Naturtro – hvorledes vi genopdager en gammel form for tro

Finn Gemynthe: Naturtro, Gavn og Glæde. Et filosofisk forsvar for naturligheden Hovedland 2015.

Boganmeldelse ved Erik Christensen, bragt i Modkraft.dk 31. december 2015.

 

Noget der peger i en anden retning

Midt i den omsiggribende pessimisme omkring den skæve udvikling i verden – klimaforandringer, flygtningestrømme, den voksende nationalisme og EU’s åbenbare svækkelse – er der være noget opløftende i at fordybe sig i og blive grebet af en bog, der bagom alle de uafrystelige umiddelbare kendsgerninger forsøger at fremholde nogle dybereliggende indsigter, der peger i en helt anden retning, og som forsøger at skitsere en forståelsesramme for, hvorledes verden kan komme til at udvikle sig i en helt anden retning.

Naturtro

En sådan bog er den grønne filosof Finn Gemynthes nye tankeprovokerende bog: ”Naturtro. Gavn og Glæde. Et filosofisk forsvar for naturligheden”. Hovedland 2015.

Hvad er naturtro? Hvorfor forbinde natur og tro? Var det ikke noget primitive mennesker gjorde, før vi fik de store verdensreligioner. Jo, det er i en vis forstand rigtigt. Vi skal blot til at finde grundlaget for vores forskellige former for kulturtro (de forskellige religioner) igen, og det er en ny moderne naturtro. Det er Gemynthes overraskende, optimistiske og inspirerende budskab.

Forskellige opfattelser af natur

Hvad er natur? For Gemynthe er næsten alt natur (s. 145). Vi har den rene, rå selvoplevede natur, vores egen natur, en ny menneskabt natur og vores fantasier om naturen.

I vores kultur findes mange uheldige og forkerte naturforestillinger. Naturen er blevet set som en fjende eller en trussel, som man skulle bekæmpe, besejre eller dominere. Naturen er filosofisk blevet set som noget relativt, en maskine eller ligefrem en illusion.

Der findes efterhånden megen litteratur og opmærksomhed omkring det vigtige i en ændring af vores naturopfattelse i forbindelse med den igangværende økologiske omstilling. Men når man i den forbindelse taler om natur, menes der ofte den ydre natur og ikke menneskets indre natur.

Arvegodhed i stedet for arvesynd

Den er imidlertid Gemynthes fokus. Menneskets indre natur er, ifølge ham, langt bedre end sit rygte! (s. 13). Vores medfødte natur er ladet med (egen)kærlighed og lystvilje, så læren om arvesynden er et groft justitsmord på vores uskyldige natur. Hellere end arvesynd skulle vi tale om, at vi er i besiddelse af en arvegodhed. Vores medfødte natur tilskynder os nemlig til at søge de bedst mulige livsbetingelser.

Megen filosofi og teologi er misfarvet af sortsyn og misantropi. Tit giver kulturen naturen skylden for kulturens forbrydelser. Mange siger, at mennesket er aggressivt og ondt af natur. Men det giver Gemynthe en omfattende psykologisk-filosofisk argumentation imod.

Naturens urdrift og urkraft

Mennesket er grundlæggende præget af et lystprincip, som kaldes naturens urdrift, som styres af en urkraft, sympatien, der kan dreje lysten i hensigtsmæssige former. (s. 52-56) I hverdagens natur lever sympatien og lysten i fredelig sameksistens, symbiose. At føle med sig selv er at have sympati for sig selv. Ifølge Gemynthe har sympatien udviklet en ekstra dimension hos de højerestående dyr. Den kan vendes udad, blevet ekstrovert, blive til altruisme, der udviklingshistorisk er et nyt fænomen. Det betyder at menneskets sympati og beskyttertrang er i stand til at omfatte hele jorden.

Hvordan så forklare alt det onde?

Men er det ikke et naivt urealistisk og uvidenskabeligt syn på mennesket? Hvordan vil han så forklare krige, vold, konflikter og kriminalitet, når mennesket skulle have så gode evner? Er der slet ingen naturgivne faktorer bag disse fænomener, der har præget menneskets historie?

I første omgang synes det måske som om Gemynthe kommer i bekneb med at forklare menneskets unaturlige adfærd. Hvorfor så mange unaturlige tanker og handlinger, når mennesket på bunden er så godt og hensigtsmæssigt indrettet?

Ser man nærmere efter kommer Gemynthe imidlertid med en ganske omfattende forklaring på, at mennesket har opført sig og kan opføre sig så unaturligt.

Menneskets geniale konstruktion og sårbarhed

Selvom mennesket er naturens mesterstykke, er det samtidig mere sårbart og udsat for flere muligheder for fejludvikling end dyrene på grund af dets bevidsthed og hukommelse (kaldet  ”vores intelligente sårbarhed” s. 69).

Generelt har elementer i vores kultur kunnet forvandle den naturlige sympati til muligheder for antipati og undertrykt menneskers lystvilje, således at den måske helt gik tabt. Ifølge Gemynthe er der som følge af kulturens pres på menneskets natursjæl opstået en del unaturlige komplekser i form af lystundertrykkelse, antipati eller følelsesnedkøling.

Mange typer af psykiske ubalancer

De grundlæggende problemer for mennesket er at dets bevidsthed, følelser og aktivitet er formbare og let kommer i ubalance. I den psykiske sundhedstilstand hos mennesket befinder sympatien og lysten sig i en symbiose, bevidstheden formår at medinddrage ubevidstheden og underbevidstheden og følelserne (nydelse, humør, vrede og frygt) befinder sig på den gyldne middelvej.

Gemynthe giver en omfattede redegørelse og forklaring på flere typer af ubalancer. Det er således kolde følelsessfærer, der giver anledning til stoicisme og kynisme, der er udbredte i industrikulturen. Desuden ser man i det moderne samfund både hyperaktivitet, hvor lyst og nydelse kammer over og hyper-passivitet eller depressioner. Endelig viser han, hvorledes sympati kan vendes til antipati og lyst til ulyst hos nogle afsporede mennesker, således at lidelse og død foretrækkes fremfor liv og lyst. De kaldes unaturlige dødsdriftslignende træk (s. 128). Men som han siger, det er ikke arvelige træk. ”Meget kan arves, men ikke unatur” (s. 131).

Naturens helende evner

På trods af disse muligheder for fejludvikling bryder naturen hele tiden frem både i den indre og ydre natur og fornyer sig. Der sker muligheden for en genfødsel. Der findes en forunderlig evne til spiring og vækst, som kan kurere menneskers unaturlige tanker og handlinger. Det er Gemynthes optimistiske budskab. Derfor skitserer han forskellige former for naturinspirationer, der kan være med til at kurere og forløse den menneskelige naturs urkraft (sympatien) og urdrift (livslysten).

Bedre balance mellem naturen og civilisationen

Målet er i en vis forstand at gå tilbage til en naturtilstand, hvor mennesket lever i pagt med sin indre natur og samtidig bruger sin sjæl og krop på lykkebringende vis både for sig selv og for omgivelserne (s. 14). Det betyder ikke at vi kan undvære civilisationerne, men at vi skal styrke naturen uden at nedbryde de bedste sider af civilisationen (s. 70).

Det er interessant, at notere, at Gemynthe samtidig med at han leverer en kraftig kritik af den nuværende kulturs naturfortrængning samtidig fremstiller nutidens samfund og specielt velfærdssamfundet som et stort altruistisk fremskridt. (f.eks. s. 136).

Faunismen som en ny ideologi

Hvad vi har brug for er en ny naturtro, der kan projicere vore forestillinger om det naturlige menneske ind i en guddommelig skikkelse. Inspireret af de romerske guder Fauna og Faunus siger han, at mennesket befinder sig mellem dyret og guden. Mennesket må stræbe efter at skabe en harmoni mellem dyret, mennesket og det guddommelige. (s. 65), og modarbejde den pendulsvingning mellem dominansen af sympati og lyst, som man har set i historien.

Gemynthe er meget præget af den græske og romerske gudeverden i sin analyse og forsøg på at finde et sprog for, hvorledes man skal skabe en ny naturtro. Det gælder om at sætte det naturlige menneske ind i en guddommelig skikkelse. Det betyder, at de to romerske naturguder Fauna og Faunus kommer til at stå som symboler for naturens symbiose mellem urkraft og urdrift. Det får ham så til at danne et nyt begreb faunisme som samlebetegnelsen for livets forenende urkraft og urdrift (s. 57). Faunismen kan blive den ideologi, der kan samle på tværs af interesser, kulturer og religioner. (s. 210).

Naturtroen som et supplement til religionerne

 Alle de nuværende forskellige religioner har brug for et jordisk supplement i form af en naturtro, som hjælper menneskene til at påskønne skaberværket, livet og hinanden. Det vil kunne skabe en hidtil uset fællesskabsfølelse mellem de forskellige religioner og videnskaber imellem.  Naturtroen er en enkel og primitiv tro, der ikke kræver intelligens eller erfaring. Og derved muliggøres et sansernes og troens fælleskab. (s. 224).

For Gemynthe er en naturtro nemlig ikke noget der udelukker hverken videnskab eller religion. (s. 17). Den skal nærmere opfattes som et forsøg på at bygge bro mellem de to. Man har nemlig behov for både at vide og at tro.

Han er imidlertid også klar over at menneskets evne til at tro har et dobbelt ansigt. En god tro er en velsignelse, en ond tro en frygtelig forbandelse, en sjælelig forurening, en ulyksalig sygdomskilde. (s. 130).

Bogen munder ud i en inspiration til en etik, der omsættes i 5 leveregler om udvikling af sympati og respekt for hele naturen (dig selv, dine medmennesker, dyr og planer, tiltro til naturlovene og tiltro til den ukendte natur).

Kritiske spørgsmål

Læsning af en så inspirerende, indholdsmættet og kompleks bog rejser flere kritiske spørgsmål. Hvad er det egentlig for et naturbegreb Gemynthe bruger? Er det særlig konsistent? Flere steder dækker natur næsten alt. Andre steder skelnes der mere klart mellem natur, samfund og kultur, mens der også tales om ”menneskeskabt natur” (s. 155) og Velfærdssamfundet som ”naturens værk” (s. 38).

Samfund og politik fylder ikke meget i Gemynthes bog. Disse aspekter af menneskelivet kunne have udbygget og måske nuanceret flere af hans pointer. Man kan så glæde sig over at bogen giver et solidt psykoanalytisk og psykologisk fundament for politiske analyser, noget som netop mangler i mange af disse analyser.

Man må også spørge om Gemynthes nye ord og begreber, som faunisme og faunisk forening og faunisk by er hensigtsmæssige og har nogle muligheder for at vinde udbredelse, selvom man kan tilslutte sig indholdet bag begreberne.

Et eksempel på en ny form for naturfilosofi

Finn Gemynthes bog om Naturtro kan ses som det seneste eksempel på en ny spændende tendens til forskellige former naturfilosofi, der forsøger at fremkalde nye former for naturbevidsthed og naturtro.

Religionssociologien Jens-André P. Herbeners bog: ”Naturen er hellig” (2015) var et forsøg på at skabe grundlaget for en grøn religion og spiritualitet, og teologen Jakob Wolfs bog om ”Det guddommelige – fænomenologisk set” (2015) er et andet forsøg på inden for en kristen forståelsesramme at fremkalde en ny naturbevidsthed.

Her føjer Finn Gemynthes bog sig ind som et på en gang originalt, vidtfavnende og gennemarbejdet forsøg. Og så er hans bog meget velskrevet, en smittende skrivestil, hvor man præsenteres for mange små provokerende sandheder, som f.eks. denne ” Skal vi gøre os håb om at redde naturen, må vi derfor begynde med os selv. Før vi som mennesker har frelst vor egen natur, kan vi ikke forvente en helhjertet indsats for omgivelserne.” (s. 15).

Midt i en mørk tid fremkaldte læsning af Gemynthes bog en spontan glæde og tro på at der heldigvis findes meget stærkere helende kræfter i vores natur til at modvirke de destruktive træk og kræfter, som alle i øjeblikket fokuserer på. Mennesket har – som Gemynthe så paradoksalt og tankevækkende formulerer det – behov for en naturliggørelse, fordi det kun er mennesket, der forsøger at gøre oprør imod livets naturlove.

 Det minder næsten om teologernes tale om mennesket som et syndigt væsen. Frelsen ligger imidlertid ikke i en tro på en abstrakt Gud, men i en tro på naturens helende kræfter, der også virker i menneskene.

Litteratur:

Finn Gemynthe: Naturtro. Gavn og glæde. Et filosofisk forsvar for naturligheden. Hovedland 2015.

Jens-André P. Herbener: Naturen er hellig. Klimakatastrofe og religion. Informations forlag. 2015.

Jakob Wolf: Det guddommelige – fænomenologisk set. Forlaget Anis 2015.