Træk af BIEN Danmarks, Borgerlønsbevægelsens historie
Af Erik Christensen
En lille græsrodsbevægelse og dens aktiviteter
Foreningen BIEN Danmark – Borgerlønsbevægelsen blev dannet den 22. januar 2000 på Ask Højskole af en tværpolitisk gruppe bestående af partiløse samt medlemmer fra Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, De Grønne og medlemmer fra Retsforbundet. Det betød, at den første bestyrelse blev bredt sammensat og at foreningen altid siden har fungeret som en tværpolitisk bevægelse. De første år i bestyrelsen var der medlemmer fra Venstre til Enhedslisten, i flere år har der været medlemmer af Socialdemokratiet og De Radikale og i de senere år især medlemmer fra Alternativet og mange partiløse. Der har været en stor stabilitet i bestyrelsen, de fleste har siddet der i flere år.
Borgerlønsbevægelsen har altid været en lille græsrodsbevægelse med mellem 100 og 200 medlemmer med en relativ fast kerne af trofaste medlemmer, som har modtaget foreningens medlemsbreve.
Den er aldrig blevet en folkebevægelse, selvom nogle i foreningen flere gange har talt om, at det burde være foreningens primære opgave.
Vores møder og generalforsamlinger har som regel været velbesøgte med mellem 20 og 30 deltagere, dog aldrig over 50.
På årsmøderne i forbindelse med generalforsamlinger er der blevet indbudt forskellige opinionsdannere til at komme og fortælle om deres forhold til borgerløn. I de sidste år har det været politikere (Josephine Fock og Torsten Gejl), forskere (Birger Steen Nielsen og Jørn Loftager) og fremtrædende opinionsdannere (Søren Mau).
I foreningens start holdt man gennemsnitligt et fysisk møde hvert kvartal. Dengang blev de fysiske møder gerne afholdt en weekend på Brandbjerg Højskole på grund af fhv. Lego-direktør Per Sørensens tilknytning til skolen. Det var med til at holde foreningen sammen. I de senere år er bestyrelsesmøder blevet afholdt på nettet via Google Meet eller Zoom en gang om måneden, og der er blevet afholdt et par fysiske møder om året, ud over generalforsamlingen/årsmødet.
Foreningens formål har været at udbrede kendskabet til borgerlønsideen og derigennem skabe debat og tilslutning til tanken. Det er sket på mange forskellige måder. Man har igennem årene lavet forskellige pjecer og flyers til uddeling. Der er blevet afholdt møder på biblioteker og højskoler, og nogle af bestyrelsens medlemmer er i en periode taget på agitationsturne med campingvogn.
Et væsentligt element for foreningen har været deltagelse i Folkemødet på Bornholm siden 2013. Her har foreningen i flere år haft eget telt, hvor man har etableret debatter om borgerløn med politikere (f.eks. Lisbeth Bech-Nielsen, Preben Wilhjelm og Pelle Dragsted) fagforeningsfolk (f.eks. Dennis Christensen og Maibrit Berlau) og forskere (Jørn Loftager, Malte Frøslee Ibsen og Thomas Boje)
Foreningens medlemmer har skrevet indlæg i dagspressen og forskellige tidsskrifter og på forskellige internetplatforme. Det er ligeledes lykkedes enkelte gange at optræde i radio og TV.
Enkeltpersoner i foreningen har været med til at udgive forskellige bøger om borgerløn: Oprør fra bredden. Fra velfærdsstat til borgerløn (2002), Velfærd på Vildspor – modsigelser i velfærdssamfundet (2004), På vej til borgerløn – aktuel idédebat (2017), og senest har bestyrelsen som kollektiv udgivet bogen Borgerløn – reel frihed (2023).
Foreningen har også deltaget i internationalt arbejde for basisindkomst. Foreningen blev således medlem af BIEN (Basic Income Earth Network) i 2004, og nogle af bestyrelsesmedlemmerne har deltaget i BIEN’s kongresser.
Foreningen har deltaget i en nordisk studiekreds om basisindkomst under Nordisk Sommeruniversitet (NSU) i perioden 2003-2006, der resulterede i udgivelse af en bog Retten til Basisindkomst – en demokratisk frigørelse (2007). Det nordiske samarbejde omkring basisindkomst blev styrket i 2016, hvor Borgerlønsbevægelsen afholdt en international konference på Christiansborg, som Alternativet lagde lokaler til.
Det danske samfunds udvikling
Bevægelsen startede under den socialdemokratiske-radikale regering (1998-2001). I de første år prioriterede man i foreningen at udforme forskellige økonomiske modeller for, hvad en borgerløn ville koste under forskellige omstændigheder. I den periode fik man kontakt med økonomiministeriet, der foretog en foreløbig vurdering af vores forskellige økonomiske modeller. Der blev imidlertid ikke foretaget nogle egentlige kørsler, fordi det ville koste mange penge.
Da den borgerlige regering under Anders Fogh Rasmussen (2001-2009) kom til, nedprioriterede man kontakten til det politiske system og arbejdet med at udforme økonomiske modeller.
Under de borgerlige regeringer frem til 2011 skete der en del ændringer af arbejdsmarkeds- og sociallovgivningen, hvorfor man i den periode deltog i debatten og kritikken af denne lovgivning og fremførte borgerløn som et alternativ.
Debatten om borgerløn fik en midlertidig opblomstring under folketingsvalgkampen i 2005, hvor den tidligere formand for Borgerlønsbevægelsen Rune Engelbreth Larsen stillede op for Minoritetspartiet, som gik ind for borgerløn. Det lykkedes dog ikke partiet at få stemmer nok til at komme i Folketinget.
Den i 2011 dannede S-R-SF-regering blev en anledning til, at der igen kom gang i borgerlønsdebatten. Den blev især stimuleret af førtidspensions- og fleksjobreformen fra 2012, som skabte meget stærk kritik og åbnede op for en ny borgerlønsdebat.
Rigtig gang i debatten om selve borgerlønsbegrebet kom der imidlertid først, da det nye parti Alternativet blev dannet i 2014 og senere kom i Folketinget i 2015. Deres politik med et krav om kontanthjælp uden modkrav blev set som et første skridt på vej mod en borgerløn.
Siden 2016 har debatten i Danmark været præget af den internationale debat om borgerløn. Det startede efter nytår med en stor artikel i Information med titlen ”Tiden er moden for borgerløn”, hvilket førte til et debatarrangement, hvor blandt andet den engelske arbejdsmarkedsforsker og borgerlønsteoretiker Guy Standing deltog.
Den internationale udvikling
Lige så væsentlig for borgerlønsdebattens udvikling som den danske økonomiske og politiske udvikling har den internationale udvikling og debat om borgerløn været.
Den internationale finanskrise 2007-2009 betød, at neoliberalismen var kommet i krise. Senere stimulerede den internationale debat om teknologisk arbejdsløshed og prekarisering
af arbejdsmarkedet en international debat om borgerløn. I 2013 førte det til, at man iværksatte en underskriftsindsamling for et borgerforslag om borgerløn på EU-plan.
2016 blev et afgørende år for borgerlønsdebatten internationalt. I 2016 bekendtgjorde den finske regering og flere hollandske byer, at de ville igangsætte lokale borgerlønseksperimenter, og den 5. juni samme år blev der afholdt folkeafstemning om borgerløn i Schweiz. Forslaget blev stemt ned – 23% for og 77% stemte imod – men ideen om basisindkomst blev kendt i verden.
Det er som om, vi har stået i stampe
Når man ser på den diagnose og strategi og den målsætning, der blev fremlagt i 2000, da foreningen startede og sammenligner med situationen i dag, er der tilsyneladende ikke sket så meget.
Vi er fortsat en lille tværpolitisk græsrodsbevægelse med mellem 100 og 200 medlemmer, som da vi statede. Vi er ikke blevet en stor folkebevægelse, som nogle drømte om, og vores ideer er ikke for alvor slået igennem i det politiske liv. Vores aktiviteter i dag ligner på flere områder dem, vi også havde, da vi startede, vores modstandere er de samme som dengang, og vores hovedargumenter er de samme.
Det er på en måde, som om intet rigtig har flyttet sig, tiden har stået stille.
Hvad er så forklaringen på det?
Der er nogle strukturer og kræfter, som vi sammen med andre ikke har kunnet rokke ved. Den neoliberale globalisering har hersket i hele perioden. Det er også forklaringen på, at der ikke er sket et afgørende brud i den danske arbejdsmarkeds- og socialpolitik, bortset fra at den er blevet stadig mere undertrykkende, ydelserne er blevet reduceret og kontrol og sanktioner er blevet skærpet.
Der er trods alt sket noget – måske lidt, men alligevel betydningsfuldt
Som forening er vi blevet økonomisk og organisatorisk konsolideret. Vi er blevet anerkendt og støttet af Slots- og Kulturstyrelsen som modtager af driftsmidler til landsdækkende organisationer.
Borgerløn er ikke længere et negativt begreb i offentligheden, som det var i en periode i nullerne, men er blevet et mere accepteret politisk begreb.
Vi har været med til at få et nyt parti, Alternativet, til at tage borgerløn på sit politiske program og igangsætte en politisk debat om borgerløn. Langsomt er spørgsmålet også blevet taget op af enkeltpersoner i SF og Enhedslisten.
Samtidig har vi oplevet en stigende interesse for borgerløn på universiteterne og i de sociale medier. Det viser sig ved, at der bliver skrevet specialer og opgaver om borgerløn, og BIEN Danmark har haft universitetspraktikanter til at arbejde i foreningen.
Vi har styrket vores argumentation gennem skabelsen af en god hjemmeside (https://basisindkomst.dk) og ved at udgive mange bøger og artikler. Vi er blevet et videnscenter for basisindkomst/borgerløn.
Vi er blevet del af et internationalt netværk for basisindkomst, Basic Income eller Unconditional Basic Income (UBI). Vi er blevet medlem af BIEN i 2004, har skabt et stærkt nordisk netværk og deltaget i flere internationale konferencer.
Hvad er forklaringen på, at der trods alt er sket noget?
Den internationale UBI-bevægelse har vokset sig stærk, og der er igangsat mange forskellige UBI-eksperimenter. Der er sket en begyndende automatisering og prekarisering, hvilket i højere grad har sat spørgsmålstegn ved hele arbejdsmarkedsmodellen. Den gamle arbejderklasse er blevet reduceret og fragmenteret igennem fleksibilisering af produktionsprocesserne og der er samtidig skabt en ny gruppe af sårbare lønarbejderes, som ofte bliver benævnt prekariatet. Det er en gruppe som ikke kan få stabil beskæftigelse, og som lever et usikkert liv mellem midlertidige jobs og arbejdsløshed.
Hvad er betingelserne for at der kommer til at ske mere?
Set i forhold til, hvad vi hidtil har oplevet, er forudsætningen for, at der vil ske noget i Danmark uden tvivl, at der sker noget internationalt, at der kommer et eller flere gennembrud i andre lande. Det kunne f.eks. være i Canada, Sydkorea eller Tyskland.
Basisindkomst bliver uden tvivl i fremtiden knyttet mere til den grønne omstilling – og i den forbindelse bliver den måske udformet på en anden måde end tidligere, nemlig som en social dividende udbetalt af en eller anden form for uafhængig, demokratisk statslig velstandsfond. Den kunne skabes af forskellige skattekilder – en jord-, formue- og arveskat samt af en skat på både CO2 og på finansielle transaktioner.
I fremtiden kunne man tænke at en basisindkomst først gradvist blev indfaset i form af en indkomstskattefinansieret borgerløn, der langsomt erstattede de bestående overførselsindkomster hvorefter en social dividende blev skabt fra andre skattekilder i en velstandsfond, så ingen der modtager en overførselsindkomst, bliver ringere stillet. På længere sigt kunne den indkomstskattefinansierede borgerløn blive erstattet af den sociale dividende.
En forudsætning for at der kommer et opsving i borgerlønsdebatten vil sikkert også være, at de krisetendenser, der allerede findes i den danske flexicurity model, bliver mere alvorlige og åbenbare: At dagpengesystemet bliver yderligere forringet, at usikkerheden ved at være på kontanthjælp fortsætter og forstærkes og at reduktionen af og kontrollen med ydelserne forstærkes.
Som modsvar over for den udvikling må man kræve, at dele af fagbevægelsen og venstrefløjen efterhånden tager sig sammen til at komme med et samlet reformforslag, der som et af elementerne indeholder en ubetinget basisindkomst.
Hvad kræver det af BIEN Danmark?
At man prioriterer og intensiverer samarbejdet med de grønne bevægelser, Alternativet og venstrefløjspartierne samt dele af fagbevægelsen og ligeledes styrker det internationale samarbejde.