Enhedslisten og a-kasserne – hvor er visionerne?

Enhedslisten har det sidste halve år kørt en omfattende kampagne – med sloganet: Ret til tryghed. Ret til arbejde. Den indeholder en række forslag til en reform af dagpengesystemet (ret til tryghed) og forslag til skabelse af job- og uddannelsesmuligheder (ret til arbejde). Det samlede reformforslag indeholder følgende elementer:

 

1. Ingen skal miste dagpenge, så længe man står til rådighed for arbejde på almindelige vilkår. 2. Regeringen skal skabe flere samfundsnyttige job på normale vilkår indenfor velfærd og klimarenovering. 3. Enhver uden job skal have tilbudt uddannelse eller arbejde inden 1 år. 4. 26 ugers genoptjeningsret til dagpenge. 5. Mere efteruddannelse af fastansatte, så ledige kan hyres som vikarer.

Forslaget er uden tvivl et godt grundlag både for en mobilisering imod og en forhandling med regeringen i en situation, hvor mange mister deres dagpengeret. Forslaget viser, hvilke muligheder der er for at forbedre det nuværende arbejdsmarkedsmarkedspolitiske system ved at ændre reglerne for modtagelse af dagpenge (at lempe bestemmelserne for hvor længe man kan få dagpenge, betingelserne for at få dem og bestemmelserne for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet) samt føre en mere aktiv jobskabelses- og uddannelsespolitik.

Men forslaget viser ikke noget om, hvilke visioner Enhedslisten har for arbejdsmarkedet på længere sigt. Enhedslisten kalder sig et socialistisk parti. Hvorledes ser en socialistisk arbejdsmarkedspolitik ud? Har Enhedslisten nogle forestillinger om et andet og bedre samfund? Eller går deres politik kun til at forbedre den bestående struktur på nogle få punkter?

Med den parlamentariske og mediemæssige position Enhedslisten i øjeblikket har, kunne man forvente, at partiet ikke kun var interesseret i blive opfattet som et seriøst reformparti på kort sigt, der prøver at få den mindste forbedring igennem, men også som et parti, der har mere langsigtede visioner om et fremtidigt arbejdsmarked i den store grønne omstilling, vi står overfor.

Manglerne i Enhedslistens arbejdsmarkedspolitik:

1. Det ensidige fokus på det normale lønarbejde: Enhedslisten henvender sig først og fremmest til lønarbejdere på almindelige vilkår. De skal have styrket deres stilling og muligheder – ret til større tryghed og ret til arbejde eller uddannelse. Men hvorfor ses dette normale lønarbejde ikke i forhold til dem uden for arbejdsmarkedet og hele det civile samfund? Hvad er Enhedslistens principielle holdning til klassedelingen mellem a-kassemedlemmer og kontanthjælpsmodtagere? Skal denne klassedeling opretholdes? Hvad med kontanthjælpsmodtagernes ret til tryghed og ret til arbejde?

2.Det snævre arbejdsbegreb. Arbejde og job er lig med lønarbejde for Enhedslisten. Man taler ikke om det uformelle arbejde (husholdningsarbejde, omsorgsarbejde, lokalsamfundsarbejde), som alle i et vist omfang udfører. Man taler om ”samfundsnyttige jobs”, men det er kun i den formelle sektor.

3. Rådighedsforpligtelsen: Hvad skal man stå til rådighed for? Enhedslisten mener, at man ”skal stå til rådighed for arbejde på almindelig vilkår”. Man er ikke så visionær, at man i stedet for at gøre løn-arbejdsmarkedet til den dominerende instans i samfundet, foreslår at man skal stå til rådighed for samfundet. Enhedslisten synes at gå ind for et lønarbejdssamfund og ikke et rigtigt borgersamfund, hvor alle borgere er sikret en grundlæggende lighed.

4. Nyt slogan. I stedet for Ret til tryghed. Ret til arbejde burde Enhedslisten gå ud med et slogan: Ret til tryghed. Ret til indkomst. Tidligere kæmpede man for retten til lønarbejde for at få en indkomst. I dag og i fremtiden vil kampen for en basisindkomst for mange være forudsætningen for at få del i lønarbejdet. 5. Visionær sammenhæng. Et sådant nyt slogan ville kæde Enhedslistens kontanthjælps- og a-kasse-politik sammen og fjerne ovenstående mangler. Det ville være et slogan for en visionær social- og arbejdsmarkedspolitik.