Den nye kapitalismes klassestruktur og klassekamp

Af Erik Christensen

Den engelske professor i økonomi og arbejdsmarkedsforhold Guy Standing (f. 1948) har i de sidste år været en af de samfundsforskere, der for alvor har været med til at gøre opmærksom på en ny tendens i den moderne verdenskapitalismes klassestruktur, nemlig skabelsen af en ny klasse: prekariatet.

Ordet prekariat er skabt ved en sammentrækning af to ord prekær (“udsat” eller “sårbar”) og proletariat, som bliver til prekariat.

Guy Standing

Guy Standing var i mange år (1975-2006) ansat i den internationale arbejdsorganisation (ILO) som forsker, de sidste som direktør for ILO’s program for social-økonomisk sikkerhed. I den forbindelse skrev han en lang række bøger og rapporter, hvor han sammenfattede sine dybtgående empiriske analyser af tendenser i arbejdsmarkedsmarkedsforholdene i hele verden og gav dem et teoretisk perspektiv.

Globaliseringen og afregulerings- og privatiseringsbølgen

Siden begyndelse af 1980’erne med Margaret Thatchers og Ronald Reagans afreguleringspolitik og fremvæksten af neoliberalismen som hegemonisk ideologi, har vi været vidne til sket en dybtgående markedsgørelsesproces i kapitalismen, en proces Guy Standing har beskrevet detaljeret på arbejdsmarkedsområdet.

De hidtidige reguleringsformer, der har været båret af fagforeninger og nationalstaterne, er generelt blevet svækket. Globaliseringen og den dermed forbundne fleksibilisering af arbejdet er blevet almindelig udbredt. Det har betydet, at den andel af det globale arbejde, der udføres i ordinære, fuldtids- og varige ansættelsesforhold, beskyttet af de klassiske former for overenskomstmæssige regulering, er blevet kraftigt reduceret. En stigende del af arbejdet udføres af deltids-, kortids eller vikaransatte eller er outsourcet til underleverandører. Generelt er ansættelsestrygheden blev svækket samtidig med, at svaret fra staterne på arbejdsløshed og udstødelse har været forskellige former for workfare (aktivering).

Det prekære arbejdes udbredelse

Mange arbejdsmarkeds- og samfundsforskere har beskrevet den stigende tendens til skabelse af prekært arbejde. Begrebet stammer oprindelig fra den politiske debat i Frankrig i 1970’erne, og den franske sociolog Pierre Bourdieu, har brugt begrebet. Det særlige ved Guy Standings analyse er, at han ikke nøjes med at registrere udbredelsen af det prekære arbejde, som mange arbejdsmarkedsforskere har gjort, men sætter det ind i en bredere klasseanalyse, samtidig med at han argumenterer for, at det er med til at skabe en helt ny klasse.

Den nye klassestruktur

Globaliseringsprocessen har efter Standings opfattelse skabt en helt ny klassestruktur:

1. Øverst befinder sig en global elite, der ejer og udspringer af de 6-800 transnationale virksomheder, som kontrollerer de meste af verdensproduktionen. Den udgør under 1 %, som Occupy Wall Street har dokumenteret.

2. Under denne gruppe befinder sig det, Standing kalder salariatet (salaried employment (sikre funktionærjob)). De har sikre jobs og er funktionærer i de store selskaber og staten og modtager meget af deres indkomst fra de store selskabers udbyttedelinger og pensionsordninger.

3. Sideløbende og under denne gruppe befinder sig klassen af proficians. Det er en klasse af løstansatte, ofte selvstændige med relativ høj indkomst, som har forskellige former for status og job. Det er unge, som typisk håber på at blive en del af salariatet eller eliten. Denne gruppe udgør en stigende del af arbejdsstyrken.

4. Derefter kommer så den gamle arbejderklasse, proletariatet, med nogenlunde fast fuldtidsarbejde, organiseret i fagforeninger og med en vis form for beskyttelse herigennem.

5. Som en ny klasse under proletariatet er så opstået det, flere kalder prekariatet. Det er den voksende gruppe, der arbejder i korttids- og deltidsjob, som er prekære og ofte ingen beskyttelse har.

6. Endelig befinder sig under prekariatet det, Marx kaldte lumpenproletariatet, bestående af arbejdsløse og udstødte.

Prekariatets særtræk

Når Guy Standing mener, at man kan kalde prekariatet en klasse og ikke blot et proto-proletariat (en slags lumpenproletariat) skyldes det, at gruppens forhold til produktion, fordeling og stat er af en særlig karakter. I forhold til produktionen er de karakteriseret ved de usikre jobs uden beskyttelse. I forhold til fordelingen er prekariatet karakteriseret ved, at deres indkomst især består af pengeløn, hvor det gamle proletariats indkomst i stigende omfang kommer igennem virksomheder (betalte ferier, pensioner og udbyttedeling) og statslige overførsler. Og i forhold til staten har prekariatet færre rettigheder økonomisk, socialt og politisk. De er ”denizens”, som Standing kalder dem (sammentrækning af ordene ”denied” og ”citizenship”, direkte oversat ”nægtet medborgerskab”), et gammelt udtryk for individer med færre rettigheder end almindelige borgere, en slags borgere på “tålt ophold”. I middelalderen var de fremmede og outsidere, der blev nægtet politiske rettigheder.

Det særlige ved prekariatet er endvidere, at det ikke har en erhvervsmæssig identitet, at det ikke har udsigt til social mobilitet, generelt er overkvalificeret til sine skiftende jobs samt ikke forbinder sig med det gamle proletariats fagforeningsmæssige livsform. De er skeptiske over for den traditionelle forestilling om fuld beskæftigelse og skabelse af job igennem vækst. De søger ikke livet i lønarbejdet, men har snarere forestillinger om en frihed fra lønarbejdet og en ret til arbejde, der ikke er lønarbejde.

Prekariatets undergrupper

Guy Standing understreger dog, at prekariatet ikke er en homogen gruppe. En del af den er faldet ud af den gamle arbejderklasse. Denne gruppe vil typisk vende sig mod fortiden, hvorfor Standing kalder dem atavister. En anden gruppe udgøres af immigranter og andre minoriteter. Mange af dem er præget af nostalgi i forhold til deres oprindelse og er ofte passive. Endelig er der en gruppe af veluddannede, som Standing kalder bohemerne. De har ingen fornemmelse af en fremtid. De er frustrerede og vrede og kræver ofte et opgør med det bestående system. De er de progressive.

En farlig klasse under dannelse

Der er et vist enhedspræg i den nye klasse, men Standing understreger, at det kun er en klasse under dannelse (”class-in-the-making”) eller, for at bruge Marx’ udtryk, en klasse-for-sig. I Standings øjne er prekariatet tillige en potentiel farlig klasse (”a dangerous class”). Dele af prekariatet kan mobiliseres af højreekstreme kræfter, som man har set i Ungarn, Frankrig og Grækenland. Men dele af klassen kan også mobiliseres af venstrepopulistiske kræfter, som man har set i USA, Italien, Spanien og Brasilien (EuroMayDay protester, Occupy Wall Street, Five Star Movement, Los indignados).

Det er interessant, at Guy Standing allerede for 15 år siden skitserede denne klassestruktur. Men første gang han gjorde det, brugte han ikke udtrykket prekariatet. Dengang kaldte han den nye klasse ”flexiworkers”. Det er først efter finanskrisen i 2007-08, at han kalder gruppen prekariatet og begynder at tillægge den en subjektiv klassekarakter, som en klasse, der er i gang med at dannes og få en politisk bevidsthed.

Den transformative klasse

Endnu befinder den nye klassekamp og -dannelsesproces sig kun i en primitiv rebel fase (”primitive rebels”), et udtryk Standing tager fra den engelske arbejderklassehistoriker Eric Hobbawm.

For Standing går dannelsen af prekariatet igennem en trefaset kamp. Den første er kampen for anerkendelse. Det gælder skabelsen af en bevidsthed og stolthed over at være en særlig gruppe, med sit eget sprog, symboler og fortællinger, herunder en markering af afstand i forhold til andre p
olitiske projekter. Den anden kamp er kampen for repræsentation. Hidtil synes klassen at have afvist de bestående partier, og Podemos og Five Star Movement i Spanien og Italien kan måske ses som det første udtryk for nye repræsentationsformer. Den tredje kamp er så kampen for omfordeling. Enhver transformation drejer sig nemlig om omfordeling af de vigtige ressourcer til fordel for den kommende transformative klasse, prekariatet.

Karl Polanyi: The Great Transformation

Det særlige ved Standings klasseanalyse er, at han anlægger et langt historisk perspektiv. Hans udgangspunkt er den ungarsk-amerikanske økonomiske historiker Karl Polanyis berømte bog og analyse fra 1944: ”The Great Transformation”.

Polanyi tegner her et billede af det 19. århundrede som en periode, hvor der blev skabt et markedssamfund, hvor mange ting og forhold blev gjort til varer. Den afgørende ændring skete da de tre produktionsfaktorer, jord, arbejde og kapital blev gjort til varer. Det betød en vældig løsrivelse (frigørelse) fra tidligere sociale bånd og magtforhold. Jorden blev løsrevet fra naturen, arbejdet blev løsrevet fra tidligere sociale bindinger og kapitalen blev løsrevet fra den sociale arv. Samlet set betød det, at økonomien blev frigjort (”disembedded”) fra samfundets øvrige funktioner.

Varegørelsen

Polanyi kalder det en ”fictitious (fiktiv) commodification” fordi jord, arbejde og penge adskiller sig fra almindelige varer. Varer er noget, vi producerer med henblik på salg på markedet og i sidste instans med henblik på behovstilfredsstillelse. Men jorden er ikke produceret af mennesker. Og mennesker bliver ikke produceret for at blive solgt som arbejdskraft. Endelig kan penge i sig selv ikke tilfredsstille behov, men er ret beset blot et betalingsmiddel.

Den dobbelte bevægelse – arbejderbevægelsens klassekamp

Polanyi beskriver imidlertid også, hvordan denne markedsfrigørelsesbevægelse siden blev mødt af en modbevægelse, hvor staterne forsøgte at forhindre markedssamfundets ødelæggende effekter på mennesker og samfund. Polanyi taler om en dobbeltbevægelse. Den startede i 1930’erne og forsatte i perioden efter 2. verdenskrig helt frem til slutningen af 1970’erne, hvor opbygningen af forskellige velfærdsstater tog form.

Det var en periode, hvor man forsøgte at få indlejret (”embedded”) og forbundet økonomien med samfundets øvrige sociale og politiske funktioner. Det skete som følge af den fremvoksende og sejrende arbejderklasses økonomiske og politiske klassekamp, og resulterede i en periode præget af politisk styring af markedssamfundet igennem en beskyttelse af arbejdskraften, en vis konkurrenceregulering og en omfordeling mellem klasserne.

En ny modbevægelse på vej – prekariatets klassekamp

Ifølge Guy Standing oplever vi i dag efter globaliseringsbølgen i 1980’erne og -90’erne og finanskrisen fra 2007-08 igen begyndelsen på den anden modbevægelse imod de frie markedssamfunds destruktive og destabiliserende effekter. Hvorledes skal de nye forsøg på regulering af markedssamfundet efter den klassiske velfærdsstat se ud?

Et charter for prekariatet

Guy Standing mener, at den gamle arbejderbevægelses svar på den nye globalisering med krav om minimallønninger, løntilskud, skatterabatter og forskellige former for workfare (aktivering) er helt utilstrækkelige set i forhold til prekariatets situation.

Derfor tegner han en ny horisont for, hvad den igangværende og kommende klassekamp kommer til at dreje sig om. I den industrielle kapitalismes æra drejede kampen sig om produktionsmidlerne og fordelingen af profitten fra den industrielle produktion og var især koncentreret om beskyttelse af lønarbejdet (labour) uden øje for det uformelle arbejde (work).

I en fremtidige kamp med prekariatet som den fremvoksende klasse med transformative kvaliteter kommer kampen til at dreje sig om fem nøgleressourcer:

For det første kommer den til at dreje sig om at sikre en grundlæggende social sikkerhed for alle i samfundet, men specielt for prekariatet, den gamle arbejderklasse og lumpenproletariatet. For det andet vil kampen dreje sig om kontrollen af tiden. Den tredje nøgleressource bliver adgangen til og kontrollen med samfundets forskellige fælleder (”commons”). Den fjerde ressource bliver uddannelsen i samfundet, hvor varegørelsen af uddannelserne må tilbagerulles. Endelig nævner Standing som den femte ressource den finansielle kapital, som må fordeles på nye måder, således at der sker en meget mere lige fordeling af globaliseringens gevinster.

Guy Standing har i sin sidste bog udformet et charter: ”A Precariat Charter”, hvor han nøjere, i 29 artikler, uddyber disse 5 retningslinjer for et program. Når Guy Standing meget symbolsk kalder det et charter, er det for at henvise til det berømte Magna Carta fra 1215, som fastlog, at alle frie mennesker havde ret til at blive dømt af deres lige, og at ingen suveræn (myndighed) var over loven.

Spørgsmålet om retfærdighed har altid været et klassespørgsmål. I dag er det store problem, at det fremvoksende prekariat har behov for skabelse af retfærdighed og en retfærdig behandling på arbejdsmarkedet og i det sociale og politiske system.

En ubetinget basisindkomst (UBI) som omdrejningspunkt

Et centralt element i Standings charter er forslaget om skabelsen af en ubetinget basisindkomst (UBI). Den vil være et godt svar på flere af prekariatet problemer. Den vil grundlæggende sikre den basistryghed, som det bestående system ikke kan. Den vil derudover være udtryk for den nødvendige omfordeling, som vil være konsekvensen af en UBI.

Derudover vil den, som noget meget centralt for Standing, være med til at anerkende alt det arbejde, som ikke er lønarbejde, dvs. den vil udvide arbejdsbegrebet. På engelsk er labour lønarbejde, men work er det videre begreb (på dansk også virke) omfattende det uformelle arbejde. På dansk har vi desværre ikke den klare skelnen mellem labour og work, som man har på engelsk.

Endelig vil indførelsen af en ubetinget basisindkomst være med til at standse den omsiggribende tendens til workfare (aktivering) i mange lande og vil samtidig bidrage til at dæmme op for dæmoniseringen af de mange ikkeerhvervsaktive i befolkningen. Ligeledes vil en basisindkomst kunne medvirke til øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet, en fleksibilitet som i højere grad vil være på arbejdstagerens betingelser og ikke som nu, hvor den for det meste er dikteret af arbejdsgiverens behov for profit. En ubetinget basisindkomst vil give alle en reel mulighed for at sige til eller fra.

Guy Standing har i mange år været en fremtrædende fortaler for en ubetinget basisindkomst. Den støtte, forslaget i de senere år har fået fra Occupy Wall Street-bevægelsen, den spanske Indignados-bevægelsen, siden Podemos- bevægelsen i Spanien og Five Star Movement i Italien, viser, at denne politik nu har fundet en klassemæssig klangbund. Det progressive prekariat går ind for UBI. Det er ikke blot idealistisk skrivebordspolitik.

Et eksempel på kritisk samfundsvidenskab

Guy Standings kritiske kapitalismeanalyse, der teoretisk er inspireret af Karl Polanyis historiske perspektiv på kapitalismen og Hannah Arendts republikanske syn på arbejde og medborgerskab, er et særsyn i moderne samfundsvidenskab.

Standing er solidt funderet i omfattende empiriske studier af moderne arbejdsforhold på globalt plan. Alligevel formår han at sætte sine beskrivelser og forklaringer ind i et langt historisk perspektiv, og dertil kommer, at han samtidig klart gør rede for sin grundlæggende værdiorientering. Han holder sig ikke tilbage for at gøre rede for det, han kalder det gode samfund. I hans videnskabelige forståelsesramme hænger empiri, teorier, værdier og handlinger sammen. Derfor giver han også sit bud på, hvorledes prek
ariatet kan blive en progressiv klasse og undgå at blive indfanget af højrepopulismen.

Guy Standings sidste bog om prekariatet er allerede blevet oversat til svensk sidste år, og den foreligger nu også på norsk. På dansk må vi nøjes med at læse den på engelsk eller på et af vore skandinaviske brodersprog.

Litteratur:

Arendt, Hannah (1958). The Human Condition, Chicago: University of Chicago Press.

Polanyi, Karl (1944, 2001). The Great Transformation: The Political and Economic Origins of Our Time, 2nd ed. Foreword by Joseph E. Stiglitz; Introduction by Fred Block. Boston: Beacon Press.

Standing, Guy (1999). Global Labour Flexibility: Seeking Distributive Justice. New York: St. Martin’s Press.

Standing, Guy (2002). Beyond the New Paternalism: Basic Security as Equality. London, New York: Verso.

Standing, Guy (2009). Work After Globalization: Building Occupational Citizenship. Cheltenham, UK Northampton, Massachusetts: Edward Elgar.

Standing, Guy (2011). The Precariat: The New Dangerous Class, Bloomsbury Academic.

Standing, Guy (2014). A Precariat Charter: From Denizens to Citizens. London, New York: Bloomsbury Academic.

Standing, Guy (2013) Prekariatet : Den nya farliga klassen. Götheborg: Bokförlaget Daidalos

Standing, Guy (2014) Prekariatet. Den nye farlige klassen. Oslo: Res Publica

Blog indlæg på Modkraft den 5. nov. 2014.