Canada 1974-1979

”Mincome” eksperimentet i Canada. Af Bjarne Riisgaard.

”Mincome” forsøget i Canada blev lanceret i begyndelsen af 1974, og blev lukket i 1979, under indtryk af periodens stigende inflation og arbejdsløshed. Det var ikke i snæver forstand et eksperiment med ”Universel Basis Indkomst” forstået som ubetinget universel borgerløn til alle voksne borgere, men et eksperiment med en ubetinget overførselsindkomst til en afgrænset gruppe af lavindkomstfamilier i et givet område, i en given periode og med progressiv aftrapning hvis familiernes indkomst kom op over et vist niveau.

Forsøget bestod af to sideløbende eksperimenter i den Canadiske provins Manitoba, og var et fælles projekt imellem den Canadiske forbundsregering, og delstatsregeringen i Manitoba, der hver betalte halvdelen af udgifterne. Det første eksperiment i provinshovedstaden Winnipeg (befolkningstal 1975: ca. 620.000), var et traditionelt sociologisk eksperiment: En tilfældigt udvalgt gruppe mellem-og lavindkomstfamilier i selve Winnipeg, suppleret med en lille spredt gruppe i nærliggende landområder, fik tildelt en fast årlig ydelse, og deres arbejdsmarkedsadfærd sammenlignet med en kontrolgruppe. Både forsøgs design og resultat lignede tilsvarende forsøg fra USA, og gav derfor ikke anledning til hverken nye indsigter eller klare konklusioner (Simpson et al., 2017, s. 92 & Forget 2011, s. 7). Det andet eksperiment var mere utraditionelt. Det omfattede en større gruppe og foregik i den relativt isolerede landbrugslandsby Dauphin (daværende indbyggertal: ca. 10.000), omtrent 5 timers kørsel fra Winnipeg.

Landsbyen var dels valgt fordi den som landsby var domineret af landbrugserhverv, med mange små selvstændige på lave og usikre indkomster og dels havde nogle velegnede geografiske karakteristika: Den var både isoleret nok til, at man kunne afgrænse resultatet, og dog alligevel indenfor én dags kørsel fra Winnipeg, som var forskningsholdets base. Forsøgsdesignet var også væsentligt anderledes. Målgruppen var ikke tilfældigt udvalgt efter bestemte kriterier, men omfattede i princippet hele landsbyen og ”kun” opdelt efter om familierne havde andre indtægter. I så fald ville det årlige beløb de modtog blive proportionalt reduceret efter en trinvis skala. Der var altså ikke tale om en ubetinget indtægtsneutral ydelse, men for lavindtægtsfamilier med en usikker økonomi, som de mange små selvstændige havde, ville det stadigvæk medføre en betydelig forbedring af deres sociale sikkerhed og en vigtig del af idèen med eksperimentet var at iagttage effekten af det (Forget 2011, s. 7).

Fordi den faste årlige betaling afhang af modtagerens øvrige indkomst, blev stadig flere af landsbyens indbyggere kvalificerede til at modtage støtte i løbet af den eskalerende økonomiske krise i 1970`erne, og eksperimentet fik derfor efterhånden budgetproblemer. 1979 var desuden valgår i Canada og valget gav nye konservative regeringer både Nationalt og i provinsen Manitoba. Da ingen af de nye regeringer ønskede at fortsætte med at finansiere forsøget, blev det indstillet med kort varsel efter valget, uden at der blev lavet en evaluering med analyse og offentliggørelse af resultatet. Derefter gik det gradvist i glemmebogen indtil den fransk-canadiske sundhedsøkonom Evelyn Forget i 2011 igen fik adgang til det arkiverede papir-dokumentationsmateriale, og efter en møjsommelig gennemgang og digitalisering udgav en analyse af det rekonstruerede materiale, suppleret med ekstra data.

Hendes analyse viste ingen målbar effekt på arbejdsmarkedsdata, men en markant positiv helbredseffekt og en øget uddannelsesaktivitet i de berørte familier (Forget 2011, s.17). Efterfølgende er hendes analyse blevet suppleret af yderligere en analyse af den amerikanske sociolog David Calnitsky, der med inddragelse af flere sund-hedsdata konkluderer, at en stor del af den positive sundhedseffekt skyldes, at der med ”Mincome” indtægten ikke længere var en socialt stigmatiserende effekt forbundet med den supplerende indtægt. (Calnitsky 2016, refereret i Simpson et.al 2017).

Kilder: