Om kunst og basisindkomst

Debatindlæg af billedkunstner Charlotte Brüel på Folkemødet 2017: Om kunst og basisindkomst – en oplistning af punkter, tænkt som grundlag for videre diskussion.

Jeg har i mange år ment at kunstpolitik kan tjene som katalysator for en diskussion om politik på tværs af partifarve.

Noget tilsvarende gælder diskussionen om basisindkomst / borgerløn – i alt fald i denne her fase, hvor man endnu ikke har lagt sig fast på, hvilken udformning basisindkomst skal have, for at være gennemførlig?

Basisindkomstens størrelse er afgørende for, om kunstnerne vil kunne støtte ideen om dens indførelse.

Vil den være så skrabet, at den bliver hæmmende, som den lave kontanthjælp er det idag?

Vil den få en størrelse, så der kommer aktive borgere ud af ordningen, borgere der har råd til at være demokratisk deltagende og opfindsomme?

Kunst er et arbejde, endda et arbejde der skaber arbejde for andre,

hvilket ikke kun gælder de mest anerkendte kunstnere. Selv “mellemlaget” af kunstnere med lave indtægter, skaber lønnet arbejde for andre, lige fra kunsthalsdirektører, over kuratorer, universitetsuddannede formidlere, til kustoder og rengøringspersonale, når deres værker vises for offentligheden.

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, taler om “ret og pligt”, i forbindelse med indtægtsløshed.

En kunstners pligt er at virke som kunstner. At udvikle sit talent.

Ikke at blive tvangsaktiveret, sendt ud at samle hundelorte, hvis man bliver indtægtsløs, og får midlertidigt brug for samfundets økonomiske støtte.

Lidt om statslige støtteformer i forskellige Europæiske lande.

Irland har skattefrihed for kunstneres indtægter, der stammer fra deres kunst.

Holland har først i 00’erne indført et sikringssystem, der giver kunstnere adgang til arbejdsløshedunderstøttelse.

I de Skandinaviske lande, herunder særligt Danmark og Norge har man den af andre lande misundte Statens Kunstfond.

Kunstens hovedkilde er TID

Tids betydning for kvalitet – gælder under alle livets forhold.

En stor tidsrøver for alle i dette samfund anno 2017 – kunstnere som ikke kunstnere – er administration af egen tid.

Økonomisering med tid og økonomiske midler for overhovedet at have adgang til at udvikle og bruge sit talent.

Kan du ikke sælge din kunst, kan du sælge din viden, mange gør det ved at undervise andre i at foretage sig det, de selv mister tid til at gøre.

Mange må “købe” sig råd til at være kunstner, gennem diverse former for erhvervsarbejde.

Det vender jeg tilbage til i min konklusion.

Kvinders vilkår er stadig ringere end mænds.

Lige mange kvinder og mænd er blevet optaget på kunstakademierne siden midt60’erne og til nu.

Og lige mange har de sidste 30 år dimitteret. Alligevel køber kunstmuseerne kun få procent kunst af kvinder anno 2017.

Kvindelige kunstnere vil blive nogle af de første, der vil kunne få stort udbytte af indførelse af basisindkomst.

Vi lever i et kategoriopsplittet samfund, hvor den ene samfundsgruppe eller profession stort set kun omgås “deres egne”, og derved stort set ingen viden har om andres levevilkår.

Vi har et samfund, der er indrettet efter lønarbejde som norm.

Det har i mange år haft den positive side, at fagforeningerne har kunnet skabe trygge sikringsordninger for arbejdsløse medlemmer.

Men fagforeningerne viser ingen solidaritet med kontanthjælpsmodtagere eller andre borgere, der kan kategoriseres som hørende til “den nye klasse”, prækariatet, herunder desværre gennem generationer mange kunstnere.

Kunstnere har ingen adgang til indtægter under barsel, ingen sygedagpenge, ingen sikring under uarbejdsdygtighed, ingen pension.

Samfundets manglende forståelse for hvad tryghed betyder for menneskers ydeevne er ubegribelig.

I alle andre professioner er mellemgruppen de bedst sikrede. Det gælder ikke blandt kunstnere.

Mellemgruppen blandt billedkunstnere i Danmark har en årsindtægt ringere end et LO-medlem på arbejdsløshedsunderstøttelse.

Hvis borgerløn skal være et samfundsmæssigt gode, skal den være minimum på økonomisk niveau med A-kasseunderstøttelse.

Hvis lavere vil den indebære en generel fattiggørelse af prækariatet, og af kunstnere med svingende indtægter, hvad enten de er defineret som hørende til prækariatet eller ikke.

Her kommer vi så til konkrete tal. (Helt befriende – Kulturministre gennem tiden har altid hadet, når kunstnere bliver konkrete, “De tænker kun på penge”. Tjah…)

Alle tal opgives i månedlige indtægter – alle før skat)

S.U. – til folk over 30 år – ……………………………………………6.015 kr

Kontanthjælp – under 30 år………………………………………… 9.902  “ 

Kontanthjælp over 30 år……………………………………………14.808  “

A-kasse pr. dag 849,- ca……………………………………………17.000 “

Folkepension, enlige………………………………………………. 12.711 “

Folkepension,den enkelte i par……………………………………..9.383 “

Livsvarige kunstnerydelser, fra 2014 Hædersydelser,………….13.012 ”

(Årligt 156.156 maximum, indtægtsreguleret ned til 17.066 årligt)

Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegater……………………….27.750 “

(årligt 285.000)

Til sammenligning får en skolelærer 26.000, ikke blot i 3 år, men gennem hele sit arbejdsliv, + – høj eller lav anciennitet.

Øvrige arbejdslegater 50.000 i en gangsbeløb, udbetalt få gange i en karriere, eller slet ikke, da midlerne er begrænsede.

Er basisindkomst noget større og mere end et velmenende forsøg på at hindre ekstrem fattigdom for den enkelte?

Er basisløn ligefrem en mulighed for at udvikle en modstandskamp imod mental fattiggørelse af de samfund, som borgerne er henvist til at leve deres tilværelse i?

Søren Skogstad Nielsen fra BIEN redegjorde her for de på nuværende tidspunkt diskuterede modeller for bud på økonomisk niveau for borgerløn, så vi har et konkret udgangspunkt for senere diskussion.

• I den høje, optimistiske ende foreslås 20.000 kr – skattefrit
• Mest udbredte bud er på mellem 6.000 og 10.000 kr – skattefrit
• Fra liberal side foreslås 4.000kr – skattefrit 

Kunstneres arbejdsvilkår varierer baseret på talent, held og økonomisk fundament.

Som jeg var inde på i starten, så er det et individuelt ansvar for samtidens kunstnere at sikre kontinuitet i eget virke (“work”!)

Og for langt de fleste er indtægterne et kludetæppe af “selvstændigt erhverv” = salg af værker, indtægter, der stammer fra sekundær brug af den personlige, professionelle kunnen, oftest i form af undervisning (fra undervisning på Kunstakademierne til aftenskoleundervisning for amatører), skribentvirksomhed, kurateringsopgaver o.lign., eller fra kunsten fuldstændig uvedkommende erhvervsarbejde, typisk natarbejde som handicaphjælpere, ufaglærte pædagoger, daglejerarbejde o.s.v..

Og ikke sjældent – en økonomi baseret på partneres mere stabile, “normale” – læs gode – indtægter.

Når kunstnere fra officiel side søges hjulpet til bedre indtægtsmuligheder, så er det ikke bedre udstillingsvilkår, flere m2 at udstille på, bedre honorering, men desværre 117 forslag til hvor og hvordan, der kan etableres flere uddannelsesmuligheder for kunstnere, der opfordres til at skabe indtægter ved at undervise. Art Lab er et godt eksempel. Et andet gennemgående forslag er oprettelse af konsulentstillinger i erhvervslivet eller kommunerne. Det egentlige, skabende arbejde underkendes som arbejde.

Basisindkomst har derfor et potentiale til at løfte arbejdsvilkårene for kunstnere til en mindre grad af paternalistisk støtte, til respektfuld forståelse for kunstnerisk defineret “hjælp til selvhjælp”:

1. Vi har brug for TID.

2. Adgang til vores potentielle publikum.

3. Selv at vælge indtægtsformer.

Overordnet ønskes indført respekt for kunst som arbejde.

Dette vil i lige så høj grad gælde i et samfund med ubetinget basisindkomst, som i det nuværende, i det store og hele løjerligt uimodsagte, senkapitalistiske samfund.”

Charlotte Brüel 16.6.2017

 

Charlotte Brüel:

Billedkunstner og cand. mag i kunstpædagogik,

1997-98 Redaktør på Billedkunstnernes Forbunds fagblad,

2001-05 Formand for EVAN, European Visual Artists Network