Selvstændigt arbejde og basisindkomst
Når debattører i den politiske debat taler om arbejde – det være sig beskæftigelsen, danskernes arbejdsmoral, eller pligten til at stå til rådighed – så er det som regel lønarbejde, man taler om. Man sætter lighedstegn mellem arbejde og lønarbejde, og dermed er det også underforstået, at man taler om arbejde, som foregår under ledelse af en arbejdsgiver eller den mellemleder, der repræsenterer ham. Arbejde er arbejde under andres ledelse, og rådighedspligten er pligten til at være parat til at lade andre bestemme, hvilke opgaver man skal udføre.
Men det er ikke alle, der arbejder under andres ledelse. Selvstændigt erhvervsdrivende har friheden til selv at bestemme over deres arbejde. Det gælder f.eks. landmænd, selvstændige håndværkere, forretningsdrivende, private konsulenter, terapeuter og andre serviceudbydere, Og også blandt lønarbejdere er der nogle, især højtuddannede, der har stillinger, hvor de har mulighed for selv at definere og tilrettelægge deres arbejde. Og måske endda være ledere af andres arbejde. Og de debattører, f.eks. politikere og økonomer, der ytrer sig om arbejdets betydning, er også selv i en position, hvor de styrer deres eget arbejde. De arbejder ikke under andres ledelse og ville nok også meget have sig frabedt, at det skulle være sådan.
I samfundsvidenskaben har man beskrevet hvordan der er forskel i synet på arbejde i de tre forskellige kulturer eller “livsformer”, der findes i samrundet: lønarbejderlivsformen, den selvstændige livsform og den karrierebundne livsform. I lønarbejderlivsformen, som er den største gruppe, skelner man klart mellem arbejde og fritid, man arbejder ikke for arbejdets skyld men kun pga. den løn, man får for arbejdet og som gør overlevelsen og det gode fritidsliv muligt. Arbejdet er noget, der bare skal overstås, så man kan holde fri. I den selvstændige livsform lægger man vægt på at være sin egen herre, man idenrificerer sig med sin virksomhed, ser denne som sit livsværk og som selve meningen med det daglige liv. I den karrierebundne livsform identificerer man sig med sin personlige karriere og lægger al sin energi i at fremme den gennem sine individuelle og selvstændige præstationer, uanset hvilken virksomhed, man for tiden er tilknyttet.
Både i den selvstændige livsform og i den karrierebundne livsform arbejder man selvstændigt, man skelner ikke skarpt mellem arbejde og fritid, man arbejder gerne døgnet rundt, og det er vigtigere at opnå nogle gode resultater af sit arbejde end at kunne holde fri. Man identificerer sig personligt med og har sin identitet gennem indholdet af sit arbejde.
Nu er det jo ikke sådan, at nogle mennesker fra naturens hånd er indrettet til at være selvstændige, mens andre er indrettet til at leve deres liv under andres ledelse. Hvilken livsform man ender i, er et komplekst resultat af personlige evner og det spektrum af muligheder, der åbner sig for en hen ad vejen. Det er en kombination af medfødte evner og personlighed, det miljø man vokser op i, ens skolekundskaber og karakterer og det arbejdsmarked, der er til rådighed, når man skal finde sin plads som voksen. Sandsynligvis har de fleste mennesker en medfødt trang til gerne at ville styre deres egne aktiviteter selv, men efterhånden som man vokser op og sorteringen finder sted, indsnævrer feltet sig, og man må tage til takke med, hvad der ender med at være af muligheder. Og for et stort flertal ender det med et almindeligt lederstyret lønarbejde.
Men der er mange, der ikke trives med at arbejde under andres ledelse. Det kan skyldes stolthed, men det kan også være fordi man synes, man kunne gøre tingene bedre, hvis man selv måtte bestemme, i stedet for at man skal være underlagt en stram styring og nogle uhensigtsmæssige begrænsninger. Nogle lider under en inkompetent og dårlig ledelse – og psykopatiske ledere er heller ikke et ukendt fænomen – eller lider under arbejdsforhold, hvor alting køres stramt og detaljestyret, og hvor man ikke har mulighed for at lægge den kvalitet i sit arbejde, som man gerne både kunne og ville. Det er derfor ikke mærkeligt, at der er mennesker, der prøver at bryde ud af deres situation, opsiger deres job og starter egen virksomhed, folk, der bliver freelancere, mennesker, der forsøger at skabe sig en levevej som cykelsmed, cafeejer eller privatpraktiserende terapeut. En tilværelse, hvor de selv kan bestemme, og hvor, hvis det lykkes, de vil få en større livskvalitet.
Men der er mange, det ikke lykkes for, eller som på forhånd opgiver, fordi det økonomisk kan være svært at få en selvstændig virksomhed til at løbe rundt og udgøre et levebrød. Der er hård konkurrence i mange brancher, og en nystartet virksomhed kan hurtigt blive nødt til at lukke igen, fordi indehaveren ikke kan leve af den. Det er her basisindkomst (borgerløn) kommer ind i billedet. Hvis alle mennesker som udgangspunkt var sikret en grundindkomst, de kunne leve af på et beskedent niveau, og som ikke bortfalder i takt med at de får anden indtægt, så ville der være skabt et sikkerhedsnet, som ville gøre det muligt for flere at realisere en tilværelse, hvor de selv bestemmer over deres eget arbejde. Ligesom den politiske debattør, der er omtalt ovenfor.
Michael Husen
Note: Den samfundsteori, der refereres til, er beskrevet i Thomas Højrup: Det glemte follk. Livsformer og centraldirigering, 1983.