Hårde tider – Socialpolitisk fyraftensdebat

Af Bjarne Riisgaard.
Mandag d. 11. maj afholdt Socialpolitisk forening et debatarrangement i PH caféen på Vesterbro i København. Arrangementet havde form af et indledende oplæg fra et inviteret panel, med efterfølgende debat mellem paneldeltagene og et offentligt plenum. Oprindeligt skulle der have været 5 paneldeltagere, men et afbud på grund af sygdom fra Simon Neergaard-Holm (Chefkonsulent, Dansk Arbejdsgiverforening), reducerede det til 4, som dermed bestod af: Ingeborg Eliassen, udenrigsjournalist på det norske dagblad Stavanger aftenblad, og forfatter til bogen ”Harde tider – Det nye arbeidslivet i Europa”, Verner Sand Kirk (Direktør, AK-samvirke), Frank Skov Kristensen (Analysechef, tænketanken Cevea) og Rune Engelbreth Larsen, journalist og kommentator på Politiken, samt forfatter til bogen ”Ledighed og ledighad”.

Ingeborg Eliassen lagde ud med en beskrivelse af hendes iagttagelser som udenrigskorrespondent, af den internationale udvikling på arbejdsmarkedet i USA og Europa: USA har tidligere haft en ret stærk ikke-socialistisk fagbevægelse, som imidlertid er blevet svækket løbende siden slutningen af forrige århundrede, og det har efterhånden ført til elendige arbejdsforhold indenfor de fleste industriområder. Udviklingen er blevet udnyttet og opmuntret systematisk af internationale industrikoncerner, også europæiske, herunder skandinaviske. Koncerner, som ellers ofte markedsfører sig selv som socialt ansvarlige. I Europa ser hun den samme tendens. Siden 2010 understøttet af ”EU-trojkaens” krav om liberalisering af de sydeuropæiske arbejdsmarkeder, og i Tyskland som et resultat af ”Hartz-reformerne”, der nok har nedbragt den tyske ledighed, men på bekostning af løn- og arbejdsforholdene, i en grad, så det ikke længere er ualmindeligt for ufaglærte, at de er nødt til at have to jobs for at overleve. Hendes indtryk var på den baggrund, at den tyske fagbevægelse følte sig snydt af det oprindelige samarbejde med de tyske socialdemokrater om introduktionen af Hartz-reformerne, og nu ønskede en stærkere regulering af arbejdsmarkedet genindført.

Rune Engelbreth Larsen fulgte efter Ingeborg Eliassen, med en lang række konkrete eksempler på hvordan vilkårene for modtagere af overførselsindkomster løbende er blevet skærpet siden 1990´erne, samtidig med, at retorikken har ændret sig. Det er et skjult politisk normskred, som under dække af en retorik om ”nødvendighedens politik” indebærer en ideologisk totalitarisme. Udviklingen blev især tydelig med dagpenge- og kontanthjælpsreformerne, gennemført under Helle Thorning Schmidts regering. Anført af ministrene Karen Hækkerup og Mette Frederiksen, er der realiseret en politik, hvis konsekvens har været en svækkelse af retssikkerheden i en grad, så det har ført til et ”stasi-lignende” samfund. Målt på den langsigtede effekt, ser rationalet ud til at være, at gøre alternativet til beskæftigelse på arbejdsmarkedet så skræmmende, at lønmodtagerne disciplineres til ukritisk at underkaste sig markedets vilkår.

Verner Sand Kirk, Direktør for A-kassernes fællesorganisation (AK-samvirke) var nummer 3 i rækken. Hans pointe var, at de internationale makroøkonomiske vilkår medfører, at udbuddet af arbejdskraft er nærmest ubegrænset. Det betyder, at finansministeriets økonomimodeller tager udgangspunkt i en ideologisk programmeret ”policyplanlægnings” teori, der dikterer en arbejdsmarkedspolitik, med det sigte, at trykke det generelle lønniveau.

Frank Skov Christensen fra tænketanken CEVEA var sidste oplægsholder.  CEVEA forsøger at dokumentere sammenhængen mellem løn og sociale ydelser. I den forbindelse er udviklingen i antallet af midlertidige ansættelser en god parameter på den generelle udvikling. Vurderingen er, at der er 2 forskellige faktorer på spil i den aktuelle situation. Dels, at rent partipolitisk er angrebene på kontanthjælpsmodtagere i den offentlige debat et godt middel til at flytte marginalstemmer, hvilket i en valgsituation gør det opportunt for samtlige partier at deltage i dem. Dels, og mere langsigtet, er der en vækst i antallet af deltidsansættelser, på bekostning af traditionelle faste fuldtidsansættelser, hvilket bekræfter sammenhængen mellem forringelsen af vilkårene for at modtage overførselsindkomster, og en strukturel ændring på arbejdsmarkedet. For at imødegå den udvikling var det efter Frank Skov Christensens mening nødvendigt med en styrkelse af reguleringen på arbejdsmarkedet, og en revitalisering af den korporativistiske, såkaldte ”Danske model”.

Efter oplæggene gik arrangementet over til en debat med plenum. I den forbindelse blev paneldeltagerne spurgt, om ikke udviklingen snarere aktualiserede, at man begyndte at overveje en ubetinget, universel borgerløn på et dereguleret arbejdsmarkedet seriøst, i stedet for at holde kunstigt liv i et glorificeret korporativistisk arbejdsmarkedssystem?

Frank Skov Christensen medgav, at den ”Danske model” ikke var uproblematisk, og måske var i en krise, der betød at man kunne ende med at blive nødt til at tænke i helt andre baner. I så fald blev en ubetinget borgerløn måske noget man reelt skulle overveje. Imidlertid, ville han stadig foretrække, at forsøge at redde modellen.  Rune Engelbreth Larsen svarede, at han ikke mente, at borgerløn kom på dagsordenen foreløbig, men han så heller ikke den ”Danske model” forstået som et aftalereguleret arbejdsmarked, som nogen forhindring for at det kunne ske. Verner Sand Kirk svarede, at der var mange forskellige opfattelser af hvad borgerløn betød, og selvom den korporativistiske model ganske vist havde nogen outsider problemer, var der overvejelser om hvordan den kunne modificeres, så den blev mere omfattende. Dermed kunne den måske også komme til at ligne en slags basisløn for A-kassemedlemmer. Egentlig universel borgerløn ville han være imod, fordi det efter hans mening ville blive en fribillet for alle mulige ”dovne snøbler” der ikke bidrog til arbejdsmarkedet. Ingeborg Eliassen svarede, at i Norge var borgerløn-diskursen ikke særlig udviklet, derfor var hendes kendskab til konceptet begrænset. I professionel sammenhæng holdt hun sig imidlertid orienteret om den teknologiske udvikling på arbejdsmarkedet, og særligt i de amerikanske medier havde der været en del faglig debat om konsekvenserne af, at udviklingen i robotteknologi måtte forudses i løbet kort tid, at ville medføre et dramatisk fald i arbejdsmarkedets efterspørgsel efter alle kategorier af arbejdskraft. For hende at se, måtte det også medføre, at man begyndte seriøst at diskutere ubetinget borgerløn, for alle de mennesker der ikke længere ville være brug for på arbejdsmarkedet.

Og med disse ord sluttede arrangementet i god ro og orden.