Bare stik dem pengene
Af Erik Christensen.
I Danidas tidsskrift Udvikling hed det sidste sommer i en bemærkelsesværdig artikel: ”Bare stik dem pengene”. Det var en oversat artikel, skrevet af to amerikanske udviklingsforskere Christofher Blattman og Paul Niehaus fra det berømte udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Affairs maj – juni nummer i 2014 (se http://www.foreignaffairs.com/articles/141214/christopher-blattman-and-paul-niehaus/show-them-the-money).
I denne artikel kommer de to forskere med en vurdering af, hvilke former for hjælp til fattige, der er mest effektiv på grundlag af studier af evalueringer af forskellige støtteformer. Konklusionen er, at det, de kalder kontantstøtte (cash grants eller cash transfers) til fattige er lige så godt eller bedre end mange mere traditionelle former for støtte, når det drejer sig om at reducere fattigdommen.
Hvert år bruger de rige lande milliarder af dollars på at hjælpe verdens fattige ved at give forskellige former for naturaliestøtte (in kind donations, subsidies) (ved f.eks. at betale for fødevare, køer, geder, såsæd, skolebøger og erhvervsuddannelser). I artiklen gives et eksempel fra en hjælpeorganisation. Udgifterne til at donere en drægtig ko, inklusive undervisning og løbende rådgivning kan løbe op i 3000 dollars. I stedet for kunne organisationen donere 300 dollars (ca. halvdelen af rwandanesisk årsløn) til ti fattige familier.
Det, der i mange tilfælde fordyrer naturaliestøtte, er en meget tung og dyr administration kombineret med korruption. Med de nye teknologier som mobiltelefoner er det blevet meget billigere at overføre penge udenom bureaukratiet direkte til folk i en række u-lande.
Modstanden imod kontantstøtte bygger ofte på en række fordomme om de fattige. En af de mest populære er, at mændene drikker pengene op, at den fremmer dovenskab, og at folk bliver afhængige af bistand. Her viser utallige undersøgelser imidlertid at de fattige ikke sløser den økonomiske støtte væk, men tværtimod er yderst rationelle i deres brug af pengene til basale fornødenheder og derved har skabt forbedrede lønvilkår og vækst.
De to amerikanske udviklingsforskere konkluderer, at ”bevismaterialet” for at kontantstøtte er en meget effektiv form for støtte til de fattige i ulande hober sig op med større hast, end det gør for alternativernes vedkommende.
I januar måned kom endnu et meget vigtigt nyt og mere dybtgående bevis på kontantstøttens betydning for bekæmpelsen af fattigdommen i u-lande. Det drejer sig om afrapporteringen fra et pilot projekt i Indien, hvor man i et år havde givet en ubetinget basisindkomst (unconditional cash transfers) til alle landsbybeboere i 8 landsbyer i staten Madhya Pradesh.
Projektet blev ledet af den engelske arbejdsmarkedsøkonom, Professor Guy Standing, der sammen med en række indiske samarbejdspartnere har udgivet bogen: ” Basic Inome. A Transformative Policy for India.” (2015).
Projektet gik ud på, at alle indbyggere i 8 landsbyer i Madhya Pradesh, som er en af Indiens mest tilbagestående regioner, fik udbetalt en månedlig basisindkomst (børnenes penge blev givet til mødrene). Det omfattede knap 800 personer. I begyndelsen blev beløbet udbetalt kontant og efter tre måneder blev det indbetalt på deres konto i banken eller kooperativet. Det var i begyndelsen sat til 200 Rs (siden 300) pr voksen og 100 Rs (siden 150) pr. barn Det skulle være ca. 30 % af indkomsten i en lavindkomstfamilie. De 8 landsbyer med en basisindkomst blev sammenlignet med, hvad der skete i 12 tilsvarende landsbyer (kontrollandsbyer) uden basisindkomst, således at der var tale om randomiserede kontrol forsøg (RCT)
Projektet fungerede fra juni 2011 til maj 2012 og blev finasieret af UNICEF og koordineret af SEWA (Self Employed Womens’s Association), hvor Guy Standing sammen med nogle indiske kolleger har stået for den uafhængige videnskabelige dokumentation og undersøgelse af forsøget.
Forsøgets resultater er bemærkelsesværdige og meget klare. De bekræfter og uddyber de amerikanske forskeres generelle antagelser om kontantstøtte byggende på omfattende litteraturstudier.
En ubetinget basisindkomst havde positive effekter på næsten alle sider af de indiske landsbybeboeres liv.
For det første havde en løbende basisindkomst en vigtig frigørende funktion, fordi den var med til at lette det gældspres 70 % af landsbybeboerne følte de var underlagt. Mange kunne nu reducere deres gæld og opnå nye mere favorable lån.
Dernæst havde en basisindkomst afgørende effekter på de generelle livsbetingelser i landsbyerne. Den var således med til at forbedre infrastrukturen i form af latriner, vandforsyning, energi og huse samtidig med at landsbybeboernes ernærings- og helbredstilstand blev forbedret.
Endelig havde basisindkomsten også positive virkninger på arbejde, produktivitet og vækst i lokalsamfundene, der var præget af landbrug og småskala-produktion. Frygten for at arbejdsudbuddet blev reduceret viste sig ubegrundet. Eget arbejde i landbrug og håndværk steg og de økonomiske muligheder for kvinder blev væsentlig forbedret. Noget af det mest markante var, at de dårligst stilledes vilkår – de handicappedes og de ældres levevilkår blev væsentligt forbedret.
Guy Standing understreger, at indførelsen af en basisindkomst ikke kun er et snævert økonomisk projekt, men at de positive effekter i høj grad også er betinget af, at der findes en politisk- institutionel struktur for repræsentation (han kalder det voice), hvor man udvikler og diskuterer ideen om en basisindkomst. I de 8 landsbyer var det SEWA, de selvstændige kvinders forening, der stod bag og bar projektet.
I Indien har der igennem flere år foregået en stor debat om støtten til de fattige skal tage form af fødevaresubsidier (food subsidies) eller kontantstøtte (cash grants). Dette pilotstudie har klart styrket kontantstøtte-politikken, og mere generelt basisindkomstideen.
Man kunne ønske sig, at dansk politik kunne blive inspireret af de indiske erfaringer. For det første kunne man i dansk udviklingsbistand være med til at fremme tanker om kontantstøtte i de internationale udviklingsorganisationer og måske endda direkte gå ind i at støtte de projekter, der ligner det Guys Standing har været med til i Indien.
For det andet kan erfaringerne med, hvorledes fattige benytter sig af en ubetinget basisindkomst sikkert også overføres til Danmark. Her trives myterne i mange miljøer om, hvorledes fattige og ledige ville opføre sig, hvis de ikke er underlagt en rådighedspligt i forhold til arbejdsmarkedet. Udtryk som, at det vil være at svigte de ledige, hvis man blot gav dem en check og lod dem passe sig selv, høres ofte fra ledende politikere. Således udtalte finansminister Bjarne Corydon i en radioudsendelse (”Ordet er dit”) i august 2013 (12.8), at det værste man kunne gøre ved et menneske var at give det en offentlig ydelse og overlade det til sig selv. Hvilken utrolig paternalisme en sådan udtalelse er udtryk for.
Fattige i u-landene viser ifølge forskningen at være meget rationelle og arbejdssomme, hvis de gives et ubetinget tryghedsgrundlag. Danske fattige og ledige vil uden tvivl også vise sig at være indrettet på samme måde. Det kunne være interessant, hvis beskæftigelsesministeriet og enkelt kommuner ville lægge op til tilsvarende pilot projekter, som er gennemført i Indien.
Hvad ville der ske, hvis alle ledige og kontanthjælpsmodtagere fik en ubetinget basisindkomst i en kommune i en periode – set i forhold til situationen i en anden kommune, hvor man fortsatte, efter de nuværende regler?
Litteratur:
Sarath Davala, Renana Jhabvala, Guy Standing, Soumya Kapoor Mehta (eds): Basic Income. A Transformative Policy for India. London: Bloombury 2015
Guy Standing (2014) “From cash transfers to basic income: An unfolding Indian agenda”, Indian Journal of Labour Economics, Vol.57, No.1. http://www.guystanding.com/files/documents/IJLE_cash_transfers_basic_income_2014_as_published.pdf
Guy Standing (2014) India’s Experiment in Basic Income Grants. Global Dialogue. Newsletter for the International Sociological Association. Volume 4, Issue 4 (December, 2014) http://isa-global-dialogue.net/indias-great-experiment-the-transformative-potential-of-basic-income-grants/