Arbejdsløshedens forbandelse – arbejdsfrihedens velsignelse

Af Niels Lundsager, 2007

 

En stor del af mit voksenliv er gået med at ligge til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er en situation som nogle mennesker forstår at udnytte og få noget godt ud af. Desværre er vi mange der er anderledes disponeret, bl.a. mig selv. For mig har det været en pine. Jeg har haft et stærkt behov for at føle mig som nyttig og værdsat, men har som regel oplevet at det modsatte var tilfældet. Mine mange sagsbehandlere og medierne har gjort deres til at forstærke min oplevelse af fiasko.

Efter 20 år som klient lykkedes det mig at få førtidspension. Det gav nogle helt andre muligheder. Jeg lykkedes med at starte en avis og gennem 7 år var jeg med til at styrke et lokalområde og præge dets udvikling.

For mig har livet som arbejdsløs været så slidsomt at jeg finder det helt urimeligt at langtidsarbejdsløse ikke er de første til at få del i goder som orlovsordninger og efterløn. Det er tvært imod sådan at man ikke engang har krav på ferie og ikke må forlade landet, ikke engang for et smut til Malmø. Reglerne er så snærende at man ikke kan undgå at overtræde dem, og dermed får en identitet som lovbryder og efterhånden får systemets mistillid sit modstykke i den arbejdsløses mistillid til hele systemet.

Som arbejdsløs kom det at komme på førtidspension efterhånden til at stå som noget af et ideal, som et himmerige der kunne opnås allerede i dette liv. Som førtidspensionist var jeg med til at stifte borgerlønsbevægelsen og begrebet “borgerløn” har optaget mig meget. Et borgerlønssamfund er et samfund hvor alle borgere får de rettigheder der i dag kun er tilstået førtidspensionister, folkepensionister og meget rige mennesker. Det at have sin frihed, sin frihed til ikke at lave noget som helst og til at lave lige hvad det skal være.

I foråret 1972 arbejdede jeg som tjenestemand på prøve ved en lille skole på Fyn. Jeg var som 31’årig nyuddannet lærer flyttet ud på landet med kone og 2’årigt barn. En aften hvor vi sad og spiste aftensmad ringer ledende skoleinspektør og beder mig komme til et skolekommissionsmøde der allerede var i gang, og hvor man havde brug for at tale med mig. Det viste sig at jeg var indstillet til afsked. Senere på aftenen blev jeg afskediget. Det slog mig hårdt og gav min begrænsede selvtillid sådan et knæk at jeg kom til at sige “nej tak” da samme ledende skoleinspektør ringede igen en uges tid senere og tilbød mig ansættelse ved kommunens største skole.

Senere fik jeg at vide at min ansættelse ved den lille skole var sket imod førstelærerens ønske og at de øvrige lærere betragtede ansættelsen af mig som en sejr over førstelæreren. Førstelæreren havde ret i at min ansættelse ikke ville styrke hans skoletanker og position. Kort før min fyring havde jeg således insisteret på at få nyvalg til lærerrådsformand og min kandidat vandt valget med fem stemmer mod to stemmer, formodentlig førstelærerens og den hidtidige lærerrådsformands. Man havde altså allerede en lærerrådsformand, men ingen kunne huske hvornår eller hvordan han var valgt.

Min fagforening, Danmarks Lærerforening var også førstelærerens fagforening. Allerede før jeg vidste at der var en fyringssag havde fagforeningen meddelt ledende skoleinspektør at den ikke ville modsætte sig en fyring, blot jeg ikke fik en udtalelse der hindrede mig i at få andet arbejde.

Da jeg efter et halvt år fik andet arbejde i København var min nederlagsstemning ikke lettet og arbejdet blev ingen succes. I den forbindelse røg parforholdet. Efter et år som slumstormer og ekstrabud ved postvæsenet deltog jeg i oprettelsen af et kollektiv i Randers og oplevede der nogle gode ansættelser, men desværre tidsbegrænsede.

I Randers var jeg politisk udelukket fra kommunale stillinger, noget der først gik op for mig efter mange år. Det var ikke en situation jeg var alene om og kommunen er siden blevet skandaliseret og borgmesteren og flere ledende embedsmænd røg ud under megen opmærksomhed.

Den første oplevelse med Randers Kommune kom en sommeraften. En skoleinspektør ringede og bad mig om hurtigst muligt at komme til en samtale. Han skulle have besat en fast stilling og jeg var den eneste acceptable af de forslag han havde fået af skoleforvaltningen. Jeg var betænkelig ved om mine kvalifikationer rakte til det pågældende skema, men han pressede på og lovede mig jobbet. Blot skulle han lige have ordnet den formalitet at få accept fra skolenævnet og skoleforvaltningen. Han ville ringe efter et par dage når vi kunne ordne papirerne. Da jeg ringede til ham en uge senere kunne han ikke huske at han havde talt med mig.

 

Lovlydig borger og socialbedrager

En gang havde jeg ganske få timers arbejde om ugen med specialundervisning i ungdomsskolen. Da blev der lavet en ændring i A-kassereglerne, så man tabte mere i understøttelse end man tjente ved arbejdet. Det fik mig til at opsige arbejdet, men jeg fortsatte undervisningen hjemme i min egen stue til glæde for eleverne og såmænd også for mig selv. Men den slags er socialbedrageri. Man må ikke modtage understøttelse og samtidig lave noget der ligner lønarbejde.

Et par år senere, da jeg var kommet på bistandshjælp, havde jeg to timers daglig eneundervisning med en uanbringelig elev. Her blev hele min løn trukket fra bistandshjælpen, men modsat bistandshjælpen, så blev der trukket skattegæld fra løndelen. Resultatet af arbejdet blev således en indtægtsnedgang. Også her sagde jeg arbejdet op og arbejdede videre gratis. Socialforvaltningen og skoleforvaltningen var vidende om forholdet, der helt klart var socialbedrageri. Skoleforvaltningen fik løst deres problem og jeg fik mulighed for at opleve en tilfredsstillende arbejdssituation. Den sidste uge af skoleåret tog jeg med mine to døtre og eleven på ø-lejr. Altså ulovligt heltidsarbejde samtidig med at jeg var pligtig at ligge til rådighed for socialkontoret og Arbejdsformidlingen hjemme i Randers.

Jeg skal indskyde at jeg i Randers fik et nyt parforhold der varede ti år og resulterede i to døtre, som fulgte mig efter skilsmissen. Jeg havde jo tiden til at tage mig af dem. I ti år levede vi tre sammen. Jeg må også hellere fuldende billedet med at fortælle at jeg har haft et ret voldsomt ølforbrug, især i de perioder hvor tilværelsen gik mig mest imod.

Et tredje forhold med socialbedrageri var da jeg i en uge arbejdede fuldtids gratis på et skolehjem for ikke at blive trukket i understøttelsen i påskeferien. Jeg havde fået et fire ugers vikariat, men da forstanderen fik brug for at holde på mig en femte uge sagde jeg fra. Det var op til påskeferien og jeg ville miste min understøttelse i påsken hvis jeg arbejdede helt op til helligdagene. Det forhold må have været så ulovligt at skolehjemmets forstander har sat sin stilling på spil.

Jeg, der har fået en opdragelse til en pæn lovlydig borger, havde det svært med disse ansættelser. Samfundet mobbede os arbejdsløse med påstanden om dovenskab og opfordrede os til konstant at være arbejdssøgende. Men jeg oplevede at blive straffet på pengepungen når jeg fandt arbejde. Det spillede ikke den store rolle at gå lidt ned i ydelse, men det pinte mig at det skete på så ydmygende en måde.

Forholdene var sådan at blot man lå til rådighed på sin seng med afstikkere hen til værtshuset, så fik man sin understøttelse og hørte ikke meget fra systemet, men så snart der skete noget, f.eks. få timers arbejde, så kom der fejludbetalinger og samtidig en masse kontrol fra mistænksomme bureaukrater.

 

Selvstændig med gæld

I min frustration over ikke at gøre nytte og  ikke kunne få lønarbejde startede jeg to gange selvstændig virksomhed, noget som daværende statsminister Poul Schlütter stærkt opfordrede de arbejdsløse til at gøre. Først drev jeg i 16 måneder en helsekostbutik og året efter i 23 uger en husstandsomdelt reklamefinansieret avis, Nordbyens Avis, i 12.000 expl. Tilsammen gav det tilstrækkelig stor gæld til at jeg senere har fået gældssanering. Trods den korte periode fik mine skriverier i avisen betydning for Nordbyens synliggørelse og placering i den følgende kommunale valgkamp i Randers.

Det var en meget hård, men også fantastisk spændende tid at lave en ugeavis fra et 73 kvadratmeter stort rækkehus med en femårig og en syvårig i huset. Den femårige nægtede at gå i børnehave om mandagen. Hun ville være hjemme og deltage i udleveringen af avisbundterne til de 40 bladbude. De følgende år legede pigerne ofte “avis” Efter avis-tiden var det økonomisk en lettelse igen at komme op på den gode danske understøttelse.

 

Trussel om at miste dagpengeretten

Min største konflikt med Arbejdsformidlingen fik jeg da jeg fik et brev om øjeblikkelig at møde frem. Jeg skulle straks have et langtidsledigjob, ellers ville jeg miste min understøttelse. Jeg mødte frem og undrede mig. Jeg mente der var lang tid til jeg ville falde for 26-ugers reglen. Men arbejdsformidleren var sikker i sin sag. Han bad mig bruge et par minutter til at overveje hvad jeg gerne ville arbejde med. Så forlod han kontoret og lod mig alene tilbage med mine overvejelser. Da han kom tilbage må han have talt med nogen fra byens establishment. Teknisk Udvalgs socialdemokratiske formand havde en overordnet position på Arbejdsformidlingen. I hvert fald kom han tilbage med den besked at han havde et arbejde til mig i den private sektor og det var et tilbud jeg ikke kunne afslå. Jeg skulle pakke batterier i kasser til forsendelse. Han ville straks underrette firmaet og det ville i løbet af få dage indkalde mig til samtale.

Jeg mente nok jeg kunne klare at pakke batterier, men hele samtalens forløb havde frustreret mig så meget at jeg intensiverede mit indtag af elefantøl de næste dage. Det foregik mest henne på Oasen. Der kunne man læse Jyllands Posten. Der var sjældent en dag uden at der var en forsideartikel om problemerne med de dovne arbejdsledige. Efter en uge var der endnu ikke kommet et brev fra batterifabrikken. Jeg var ved at gå i stykker og gik beruset op på Arbejdsformidlingen og meddelte sagsbehandleren at jeg ikke længere magtede at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det var ikke noget problem, sagde han. “Du skal bare lige skrive under her”. Det gjorde jeg. Derefter gik jeg ned på bistandskontoret og meldte mig som bistandsklient. Dagen efter opsøgte jeg batterifabrikken for at høre om den havde forsøgt at kontakte mig. På fabrikken havde man intet hørt om mig og min sag.

Efter et par dage fortrød jeg min impulsive udmeldelse af “systemet” og søgte en højere instans om igen at måtte indtræde. Efter flere måneder tid fik jeg accept. På et kontor i København havde man fundet ud af at jeg ikke havde været ved at miste min dagpengeret samt at jeg i rimeligt omfang havde søgt arbejde og også i nogle tilfælde opnået tidsbegrænsede ansættelser.

På et tidspunkt kom der en ny regel om at man skulle dokumentere sin aktive arbejdssøgen og præstere så og så mange ansøgninger og afslag for at kunne få understøttelse. Det var hårdt. Jeg kunne bruge uger på at tage tilløb til at få skrevet en ansøgning. Jeg fik hele tiden bevis på at jeg ikke duede og så skulle jeg tvinges til at sætte pennen til papiret og formulere at jeg var mere end egnet. Flere gange skete det at jeg kom fem minutter for sent til postkassen når der skulle sendes en ansøgning. Jeg syntes det måtte være rigeligt at jeg havde orienteret Arbejdsformidlingen om at jeg var til rådighed.

Et jobopslag der gjorde indtryk på mig var som en slags socialpædagog. Et lokalcenter med børneinstitutioner, ældreklubber o.l. i et problemfyldt boligområde skulle bruge en person til at opsøge især isolerede enlige mødre og hjælpe dem ud til de sociale tilbud der var i lokalområdet. Det var et to-årigt forsøgsprojekt finansieret af EU. Jeg gjorde meget ud af at forberede mig. Jeg fik hjælp til at skrive ansøgningen og læste faglitteratur og endte med at være den af 22 ansøgere der fik jobbet.

“Kan du begynde med det samme?” blev jeg spurgt ved ansættelsessamtalen. “Ikke før i morgen”, svarede jeg og startede da også næste morgen. På trediedagen kom lederen og fortalte at han, fra kommunens personalekontor, havde fået besked på straks at fyre mig. Det ville han dog ikke før han havde været til et møde og fået nærmere besked om årsagen. Her fik han at vide at der havde været fejl i stillingsopslaget og at stillingen skulle genopslås. “Så kan du vikariere i stillingen så længe og du vil være bedre kvalificeret næste gang du søger”, sagde lederen. Efter yderligere tre dage ringede personalekontoret igen og forlangte mig fyret øjeblikkelig. Denne gang var årsagen at der var fagforeninger der ikke kunne acceptere en ansat uden relevant uddannelse. Ved at opsøge fagligt aktive folk, der havde været med til at udforme det projekt jeg var ansat i, fandt jeg ud af at den nye begrundelse for fyringen ikke holdt vand. Jeg opgav dog da amtsformanden i Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund lod sig spænde for personalekontorets vogn.

 

Modstridende krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet

Da jeg forlod arbejdet i boligkvarteret gik jeg alvorligt i stykker. Da jeg igen var blevet nogenlunde ædru skrev jeg til A-kassen at jeg ikke magtede at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og derfor formodentlig ikke kunne få understøttelse. Det sidste gav de mig ret i. Jeg meldte mig igen på socialkontoret. Her fik jeg besked om at betingelsen for at få bistandshjælp var, at jeg stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Det ville jeg gerne. Det havde jeg mange års erfaring i. De sagde også at det at stå til rådighed bestod i at gå hen på Arbejdsformidlingen og få et stempel. Det nægtede jeg. Jeg kunne ikke nærme mig den bygning uden at blive dårlig. Så var der ingen lovlige muligheder for at give mig bistandshjælp, påstod man. Så var jeg på herrens mark. Hvordan skulle jeg betale vores husleje og hvordan skulle jeg kunne købe rugbrød til pigerne og mig selv. Jeg lå i sengen og fantaserede om at tage op i Thylejren og grave en jordhule til os, men kunne stadig ikke finde ud af hvor jeg skulle få rugbrøddet fra. En aften gik jeg ned på bistandskontoret og råbte lidt op og sparkede lidt på dørene indtil der kom en stærk mand og viste mig ud.

To dage efter fik jeg brev med påbud om straks at komme til et nyt møde på bistandskontoret. Nu skulle jeg tale med en uddannet socialrådgiver. Hun spurgte mig om hvordan jeg ville have det med i et halvt år ikke at stå til rådighed og bare modtage bistandshjælp. Det var noget underligt noget. Den første sagsbehandler have åbenbart løjet. Mærkværdigvis og heldigvis havde jeg ikke fået opsagt vort lejemål. Jeg havde nok været for handlingslammet.

 

På vej imod førtidspensionen

Med stadig flere fiaskoer og den stadige mobben fra samfundet (regeringen og pressen) blev det mere og mere umuligt at forestille sig at noget kunne ændre sig. Det der trak den anden vej var min rolle som forsørger. Her havde jeg fået et ansvar og også tillid fra børnenes mor. Men jeg kunne også se at mine depressioner og drikkeriet gik ud over pigerne. Jeg prøvede så at komme ud af de uudholdelige pres ved at søge førtidspension. Jeg fik så en ny sagsbehandler der var ekspert på førtidspension. Han skulle høre min historie, men startede med at forklare mig at hans arbejdsvilkår var sådan at han havde ti minutter til formålet. Næste gang jeg talte med ham, det var lang tid efter det første møde, kunne han fortælle at man først skulle forsøge at få mig tilbage på arbejdsmarkedet. Man ville bevilge mig yderligere uddannelse i op til et år. Han bad mig komme med nogle forslag. Jeg var glad. Jeg ville gerne uddannes. En måned senere sendte jeg ham tre uddannelsesforslag. Forslagene var bilagt budgetter for såvel mig selv som kommunen og var gennemdiskuteret med mine døtre og uddannelsesstederne.

Ved det næste møde fortalte sagsbehandleren så at kommunen nu havde ombestemt sig. Jeg skulle ikke uddannes men helbredes. Man ville give mig ti timer hos en psykolog samt et frikort til et motionscenter. Jeg ville hellere have været uddannet, men man bliver vel også et bedre og helere menneske af at tale med en psykolog. Der var tre måneders ventetid på psykologen. Efter den første samtale spurgte psykologen om det var strengt nødvendigt med flere samtaler, for på hendes venteliste var der forpinte mennesker der havde meget mere brug for hendes hjælp. For ikke at stå i vejen for de forpinte mennesker opgav jeg psykologbehandlingen. Senere fandt jeg ud af at kommunens sagsbehandler i journalen havde skrevet at jeg havde nægtet at modtage psykologbehandling. Da jeg igen talte med ham, det var et lille år efter at jeg først havde henvendt mig om førtidspension, meddelte han at der ikke kunne være tale om pension. På det tidspunkt havde jeg også lige haft fire ugers arbejde på et skolehjem. Den femte uge, nævnt tidligere i denne artikel, kunne jeg ikke nævne – den var jo ulovlig.

 

Kampen for et lærerjob i Estland

Efter igen at have ligget til rådighed i lang tid læste jeg i efteråret 1991 at Det danske Kulturinstitut søgte frivillige der ville rejse til Østeuropa i nogle måneder for at undervise i vestlige sprog. Jeg mente nok jeg kunne undervise i dansk og spurgte om de kunne bruge mig. Det kunne de. Men hvordan få råd? Jeg søgte kommunen om at kunne rejse og alligevel bevare bistandshjælpen. Kommunen var to måneder om at tage stilling. Den gav lov, men da rugbrødet var billigere i Estland end i Randers satte de bistandshjælpen for mig og mine to piger ned fra 5000 kr. til 3.500 kr. Vi skulle selv sørge for transport og skaffe undervisningsmaterialer og selvfølgelig betale huslejen i Randers. Selv om det var mig meget imod så lærte jeg nu at tigge penge og det lykkedes lige netop at klare det. Det lykkedes også i ventetiden at komme på et kursus og blive indvandrerlærer. En entreprenør lånte os en pick up og en kammerat pjækkede fra sin rådighedsforpligtelse og kørte os til Pärnu i Estland og bilen hjem igen. Vi havde kasser med uldent undertøj, havregryn og kasseret undervisningsmateriale med os. Den estiske økonomi var på det tidspunkt i frit fald og der var stadig russiske soldater på gaderne.

Få dage før afrejsen fik jeg ny sagsbehandler og hun var lige ved at spolere det hele og få mig til at gå i brædderne igen. Hun råbte op om at hun nok skulle sørge for at jeg ikke rejste på ferie på skatteborgernes regning. Da jeg i en bisætning nævnte mine børn, råbte hun, selv stående, ned til mig, siddende, at hvis sådan en som mig havde børn var det vel nogen jeg betalte til.

Vi fik 4½ gode måneder i Estland uden sagsbehandlere og jeg fik 26 dansk-elever på aftenhold og fik i en måned heltidsarbejde som engelsklærer på en kommuneskole og nyttiggjorde mig også på anden vis. Pigerne, nu 11 og 13 år, kom i estisk kommuneskole bl.a. med timer i russisk. Der kom en journalist fra Det ny Aktuelt forbi og skrev om hvordan jeg og Randers Kommune havde fulgt den socialdemokratiske formand, Svend Aukens, råd om at bruge ledig dansk arbejdskraft i Østeuropa. Det gjorde ikke indtryk på den socialdemokratiske by, Randers.

 

Endelig førtidspension

Hjemkommet til Randers varede det ikke så længe før jeg igen søgte førtidspension og i marts 1993 fik jeg pensionen. En læge jeg aldrig havde mødt, skrev i begrundelsen at jeg havde manglende evne til at harmonere med arbejdsmarkedet og desuden led af alkoholisme, dårlig ryg og karakterdefekt. Det skal jeg ikke klage over. Jeg fik det lige som jeg ønskede det. Et liv uden sagsbehandlere, uden aktivitetspligt og uden aktivitetsforbud. Den dårlige ryg har jeg ikke siden mærket noget til og alkoholen har jeg efterhånden lagt bag mig. Karakterdefekten vil jeg ikke selv vurdere på.

Få måneder senere flyttede vi til Samsø. Selv om mine vilkår var ændret var jeg ikke med et slag ændret. Jeg frekventerede stadig værtshusene og lå somme tider i dagevis og stirrede op i loftet., men efterhånden lykkedes det mig at komme med i nogle sammenhænge, hvor jeg kunne yde en frivillig indsats. Jeg malede Kulturhuset, deltog i opsættelse og nedtagning at Samsø foreningsejede cirkustelt, sejlede til Estland og hjalp estiske elever med rejsen og starten på Samsø Højskole og kom til at give sprogundervisning til bosniske asylansøgere. Et par måneder hjalp jeg i en flygtningelejr i Kroatien. Pigerne fløj fra reden.

Efter fem år på Samsø kom jeg i gang med en aktivitet der kom til helt at fylde mit liv de kommende syv år og gav mit liv den mening i livet jeg havde savnet. Jeg startede en ugeavis på Samsø.

Samsø har et dagblad, Samsø Posten, men den var helt ukritisk over for det politiske og økonomiske establishment på øen og ikke særligt opsøgende. Kommunalbestyrelsen var helt lukket om sig selv og ikke særligt meddelsom og kompetence var ikke noget der prægede hverken politikere eller embedsfolk. Der var altså nok at tage fat på og grave i. Jeg begravede mig i døgndrift i avisarbejdet de følgende fem år og det fik betydning for klimaet på øen. Avisen blev selvejende og havde optjent 120.000 kr. da den lukkede, et beløb som vi nu bruger til kontroversielle arrangementer. Selv arbejdede jeg ulønnet og levede godt af min førtidspension.

Avisen, Samsø Weekend, lukkede fordi jeg blev tilbudt lønnet arbejde på Samsø Posten, som jeg skrev for i 1½ år. Ejeren måtte fyre mig igen på grund at hårdt pres fra establishment, men hjalp mig derefter i gang igen med en fjortendagesavis, hvor jeg kunne fortsætte min journalistik i endnu et år, indtil jeg som folkepensionist fik behov for at sætte tempoet lidt ned.

I dag sidder jeg i kommunalbestyrelsen på Samsø, hvor jeg fortsætter mit “undergravende” arbejde.

Redaktøren af denne bog vil gerne have mig til at skrive noget mere om min aktivitet som avismand, som illustration af alt det gode der kan komme ud af at slippe kreativiteten løs hos folk på overførselsindkomst. Det vil jeg ikke, selv om jeg hader de vilkår man er underlagt som modtager at arbejdsløshedsunderstøttelse og bistandshjælp. Også flere andre kategorier af overførselsindkomst er forbundet med snærende regler og kontrol.

Men jeg mener ikke der er grund til yderligere en beskrivelse af at frihed kan føre til meget godt arbejde. Der er masser af bøger der fortæller om folk med stort initiativ og som gør meget nyttigt og ofte også spændende arbejde uden for det kapitalistiske lønarbejdsmarked. Hvad jeg gerne vil fortælle er hvor meget samfundet gør for at begrænse sine egne medlemmer i at kunne udfolde lyster og evner.

At jeg som 53’årig slap ud af klemmen ved at få førtidspension og som 58’årig fik startet en sammenhængende og meningsfuld aktivitet skyldes en række heldige faktorer, som jeg vil nævne. 1) Jeg er vokset op i et intellektuelt miljø og har fået en uddannelse. 2) Efter min anden skilsmisse opsøgte jeg kurser i gestaltterapi og intuitiv massage, som det lykkedes mig at finde til rimelige priser. Det blev suppleret med mange behandlinger af en fysioterapeut, der kunne mere end det man lærer på skolen for fysioterapeuter. En forstående læge hjalp mig med henvisninger, der sikrede betaling fra kommunen. Disse terapier og behandlinger gjorde at jeg er sluppet fri af min barndoms traumer der gjorde mig så sårbar over for alle systemets regler og plageånder. 3) På socialkontoret fik jeg et godt forhold til en fuldmægtig, der indså at det var samme kommune der havde sat mig skakmat og hindret mig i at bruge mine evner. Formodentlig er jeg derfor kommet forholdsvis let til min førtidspension. 4) Da jeg tog det vovelige spring at sætte en avis til salg på Samsø og samtidig love at der ville komme yderligere en avis ugen efter, lykkedes eksperimentet kun i kraft af en række heldige omstændigheder og megen hjælp fra venner. 5) Endelig har jeg været privilegeret af at jeg ikke lader mig ramme af de hårde bombardement fra reklamer og livsstilsudsendelser. Jeg klarer mig godt på en ret lav indkomst.

 

Hvordan er det gået siden: Fra skidt til værre

Man kan mene at denne historie er så gammel at den har mistet noget af sin aktualitet. Det er rigtigt at vilkårene har ændret sig, men bestemt ikke til det bedre. En gammel historie har den fordel at man også kan fortælle om socialbedragerier, der havde ført til afstraffelse hvis de var fortalt på et tidligere tidspunkt.

Den regering vi har haft i Danmark siden 2001 bruger mindre gulerod og mere pisk. Jeg havde klaret mig endnu ringere under den nuværende regering. Det er blevet langt sværere at få  førtidspension. Det vil sige at de der får pensionen bliver kørt længere ned i skidtet og har dermed langt færre ressourcer i behold. En anden slem ændring er at kommunerne nu skal holde øje med førtidspensionisterne. Hvis kommunerne får øje på ressourcer i pensionisterne skal de sørge for at disse ressourcer kommer i brug. Får man øje på en pensionist der starter en kontroversiel avis vil hun formodentlig straks blive sendt på strandrensning.