Ubetinget Basisindkomst på dagsordenen i Europaparlamentet
Af Bjarne Riisgaard
Efter EU-parlamentsvalget i maj 2014 er der 2 alternative lister repræsenteret i parlamentet, med bl.a. ubetinget basisindkomst for alle (UBI) på programmet: Det tyske piratparti, med 1 mandat, og den spanske græsrodsbevægelse ”Podemos” (”Vi kan”) med 5 mandater.
De 2 lister har et ret forskelligt udgangspunkt. Podemos er en udpræget folkelig græsrodsbevægelse, fremprovokeret af sociale forringelser i Spanien, der mobiliserede store, økonomisk pressede be-folkningsgrupper, på baggrund af en voksende politisk fremmedgørelse. Piratpartierne er mere et særpolitisk projekt, der kan virke som om det er opstået blandt politisk umodne ”IT-nørder”, med interesse for et specifikt ophavsretsproblem på internettet. Sagen havde næppe overlevet som grundlag for en politisk bevægelse, hvis ikke den var blevet adopteret i en subkultur af yngre aktivi-ster og IT-specialister i en håndfuld europæiske storbyer.
Piratpartiets EU-parlamentsmedlem er valgt ind for det tyske piratparti, der har UBI som et selv-stændigt punkt i et politisk program, der siden 2008 har været udgangspunkt for partiets parlamentarikere i Berlins Byråd, og 4 tyske delstatsparlamenter (Berlin, Nordrhein-Westfalen, Saarland og Schleswig-Holstein). Det tyske partiprogram indeholder også krav om bl.a. øget retssikkerhed imod statskontrol og overvågning, borgerinddragelse i den politiske proces, og skærpet miljøpolitik, men er i øvrigt primært fokuseret på uddybninger af mærkesagen om legalisering af fildeling på internettet (http://www.piratenpartei.de). Forud for EU-parlamentsvalget indgik det tyske piratparti i en tværeuropæisk valgalliance med piratpartierne i en række europæiske lande (men ikke Danmark) under navnet ”European Pirateparty” som har offentliggjort sit eget manifest. Sammenlignet med det tyske partiprogram er det kort og ustruktureret, og omfatter ikke UBI. I stedet omtales næsten kun internet-mærkesagerne, med snævert relaterede aspekter (https://europeanpirates.eu). Det er uklart, i hvor høj grad det enlige tyske EU-parlamentsmedlem føler sig som repræsentant for den tyske partilinie med hensyn til UBI, eller snarere føler sig forpligtet af det snævre fælles minimalma-nifest fra ”European Pirateparty”.Piratpartierne er mest et særpolitisk projekt omkring en afgrænset enkeltsag. De er interessante fordi de er det første systematiske forsøg på at lave et fælleseuropæisk parti, men med udgangspunkt i et specifikt ophavsretsproblem på internettet. Sagen havde næppe heller overlevet som grundlag for en politisk bevægelse, hvis ikke den var blevet adopteret i en subkultur af yngre IT-specialister i en håndfuld europæiske storbyer.
Podemos er derimod en rent Spansk ”opfindelse”, der udspringer af den brede folkelige bevægelse, der under tilnavnet ”Los indignados” (”De harmfulde”) i flere måneder i træk besatte offentlige pladser i Spanien i protest mod den EU-dikterede spanske krisepolitik i 2011 og 2012. Efter massedemonstrationerne blev opløst, udviklede de sig til et løst sammenkoblet socialt netværk af forskellige græsrodsinitiativer omkring organisering af ikke-voldelige politiske aktioner for krisens ofre i Spanien. Af aktivister og medier beskrives det som ”15-M bevægelsen”(efter 15. maj 2011, der var den dato, hvor massedemonstrationerne startede).
Op til EU-valget var det en udpræget decentral og selvorganiseret græsrodsbevægelse uden formelt hierarki, selvom en række frontfigurer åbenlyst spillede en nøglerolle for organiseringen, heriblandt de 5, der endte med at blive valgt ind i EU-parlamentet. Den spontane opbakning initiativet blev mødt med, kom imidlertid bag på hele det politiske establishment i Spanien. Engagementet og tilslutningen har været fremprovokeret af de dramatiske sociale forringelser i Spanien, der blev resultatet af EU`s krisehjælp, og som mobiliserede store grupper af ofre, på baggrund af en voksende fremmedgørelse overfor det politiske system. Flertallet af aktivisterne har en fortid i 15-M bevægelsen, og med udgangspunkt i erfaringerne derfra, blev der på knap et halvt år stablet en effektiv frivillig valgorganisation, en internetplatform og et sammenhængende politisk manifest på benene, der har virket som en magnet på utilfredse vælgere og sympatisører fra en langt bredere gruppe.
Podemos EU-parlamentsgruppe – fra venstre mod højre: Íñigo Rejón, Carolina Bescansa, Pablo Iglesias, Luis Alegre og Juan Carlos Monedero.
Det politiske manifest afspejler resultaterne af 2 års intens debat imellem deltagerne i massebevæ-gelsen, dels på offentlige møder i lokale ”kredse” (”circulos”) og dels på de sociale internetmedier. Blandt meget andet indgår UBI som en fremtrædende del af sammenhængen i et program med en række politiske og økonomiske reformkrav til både EU og den spanske nationalstat. Uden hverken at passe til præmisserne for en traditionel anti-kapitalistisk højre-venstre dagsorden, eller forfalde til at være imod selve den europæiske union som overnationalt projekt, rummer det en fundamental afvisning af krisepolitikken i EU, en skarp kritik af unionens nuværende organisationsstruktur, og konkrete ændringsforslag til begge dele. På den måde udgør listen formentlig det hidtil mest kon-struktive og interessante politiske initiativ i EU.
Programmet er lettilgængeligt lille mesterværk i formidling, som over 36 sider foruden kravet om ubetinget basisindkomst, også omfatter en lang række krav om initiativer der vedrører både specifikt spanske forhold, og forhold vedrørende EU`s institutioner, og afledte konsekvenser af EU`s kri-sepolitik, Bologna aftalen i EU, den europæiske centralbanks rolle, generelle forhold vedrørende det indre marked, regulering af parlamentet og kommissionens bureaukrati, samt relationen til lobbyi-ster.
Baggrunden i erfaringerne fra en folkelig spansk reaktion på EU`s krisepolitik træder tydeligt frem i flere af kravene, der uanset gøres gældende for EU som helhed, som f.eks. i forbindelse med: – Beskyttelse af familier mod at blive sat på gaden på grund af gæld, og andre begrænsninger i kreditor-krav overfor private låntagere – Debitor krav på gældssanering i forhold til visse former for boliglån. – Tilbagerulning af privatiseringer af offentlige forsyningsselskaber, og offentlig kontrol med, og forsyningspligt for-, strategisk vigtige forsyningsselskaber. – Beskyttelse mod massefyringer og tilbagerulning af en række liberalistiske arbejdsmarkedsreformer. – Garantier for gratis adgang til sundhedsydelser og uddannelsesydelser, – Krav om offentlig overtagelse af de pengeinstitutter der må reddes af staten, og som Podemos kræver omdannes med henblik på specialisering til økono-misk støtte for små erhvervsdrivende, og produktion i udkantsområder. Etc. etc.
Igennem hele programmet kombineres kravene systematisk med henvisninger til forhold i EU´s indre markedspolitik, og de liberaliseringer af markedet, som kravene kan komme i konflikt med, eller som har fremprovokeret de problemer kravene forholder sig til. Et eksempel der burde kunne vække genklang også i Danmark, kunne være kravet om fælles EU-restriktioner på, og offentlighed omkring-, finansielle transaktioner, for at forebygge offentlige tab på bankkriser – Et krav der sættes i direkte opposition til dereguleringen af kapitalens frie bevægelighed i det indre marked i EU.
Selve opbygningen af programmet er i sig selv en demonstration af listens bevidsthed om, hvor tæt sammenhængen er mellem national politik og EU-politik, og hvor umuligt det er at sondre. Ikke de
sto mindre er Podemos en udpræget decentral og lokalt forankret organisation. Programmet blev udarbejdet og distribueret ved at mobilisere frivillige tilhængere fra det vidtforgrenede netværk af lokale kredse, der udsprang af den nationale ”Indignados” græsrods bevægelse. De har været basis for en decentral kredsorganisation, som på åbne møder, med et minimalt budget både skrev løbende programbidrag via en fælles internetplatform, hjalp med distributionen af valgmaterialer og organiserede lokale valgmøder med de frontfigurer der kom på valglisten og stod for den centrale koordination.
Bredden og den tværpolitiske struktur har afspejlet sig i den reaktion som listen er blevet mødt med i Spanien, både blandt vælgerne og i de øvrige partier. Umiddelbart efter valgresultatet var kendt, blev der lavet undersøgelser af vælgervandringerne, som viste at hovedparten (61 %) af listens vælgere enten var tidligere sofavælgere (25 %) eller havde stemt PSOE (spansk socialdemokrati – 36 %) ved sidste valg. Derudover havde 17 % tidligere stemt borgerligt og 19 % til venstre for socialdemokratiet (Dick Nichols: ”Podemos skaber ballade til alle sider” – Kritisk Debat, 15. august 2014). Den offentlige reaktion i den etablerede presse og de traditionelle partier har været derefter: Den borgerlige spanske presse har siden valget næsten kørt en hadkampagne imod listen, som blandt andet beskyldes for at være venstreorienteret og anti-demokratisk. Dels med henvisning til dens basis i ”Indignados” bevægelsen, og dens erklærede inspiration fra folkelige Latinamerikanske massebevægelser, og dels på grund af nogle af de mest fremtrædende frontfigurers velkendte rolle som værter på kritiske alternative Tv-programmer (f.eks. det spanske you-tube program ”La Tuerka”). På den traditionelle spanske venstrefløj beskyldes listen for populisme, fordi den mangler et klassisk ideologisk begrebsapparat i kritikken af krisepolitikken og EU’s institutioner, og fordi frontfiguren Pablo Iglesias, er kendt i Spanien fra rollen som kritisk fjernsynsdebattør.
Efter EU-valget afholdt bevægelsen den 31. oktober i år et fællesmøde under stor mediebevågenhed, hvor det blev besluttet at bevægelsen skulle fortsætte med også, at opstille til det næste spanske parlamentsvalg som et parti med Pablo Iglesias som formand.
I et bredere perspektiv kan det give anledning til en forsigtig optimisme med hensyn til interessen for ubetinget basisløn. De specifikke spanske forhold kan naturligvis ikke overføres direkte til Danmark, men Podemos` baggrund i en reaktion på konservatismen i centrum-venstrepartiernes tilpasning til EU`s krav om liberalistisk krisepolitik, har flere fællestræk med udviklingen i Danmark.
Det er tydeligt, at også de danske etablerede politiske partier enten har overtaget en konservativt-liberalistisk retorik og politik som svar på finanskrisen, eller fastholder et klassisk ideologisk ”ven-strefløjsunivers”. Som i Spanien kommer partierne til at ligne hinanden og repræsentere ”systemet” snarere end befolkningen. Efterhånden som de under henvisning til ”nødvendighedens politik” øger presset med social kontrol, underminering af retssikkerheden og forringelser af statens service, fremmedgøres stadig flere vælgere. Det får for det første som konsekvens, at i det omfang folk fortsætter med at stemme til valgene, bliver det tilfældigheder, der afgør hvor man krydser af. For det andet, at medmindre der opstår parlamentariske alternativer med en fundamentalt alternativ dagsorden, vil apatien brede sig, og stemmeprocenten begynde at falde. Dermed begynder udviklingen at-minde om vilkårene i Spanien, hvad der om ikke andet, i det mindste kan stimulere interessen for en minimal universel basisløn uden kontrol og undertrykkelse, som et alternativ til det kontrol- og marginaliseringsregime systempartierne står for.
Pablo Iglesias, som på Podemos stormøde d. 31. oktober blev valgt til partiformand.
Kilder:
1: Dick Nichols: ”Podemos skaber ballade til alle sider” – Kritisk Debat, 15. august 2014:
2: Cristina Flesher Fominaya: ”Spain is different”, Open Democracy, may 2014