Fra Velfærdsstaten til Konkurrencestaten

1. maj kom S/SF med et udspil til en ny kontanthjælpsreform. Heri bliver den socialdemokratiske ret- og pligt ideologi videreudviklet. Arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere skal arbejde for kontanthjælpen, og der indføres særlige kontanthjælpsjob.

 

Hvad ligger der egentlig i den socialdemokratiske ret- og pligtideologi (som SF har overtaget)?

Det kan være oplysende at reflektere over, hvorledes man har brugt disse begreber om rettigheder og pligter i tre perioder i arbejderbevægelsens historie: 1. Da arbejderbevægelsen var en ny social bevægelse med stærke reformatoriske/revolutionære ambitioner. 2. I velfærdsstatens storhedstid i begyndelsen af 1970’erne og 3. I dag hvor velfærdsstaten er under forandring i retning af en konkurrencestat.

I arbejderbevægelsens barndom var sloganet vendt imod overklassens privilegier “ophævelser af alle forrettigheder, der hidrører fra Stand eller Fødsel”(Callesen og Lahme 1978:10-15, 45-47 og 50-52). Overklassen havde rettigheder uden pligter, mens den fremvoksende arbejderklasse havde pligter uden rettigheder.

Derfor krævede arbejderbevægelsen i Det Socialdemokratiske Samfunds program (1875) og i Gimleprogrammet (1876) skattepligt for alle, “indførelse af direkte indkomstskat med stigende skala, samt en større skat på arv”, og værnepligt “oprettelse af et Folkeværn i stedet for en staaende Hær”, hvilket også var vendt imod overklassen. Desuden krævede man en række lige rettigheder bl.a. lige og almindelig valgret, ret til undervisning, religionsfrihed og ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed.

 

Man havde en politisk-juridisk opfattelse af forholdet mellem rettigheder og pligter. At kræve en rettig­hed, betød at staten (samfundet) var forpligtet til at gøre disse rettig­heder mulig. Den nye arbejderbevægelse kæmpede ikke for en ret til lønarbejde og for fuld beskæftigelse. Det er et meget senere krav fra arbejderbevægelsen. Hvad man kæmpede for, var retten til at organisere sig som arbejdere, for en statslig kontrol med lønarbejdet dvs. en normalarbejdsdag og forbud mod børnearbejde, og skadeligt kvindearbejde samt søndagsarbejde samt “ophør af den ved tugt- og forbedringshusarbejde med de frie arbejdere frembragte konkurrence.” Det var den tids aktivering.

 

I velfærdsstatens storhedsperiode i 1960’erne og 70’erne var et element i forståelsen af forholdet mellem ret og pligt, at man havde ret til lønarbejde, der ganske vist ikke var grundlovssikret, og staten havde pligt til at sikre fuld beskæftigelse. Målsætningen om fuld beskæftigelse hang tæt sammen med “pligten til selvforsørgelse” i grundloven. Hvis man slækkede på kravet til fuld beskæftigelse, måtte man også slække på kravet til selvforsørgelse. Et andet element i forståelsen var, at man havde ret til universelle sociale ydelser, hvilket blev modsvar­et af en skattepligt.

 

Det karakteristiske ved den danske velfærdsstatsmodel i modsætning til den tyske “Bismarcks” model og den engelske “Beveridge” model var, at rettigheder og forpligtelser var adskilte, da modellen var en skattetransferingsmodel i modsætning til en social forsikringsmodel.(Bent Rold Andersen 1984:35)

 

I dag har Socialdemokratiet og SF ikke alene forladt den politisk-juridiske opfattelse af forholdet mellem rettigheder og pligter, men synes også at have forladt den overordnede velfærdsøkonomiske opfattelse, som lå i “den danske model” og anlægger nu en mikroøkonomisk-forsikringsmæssig betragtning. Rettigheder og pligter ses nu ud fra det mikro-økonomiske bytte eller den forsikringsmæssige kontrakt.

 

Den nuværende aktiveringspolitik bygger på følgende argumenter: 1. At for at nyde, må man yde” – for at få en pengeindkomst af staten, må man yde en arbejdsindsats. 2. “At der til en rettighed hører pligter”. Når man har ret til en overførselsindkomst har man pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet (enten det “rigtige” og et “kunstigt” skabt arbejdsmarked). På et marked må man yde for at nyde, og her hører rettigheder og pligter sammen på en speciel måde. Men arbejdsmarkedet er ikke lig samfundet, hvilket socialdemokratiet og SF synes at være ved at glemme.

 

At kontanthjælpsmodtagere har fået både en ret og pligt til aktivering er egentlig politisk-juridisk en meningsløs konstruktion. Man har normalt ikke pligt til det, man har en rettighed til. Man har som sagt stemmeret, ret til at forsamles, ret til at ytre sig, men man har ikke pligt til at stemme, at forsamles, at ytre sig.

 

Hvor sloganet “gør din pligt, kræv din ret” i arbejderbevægelsens barndom blev forstået politisk- juridisk som et kamp-slogan for nye rettigheder og vendt mod overklassens privilegier (manglende pligter), bliver dette slogan i dag af Socialdemo­kra­tiet og SF forstået rent økonomisk og brugt til at retfærdiggøre overklassens (de fuldtidsarbejdende) fast­holdelse af de marginali­serede (arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere) som en andenrangs arbejdskraft (i aktivering) ved at pålægge dem en særlig pligt til at arbejde for deres overførselsindkomst.

 

Når man taler om nye pligter for “overklassen” f.eks. “virksomhedernes sociale ansvar” er der kun tale om moralske, ikke juridiske pligter. De, der har behov for nye juridiske rettigheder, bliver pålagt juridiske pligter. De, som kunne bære og har behov for at blive pålagt nye juridiske pligter, får nye rettigheder (skattelettelser og øgede muligheder for mobilitet) og får ikke pålagt nye juridiske pligter, men kun moralske pligter, som man endda kan bruge i en PR sammenhæng.

 

Når Socialdemokratiet og SF i dag fortolker rettigheder og pligter i en mere snæver markeds- og forsikringsmæssig forstand bryder de både med deres oprindelige ideologiske grundlag, men også med kernen i den forståelse, som lå bag efterkrigstidens velfærdsstat.

 

I dag taler nogle forskere (Ove K. Pedersen (2011)) om, at vi i dag er på vej væk fra den universelle velfærdssat i retning af skabelsen af konkurrencestaten. I velfærdsstaten var rettigheder og pligter universalistiske og målet var at skabe lighed mellem landets borgere, hvorimod det i konkurrencestaten er at skabe den størst mulige økonomiske effektivitet og udnytte den enk
eltes arbejdsevne. I konkurrencestaten eksisterer en stadig strengere arbejdspligt og uddannelsestvang.

 

Umiddelbart ser det ud som om S/SF står som forsvarere af den universelle velfærdsstat i forhold til regeringen. Men er de i virkeligheden også frontløbere for konkurrencestatens nye principper?

 

En anden vej for oppositionen ville være at prioritere kampen for en universel minimums (basis) indkomst (eller borgerløn) for alle frem for den håbløse kamp fornormalt lønarbejde for alle. En ret til en minimumsindkomst kunne netop ses som en kompensation for alle samfundsborgeres ubetalte samfundsnødvendige arbejde. Og en ret til en minimumsindkomst skulle modsvares af en solidarisk skattepligt.

 

Et element i en sådan vej kunne også være at definere en ny type lokalsamfundsmæssigt arbejde eller borgerarbejde, som den tyske sociolog Ulrich Bech har været fortaler for og samtidig vende tilbage til en mere retfærdig orlovspolitik. Det ville være små skridt i retning afen større frivillighed i forhold til lønarbejdet og udmøntning af en opvurdering af det ikke-lønnede samfundsnødvendige arbejde.

 

 

 

Andersen, Bent Rold (1984) Kan vi bevare velfærdsstaten? København: AKF’s Forlag.

 

Callesen, Gerd og Hans Norbert Lahme (1978) Den danske arbejderbevægelses programmatiske dokumenter og love (1871 til 1913). Odense: Odense Universitetsforlag.

 

Petersen, Ove K. (2011) Konkurrencestaten. København: Hans Reitzels Forlag.

Erik Christensen