Biokapitalisme og basisindkomst – en bogomtale
Af Erik Christensen.
Michael Hardt og Antonio Negris bog ”Imperiet” fra 2000 (oversat til dansk i 2003) skabte en ny analyse af kapitalismen, som siden har medført en meget omfattende og frugtbar teoretisk debat. En af Hardt og Negris væsentligste pointer var, at den nye kapitalisme var kendetegnet ved, at kapitalismen for alvor var blevet global, at den sociale kontrol ikke længere blev udøvet igennem de traditionelle disciplinære institutioner, som familien, skolen og fabrikken, men igennem de netværk vi indgår i, samt at den nye kapitalisme er blevet knyttet til de nye medieformer og medieteknologi.
Bemærkelsesværdigt ved Hardt og Negris bog var, at den ikke alene skabte et nyt teoretisk perspektiv på verdenskapitalismen, men at den også skitserede nogle modbevægelser og alternativer. Mere konkret opstillede de tre konkrete modtræk til den imperiale kapitalisme, retten til verdensborgerskab, retten til basisindkomst (borgerløn) og retten til generhvervelse dvs. retten til suverænitet over ens eget liv (retten til autonom selvproduktion)
Ny bog med et post-arbejderistisk perspektiv
Negri kom fra den italienske autonome bevægelse (Autonomia Operaria) i 1950-60´erne og har siden 1990erne sammen med en række andre italienske teoretikere (Paolo Virno, Maurizio Lazzarato og Christian Marazzi m.fl.) tegnet et teoretiske neomarxistisk perspektiv, der er blevet betegnet som postarbejderistisk.
I 2013 blev der afholdt et symposium på Aalborg Universitet med titlen: A world after the economic crisis? Readings of Michael Hardt and Antonio Negri´s political philosophy”.
Til dette symposium var man så heldige at have en række af det postarbejderistiske perspektivs største teoretikere, nemlig både Christian Marazzi og Andrea Fumagalli).
De væsentlige bidrag fra det symposium er siden blev udgivet som bog: ”Post-Crisis Perspectives. The Common and its Powers.” (2013).
Flere bidrag indeholder nye og dybtgående analyser og perspektiveringer af Hardt og Negris værker. Det gælder Lars Poulsen, som giver en analyse af Hardt og Negris magtbegreb, Christian Ydesen, som udvider fælledsbegrebet med fokus på kærligheds- og solidaritetsbegrebet (fra Theunissen og Buber) og Kurt Dauer Keller, der kritiserer Hardt og Negris centrale begreber for fælleden (common) og mængden (multitude).
Andrea Fumagalli
Her skal specielt omtales den italienske økonom, Andrea Fumagallis bidrag. ”Cognititve Biocapitalism, The Precarity Trap, and Basic Income: Post-Crisis Perspective”, fordi det mest direkte peger på nye politiske perspektiver af det postarbejderistiske perspektiv.
Den kognitive biokapitalisme
Ifølge Fumagalli er industriproletariatets, fabrikkens og den traditionelle velfærdsstats æra forbi og blevet afløst af den kognitive biokapitalismes epoke. Produktionen er blevet biokapitalistisk, fordi den nye kapitalisme er trængt ind på alle livsområder. Det har betydet, at hele livet bliver subsumeret under kapitalen. Adskillelsen mellem produktion, cirkulation og konsumption bliver ophævet, hvilket også betyder at adskillelsen mellem livstid og arbejdstid bliver slettet.
Den kognitive biokapitalisme er blevet en stor enkelt krop, hvor den reale sfære ikke længere kan adskilles fra den finansielle og den produktive fra den uproduktive. Fumagalli bruger følgende billede: Det finansielle system er det pulserende hjerte, viden er hjernen, og relationerne mellem delene er nervesystemet.
Prekariatet
Den nye kapitalisme har afgørende ændret arbejdsmarkedsstrukturen. Den gamle arbejderklasse er blevet reduceret og fragmenteret igennem fleksibiliseringen af produktionsprocesserne og arbejdsforholdene og der er samtidig blevet skabt en ny gruppe af sårbare lønarbejdere, en ny type industriel reservearmé, som ofte bliver benævnt som prekariatet (for en dybtgående analyse af prekariatet se Standing 2011). Det er en gruppe, som ikke kan få stabil beskæftigelse, men lever et usikkert liv med midlertidige jobs og arbejdsløshed, og som ofte lever i en ond cirkel. På den ene side fastholder en masse udgifter dem i usikre job og på den anden side forhindrer høje omkostninger dem i at få uddannelse og et stabilt job.
Fra arbejdsværditeori til livs-værditeori
I den nye kapitalisme må arbejdsværditeorien derfor ændres. Den må ændres til en livs-værditeori, fordi det ikke bare er lønarbejdet, men også livet selv, der producerer værdi. Det betyder at kampen imod kapitalismen også må ændre karakter. I den industrielle fordistiske kapitalisme drejede kampen sig om retten til arbejde. I den kognitive biokapitalisme må kampen dreje sig om en basisindkomst som en kompensation for arbejdet og det aktive liv. Aflønningen af arbejdet bliver erstattet af en aflønning af livet. En basisindkomst skulle være universel (for alle), ubetinget (uden noget krav om aktivering), individuel og lige akkurat så stor, så man kunne leve af den (fattigdomsgrænsen).
Kravet om en basisindkomst passer til biokapitalismen
En basisindkomst for alle passer til biokapitalismen, fordi det er en aflønning af den produktive eksistens, og den har ifølge Fumagalli både en lønkomponent og en indkomstkomponent. Det er ikke bare en overførselsindkomst, men også en slags forfordeling af indkomsten i samfundet.
Fumagalli sammenligner kravet om en basisindkomst analog med kravet om højere løn i den industrielle fordistiske kapitalisme. Ligesom kravet om en højere løn på det tidspunkt kunne have to effekter. Det kunne på den ene side på kort sigt ses som en underminering af den eksisterende struktur, på den anden side var den på lang sigt med til at skabe vækst og ny og mere stabil kapitalisme. Tilsvarende kan en basisindkomst være med til at skabe en mere stabil kapitalisme og det vil under alle omstændigheder specielt være gavnlig for det voksende prekariat. Det ville give den gruppe meget større tryghed, fordi de ville få en mulighed for ”retten til at vælge arbejde”. Introduktionen af en basisindkomst kan derfor ses som en potentiel modmagt, der underminerer det bestående system, fordi det generelt skaber en større tryghed for alle.
En ny New Deal med basisindkomst
Den gamle velfærdsstat byggede på en New Deal, der fungerede godt i perioden 1945 til 1975, hvorefter den fik stadig større problemer. Fumagalli ser en teoretisk mulighed for en ny New Deal med basisindkomst som et hovedelement og udfoldet i større geografisk rum end den traditionelle nationale velfærdsstat dvs. i EU. Men praktisk forbliver denne mulighed endnu en utopi, på grund af modstand fra erhvervslivet fordi det vil reducere tvangen til lønarbejde og modstand fra størstedelen af fagbevægelsen fordi det går imod arbejdsetikken i arbejderbevægelsen.
Nye sociale bevægelser vil kun kunne få denne nye politik på den europæiske dagsorden, hvis det lykkes at ændre de mere traditionelt socialistiske partiers og fagbevægelsens politik i retning af et basisindkomstperspektiv.
Litteratur:
Óscar Garcia Augustin/Christian Ydesen (eds.) Post-Crisis Perspectives: The common and its Powers. Frankfurt am Main: Peter Lang Edition. 2013.
Guy Standing: The Precariat. The New Dangerous Class. London: Bloomsbury Academic. 2011.
Andre papers af Andrea Fumagalli:
Andrea Fumagalli: Ten propositions on basic income. Basic income in a flexible accumulation system – http://www.basicincome.org/bien/pdf/2000Fumagalli.pdf
Andrea Fumagalli: Universal Basic Income as Remuneration of Active Life -http://www.grupa22.hr/wp-content/uploads/2013/04/Unconditional-basic-income-Fumagalli.pdf
Blog-indlæg på Modkraft den 7. sept. 2014