Muligheden for mindre eksperimenter med basisindkomst

Oplæg ved årsmødet 9. marts 2013, ved Ebbe Lauridsen.

 

• Hvilke forhindringer holdningsmæssigt og i forhold til lovgivning findes der?
• Hvem kan vi alliere os med
• Hvordan kommer vi videre?

 

Historik

Ideen om basisindkomst har snart mange år på bagen. Den har længe været placeret ude på utopiernes overdrev på trods af diverse fremtrædende fortalere af så vidt forskellig politisk observans som som Milton Friedman – neoliberalismens fader og økonomisksrådgiver for Pinochetstyret i Chile, og André Gorz, marxistisk tænker og en af Venstreesocialisternes åndelige fædre.

Vi har en perlerække af citater fra politikere og økonomer på foreningens hjemmeside. Læs selv videre der.

 

Barrierer

Ideen om basisindkomst har svært ved at komme i spil. Den bruges stadig med succes som skræmmebillede som fx i denne leder i Berlingske fra november 2012, hvor man som kommentar til regeeringens forkølede akutplan blandt andet kan læse:

 

Men hvis man på alle mulige måder forsøger at sætte grundlæggende principper på arbejdsmarkedet ud af kraft, har man sat kurs mod borgerløn.

 

På trods af at arbejdsmarkeds- og socialpolitikken endegyldigt har spillet fallit, på trods af at den aktuelle økonomiske krise burde være et oplagt afsæt for at tænke nyt, at se arbejdet og arbejdsbegrebet på en ny måde, er det stadig ret- og pligt tankegangen og industrisamfundets arbejdstvang, der stort set dominerer alle medier og hele det politiske liv.

Det burde være åbenlyst for enhver, at det nye globale arbejdsmarked plus den teknologiske udvikling med robotter og IT har sat nye rammer for (løn)arbejdet. Forestillingen om at den fulde beskæftigelse kommer igen er et fatamorgana.

Borgerlønsbevægelsen har i mange år haft det lange lys på: Borgerløn er en rigtig god og smuk ide, men den har nok lange udsigter. Der har næsten været noget religiøst over det, lige som med Jesu genkomst.

Lad os her koncentrere os om det korte perspektiv. Hvad stiller vi op med den aktuelle krise og den udstødning, vi er vidner til ikke kun her i Danmark, men i endnu højere grad i resten af EU, herunder Grækenland, Italien, Spanien og Irland for slet ikke at tale om de tidligere østlande.

Der er dukket et nyt ord op i samfundsdebatten. Prekariatet, det som i Sverige kaldes Udenforskabet. Det er en betegnelse på den store og voksende gruppe af mennesker, der er blevet udstødt af det gode selskab det vil sige arbejdsmarkedet.

Det er ikke et proletariat i klassisk forstand. Det er ikke organiseret, det føler sig ikke indbyrdes solidarisk, det agerer ikke som en samlet politisk kraft. Nærmest tværtimod. En del af prekariatet ender på de ekstreme politiske yderfløje: Fascister, nynazister, islamister osv. Vi ser dem allerede i Ungarn, Grækenland og andre steder.

CIA og andre lignende organisationer er allerede i fuld sving med at planlægge, hvordan de måske kommende politiske uroligheder skal håndteres. Det bliver ikke hyggeligt. Vandkanoner, tåregas, aflytning, tilsidesættelse af endnu flere demokratiske rettigheder.

Hvad gør vi inden det kommer så vidt?

Hvad stiller vi op med den eksisterende vrangforestilling om borgerløn. Hvad stiller vi op med Mette Frederiksens mantra: Gør din pligt og kræv din ret, rådighedskrav, arbejdstvang, kontrol osv.

Svaret er, at vi må vise/teste, hvordan basisindkomst virker i praksis. Vi må arbejde på at etablere et pilotprojekt.

Og hvad er det så der skal testes?

Vi skal tage tvangen og kontrollen ud af ledigheden. Ledige får allerede i dag basisindkomst, men den er betinget af rådighedsregler, pligt til aktivering, pligt til at stille sin arbejdskraft til rådighed på et andenrangsarbejdsmarked i form af nyttejobs og andet, og nu også pligt for flygtninge/indvandrere til at lære dansk.

(I parentes bemærket: Mon ikke de fleste selv vil kunne indse det fornuftige i at kunne dansk, når man bor i Danmark – hvorfor skal danskundervisning nødvendigvis være forbundet med tvang?)

Det sekundære arbejdsmarked uden sædvanlige faglige rettigeder har vi haft længe, men nu sættes det yderligere i system med de såkaldte ”nyttejobs”. De fungere på den måde, at en kontanthjælpsmodtager for fortsat at kunne modtage kontanthjælp skal udføre nyttejob i et antal timer. Det kan fx være at samle hundelorte op. Et nyttigt job, som ellers ikke ville være blvet udført. Det lyder da meget godt. Hvorfor skal det med djævelens vold og magt være tvunget?

Hvorfor skal lige netop underdanmark tvinges til at arbejde. Hvorfor ikke satse på, at mennesker kan have ”lyst” til at arbejde – kan have et behov for at indgå i en social sammenhæng, have lyst til at have noget at stå op til?

Det lyder nærmest som om politikerne lige fra Mette Frederiksen til Joakim B. Olsen hader at arbejde, og ikke kan forestille sig en bedre motivationsfaktor end tvang kombineret med truslen om at ende i den sociale massegrav.

 

Fra borger til klient

Hvordan mon det er at stå med hatten i hånden over for en sagsbehandler? Ja, det er faktisk velbelyst af forskningen: Man bliver klient! Personligheden forandres. Man ender med at blive en ’nasser’, der mener, det hele er ’samfundets skyld’. Selvrespekten og motivationen til at tage tilværelsen i egen hånd forsvinder til fordel for en magtesløs ’jeg har ikke en chance, jeg duer ikke’-tankegang. Dette er fattigdom. Vi kan tale nok så meget om Carina-ernes økonomi, men det virkelige problem er lysten og evnen til at tage tilværelsen i sine egne hænder.

Det er her, at empowerment kommer ind. Begrebet betyder ordret ’at give magten’ over eget liv tilbage til det menneske, det drejer sig om. For nogle er empowerment et etisk princip, fordi man mener, at ethvert menneske bør have magten over eget liv, mens det for andre er et metodisk princip, da man mener, at man flytter mennesker bedst ved at gøre dem ansvarlige for egen udvikling. Det siger næsten sig selv, at ægte empowerment ikke fungerer under tvang.

Der er ikke meget empowerment i den aktuelle danske social- og arbejdsmarkedspolitik. Staten og kommunerne har ansat en hærskare af konsulenter, sagsbehandlere og ikke mindst kontrollanter, der skal ’servicere’ de 800.000 mennesker uden for arbejdsmarkedet. Det koster milliarder, men mon det hjælper? ’Ja’ mener politikerne tilsyneladende. Sandheden er imidlertid, at vores social- og arbejdsmarkedspolitik er kørt uhjælpeligt fast. Den har udviklet sig til det virvar, den er i dag efter et princip, som Per ofte refererer til, der i organisationsteorien kaldes the Principle of Disjoint Incrementalism (de usammenhængende småforandringers princip) eller mindre smigrende: lappeløsninger.

Der er grænser for, hvor langt man kan nå ved hjælp af den metode. Når kuren tilsyneladende forværrer sygdommen, er det et varsel om, at der er indtruffet en (negativ) kvalitativ forandring – i modsætning til de kvantitative forandringer, som vi alle er fortrolige med. Kvantitative forandringer kan de fleste systemer hamle op med. Løsningerne vil altid gå ud på at gøre mere eller mindre af det samme, som man hidtil har gjort. Det som har hjulpet hidindtil, det hjælper nok herefter.

Når der er tale om kvalitative forandringer, må der andre boller på suppen. I videnskabelige kredse taler man om 2. ordens forandringer, og det er forandringer, som de færreste systemer løser ved at skrue lidt på de sædvanlige knapper. Det er her man taler om nødvendigheden af et paradigmeskift, og det er det, vi nu har behov for.

Vi skal tage Berlingske Tidende på ordet:

Men hvis man på alle mulige måder forsøger at sætte grundlæggende principper på arbejdsmarkedet ud af kraft, har man sat kurs mod borgerløn

Ja vi skal sætte kurs mod borgerløn og første skridt er at erstatte tvang med mulighed for selv at træffe ansvarlige valg i sin tilværelse, at blive herrer i eget liv. Vi skal sætte empowerment i stedet for fjernstyring. Og her er det åbenbart nødvendigt at neutralisere nogle af de værste fordomme om basisindkomst. – Eller for den sags skyld få dem bekræftet – hvis det skulle blive resultatet, må vi jo ændre holdning til ideen om betingelsesløs basisindkomst.

Verificering, be- eller afkræftelse af ideen om basisindkomst – det er formålet med vores pilotprojekt.

 

Vi ønsker at teste 2 ting:

1: Hvordan vil basisindkomst virke på incitamentet til at arbejde. Er det rigtigt, som kritikerne hævder, at folk vil lægge sig på sofaen?

 

2: De dynamiske effekter i økonomien, hvis man indførte en ordning af denne karakter.

Det centrale i projektet er, at basisindkomst gives uden betingelser – rådighedsforpligtelser modregning og tilhørende kontrolapparat sættes på standby.

 

Kriterier for udformning og valg af pilotprojekter.

Projektet skal afgrænses rigtigt. Det er det, der ligger i at det er et pilotprojekt. Afgrænsningen kan fx være geografisk eller begrænses til udvalgte a-kasser

Jeg har set nærmere på to forslag. Den ene er afgrænset geografisk til Borholm. Det kunne også være en anden ø. Det andet er afgrænset til en række udvalgte fagforeningers a-kassemedlemmer, mere om det om et øjeblik

 

Før et projekt iværksættes

 

• Inden et projekt søges iværksat, skal der gennemføres et grundigt researcharbejde.
• Det er afgørende at lokale ildsjæle vil være med til at bære projektet igennem.
• En række interessenter må inddrages eller som minimum tages i ed.

Der er visses muligheder i den eksisterende lovgivning for at iværksætte den slags eksperimenter. Det drejer sig om Frikommuneordningen og der er også en forsøgsparagraf under Beskæftigelsesministeriet, men de forudsætter en positiv holdning fra regering og centraladministration.

Hvis man vil sætte fx rådighedskravet ud af kraft på Bornholm, kan det måske lade sig gøre som frikommuneforsøg, men det forudsætter Margrethe Vestagers og Mette Frederiksens accept (Gys)

Hvis rådighedskravet skal sættes ud af kraft for visse faggrupper som fx musikere, skuespillere, forfattere og iværksættere, er det igen Mette Frederiksen, der skal tages i ed, men måske vil Marianne Jelved som kulturminister finde forslaget interessant?

Beskæftigelsesministeren har en mulighed for at iværksætte forsøg med nye arbejdsmarkedstiltag. Jeg ved ikke hvor radikalt man må gå til værks. De igangværende forsøg er lidt småpillerier med nye måder at føre samtaler på med de ledige og den slags. Men muligheden er der i princippet, hvis den politiske vilje er til stede.

 

Og så over til det første pilotprojekt.

 

Forsøg med basisindkomst på Bornholm

 

Formål:

At demonstrere/teste virkningen af et nyt paradigme for overførselsindkomster, der består i følgende grundprincipper:

• Alle borgere med bopæl på Bornholm, der modtager enten kontanthjælp eller arbejdsløshedsunderstøttelse tilbydes at deltage i projektet. Det består af følgende elementer

Understøttelsen erstattes af en basisindkomst i form af en skatterabat på 96.000 kr/år kombineret med en fast flad skatteprocent på 60 procent.

Modregningskravet sættes ud af kraft. Det betyder, at alle der er tilmeldt denne ordning kan tjene lige så meget de vil, men skal betale 60 procent i skat af den indkomst, de tjener.

Almindelige lønmodtagere er ikke omfattet af ordningen og mærker derfor ingen forskel. De fortsætter deres liv som om intet var hændt.

Ordningen kan udvides til også at omfatte selvstændige. Det vil formentlig forudsætte at de melder sig ind i ASE. Det kunne være personer, der tilbyder service i turisterhvervet, kunstnere, keramikere, osv. Dem er der en del af på Bornholm. Denne del af ordningen kommer til at ligne den iværksætterydelse, som Mimi Jacobsen indførte i 1994 og som bestod i, at alle iværksættere i 3½ år kunne modtage et beløb hver måned svarende til halv understøttelse. På den måde røg de ud af ledighedsstatistikken.

 

Og hvordan skal vi så gribe det an?

 

Der udestår et stort research arbejde.

Vi skal have beskrevet Bornholm: arbejdsmarked, herunder ledighed, erhvervstruktur, hvor mange er på overførselsindkomster, identifikation af nøglepersoner, interessenter osv.

Vi må finde nogle lokale ildsjæle, behjertede mennesker, der vil engagere sig i projektet. BIEN har faktisk et par medlemmer på Bornholm, som måske kunne hjælpe med kontakt til andre og til diverse nøglepersoner og interessenter.

 

Nøgleinteressenter kan fx findes i disse organisationer:

 

• Nyker Borgerforening
• Bornholmske Borgerforeningers Samvirke
• Danske Landsbyer
• Borgertænketanken. Det er et folkeligt initiativ, der skal fremme ideudviklingen

Bornholms Regionskommune har etableret en såkaldt ”Demokratigruppe”, der skal danne ramme om borgerinddragelse på Bornholm. Gennem denne gruppe kan man få adgang til de bornholmske toppolitikere

Carsten Hansen, minister for By, Bolig og Landdistrikter, mangler en succes. Han har indtil videre ikke præsteret de store visioner for landdistrikterne i Danmark. Han må med på vognen. Han er en nøglespiller. I det hele taget vil vinklen på dette projekt være at finde nye løsninger på udkantsproblemerne. De er fælles for mange områder i Danmark, og derfor kan et projekt generere erfarionger, der kan bruges andre steder.

Potentielle alliancepartnere og støtter

Kulturpersonligheder. Der er mange skuespillere, der har sommerbolig på Bornholm. Måske kunne en af dem engageres til at lave noget standup, måske en sketch i Bornholmerrevyen…

 

PR-lobbyvirksomhed

Medier og politikere må påvirkes via den offentlige debat. Folkemødet på Bornholm, der afholdes i juni, er efterhånden blevet en institution, der trækker medieinteresse fra de landsdækkende elektroniske og skrevne medier – og alle toppolitikere er med. Hvis vi er lidt smsarte og opfindsomme, så…

 

Hvad kan vi håbe på at vise med dette forsøg?

 

Virkninger

Det er mit gæt, at der også på Bornholm er en udbredt sort økonomi. På denne måde vil en del af denne blive hvid. Et eksempel fra Vestjylland. Her var jeg i en årrække den lykelige indehaver af et lille sommerhus. Jeg fik en aftale med en lokal mand om at holde lidt øje med huset og slå græsset. Det fik han 1500 kr om året for sort. Han havde en del af den slags opgaver og det supplerede hans understøttelse. Det gav mere købekraft og økonomisk aktivitet i byen. Han var jo ikke alene om den slags aktivitet. Eneste problem var at samfundet blev snydt for moms og skat. Til gengæld fik samfundet øgede indtægter i kraft af den afledte ekstra hvide økonomiske aktivitet. Dynamiske virkninger i økonoien er svære at beregne.

Det er helt sikkert, at der vil opstå den slags dynamiske virkninger. Det er blevet registret fx i Namibia, hvor man har lavet forsøg med betingelsesløs basisindkomst.

En anden ting er, at der kan spares ressourcer der i dag bruges til unyttigt bureaukrati. En del af de ressourser, der i dag bruges på kontrol og papirnusseri, kan overflyttes til mere nyttige opgaver som vejledning, rådgivning, uddannelsesaktiviteter osv.

Hvis rådighedskravet og aktiveringspligten forsvinder, bliver det op til folk selv at tage vare på deres liv. Og som sagt: Hvis det går som andre steder i verden, hvor dette har været praktiseret, vil det give en række dynamiske effekter i lokalsamfundet i form af øget økonomisk aktivitet, øget omsætning, vækst og beskæftigelse.

Og vigtigst af alt: klientgørelsen hører op. Klienterne forvandles til ansvarlige borgere.

 

 

Projekt 2: Udvalgte faggruper: Musikerforbundet, Skuespillerforbundet, Forfattere og selvstændige (medlemmer af ASE).

 

Når det lige præcis er dem, der er valgt, er grunden den, at netop disse fagforeningers medlemmer er særligt ramt af rådighedkrav og aktiviteringspligt, herunder pligt til at søge alle mulige irrelevante jobs.

Både musikere og skuespillere er typisk engageret i tidsbegrænsede jobs og har derfor ledighedsperioder ind i mellem. I disse perioder skal de stå til rådighed, og en musiker må fx ikke lægge en demo af sin musik ud på nettet, så længe han/hun oppebærer understøttelse.

Hvis musikeren har været så fornuftig at lave et firma, som kan danne ramme om hans/hendes musikaktiviteter, skal firmaet lukkes og instrumenterne sælges, før vedk. kan modtge understøttelse.

Det er måske ikke så smart tænkt af bureukraterne?

Disse mennesker skulle hellere som en stor bank engang sagde: gøre det, de er bedst til…

Musikerne og skuespillerne er godt sure. Forfatterne forsøger at tænke i andre indviklede støtteordninger. Deres problemer ville kunne løses et langt stykke af vejen, hvis rådigheds- og modregningsregler blev fjernet.

Vi må finde nogen ildsjæle i disse grupper, der vil engagere sig i projektet.

 

Nøgleinteressenter må engageres

Fagforeningernes ledelser må engageres – det burde ikke være umuligt

 

Potentielle alliancepartnere og støtter

Kulturpersonligheder

 

PR-lobbyvirksomhed

Medier og politikere må påvirkes via den offentlige debat. Måske kunne det hele starte med en konference i Landstingssalen eller et andet sted.

 

Hvad kan vi håbe på at vise

 

• Kulturpolitiske virkninger: En del af den eksisterende støttepolitik med tilhørende bureukrati bliver overflødig.
• Mere kulturel aktivitet – økonomisk vækst og omsætning, Stigende kultureksport? Eksponering af Danmark internationalt som model for andre lande? Eller afskrækkende eksempel…
• Mon folk bliver mere dovne af at få et bedre socialt sikkerhedsnet?
• Hvad sker der med folks arbejdsmsotivation, hvis tvangen og kontrollen tages ud af ledigheden?

Nu har jeg ikke nævnt nogen problemer. De vil helt sikkert vise sig, og derfor er det vigtig allerede på forhånd at tage dem i ed.

 

Basisindkomst løser ikke alle problemer.