2024 – Beretning

2023 var året, hvor AI – kunstig intelligens – for alvor blev udbredt og kendt, især via den offentligt tilgængelige tjeneste ChatGPT. Vi har derfor fundet det relevant at afprøve hvad det dur til og har bedt ChatGPt om på egen hånd at skrive en årsberetning for Borgerlønsbevægelsen, hvilket den leverede på få sekunder. BIEN Danmarks formand Helle Wisbech fremlagde begge årsberetninger på generalforsamlingen – både ChatGPT’s og sin egen, og de følger også begge her:

 

Årsberetning – skrevet af ChatGPT:

 

Årsberetning for Bien Danmark, Foreningen for Basisindkomst, 2023:

I 2023 fortsatte Bien Danmark sit dedikerede arbejde med at fremme idéen om en basisindkomst i Danmark. Foreningen opnåede flere milepæle og bidrog til en stærkere opmærksomhed omkring basisindkomstens potentiale. Her er nogle højdepunkter fra året:

  1. Lobbyarbejde og politisk påvirkning: Bien Danmark fortsatte med at lobbye politiske beslutningstagere og deltage i debatter om basisindkomstens fordele. Foreningen arbejdede på at øge bevidstheden omkring konceptet og dets mulige implementering i Danmark.
  1. Forsknings- og informationsaktiviteter: Foreningen støttede forskning og offentliggjorde relevante rapporter og artikler om basisindkomstens effekter og fordele. Dette bidrog til en mere informeret debat og øget interesse for emnet blandt forskere og medier.
  1. Uddannelses- og oplysningsinitiativer: Bien Danmark fortsatte med at arrangere workshops, seminarer og foredrag for at uddanne offentligheden om basisindkomstens koncept og potentiale. Disse initiativer spillede en afgørende rolle i at engagere og mobilisere støtte til bevægelsen.
  1. Samarbejde og partnerskaber: Foreningen fortsatte med at opbygge partnerskaber med andre organisationer, herunder fagforeninger, studenterforeninger og NGO’er, der deler lignende mål. Dette styrkede basisindkomstens bevægelse og øgede dens rækkevidde og indflydelse.
  1. Medlemsvækst og engagering: Bien Danmark oplevede en stigning i medlemstallet og en øget engagement fra sine medlemmer. Dette afspejlede en voksende støtte til idéen om basisindkomst og en øget bevidsthed om dens potentiale til at tackle sociale og økonomiske udfordringer.

Samlet set var 2023 et succesfuldt år for Bien Danmark, hvor foreningen fortsatte med at styrke sin position som en førende talsmand for basisindkomst i Danmark. Vi ser frem til fortsat at arbejde hårdt for at fremme denne vigtige dagsorden i det kommende år.

 

Årsberetning – skrevet af Helle Wisbech, formand for BIEN Danmark

 

Velkommen!

Så er vi her – tilbage i Kulturhus Indre By, hvor vi også var i 2017-18-19. De seneste to år har vi været på Jernbanemuseet i Odense – pænt placeret i midten af landet, men nu ville vi give hovedstaden en chance igen. 

 

Efter foreningens generalforsamling 2023 blev bestyrelsen konstitueret på flg. måde:

Formand: Helle Wisbech 
Næstformand: Dorte Kolding
Sekretær: Mads Damgaard Mortensen
Kasserer: Martin Bruun Michaelsen

Kasserer-suppleant: Mads DM (for senere at overtage rollen)
International sekretær: Karsten Lieberkind, og for det nordiske samarbejde desuden Martin Bruun Michaelsen.
Redaktør af hjemmeside og nyhedsbrev: Michael Husen
Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Finn Gemynthe, Erik Christensen og de på det tidspunkt nye i flokken:  Morten Isaksen og Ulla Munksgaard. Ulla er vores aktive kontakt til Alternativet. 

Revisor er: Søren Chr. Lund

 

Om vores bestyrelsesmøder kan jeg fortælle:

I 2023 holdt vi 11 møder, hvoraf 9 var på zoom og to hvor vi mødtes hos Michael i Odense. Vi holder de fleste møder online, fordi vi bor i alle ender af landet. Det er vigtigt for os også at ses fysisk. En lang dag, med mulighed for andre slags samtaler og debat end møderne på zoom. 

De almindelige møder på zoom varer som regel 1½ time og rummer evaluering af afholdte og planlægning af kommende aktiviteter, økonomi og planlægning af nyhedsbrev. Vi har også tit en grundig debat om emner, som vi hver især er optaget af – bøger, artikler eller lignende.

 

Lidt mere konkret om aktiviteterne i 2023:

I februar var vi sammen med Enhedslisten til møde på Christiansborg hos Alternativet, fordi der var besøg fra styret i Catalonien ang. deres arbejde på et stort forsøg med basisindkomst. .
Med til mødet var også Gunna og Gitte fra Enhedslisten. Det var et interessant møde, som jo lå så tidligt på året, så jeg også nåede at nævne det på generalforsamlingen 2023. Og det interessante er jo, om der så sker noget i Catalonien. Forventningen var at forsøget skulle sættes i gang foråret 2023. Der er modstand fra den centrale regering og det er endnu ikke kommet i gang, men arbejdet er ikke lagt ned og senest så jeg, at der skal være en konference  d.10. april om et feministisk perspektiv på basisindkomst. 

I marts var vi involveret i CPH:DOX dokumentarfilmfestivalen, specifikt i forhold til filmen Free Money, som følger verdens største forsøg med borgerløn i Kenya. Den blev bl.a. vist på Nationalmuseet, hvor jeg var i debatpanel med generalsekretær i Oxfam IBIS Lars Koch og lektor v. RUC Janne Gleerup. Det var et meget velbesøgt arrangement og en god debat.

Desuden var jeg til en visning for skoleklasser i Scala biografen i Svendborg, hvor der også var debat bagefter, som jeg stod for. 

Også i marts var jeg til et medlemsmøde i Enhedslistens Nordvestgruppe her i København. Det var en del af forløbet frem mod Enhedslistens årsmøde, hvor der skulle tages politisk stilling til Enhedslistens holdning til borgerløn. Det forestiller jeg mig, at Gunna kommer ind på i eftermiddag på årsmødet.

5. juni var der traditionen tro demokratifestival i Ollerup – det er min hjemegn, så det er også næsten traditionen tro, at jeg har en stand der, med bøger og foldere og parat til debat. Der kom specielt mange interesserede efterskoleelever. 

Ulla var på Folkemødet på Bornholm. Både med Alternativets kasket og med en stak af vores bøger og parat til den samtale, når der var åbning for det.

Erik og jeg var afsted til Alternativets Sommerhøjskole på Kalø. Vi lavede begge et oplæg, og der var en livlig debat og stor nysgerrighed. Vi kunne godt mærke, at vi var blandt folk, hvoraf mange havde læst og gjort sig tanker om basisindkomst fra mange vinkler. 

I august var vi på Kulturmødet på Mors, hvor Dorte havde en livlig debat om borgerløn med en kulturel vinkel sammen med Charlotte Bromand Mølbak (SFs kulturordfører), musiker Morten Isaksen (her fra bestyrelsen) og skuespiller Jørgen Bing i solskin i en have i Nykøbing Mors. 

Ulla var på klimamøde i Middelfart i starten af september. Og her som på Folkemødet var Ulla både til stede med Alternativets kasket og med nogle af vores bøger i tasken, parat til den samtale, når der var åbning for det.

Også i september tog Dorte mod en invitation fra CISU om at komme på kursus på Askov Højskole. Vi er medlem af CISU (Civilsamfund i Udvikling) bl.a. andet i forbindelse med en arbejdsgruppe som et medlem Michael Hansson tog initiativ til i 2022  omkring et UBI-projekt i Ghana.  Det vil Michael selv give en kort fortælling om i forlængelse af denne beretning (se 2024 – Generalforsamling). 

Vi havde fra starten af 2023 arbejdet frem mod en konference på Christiansborg, som skulle holdes i samarbejde med Alternativet, som også ville være vores indgangsvinkel til at kunne låne lokalerne på Christiansborg. Målet var i første omgang efteråret 2023, det blev rykket til foråret 2024. Desværre valgte Alternativet i løbet af efteråret at trække sig fra samarbejdet, da man som parti ville prioritere at fokusere og også udadtil gøre sig tydeligere på debatten om 30 timers arbejdsuge. De var bange for at de to dagsordner ville forplumre hinanden. 

Vi har et par gange fået forespørgsel fra nogle københavnere, om der er en lokalgruppe man kan gå ind i. Sådan noget har vi ønsket og endnu ikke kunnet etablere, – så vi så på et tidspunkt en mulighed i at vores praktikant i 2022 Søren Rohmann-Sønderby var på vej til at flytte til København, men så fik vi jo selv koblet ham på nogle kurser på Løgumkloster Højskole, og det er endt med at Søren er blevet tilknyttet som underviser dér og er flyttet til egnen. Så der røg den Københavnergruppe, men vi har til gengæld en stemme på højskolen.

 

I forhold til kontakt til partierne er vi meget glade for kontakten og samarbejdet med Alternativet og Enhedslistens borgerlønsgruppe som vi har konkret snak med om at lave en række debatmøder rundt i landet. Og det tager vi jo så på en måde hul på i eftermiddag på årsmødet.

Socialdemokratiet har vi indirekte kontaktet ved at skrive til Rune Baastrup – i forbindelse. med udgivelsen af Efter Festen, som han har skrevet sammen med Bjarke Dahl Mogensen. Begge med tilknytning til Socialdemokratiet. Bogen er på mange måder et opgør med den gængse socialdemokratiske tænkning om arbejde og beskæftigelsespolitik. Vi ville gerne have lavet et debatarrangement sammen med dem. Men det reagerede de aldrig på.

Efter udgivelsen af Kåre Dybvad Bek: Arbejdets land skrev både Erik og Michael en anmeldelse af bogen. 

Vi har gjort forsøg på kontakt til Moderaterne for en debat om deres ide om en basisydelse, men det er de heller ikke vendt tilbage på. 

 

Andre gruppe vi har være i kontakt med er

Solidaritet – som ville lave en jysk pendant til ”Rød fredag” København. Dorte havde kontakt og ville tage del. Men gruppen nedlagde sig selv igen pga for få deltagere. 

Global Shapers – har lavet en film om “Socialt frikort” og ville gerne have os med til premiere-visning af filmen, det kunne ingen af os ramme. Og samarbejdet med gruppen har ikke yderligere taget form

Creative Society — 

Der findes rigtig mange interessante vinkler på arbejdet for en bæredygtig verden, bl.a. en basisindkomst, med et meget højt månedligt beløb til udbetaling, – rigeligt højt var den generelle betragtning i bestyrelsen. Dorte var i kontakt med gruppen i en periode og vi havde et digitalt møde med dem. 

 – og hvis vi var mange flere kunne vi brede os mere i arbejdet og holde kontakten til andre grupper. Generelt bliver vi nødt til at samle os om arbejdet i foreningen, de aktiviteter vi sætter igang og bliver inviteret til, Og vi glæder os over, når overlappet sker – som når Alternativet og Enhedslistens Borgerlønsgruppe arbejder i samme retning, og bl.a også går med i arbejdet her i foreningen. 

 

Dødsfald

I august døde Niels I Meyer, som var med til at skrive Oprør fra Midten, der udkom i 1978. Dermed er alle tre forfattere til bogen døde. Vi har i de seneste år taget afsked med flere af de gamle kæmpere fra foreningen. 

 

Økonomi 

Årsregnskabet for 2023 overlader jeg til kasserer Martin at gennemgå.
Det vil efter godkendelse blive lagt på hjemmesiden (se 2024 – Generalforsamling).

Vi har, ligesom vi efterhånden har gjort en del år, ansøgt om driftsmidler fra Kulturstyrelsen til landsdækkende foreninger. I 2023 fik vi ad den vej 19.585,42 kr. – 3750 kr. gik til revisor, hvilket var det halve af udgiften året før.

 

Medlemmer

Der er 173 medlemmer i kartoteket – heraf 90 sikre betalende samt et antal ubetalte medlemskaber fra januar-udsendelsen. Så 130 reelle medlemmer er mit bedste bud. 

 

Bogen Borgerløn – reel frihed –  bog-udgaven, er ved Finns arbejde blevet sendt rundt til rigtig mange steder, medier, biblioteker, politikere og forskere. Det er desværre ikke meget reaktion, vi får tilbage på det.

 

Vi har haft forskellige artikler i aviser og digitale medier.  

Det er blevet til en del skriverier i diverse dagblade og digitale medier, Erik er den mest skrivende, men Michael, Dorte og andre skriver også.  Alle artikler bliver lagt på hjemmesiden og som regel også bemærket og linket til i Nyhedsbrevene.

 

Fra den digitale verden:

Vi har udsendt 4 nyhedsbrevet i 2023. Færre end tidligere. Hvilket bl.a. skyldes den konference, som vi endte med at aflyse. Vi fik faktisk en henvendelse fra et medlem, som efterlyste nyhedsbrev…. Rart at det bemærkes når de ikke kommer. 

 

Hjemmesiden laver Michael et stort arbejde på, og han står også for opsætning og udsendelse af nyhedsbrevene. 

 

Alle bidrager på forskellig måde, og jeg synes, vi har et godt og inspirerende samarbejde i bestyrelsen.

 

Og – ja – vi vil bare gerne være flere i arbejdet!

 

Dette var min beretning. Hermed sat til debat – og måske godkendelse.

Tak for ordet.

 

Helle Wisbech