2006 – Medlemsbrev februar

Til vore medlemmer:

Foreningens årsmøde afholdtes den 28/1 2006 i København, og vedlagt finder du det formelle referat, herunder formandens beretning for 2005 samt foreningens regnskab med revisionsbemærkninger. Vi havde indbudt to gæster:

MatsHöglund, der står i spidsen for vores svenske søsterorganisation, fortalte om, hvordan man på den anden side af Øresund forholder sig til borgerlønstanken, og specielt redegjorde for de politiske konstellationer i Sverige, som på sigt kunne gøres interesseret.

Helge Hvid,mag. scient. soc., Ph.d., og lektor ved Institut for miljø, teknologi og samfund ved Roskilde Universitetscenter, som har gjort sig til talsmand for en udvidelse af arbejdsbegrebet med mulighed for den enkelte borger til at tilrettelægge sit eget voksenliv med en vekslen mellem traditionelt arbejde, samfundstjeneste, politisk arbejde og uddannelse. Helge Hvid forestiller sig, at alle bliver udstyret med en form for klippekort, som tillader hver enkelt inden for kortets begrænsninger at træde ud af det traditionelle arbejdsmarked og modtage en samfundsbetalt ydelse (borgerløn) for en af de andre tre aktivitetskategorier. (Se Velfærd på Vildspor: Klippekort til alle livets zoner)

Begge indlæg gav anledning til en livlig diskussion blandt de forsamlede.

Ny Pjece:

Vedlagt et eksemplar af foreningens nye pjece: Basisindkomst (borgerløn) –

hvorfor og hvordan? – 3 modelforslag.

Pjecen tilsigter at demonstrere, at borgerløn ikke er en økonomisk uigennemførlig utopi, men faktisk vil kunne gennemføres uden en forøgelse af det nuværende skattetryk.

Pjecen må ikke tages til indtægt for, at bevægelsen finder, at det nugældende skattesystem er det bedst tænkelige. Det har blot været hensigten at sammenligne borgerlønssystemet med noget alle kender for at fjerne den mystifikation, man som borgerlønstilhænger møder, når man lufter tanken.

Økonomi: Som det med al ønskelig tydelighed fremgår at foreningens regnskab, har indtægterne i 2005 ikke stået mål med udgifterne, hvilket bl.a. skyldes, at det ikke er lykkedes at ”sælge” de foredrag, der i 2003 og 2004 skaffede balance i regnskabet.

Vi har valgt ikke at forhøje kontingentet, da vi mener, at det skal være overkommeligt for alle at støtte en sag, man går ind for. Men det ville unægtelig lune, hvis de medlemmer, der kan undvære et bidrag vil sende et sådant. Vi har et mindre oplag af bogen: Oprør fra bredden. Hvis du ønsker det og sender os et bidrag på kr. 100 (eller derover), vil vi sende dig et eksemplar af denne bog.

Endnu bedre det ville være, hvis vore medlemmer kunne gøre foreninger, de har forbindelse til interesseret i at hyre en foredragsholder fra foreningen til et arrangement.

Højskoleforeninger, foredragsforeninger, biblioteker og folkeoplysningsforeninger arrangerer sådanne foredrag og vil næppe sidde lokale opfordringer overhørig.

NSU’s kreds 3:Konkreta samhällsutopier och medborgarlön afholdt sit vintersymposium den 10-12. februar 2006 i Aalborg

Der blev på symposiet fremlagt følgende diskussionsoplæg:

Per Almgren: Basinkomst och offentlig sektor helt finansierad med avtagande likvida medel

Simon Birnbaum:Har alla rätt till ett villkorslöst grundkapital? Välfärdspolitiska innovationer inom samtida rättviseteori

Kicki Bobacka: Rätten till din tid – en betraktelse

Ellen Brun: Ekspropriation og generobring af eksistens-midlerne

Erik Christensen: En økologisk begrundelse for grundindkomst (borgerløn) eksemplificeret ved Herman E. Daly’s økologisk-økonomiske paradigme

Lasse Ekstrand: Medborgarlön som ”konstnärslön”. Med Joseph Beuys – bortom löneslaveriet

Mats Höglund:Carole Pateman

Jørn Loftager: Borgerlighed, Marshall og borgerindkomst

Søren Midtgaard: John Rawls’ teori om retfærdighed og idéen om en ubetinget borgerløn

Peter Mølgaard Nielsen: Claus Offe og borgerløn overgangsmodeller

Christian Ydesen:Borgerløn som led i et globalt emancipationsprojekt – en kritisk fremstilling af Antonio Negris og Michael Hardts perspektiv på borgerløn

Du kan få tilsendt et eller flere af disse oplæg ved henvendelse til erikchri@socsci.aau.dk eller til Erik Christensen, Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg

Universitet, Fibigerstæde 1, 9220 Aalborg Ø.

NSU Sommersession i Kääriku, Estland 23 – 30. juli 2006:

For medlemmer der er interesseret i at læse, diskutere og deltage i workshops om borgerløn kan vi varmt anbefale vores kreds om konkrete samfundsutopier og borgerløn. Vi har netop afholdt den lidt kortere vintersession i Aalborg, dog over tre dage med et omfattende og meget spændende program (se nedenfor).

Sommersessionen afvikles over en hel uge og indeholder både et fælles program med keynotespeakers, kulturprogram mv. og adskilte kredsprogrammer, hvor der også er mulighed for at deltage i enkeltseancer i de 8 andre spændende kredse, som udgør Nordisk Sommeruniversitet.

I år afholdes sommersessionen i Estland i den ”vackra fritidsanläggningen Kääriku, några mil sydväst om Tartu”. http://www.kaariku.com/.Du kan deltage alene, sammen med din familie og der er endog en børnekreds for børn op til 13 år. (Se også: www.nsuweb.net). Her kan du finde oplysning om, hvad det koster.

NSU subventionerer alle deltageres rejseudgifter, undtagen familiemedlemmer som ikke deltager i kredsarbejdet.

For mere information:

På hjemmesiden: www.nsuweb.net kan du under menubjælken: ’STUDIEPROGRAM’ à ’Studiekretsar’ kan du finde beskrivelse af alle Nordisk Sommeruniversitets studiekredse og deres program.

Herunder kan du også finde kreds 3 ”konkrete samfundsutopier og borgerløn” som er blevet til i et samarbejde mellem bla. den danske borgerlønsbevægelse og den svenske medborgarlönsrörelse, samt en række andre teoretikere, aktivister og foreningsmennesker med interesse for konkrete utopier og borgerlønsvisioner.

Har du uddybende spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte Peter Mølgaard Nielsen (kredsens danske koordinator) e-mail: pmn@ruc.dk

Venlig hilsen

BORGERLØNSBEVÆGELSEN