Da Jelved dolkede borgerlønnen

Kommentar af cand.mag. Rune Engelbreth Larsen (Information, 12.2.01)

Danmark har Vestens absolut højeste arbejdsløshed blandt udlændinge, hvor den ifølge OECD er 3½ gang så høj som blandt danskere. Samtidig konkluderer Dansk Arbejdsgiverforening nu i rapporten, “Integration og arbejdsmarkedet”, at arbejdsmarkedet vil mangle 200.000 personer, hvis ikke indvandrerne kommer i arbejde de næste 20 år.

Situationen er selvsagt uholdbar, ikke bare samfundsøkonomisk, men i høj grad for de indvandrere, som i Danmark holdes uden for arbejdsmarkedet, så forhåbentlig kan DAs udmelding åbne erhvervslivets døre for de etniske minoriteter – og gerne så fleksibelt, at man ikke smækker døren i igen, blot fordi en muslimsk kvinde bærer hovedtørklæde. Mehmet Necef foreslog for nylig i Radioavisen, at vi skal afskaffe mindstelønnen for derigennem at gøre det mere attraktivt for det private erhvervsliv at ansætte indvandrere – samtidig vil han imidlertid nedsætte de sociale ydelser.

Det er korrekt, at mindstelønnen er en forhindring for mange i at få arbejde, og at der er argumenter for at afskaffe den. Det er imidlertid en myte, at de sociale ydelser generelt er for høje – rådighedsbeløbet er tværtimod for mange så lavt, at over 200.000 mennesker i Danmark må leve for kun 46 kroner om dagen (kilde: Alsted Research, sept. 1998). Dette beløb skal dække mad, tøj, husholdning, transport, fornøjelser, reparationer og andre uforudsete udgifter. En returbillet fra Københavns Hovedbanegård til en af forstæderne, og hele dagens rådighedsbeløb er altså pist væk!

Fjerner vi uden videre mindstelønnen, vil dette hverken afhjælpe kommende års manglende arbejdskraft eller de socialt marginaliserede grupper, for lønniveauet risikerer at blive lige så lavt som de laveste sociale ydelser, og deltidsarbejde kan heller ikke betale sig, da det som regel modregnes. Der skal nytænkning til, hvis vi både skal hjælpe de mest trængte grupper, herunder mange indvandrere, og gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt for at undgå manglende arbejdskraft.

Den bedste løsning er slet og ret at erstatte alle overførselsindkomster og den skattefri bundgrænse med en generel borgerløn, der f.eks. kunne beløbe sig til 70.000 kr. til voksne og det halve til børn. Mindstelønnen ville så være helt overflødig, fordi ingen længere risikerede at blive tvunget ud i dårligt betalt arbejde alene for at overleve, men til gengæld ville der være et stort incitament for mange til at arbejde både heltid og deltid for en mindre timeløn, fordi lønnen ikke længere blev modregnet i sociale ydelser.

Social marginalisering ville begrænses betydeligt, erhvervslivet kunne glæde sig og måtte behørigt tilbagebetale en del af gevinsten ved nedreguleringen af lønningerne og derigennem finansiere den del af borgerlønnen, der ikke allerede er finansieret over de massive besparelser på overførselsindkomster, administration og børnechecks. Det sociale systems kontrol, klientgørelse og tvang ville være en saga blot, der kunne barberes ind til tilbud og rådgivning.

Borgerlønsdiskussionen er med jævne mellemrum dukket op, siden bogen Oprør fra midten udkom i 1978, og de fleste partier debatterede muligheden seriøst, indtil Marianne Jelveds dolkestød i begyndelsen af 1990erne, da hun lod Økonomiministeriet udregne, at en borgerlønsreform ville sende skatten langt over 90%. Få bemærkede dog, at hun behændigt havde lagt borgerlønsydelsen oven i de eksisterende overførselsindkomster i stedet for at erstatte dem …!

Måske det var på tide i det mindste at turde overveje alternativer til at løse de betydelige problemer, Danmark står over for: En tårnhøj arbejdsløshed blandt etniske minoriteter, manglende arbejdskraft, social marginalisering – hvorfor ikke benytte denne anledning til for en gangs skyld at tænke lidt utraditionelt? At borgerløn er et forslag, som fortjener at blive nøjere overvejet, vidner den nye tværpolitiske borgerlønsbevægelse om, der har samlet både økonomer, politikere og aktivister fra såvel Enhedslisten og SF, som fra de radikale og Venstre.

LÆS OGSÅ: BORGERLØN ER UACCEPTABEL (af Marianne Jelved)
LÆS OGSÅ: JELVED MISFORSTÅR MED VILJE (af Henning Jakobsen)
LÆS OGSÅ: FUSK MED BEVISERNE (af Erik Christensen)