Kenya 2016-

UBI-forsøg, UBI-forsøg - alle

”Give Directly” projektet i Kenya
af Bjarne Riisgaard

 

Basisindkomst-forsøget i Kenya blev efter 2 års forberedelser startet i januar 2018, af non-profit udviklingsorganisationen ”Give Directly”. Det er et storstilet eksperiment, der over 12 år skal undersøge effekten af 3 forskellige former for ubetingede direkte ydelser i en region af det sydvestlige Kenya. I alt 295 landsbyer med 30-55 husholdninger i hver landsby i to af de fattigste regioner i Kenya blev inddraget, medregnet en kontrolgruppe på 100 landsbyer, hvor ingen modtager nogen ydelser. I 195 landsbyer modtog samtlige voksne medlemmer i alle husholdningerne uden hensyn til indtægt, formue eller arbejdsmarkedsstatus, derefter en ud af 3 forskellige ydelsesformer. Beløbene var kalkuleret efter, at det skulle kunne dække basale behov med varer indkøbt lokalt. Med andre ord: tilstrækkeligt til et garanteret eksistensgrundlag efter lokale normer. De blev udbetalt i kenyansk valuta via et mobil-telefoni betalingssystem, som er ret udbredt i Kenya, og for at sikre at alle kunne modtage dem, var første skridt at udlevere en gratis mobiltelefon til samtlige deltagere.

De forskellige ydelsesformer var (i USD):

  1. En langtids ubetinget basisløn på 0,75$ dag, hvert år i de kommende 12 år (omfatter 44 landsbyer)
  2. En ubetinget basisløn på 0,75 $ dag, hver dag i de kommende 2 år (omfattede 80 landsbyer)
  3. En engangsbetaling på 500,00 $ (nutidsværdien af 2-årsydelsen, 71 landsbyer var omfattet)
  4. Ingen ydelse (kontrolgruppen, der omfatter 100 landsbyer)

 

Variation 1 og 2 er med månedlig udbetaling så længe de varer, version 3 med 2 udbetalinger på 250,00 $ med 2 måneders mellemrum. Modellen betød, at i variation 2 og 3 havde man modtaget de sidste ydelser i december 2019, hvorimod variation 1 fortsætter frem til januar 2030.

Oprindeligt var det planen, at der skulle udarbejdes en opfølgningsevaluering hver 3-5 år. Pga. corona-pandemien, og corona-nedlukningerne i Kenya i 2020, blev der imidlertid lavet en første evalueringsrapport allerede i 2020 for at vurdere effekten af nedlukningerne på forsøget.

Den indikerer, på grundlag af de foreløbige resultater, at 2 år og en pandemi-nedlukning senere, var det svært at se nogen signifikant effekt af ydelsen i den gruppe der havde modtaget engangsbetalingen. Med hensyn til gruppe 1 og 2 var der en lille velfærdsforskel mellem kontrolgruppen og den testgruppe der havde modtaget en 2-årig ydelse. Denne forskel kunne tilsyneladende henføres til en svagt større aktivitet med egen virksomhed inden nedlukningen. Det havde givet en indtægtsfremgang, der havde medført bedre helbred, men også et større økonomisk tab på grund af nedlukningen, der eliminerede den økonomiske gevinst. Den gruppe der havde modtaget den fortsatte langtidsydelse, havde i forhold til kontrolgruppen både en større egen økonomisk aktivitet inden pandeminedlukningen, et større tab som følge af den, samt en svag, men statistisk signifikant bedre indkomstsituation efter nedlukningen. Tilsyneladende forklaret med, at de selv med en højere grad af investering i egen økonomisk aktivitet havde opsparet en vis reserve, der sammen med den fortsatte ydelse havde sikret at deres egen ekstra virksomhedsaktivitet kunne overleve nedlukningen (Banerjee m.fl. 2020). 

Generelt er konklusionen, at den ekstra ydelse havde givet en bedre helbredstilstand, der skyldtes øget indkomst på grund af egen småvirksomhed. Det indebar en risiko og betød, at det kun var i gruppen der modtog den langvarige stabile ydelse, at virksomheden, og dermed forbedringen, overlevede pandemi-nedlukningen.

Kilder: