Kommentar til lederen “Bien og pengetræet” i Nordjyske

Borgerløn. Lederen i Nordjyske spørger 26/2 2017, om alle danskere skal til at være statsansatte. Det er konsekvensen ifølge Nordjyske, hvis man skulle følge tankerne bag et forsøg med ubetinget basisindkomst i Finland. Forsøget indbærer, at 2000 udvalgte finnere på overførselsindkomst i stedet får udbetalt 10.000 kr. om måneden. Får de job i forsøgsperioden må de beholde 4.000 kr af beløbet. Man vil følge de udvalgte og se, hvordan de klarer sig og sammenligne resultaterne med folk i eksisterende aktiverings ordninger og kontanthjælp. Lederen konkluderer, at en implementering af dette i Danmark er en drøm, der aldrig kan realiseres – hvem vil betale for, at en større del af danskerne ikke behøver at arbejde, mens andre knokler for at realisere deres drømme?

Hvis lederen havde gjort sin research ordentligt fremfor rygmarvs reaktioner, så ville han vide, at OECD for alle medlemslande i oktober 2016 udsendte et notat, der for hvert medlemsland viste, hvor stor en ubetinget basisindkomst (UBI) man ville kunne udbetale til hver borger i med det nuværende skatteprovenue. Beregningen hviler på en række forudsætninger, herunder at man lod UBI afløse en række eksisterende overførsels indkomster, men ikke alle, og at man sparede
administration af dagpenge- og job aktivering.

For Danmark viste det sig, at man kunne udbetale ca.11.000 Dkr om måneden til alle voksne i den arbejdsduelige alder fra 18 til 65 år. – Det vil sige, at vi faktisk allerede har råd til at indføre en ubetinget basisydelse til alle, hvis ellers vi vil.

Problemet er bare – ligesom holdningen i lederen viser – at pligten til at arbejde er blevet hellig, og den støttes af vor kristne tro, der siger: “I dit ansigts sved skal du tjene dit brød”. Den holdning er indpodet dybt i os alle. Men egentlig kunne vi trygt lade maskinerne udføre en lagt større del af arbejdet og selv nyde frugterne af det, hvis vi altså bare politisk fik sørget for at fordele indtjeningen i samfundet meget mere ligeligt end i dag, og samtidigt sørgede for, at vi ikke lod os snyde for mia. af kr. i skatteindbetalinger af nogle smarte rigmænd og selskaber!.

Tænk på, hvor meget frihed en UBI vil give dig som borger/ lønmodtager. – En langt større frihed til selv at vælge et arbejde, der passer dig, frihed til at prioritere familien i perioder, eller en frihed til at udnytte muligheder for at blive omskolet eller efteruddannet, fordi du er basisforsørget. Det kunne også være friheden til at lave frivilligt arbejde i civilsamfundet og dermed styrke det lokale sammenhold. Ind i mellem vil der så være muligheder for projektansættelser og deltidsjobs, hvor
indkomsten ikke modregnes i basisindkomsten, men hvor lønnen jo nok afstemmes efter grundforsørgelsen er sikret. Det vil øge vores konkurrenceevne. Projektansættelser er noget virksomhederne stærkt efterspørger i dag. Men vore dagpenge- og kontanthjælpsregler passer slet ikke til en sådan virkelighed. De gamle industrisamfundsregler skal væk, og nye ordninger skal til. Det må gerne være solidariske løsninger for os alle med en social dividende af vores i fællesskab skabte værditilvækst!.

Vi står i dag med en stor udfordring med de ændringer, der sker på det globale arbejdsmarked. De unge må klare sig selv og bruge mange kræfter (Work) på at finde sig et lønnet job (Labour). Vi må hjælpe dem med en ny smart solidarisk ordning, der skaber stor tryghed, og som qua trygheden vil fremme kreativiteten og evnen til at tilpasse sig de nye jobs eller måske prøve livet som selvstændig. Den omstilling skal samfundet understøtte, ellers går det galt, når robotter og kunstig intelligens i løbet af de næste 10-15 måske vil fjerne 800.000 af de nu kendte job ifølge eksperter.

Kloge hoveder siger trøstende, at når er der ledig arbejdskraft, vil den blive opfanget af nye jobs – forudsat altså at de fornødne kompetencer er til stede. Dette er den hidtidige erfaring, og i Danmark er det jo egentlig lykkedes meget godt. Men i andre lande har man ikke været helt så gode til at sikre det fornødne kompetenceløft og lokal jobskabelse. Dér ser vi massearbejdsløshedsspøgelset true. Det gælder bl.a. i Sydeuropa, Frankrig og USA . Vi skal snarest muligt finde nye måder at sikre et rimeligt indkomstgrundlag til alle (og hermed også
forbrugsmuligheder) samtidig med at den enkelte berørte borger får tilbud om at kunne efteruddanne sig til de nye efterspurgte job-typer. Dette er en samfundsopgave.

Lykkeligvis ser det ud til at Industrien og LO har set udfordringen, og at de i de nye overenskomster har taget konsekvensen og har afsat store beløb til efter- og videre uddannelse og opkvalificering af arbejderne. Dog vil ikke alle arbejdere være omskolet, når de bliver fyret, og mange unge – både akademikere og LO arbejdere og fyrede ældre er sammen med indvandrere og flygtninge omfattet af den nye arbejdssituation. Gruppen har endnu ikke fundet sammen på
tværs af klasseskellene, men det vil de nok snart gøre ,for de har et fælles problem – gruppen kaldes med et nyt ord for: Prekariatet. Prekaritet vil udfordre det nuværende politiske system. De kræver nye ordninger. Og det er her en ubetinget basisindkomst er et af de mulige svar, og er et hot emne rundt om i Verden – se mere om modeller for UBI og læs om de mange forsøg, der er i
gang rundt om i verden, på BIEN-Danmarks hjemmeside: https://basisindkomst.dk

Med venlig hilsen
Keld Kollerup Kvist
Formand Radikale Venstre i Aalborg
og medstifter og medlem af BIEN-Danmark
keld.kvist@gmail.com