Når en del af problemet viser sig at være en del af løsningen

Af Erik Christensen

 Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (KDB) har skrevet en bog: ”Arbejdets land”, hvor han gør op med en tidsånd præget af en vigende arbejdsmoral, kritik af lønarbejdet som værende et ”hamsterhjul” og ”lønslaveri”, og ideal om halvtidsarbejde med køkkenhave og hjemmepasning af børn. Heroverfor opstiller Bek et forsvar for den protestantiske arbejdsmoral og et ideal om fuldtidsarbejde som værende nødvendigt for velfærdsstatens fortsatte beståen.

Hans optræden i mange interviews i flere aviser i forbindelse med lanceringen af bogen og den debat, der har fulgt viser, hvorledes man laver en reklamekampagne for et nyt produkt og ødelægger en offentlige debat om væsentlige samfundsmæssige problemer.

Bek opstiller nogle problemer, som ved et lidt nærmere eftersyn viser sig ikke at eksistere. Dernæst finder han nogle modstandere (”Ærø-manifestet”, Dovne-Robert, borgerløn), hvis synspunkter man kraftigt fortegner.

Han giver udtryk for at  hans modstanderes synspunkter  er voldsomt provokerende, skingre og farlige for vores velfærdssamfund. Samtidig påstår han, at nogle medier ved at fokusere på sådanne synspunkter indirekte udtrykker ringeagt for almindelige mennesker med fuldtidsarbejde.

Sådanne udtalelser fra en minister påkalder  sig naturligvis en stor opmærksomhed og sætter en polariseringsproces i gang. Politikere og kommentatorer fra mange forskellige sider reagerer på Beks udsagn. Specielt Ærø-manifestets forfatter føler sig helt misforstået og mobbet, mens Bek hurtigt svarer igen og, siger, at det er de fuldtidsarbejdende der i snart lang tid er blevet udskammet, fordi de først henter deres børn sent i børneinstitutionerne. 

Selvom både Beks bog og Ærø-Manifestet også indeholder interessante nuancerede synspunkter, bliver de ikke fremdraget, og en konstruktiv fremadrettet politisk debat kommer aldrig  i gang.

Og en uge efter er denne konfrontation glemt, og medierne kan være forrum for en ny polariseret politisk debat.

Hvis Bek havde sat sig mere ind i sine modstanderes synspunkter, kunne han med det udgangspunkt have fundet ud af at hans modstandere, måske kunne have være med til at løse de problemer, han er omkring lønarbejdets forhold til velfærdsstaten.

 Tag for eksempel hans anklager imod borgerlønssynspunktet.

Borgerløn ses som et problem, en modstand imod lønarbejdet. Men det er en unuanceret og forkert opfattelse af borgerløn. 

En borgerløn giver mulighed for at leve på en beskedent materielt niveau uden at være tvunget til at tage lønarbejde. Det betyder, at man må forvente, at der kun er ganske få mennesker, der ønsker at leve udelukkende af borgerløn. Langt de fleste vil tage et fuldtidslønarbejde, lidt flere måske et deltidslønarbejde. Ligeledes vil alle sociale klienter leve at de sociale tilskud de i dag får som ligger ud over borgerlønnen. Og meget vigtigt, i et borgerlønssamfund vil det være nemmere at tage deltidslønarbejde.

En borgerlønsordning vil generelt være med til at smidiggøre lønarbejdet. Bek ønsker at gøre det mere attraktivt økonomisk at arbejde. Det vil en borgerløn i høj grad være med til, fordi en borgerløn gives ubetinget til alle, hvilket vil sige, at der aldrig sker en modregning, når du tager et lønarbejde.

Når Bek ligeledes vil være med til af afskaffe bureaukratiet omkring lønarbejdet, er en borgerlønsordning også et egnet redskab, fordi der eksisterer en ret til en borgerløn, hvorved  næsten alle kontrolforanstalninger vedrørende udbetaling af denne ydelse, vil kunne bortfalde.

Desuden ønsker Bek en bedre balance mellem arbejde og fritid. Her er en borgerlønsordning  netop ideel, fordi man her til en hver tid vil kunne trække sig tilbage fra lønarbejdet og gå på borgerløn, hvis det er nødvendigt på grund af børn, omsorg for familiemedlemmer eller ønske om uddannelse eller en pause i arbejdslivet.

En af de store misforståelser hos Bek vedrørende borgerløn er, at fagforeninger er den direkte modsætning til borgerlønstanken.

Da man i et borgerlønssamfund må forvente at langt de fleste vil ønske et lønarbejde udover borgerlønnen vil der være behov for en fagbevægelse til at varetage de arbejdendes interesser. 

Derfor burde fagbevægelsen støtte tanken om borgerløn. 

For det første fordi den enkelte arbejder med en borgerløn som grundlag bliver styrket i sin forhandlingsposition over for en arbejdsgiver ved at være sikret et materielt eksistensgrundlag. Med en borgerløn/basisindkomst kan man nægte at arbejde på betingelser, man finder uacceptable. 

For det andet bør fagforeningerne støtte tanken om en borgerløn, fordi deltidsarbejde bliver mere og mere udbredt, og derfor må hele overenskomstsystemet gentænkes. Fagforeningerne kommer altså̊ på en helt ny opgave med at overenskomstdække deltidsstillinger og andre ansættelsesformer. 

For den nye klasse, prekariatet, som netop for en stor dels vedkommende består af mennesker med usikre ansættelsesvilkår, vil en borgerløn være helt nødvendig, fordi det eksisterende sikkerhedsnet har spillet fallit i forhold til denne gruppe. 

Den største fordel for den samlede arbejderbevægelse ville være, at man ville sikre en mere smidig og mere solidarisk sammenhæng mellem de forskellige dele af arbejderklassen. Det drejer sig om: dem, der sjældent er arbejdsløse (kernen blandt de nuværende a-kassemedlemmer), dem, der ofte er arbejdsløse og konstant lever med truslen om at blive smidt ud af a-kassesystemet og endelig dem, som befinder sig udenfor a-kassesystemet (på kontanthjælp eller dele af prekariatet, sårbare grupper af deltidsansatte, samt dem, der laver uformelt arbejde).

Alle grupper vil have en fælles interesse i en basisydelse, som skulle være til at eksistere på. Og fagbevægelsen får interesse i at organisere og skabe overenskomster for nye grupper – mennesker som har en grundydelse, og som kun ønsker få timers lønarbejde eller er særligt udsatte for arbejdsløshed (f.eks. det nye prekariat). Disse grupper har i dag ikke mulighed for at blive medlemmer af fagforeninger.

Derudover kunne fagbevægelsen blive frigjort fra de disciplineringsopgaver, som den i dag er blevet pålagt af staten.

 har et godt øje for alle de mulige kvaliteter et lønarbejde har. Det skaber en vis frihed. Det kan være karakter- og personlighedsudviklende. Dog ligger der også en mangel på frihed. For mange ligger der en tvang til at tage et lønarbejde. Som Bek meget rigtig siger bliver man ikke en selvberoende og ligeværdig borger, når man skal stå i en suppekø efter arbejde. Det er ikke ret og pligt. Det er pligt.

Men Bek går jo heller ikke ind for en ret til lønarbejde. Borgerløn betyder en ret til et eksistensminimum, hvilket gør alle borgere til en fuldgyldig del af samfundet. For Bek skal man have et fuldtidslønarbejde for at være et fuldgyldigt medlem af samfundet.

Samlet set vil en borgerlønsordning kunne ses som en videreudvikling og fremtidssikring af en socialdemokratisk velfærdsmodel. Den modstander, som Bek fremmaner, kan vise sig at være en gemt løsning på hans problemer og bekymringer.

 

Kaare Dybvad Bek: Arbejdets land. Grønningen 1. 2023.

Erik Christensen: Arbejdets Land: Socialdemokratiets ny-feudalisme., Solidaritet.dk

Michael Husen: Borgerløn i Arbejdets Land