweiziske dagsorden.

4. Hvilke politiske kræfter støttede forslaget?

En ting, det er værd at bide mærke i ved den schweiziske folkeafstemning, er at se nøje på, hvem der støttede forslaget og, hvem der var imod. Generelt var establishment, magteliten imod. Det kunne ses i afstemningen i de to kamre og i de fleste økonomers modstand imod forslaget. Alle repræsentanter fra det yderste højre, center-højre og centerpartierne var imod. Men hvem var så for? Dem, der enten undlod at stemme eller direkte var for kom fra Socialistpartiet og Det grønne parti, men begge partier var skarpt delt. I nationalforsamlingen var 15 socialister for, mens 13 var imod og 13 undlod at stemme, mens fire grønne stemte for, fem imod og tre undlod at stemme.

Det vil måske komme til at tegne billedet af, hvilke kræfter der støtter ideen i en række lande.

Måske var forslaget for højt sat?

Hvis man skal se kritisk konstruktivt tilbage på folkeafstemningen og den måde den blev sat op på, kan man stille spørgsmålstegn ved, om det var hensigtsmæssig at foreslå en så høj basisindkomst som 2500 schweiziske franks svarende til 2250 Euro svarende til knap 17.000 kr. om måneden. Dette på trods af, at der i forslaget ikke lå en bestemt finansieringsmodel, men at det var lagt op til parlamentet nærmere at bestemme størrelsen og finansieringen.

Forskellige niveauer i debatten om borgerløn/basisindkomst

Den schweiziske kampagne lagde op til en principiel værdimæssig, ideologisk debat om basisindkomst. Det var på nogle måder sikkert hensigtsmæssig, men i andre henseender måske en ulempe.

Mine erfaringer med diskussion af borgerløn igennem flere år er, siger mig, at mennesker bliver interesseret for basisindkomst på flere forskellige måder.

Derfor kan det være hensigtsmæssigt at skelne mellem tre niveauer i debatten:
1. Den mere filosofiske debat. Debatten om borgerløn som ide, teori eller paradigme. Debat om forholdet mellem frihed, lighed, tryghed (broderskab). Skal borgerløn ses i forlængelse af velfærdsstaten eller i modsætning til velfærdsstaten?
2. Den mere politiske debat. Borgerløn som politisk strategi. Hvem har fordel af borgerløn og hvilke aktører går ind for det? Hvilken politisk alliance skal skabes for at borgerløn bliver en realitet?
3. Den mere økonomisk tekniske debat. Hvorledes skal et konkret borgerløns-forslag designes? Hvor høj skal borgerlønnen være? Hvilke overførselsindkomster skal erstattes? Hvorledes skal skattesystemet indrettes?

Alle tre debatter er vigtige – og det er vigtigt at basisindkomst-tilhængere bliver i stand til at argumentere på alle planer. 1. Man skal kunne argumentere nuanceret for at borgerløn er mere retfærdig end det bestående system. 2. Man skal kunne argumentere for at borgerløn er og kan blive politisk realistisk – hvem vil man samarbejde med om et borgerløns-forslag? 3. Man skal kunne argumentere for at borgerløn mere konkret er økonomisk realistisk og hensigtsmæssig.

Mennesker er forskellige – og overbevises af forskellige typer af argumenter – og det må man være klar over i sin politiske virksomhed:

Nogle overbevises af grundlæggende moralske retfærdigheds-argumenter. Andre lægger vægt på at se tingene i en politiske-strategisk sammenhæng – hvor mange og hvem har gavn af det? Atter andre ser mere teknisk pragmatisk på det – kan det lade sig gøre og kan vi gøre vores samfund mere hensigtsmæssig og rationel.

Lokale eksperimenters betydning

I de kommende år vil man uden tvivl komme til at se forskellige typer af lokale eksperimenter med basisindkomst, der måske peger i forskellige retninger. Ligeledes må man forvente, at der om nogle få år vil komme en ny folkeafstemning om basisindkomst i Schweiz, når man har gjort erfaringerne op, udformet et nyt forslag på en lidt anden og måske bedre måde.