Borgerløn og arbejde

Af Bjarne Riisgaard.

Valgkampen 2015 er begyndt med proklamationer fra Socialdemokratiet om, at ”arbejde” er samfundets fundament, og Dansk Arbejdsgiverforening om, at kontanthjælpen nødvendigvis skal reduceres ”for at det kan betale sig at arbejde”. Det kan virke overaskende, at Socialdemokratiet og DA lyder ens, men det gode spørgsmål er selvfølgelig: Hvad er det egentlig de snakker om?

I 1997 bestilte folketinget efter norsk forbillede en såkaldt ”magtudredning”, fra en samfundsvidenskabelig kommission der skulle kortlægge de vigtigste aspekter af den seneste politisk-økonomiske udvikling i samfundet. Resultatet blev en række rapporter der udkom i bogform med forskellige forfattere i første halvdel af ”nullerne” fra Århus Universitetsforlag. En af dem var bogen (Rapporten) ”Politisk offentlighed og demokrati i Danmark” fra 2004, af Jørn Loftager. Den indeholder bl.a. en gennemgang af udviklingen i det arbejdsbegreb, der været grundlaget for opbygningen af velfærdsstaten. På baggrund af kontanthjælps- og dagpengereformerne i den seneste valgperiode, og socialdemokratiets og DA`s retorik i den aktuelle valgkamp, er resultatet på en måde overaskende, men samtidig i dyster overensstemmelse med en udvikling, Loftager fører tilbage til introduktionen af ”aktiveringspolitikken” under arbejdsmarkedsreformerne i begyndelsen af 1990´erne.

Indtil da havde opbygningen af velfærdsstaten, og den gradvise udvikling af det sociale sikkerhedsnet primært været baseret på en ”frigørelsesidé” efter socialliberalt forbillede, hvor borgerne skulle frigøres for materiel nød, for at alle kunne deltage i samfundet som ligeværdige kritiske borgere, efter et klassisk liberalt, individualistisk ideal. For at sikre det lige medborgerskab var målet derfor, at gøre overførselsindkomster så universalistiske som muligt, og modtagerne dermed så uafhængige som muligt af myndigheders forgodtbefindende – Folkepensionen, der gives til alle der har alderen til det, uafhængigt af indkomst og civilstatus, er et oplagt eksempel.

Med arbejdsmarkedsreformerne fra 90´erne ændrede det sig. Under påfaldende begrænset opmærksomhed, og med begrundelser der i retrospektiv virker mere ideologiske end rationelle, blev der på arbejdsmarkedsområdet indført en række paternalistiske lovændringer. Samlet set markerede det et holdningsmæssigt skift, fra det klassisk liberale ideal om individualistisk ligeværdigt medborgerskab, henimod en kollektivistisk, kommunitaristisk velfærdspolitik. Individets status med hensyn til retten til et økonomisk eksistensgrundlag og personlig integritet, blev gjort stærkt afhængigt af forholdet til fælleskabet. Især målt som bidrag til arbejdsmarkedet, og underkastet myndighedernes kontrol (Loftager 2004).

Status på ”arbejdsmarkedet” bliver dermed centralt for borgernes deltagelse i samfundet. Hvilket for det første underminerer det klassiske borgerideal om demokratiet, og for det andet truer samfundets evne til at tilpasse sig de ændringer, den teknologiske udvikling løbende medfører på arbejdsmarkedet. Egentlig to forskellige problemer, som imidlertid falder sammen med udsigten til en aktuel teknologisk revolution i industrien, hvor den digitale automatisering kan medføre et nyt dramatisk fald i behovet for lønnet arbejdskraft på det traditionelle ”arbejdsmarked”. Paradoksalt nok ser det alligevel ud til, at det er den udvikling i opfattelsen af betydningen af lønarbejdet på arbejdsmarkedet, der er præmissen for retorikken fra DA og Socialdemokratiet.

En bredere, alternativ definition af arbejde er mere i overensstemmelse med de klassiske socialliberale idealer bag den demokratiske velfærdsstat, og matcher bedre til konsekvenserne af den teknologiske udvikling. Bogen ”Oprør fra midten” fra 1978 var 3 af den tids mest fremtrædende danske debattørers forsøg på, at lave en moderne utopi – Villy Sørensen, K. Helveg Petersen og Niels I. Meyer kaldte deres idealsamfund ”Det humane ligevægtssamfund” og leverede samtidig en humanistisk definition af arbejde, der knap 40 år senere ser mere relevant ud end nogensinde. I deres utopi er lønarbejdet ligestillet med f.eks. arbejde i hjemmet, ud fra den betragtning, at ”arbejde” var det man gjorde, når man aktivt udnyttede sine evner til at gøre nytte for samfundet. I erkendelse af det, var der i utopien indført universel borgerløn, for at anerkende betydningen af det arbejde der foregik uden for et ”arbejdsmarked” (Meyer m.fl., 1978).

Arbejdet med at passe familien og husholdningen er fremhævet som eksempel, fordi det virker indlysende hvor vigtig og omfattende en opgave det er, men det generelle udgangspunkt; at arbejde defineres som det at udnytte sine evner aktivt, til at gøre nytte for samfundet, har videre perspektiver. Det kunne være indsatsen med at bidrage til lokalsamfundets institutioner (i bred forstand), eksempelvis ”arbejdet” med selv at holde hus og have i orden og medvirke til at opbygge et aktivt socialt liv i en stadig velfungerende landsby i ”udkantsdanmark”, der ellers ville forfalde. Eller ”arbejdet” med at tage sig af gamle, svækkede familiemedlemmer, så de ikke skal anbringes på en offentlig institution.

Den centrale pointe er, at det humanistiske arbejdsbegreb matcher de aktuelle sociale udfordringer i det moderne, postindustrielle informationssamfund. Samtidig imødekommer borgerlønnen det liberale medborgerskabsideals fordring, om en universel rettighed til et eksistensgrundlag, uafhængigt af myndighedernes forgodtbefindende. I modsætning til det kommunitaristiske fællesskabsideal, om borgernes rettigheder som værende afhængig af bidraget til et arbejdsmarked.

Dertil kommer, at en sanering af den aktuelle jungle af overførselsindkomster, til fordel for en universel, ubetinget borgerløn til alle, uanset status på arbejdsmarkedet, kunne gøre det traditionelle arbejdsmarked langt mere fleksibelt. Dels ville det give et grundlæggende individuelt sikkerhedsnet, uden at fjerne fordelene og friheden til, i tilgift at gå ind på et dereguleret arbejdsmarked efter eget behov, på de vilkår markedet nu kunne tilbyde. Dels, og nok så vigtigt, kunne det opmuntre til individuel kreativitet og initiativ, og i sidste ende befordre, at kreativiteten og initiativet udviklede sig til iværksættelse.

 

Litteratur:

Erik Christensen, Karsten Lieberkind, Christian Ydesen (Red.). ”Retten til basisindkomst – En demokratisk frigørelse”, NSU Press 2007.

Jørn Loftager: ”Politisk offentlighed og demokrati i Danmark”, Århus Universitetsforlag, 2004. (s. 98 – 100 og s. 225)

Niels I. Meyer, K. Helveg Petersen, Villy Sørensen: ”Oprør fra midten”, Gyldendal, 1978. (s. 90 – 92 og s. 117 – 120)